samtale med jordemoder og mulig fødselsdepression

Jeg havde heller ikke fornemmet at det stod så slemt til hjemme i skoven.

Det ER super svært at bede om hjælp, men der er så vigtigt at du sørger for at Søren får den hjælp han har brug for. Han skammer sig sikkert også over at han er sådan over for hans lille familie, for det er garanteret ikke sådan han havde forestillet sig at det skulle være. Det nemmeste for Søren er at trække sig ind i sig selv, og ignorere at han har brug for nogen at snakke med, og det er desværre også det værste der kan ske.

Jeg håber så meget at Søren finder en at snakke med, så han kan blive den far han gerne vil være, og at du får bearbejdet det traume du fik fra din fødsel.

Mange mange kram herfra søde x.

Mette.

Hvis du har brug for at vide noget om psykolog hjælp, eller andet der er knyttet til det at have en depression, så skriv endelig, jeg vil mere end gerne hjælpe jer.

Åh søde x.... Jeg tror vi er MANGE kvinder der har været igennem det samme. Jeg har i hvert fald også. Var faktisk inde på Navlestrengen og finde dette indlæg jeg havde skrevet: http://www.navlestreng.dk/miniblog/vis/er-der-nogen-der-har-set-min-kaereste-/6591

Jeg tænker fødselsdepression eller ej, så er vi MØDRE fra dag 1 og sætter ALT der har med barnet at gøre FØRST. Vi glemmer jo for fanden at tisse og spise! Manden har altid været den der: Det skal nok gå.... Og den mentalitet har vi slet ikke.... Jeg må stadig bede Casper om at stå op nogle gange. Hvor har jeg dog raset over ham. Det er faktisk blevet sådan at vi BEGGE to død og pine står op når Carla vågner i weekenden, for vi kan ikke skiftes til at sove længe, da det kun er en af os der kommer til at nyde godt af det og mig der går og er skide sur inde i stuen. Så.... Der skal kæmpes en masse kampe og man skal finde hinanden som forældre. Casper og jeg har været meget vrede på hinanden og meget kede af det fordi vi så helt forskelligt på tingene. Men det bliver BEDRE selvom man tænker at det hele er forfærdeligt og at man slet ikke kan kende sin bedre halvdel. Man var sikker på det blev HELT anderledes end det faktisk gjorde og skuffelsen er enorm. Jeg læste i en bog inden vi blev forældre at man skulle LOVE hinanden at man ikke gik fra hinanden det første år for det var det der var slemmest. Jeg fik et chok da jeg læste det, men det giver faktisk rigtig meget mening. Jeg tror ikke der er noget der en større prøvelse for parforholdet end det. Så hæng ud søde x og hvor er det godt I har fået snakket om det. Jeg håber I kan finde hinanden igen. Knus til dig!

er bare SÅ glad for at der sker noget nu! i fortjener sgu ikke at have dt sådan! (det er der egentlig ingen der fortjener!)

Søde x-mor.

Jeg har slet ikke fået det indtryk, at det gik så skidt hjemme i skoven. Det lyder godt nok voldsomt, at i slet ikke kan finde melodien, og at Søren bare slet ikke er Søren. Jeg tror helt sikkert at han har en reaktion, som gør at han slet ikke kan finde ud af at agere som han plejer. Han har jo altid været din store støtte, og været hengiven og initiativrig.

Det du beskriver, lyder meget som om han har en depression................og det bør behandles. Søren trænger til lidt ro, til at genfinde sig selv, og han trænger til din kærlighed og støtte, Søde x. Også selvom du føler at du står med alt alene, og at livet med z ikke skulle være sådan. Men Søren kan ikke selv gøre for det......................det kræver støtte og opmuntring, at få ham igang med at være far. Han ved jo godt, at det er z der skal gå forud for alting......................så hvorfor siger han så at han regnede med at skulle sove længe...............kl. 9.30. Jamen, manden orker jo ikke at stå op...................for der stilles krav, når man står op, og disse krav er sikkert for meget for ham.

Jeg ved godt at det er skide svært, at stå alene med z...............også følelsesmæssigt. Men med tålmodighed og rummelighed, så tror jeg nok at i skal få ham på banen igen.

Mange knus til både Søren og dig.

Hold da op x

Den havde jeg slet ikke se komme. Jeg var sikker på at alt var lutter idyl i den fynske skov.

