er det normalt?? hjælp :-(

Min kære og mig har vært sammen flere år og boet sammen i 2.

Jeg er typen der har svært ved at blive forelsket og har sjælent været det. Min forelskelse efter ham kom snigene og jeg blev rigti forelsket i ham efter en 3 mdrs tid.

En forelkselse varer jo fysisk set ikke evigt, de siger jo den blir afløst af en dybere kærlighed. Sådan er det også gået os begge2. Vi elsker hinanden dybt og ønsker at dele resten af livet samen, men forelskelsen er der ikke rigtig mere. Den kommer en gang imellem sådan lidt i bølger hvis i forstår.. 

Men!

jeg er i tvivl om hvordan det er normalt at føle når man har været sammen så længe og boet sammen så længe. Når man ser hinanden hver evig enste dag og er meget sammen er det så normalt at gå og bli irreteret over småting i hverdagen? Som fx. at han glemmer at købe noget eller efterlader toiletbrattet oppe. Det irriterer mig grænseløst - faktis mere end jeg synes er normalt

Når jeg tænker på ikke atnhave ham i mit liv eller være sammen med ham så bliver jeg ked af det. jeg kan ikke forstille mig livet udem ham og ønsker det heller ikke. Jeg kan bare ikke altid mærke hvordan jeg har det med ham. Nogen gange overskygger irretationen bare ALT andet og der går længe hvor jeg næsten ikke føler annet end det. Så kan jeg nogen gange kigge på ham og synes han er dejlig, men det er ikke så tit.

Jeg har altså virkelig ikke lyst til at vi ikke skal være sammen og det har han heller ikke. Men vores forhold er da heller ikke spesielt rosenrødt lige nu. Det jeg bar gerne vil vide er: ER det normalt?

Hvordan har i det med jeres mænd? kan i godt elske ham og vide at i ønsker at dele resten af livet med ham, men ikke altid lige være særlig følelsesmæssig påvirket af ham?

Tak på forhånd for råd

Fra

Kan med det samme sige, at ja det er normalt

Det er helt normalt endda, det lyder måske som om i kan bruge et godt skønderi, eller bare at snakke lidt om hvad i forventer af hinanden?

Jeg har været gift med min mand i snart 3 år og vi har kendt hinanden i efterhånden 10 år. Og man kommer til et vendepunkt hvor alting bliver hverdag og det er helt okay. Det er okay at have de følelser du har, du skal ikke blive ked af at du har dem.

Kan godt forstå du bliver bekymret over at have dem. Men det er helt i orden.

Det er godt at du bliver irriteret. Var du bare ligeglad, så betyder han ikke det samme for dig

Snak med ham om det, hvad det er du er bange for, hvad det er der irriterer dig og hør ham ad hvad der måske går ham på

det er rart nok at få det ud af systemet

Ps. "kærlighedens 5 sprog" er en rigtig god guide, til hvis du gerne vil udforske jeres kærlighedsliv. den har hjulpet os rigtig meget. Håber det kan bruges

Jeg vil mene det er normalt. Alle forhold har oppe og nede perioder - alt kan jo ikke være lyserødt hele tiden Men jeg tror det handler om vurdere om man kan leve med de trælse ting. Hvis ikke - ja så må man gå.

Herhjemme er det mig, der glemmer at købe noget, smider vasketøj på gulvet, roder som en i h****** og lader opvasken stå til dagen efter. Men det er ikke så slemt som det har været, for det har generet manden til vanvid. Så jeg har stammet op og han har accpeteret en vis form for rod (det er alligevel mig der rydder op under alle omstændigheder, for han roder bare ikke - hvordan det ellers kan lade sig gøre )

Jeg har dage hvor jeg er træt af at han befinder sig i mit (vores) hjem. Hvor alt omkring ham bare er til for at irretere mig

Men nu har vi boet sammen i 12 år og har lært at acceptere hinandens mærkelige vaner og jeg vil ikke undvære ham - selvom han kan være noget så træls

morstinus skriver:

Kan med det samme sige, at ja det er normalt

Det er helt normalt endda, det lyder måske som om i kan bruge et godt skønderi, eller bare at snakke lidt om hvad i forventer af hinanden?