Som du selv har skrevet flere gange så var din fødsel slet ikke som i havde planlagt og meget voldsom. Tit er tingene værre for dem der observere end dem der selv sidder i det. Marcus fødsel tog jo rigtig mange timer og for mig var det glemt da jeg fik ham i mine arme, men for Martin var det noget andet. Han havde jo set mig have det så dårligt i så mange timer og det kunne han ikke sådan glemme. Jo tættere vi kom på Idas fødsle jo mere irrirteret blev Martin, og han var faktisk til sidst ikke til at leve sammen med. Jeg tog derfor snakken med ham og mig der gik og troede han ikke vil have hende blev meget overrasket. Årsagen var nemmelig at var pisse bange for denne fødsel. Han fortalte hvor frygteligt han havde haft det sidst og tanken om at jeg skulle igennem dette igen kunne han slet ikke klare. Vi fik snakket om tingene og jeg sagte til ham at det var helt iorden hvis han havde brug for en pause under Idas fødsle og kunne gå en tur hvis han havde behov for det.

Søren har da helt sikkert også været pisse bange. Ikke alene har han set dig have ondt, men alt det stå hej om at få dig på hospitalet i stor hast har ikke været nemt. Så jeg tror sagtens du kan have ret i at han har en fødselsdepression. Iøvrigt syndes jeg det er alletiders at du giver ham chancen for selv at tage fat i jormoderen.

Stort herfra

Hej søde x.

Det havde jeg ikek set komme, ligesom alle de andre.

Men hvor er det forfærdeligt at I har det såsan, at din skønne bamse af en mand ikke er den mand han var før z.

Jeg ved ikke selv noget om fødseldep. men det er godt at han og dig er opmærksom på det og at han kan få den hjælp han behøver.

Jeg ved bare at mange går fra hinanden inden for 1 år efter de har fået et barn, da det første år er slemmeste. Men med hjælp skal I to nok klare det og jeg sender alt den støtte og de kram jeg kan til jer begge

tusind tak for alle jeres beskeder. Tingene er helt anderledes herhjemme efter Søren åbnede lidt op den anden dag. Jeg kan meget bedre med at han IKKE er pisseligeglad men simpelthen ikke er i stand til alt det han gerne vil. Så kan jeg lettere møde ham på halvvejen og give ham lov til at være en fantastisk far i det tidsrum han KAN være det og så undlade at kræve MERE af ham når hans tid er løbet ud.

Der er jo flere af jer kvinder herinde der har gennemlevet depressioner og som har været så fantastiske at I har fortalt ærligt om hvordan det føles og det har jeg STOR gavn af nu. Når jeg synes at nu strammer han den lige, så husker jeg mig selv på, at måske strammer han den også for sig selv for at være noget han rigtig rigtig gerne vil være, men som han altså bare ikke har ressourcerne til at være LIGE NU.

Fx igår...der kommer der jo årgang 0 og det vil jeg gerne se. sidste tirsdag tog han z med ovenpå for at lade mig se tv i fred og ro, men jeg kunne godt høre at det gik helt galt ovenpå, z skældte far ud og så skældte far z ud og jeg sad og blev arrig over at han ikke engang kunne tage hende en time alene uden det skulle ende i skrig og skrål. Men igår sagde jeg, at han skulle komme ned hvis det blev for meget. Og jeg hørte godt der var lidt til at starte med, men så gik det alligevel og jeg smuttede op i reklamepausen for at se hvad de lavede og der sad de og spillede musik så startede næste program og jeg tænkte at så så jeg det med. og så kunne jeg høre gråd og inden jeg nåede at rejse mig, stod Søren SELV i stuen og sagde "Hun græd så jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv og så kom jeg ned" og så kunne jeg tage hende. og SELVOM det var gråd i et omfang jeg ku ha stoppet på et par minutter selv, så synes jeg det var helt VILDT flot af ham at komme ned og bede om hjælp da han følte han IKKE kunne stoppe det. Så det er sådan det kører herhjemme lige nu. Jeg prøver at tage hensyn UDEN hele tiden at få det til at lyde som om han er syg, for det tror jeg ikke er særlig rart overhovedet, og Søren anerkender at jeg prøver at give ham et pusterum så han kan finde ud af det her indeni ham.

Og så siger vi meget mere at vi elsker hinanden og kysser hinanden og det har vi ellers ikke gjort os særlig meget i siden hun blev født, så det hjælper helt sikkert også på tilliden til hinanden.

tak fordi I lytter altid

Kæreste x. 

Nu har jeg ENDELIG tid til at sende dig et svar på dit indlæg, som har summet i baghovedet siden jeg læste det i går.

Jeg ville egentlig bare fortælle at det der med at få pillet glansbilledet fra hinanden er bestemt også noget vi har oplevet herhjemme. Med den medfart jeg fik efter fødslen, indlæggelse og blodtab og derefter liiige 3 måneders hardcore kolik, så er der vel ikke noget at sige til at jeg et par dage før jul fik stillet den samme diagnose som dig: Efterfødselsreaktion. 

Jeg har på intet tidspunkt være deprimeret, men jeg har været... Ja hvordan filan skal man sige det... Et værre brokkehoved der mest så det negative i min situation, har haft mere end almindeligt behov for at komme "op og få luft" og har syntes at det være virkelig VIRKELIG hårdt at gå "alene" med Jonathan i hverdagene.

Jeg har luftet mange tanker og bekymringer både her og hos venner, veninder og familie IRL, men alle som en har de bakket mig op og nægtet at jeg på nogen måde skulle være galt på den med noget som helst. Tværtimod fik jeg afvide at  jeg var en ualmindeligt god mor, der bare havde haft en rigtig hård start. Jeg synes der var et eller andet galt, men eftersom man som førstegangsmor intet har at sammenligne med og er helt på herrens mark i forhold til hvordan det "burde føles" så slog jeg det hen og fandt ydre forklaringer på hvorfor det hele føltes så hårdt hele tiden. Forklaringerne lød: Kolik, Jonathans temperament, søvnmangel, motorikken som var bagud, måske var han også grim? Måske havde jeg et barn der var både surt, grimt og dumt  Måske ville han aldrig blive en glad dreng og måske ville der aldrig komme nemme perioder??? Jeg kom gennem dagene ved at snakke og snakke og snakke om alle mine bekymringer og skrupler ved moderskabet og min lille dreng, som måtte finde sig i at blive skubbet rundt i en barnevogn i timevis hver dag mens mor fik afløb for sine egne behov for voksenkontakt med venner og veninder som troligt lagde ører til alle beklagelserne, og at når klokken slog fem så blev han nærmest kastet i armene på sin far og mor flygtede - ud i verden eller ind i computeren - og måtte ikke forstyrres for NU skulle mor bare have FRI!!!  Ved hver eneste mulige lejlighed kom han op og ove hos mormor. Det var den eneste måde jeg kunne komme igennem dag efter dag efter dag... Havde vi boet langt ude i skoven så var jeg blevet sindssyg!!! 

Den dårlige samvittighed tog til hver eneste gang der "var noget nyt i vejen" - så var det forkølelse, hoste. ørerne, uforklarligt pylleri - min dreng var bare "aldrig glad" og jeg blev irritabel og til tider vred - på mig selv og på Niklas der bare tog alting med ophøjet ro og aldrig bekymrede sig om en hat (for han satte sig jo ikke ind i de ting der kunne være problemet og oplevede ikke at skattenusset var så surt og pylret som jeg gjorde). Jeg blev også vred på Jonathan fordi han ikke var evigglad og supernem og sov igennem og var fremme i skoene motorisk ligesom ALLE de andre børn  Jeg blev endnu mere sikker på at jeg absout ikke skal have flere børn for hvor skulle energien komme fra? Et barn til ville suge den allersidste rest af MIG ud af min krop... Og hvad ville jeg få til gengæld? Flere søvnløse nætter, mere brok brok brok, endnu mindre sex, (selvom det nærmest ikke er muligt) og fremfor alt - ingen luft!!!