Jeg har været gift med min mand i snart 3 år og vi har kendt hinanden i efterhånden 10 år. Og man kommer til et vendepunkt hvor alting bliver hverdag og det er helt okay. Det er okay at have de følelser du har, du skal ikke blive ked af at du har dem.

Kan godt forstå du bliver bekymret over at have dem. Men det er helt i orden.

Det er godt at du bliver irriteret. Var du bare ligeglad, så betyder han ikke det samme for dig

Snak med ham om det, hvad det er du er bange for, hvad det er der irriterer dig og hør ham ad hvad der måske går ham på

det er rart nok at få det ud af systemet

Ps. "kærlighedens 5 sprog" er en rigtig god guide, til hvis du gerne vil udforske jeres kærlighedsliv. den har hjulpet os rigtig meget. Håber det kan bruges

Dejlig af høre det er normalt også.

men vi skændes faktisk også en del vi har skændes meget på det siste. Vi er begge meget tempramentsfulde og derfor sker det nemt at vi skændes så det har vi altid gjordt. Og vi blir altid gode venner baefter og sådan. Så skænderier trenger vi nok ikke rigtig til, tværtimod.

vi har snakket om de ting der går hinannen på og det har også hjulpet en smugle. Men der er stadig de der irretationsmomenter. Jeg tror jeg bare godt kunne tænke mig at finne ud af at det bare er en fase hvis du forstår

Jeanne skriver:

Jeg vil mene det er normalt. Alle forhold har oppe og nede perioder - alt kan jo ikke være lyserødt hele tiden Men jeg tror det handler om vurdere om man kan leve med de trælse ting. Hvis ikke - ja så må man gå.

Herhjemme er det mig, der glemmer at købe noget, smider vasketøj på gulvet, roder som en i h****** og lader opvasken stå til dagen efter. Men det er ikke så slemt som det har været, for det har generet manden til vanvid. Så jeg har stammet op og han har accpeteret en vis form for rod (det er alligevel mig der rydder op under alle omstændigheder, for han roder bare ikke - hvordan det ellers kan lade sig gøre )

Jeg har dage hvor jeg er træt af at han befinder sig i mit (vores) hjem. Hvor alt omkring ham bare er til for at irretere mig

Men nu har vi boet sammen i 12 år og har lært at acceptere hinandens mærkelige vaner og jeg vil ikke undvære ham - selvom han kan være noget så træls

Rart og at høre andre har det på lignenne måder med hinanen.

kommer jeres kærlighed også sådan lidt i bølger?

Anonym skriver:

Min kære og mig har vært sammen flere år og boet sammen i 2.

Jeg er typen der har svært ved at blive forelsket og har sjælent været det. Min forelskelse efter ham kom snigene og jeg blev rigti forelsket i ham efter en 3 mdrs tid.

En forelkselse varer jo fysisk set ikke evigt, de siger jo den blir afløst af en dybere kærlighed. Sådan er det også gået os begge2. Vi elsker hinanden dybt og ønsker at dele resten af livet samen, men forelskelsen er der ikke rigtig mere. Den kommer en gang imellem sådan lidt i bølger hvis i forstår.. 

Men!

jeg er i tvivl om hvordan det er normalt at føle når man har været sammen så længe og boet sammen så længe. Når man ser hinanden hver evig enste dag og er meget sammen er det så normalt at gå og bli irreteret over småting i hverdagen? Som fx. at han glemmer at købe noget eller efterlader toiletbrattet oppe. Det irriterer mig grænseløst - faktis mere end jeg synes er normalt

Når jeg tænker på ikke atnhave ham i mit liv eller være sammen med ham så bliver jeg ked af det. jeg kan ikke forstille mig livet udem ham og ønsker det heller ikke. Jeg kan bare ikke altid mærke hvordan jeg har det med ham. Nogen gange overskygger irretationen bare ALT andet og der går længe hvor jeg næsten ikke føler annet end det. Så kan jeg nogen gange kigge på ham og synes han er dejlig, men det er ikke så tit.

Jeg har altså virkelig ikke lyst til at vi ikke skal være sammen og det har han heller ikke. Men vores forhold er da heller ikke spesielt rosenrødt lige nu. Det jeg bar gerne vil vide er: ER det normalt?

Hvordan har i det med jeres mænd? kan i godt elske ham og vide at i ønsker at dele resten af livet med ham, men ikke altid lige være særlig følelsesmæssig påvirket af ham?

Tak på forhånd for råd

Fra

Jeg tror det er meget normalt, tror det er lidt en fase man skal igennem, at man ikke er "forelsket" på samme måde længere, og man går og irriterer sig meget over små ting. Jeg synes dog det bliver bedre, hvor man stadig vil have ting man irriterer sig over ved hiannden, men de der mange ting der er mega irriterende bliver mere noget man kan leve med, sådan havde jeg det ihvertfald Synes tydeligt man kan mærke om det er småting man kan se lidt gennem fingre med, fordi man begge har småting som irriterer den anden, og man må lære kompromis og give plads, eller om tingene fylder så meget at man ikke kan holde det ud i længden

Jeg synes bestemt det er bedre nu, hvor vi ikke er forelskede mere men elsker hinanden, vi har det mere naturligt sammen, og man lever sammen på en anden måde, end når man er forelsket.  Personligt synes jeg i starten, at man gør meget for at vise alle de gode sider, man sælger lidt ubevidst sig selv, dvs viser alt det positive, men elsker man hinanden er det jo på både godt og ondt, og et forhold er slet ikke en dans på roser. Man vil have diskutioner, skænderier, og uenigheder, for mig er dte vigtisgte man kan snakke om det og blive gode venner igen.

selvfølgelig skal man ikke glemme hinanden som par, men det hele bliver jo også hverdag, og det er jo også knap så rosenrødt og spændende som når det hele er nyt. håber du forstår hvad jeg mener med det

Jeg ville ikke for noget i verden, undvære min mand, også selvom han kan være trels engang imellem, det kan jeg jo sikkert også 

Jeg håber i finder ud af det

For både min kærestes og mit vedkommende, er der perioder, hvor vi ikke er så fokuserede på hinanden, og så perioder, hvor vi er som nyforelskede.

Det jeg har erfaret er, at de perioder, hvor kæresten eller jeg er mere irritable mht. ting modparten laver, tit er perioder, hvor der er noget andet der presser på. Så hvis jeg kommer ind i en peride, hvor det irriterer mig, at kæresten glemmer at slå brættet ned, sætte en tallerken til vask osv., så sætter jeg mig ned og tænker igennem, om der i virkeligheden er noget andet, der generer mig i hverdagen. Såsom en stærk bekymring, noget der generer mig, nogle jeg er uvenner med, en stressfaktor udefra osv., og det er faktisk rigtigt tit tilfældet. Når jeg så har fået taget hånd om det irritationsmoment, kommer mit overskud mht. kæreste, familie mv. som regel igen lynhurtigt

Ofte bliver man nemlig nemmere irriteret, hvis man ikke har så meget overskud og så kan det vise sig, at det slet ikke er kæresten, der er problemet, men en anden stressfaktor, der påvirker dig... Det synes jeg lidt, det lyder til kunne være tilfældet ud fra dit indlæg. Så måske du skulle tænke igennem, om der er noget andet, der generer dig for tiden, som måske ikke engang er relateret til kæresten

Anonym skriver:

Min kære og mig har vært sammen flere år og boet sammen i 2.

Jeg er typen der har svært ved at blive forelsket og har sjælent været det. Min forelskelse efter ham kom snigene og jeg blev rigti forelsket i ham efter en 3 mdrs tid.

En forelkselse varer jo fysisk set ikke evigt, de siger jo den blir afløst af en dybere kærlighed. Sådan er det også gået os begge2. Vi elsker hinanden dybt og ønsker at dele resten af livet samen, men forelskelsen er der ikke rigtig mere. Den kommer en gang imellem sådan lidt i bølger hvis i forstår.. 

Men!

jeg er i tvivl om hvordan det er normalt at føle når man har været sammen så længe og boet sammen så længe. Når man ser hinanden hver evig enste dag og er meget sammen er det så normalt at gå og bli irreteret over småting i hverdagen? Som fx. at han glemmer at købe noget eller efterlader toiletbrattet oppe. Det irriterer mig grænseløst - faktis mere end jeg synes er normalt

Når jeg tænker på ikke atnhave ham i mit liv eller være sammen med ham så bliver jeg ked af det. jeg kan ikke forstille mig livet udem ham og ønsker det heller ikke. Jeg kan bare ikke altid mærke hvordan jeg har det med ham. Nogen gange overskygger irretationen bare ALT andet og der går længe hvor jeg næsten ikke føler annet end det. Så kan jeg nogen gange kigge på ham og synes han er dejlig, men det er ikke så tit.

Jeg har altså virkelig ikke lyst til at vi ikke skal være sammen og det har han heller ikke. Men vores forhold er da heller ikke spesielt rosenrødt lige nu. Det jeg bar gerne vil vide er: ER det normalt?

Hvordan har i det med jeres mænd? kan i godt elske ham og vide at i ønsker at dele resten af livet med ham, men ikke altid lige være særlig følelsesmæssig påvirket af ham?

Tak på forhånd for råd

Fra

Hej søde ven.
Jeg syntes da lige du skal kigge denne her...måske kan det hjælpe dig lidt.

https://www.baby.dk/debat/78333pi1/parforhold/kunsten-at-bavare-gnisten.aspx

Undskyld, hvis endelserne mangler..det gør de i min udgave af tråden, men jeg har skrevet til Henrik.

Kærligst
Sussie

Anonym skriver:

Rart og at høre andre har det på lignenne måder med hinanen.

kommer jeres kærlighed også sådan lidt i bølger?

Selvfølgelig gør den det Man kan jo ikke være forelsket hele tiden Der er jo en dagligdag, der skal passes og den fylder rigtig meget. Men det hjælper at vi husker at sige jeg elsker dig + 1 kys og kram om dagen. Det tror jeg hjælper meget på at man ikke bare tager hinanden for givet. Vi prøver at huske det herhjemme, men det er ikke altid den holder.

SussieThyssen skriver:

Hej søde ven.
Jeg syntes da lige du skal kigge denne her...måske kan det hjælpe dig lidt.

https://www.baby.dk/debat/78333pi1/parforhold/kunsten-at-bavare-gnisten.aspx

Undskyld, hvis endelserne mangler..det gør de i min udgave af tråden, men jeg har skrevet til Henrik.

Kærligst
Sussie

har lige læst den igenne..

det er sikkert et godt råd for nogen, men alle folk er altså forskellige og ikke alle mennesker vil trives i et forhold som du beskriver det i den tråd. Jeg får lidt intrykket af at du mener man bare skal give op og gå hvis der er nogle problemer med det du kalder "de store ting i livet".

der er da ingen af os der har lyst til at gå fra hinannen og der er også masser af fysisk nærhed i vores forhold - der er ingen probemer der. Men vi er begge to typen der har brug for plads til at være alene og til at være os selv. I din tråd siger du at man godt må lave ting for sig men man skal være i samme rum. Hvorfor må man ikke lave ting hver for sig i forskellige rum og så en gang i mellem komme ind og give et kys og sige hej til den annen? Det forstår jeg ikke

desuden er det jo heller ikke vores problem at han ikke ser mig, det er nærmere omvent