Familierådgiveren var en fantastisk dame, uddannet sygeplejerske, SP'er OG familierådgiver, og hun var liiige netop havde jeg havde brug for for at få taget hul på bylden. Hun fik mig til at forstå at jeg siden fødslen var tvunget ind i et dilemma som hele tiden gik på "det er mig eller ham". Fordi jeg måtte opereres to gange og derefter have blod og siden komme til kræfter var alle mine kanaler som står åbne efter en fødsel blevet "smækket i med et brag". Jeg måtte tænke på min egen overlevelse og sætte min lid til at Jonte kunne overleve selv, med sin far. Derefter kom min recoveryperiode, hvor jeg ingen kræfter havde - igen måtte Niklas og sygeplejeskerne tage over og sikre at mit barn overlevede og trivedes. Dernæst kom kolikken, hvor jeg bare slet ikke havde fået den første afgørende supertilknytning, og derfor blev kolikken igen et spørgsmål om at jeg ville gå i spåner hvis jeg skulle gå 110% ind i hans gråd, jeg ville miste mit skrøbelige fodfæste totalt, og derfor flygtede jeg ofte for at "redde mig selv". Jonte har aldrig bemærket disse ting da jeg jo gjorde alt hvad jeg kunne for at kompensere, jeg har selvfølgelig hygget, puttet, nusset, skiftet, badet og puslet ligeså meget som enhver anden mor, men jeg kunne ikke sidde og stirre forelsket på far og barn f.eks. når det var hans tur - jeg skulle have LUFT!!!

Jeg fik tudet igennem for første gang siden dengang hvor JEG stod med røde øjne og erklærede at nu tog jeg Jonte med op til min mor og så kunne Niklas fandme have sig selv, iskolde skiderik! Det lede, modbydelige skænderi var simpelthen helt ude på grænsen for hvad man kan tillade sig som forældre til et lille barn... Så det kender jeg alt til. Og det var ikke det eneste skænderi vi havde i den periode, kan jeg hilse og sige. Brikkerne faldt først helt perfekt på plads igen (eller så godt som) da jeg kom hjem fra samtalen og pakkede ud - Niklas var målløs og fuldstændigt enig i konklusionen...

Min pointe er at du elsker Søren. Og hvad der end sker så ELSKER DU SØREN!!! Jeg er 10.000% sikker på at Søren og du selv har efterfødselsreaktioner/-depressioner, og det SKAL I bare i gang med at få snakket om - med hinanden, venner og veninder og med nogen der bliver betalt for at lytte!!!!

Jeg har fået det SÅ VANVITTIGT meget bedre med det hele efter bare 2 timers samtale. Alting er lettere, jeg er gladere og dermed er Jonte også gladere - spejling er tydeligvis nøgleordet når det kommer til brokkeunger 

Sæt igang, x og Søren!  I kærlighedens navn!!!

Rosa skriver:

Kæreste x. 

Nu har jeg ENDELIG tid til at sende dig et svar på dit indlæg, som har summet i baghovedet siden jeg læste det i går.

Jeg ville egentlig bare fortælle at det der med at få pillet glansbilledet fra hinanden er bestemt også noget vi har oplevet herhjemme. Med den medfart jeg fik efter fødslen, indlæggelse og blodtab og derefter liiige 3 måneders hardcore kolik, så er der vel ikke noget at sige til at jeg et par dage før jul fik stillet den samme diagnose som dig: Efterfødselsreaktion. 

Jeg har på intet tidspunkt være deprimeret, men jeg har været... Ja hvordan filan skal man sige det... Et værre brokkehoved der mest så det negative i min situation, har haft mere end almindeligt behov for at komme "op og få luft" og har syntes at det være virkelig VIRKELIG hårdt at gå "alene" med Jonathan i hverdagene.

Jeg har luftet mange tanker og bekymringer både her og hos venner, veninder og familie IRL, men alle som en har de bakket mig op og nægtet at jeg på nogen måde skulle være galt på den med noget som helst. Tværtimod fik jeg afvide at  jeg var en ualmindeligt god mor, der bare havde haft en rigtig hård start. Jeg synes der var et eller andet galt, men eftersom man som førstegangsmor intet har at sammenligne med og er helt på herrens mark i forhold til hvordan det "burde føles" så slog jeg det hen og fandt ydre forklaringer på hvorfor det hele føltes så hårdt hele tiden. Forklaringerne lød: Kolik, Jonathans temperament, søvnmangel, motorikken som var bagud, måske var han også grim? Måske havde jeg et barn der var både surt, grimt og dumt  Måske ville han aldrig blive en glad dreng og måske ville der aldrig komme nemme perioder??? Jeg kom gennem dagene ved at snakke og snakke og snakke om alle mine bekymringer og skrupler ved moderskabet og min lille dreng, som måtte finde sig i at blive skubbet rundt i en barnevogn i timevis hver dag mens mor fik afløb for sine egne behov for voksenkontakt med venner og veninder som troligt lagde ører til alle beklagelserne, og at når klokken slog fem så blev han nærmest kastet i armene på sin far og mor flygtede - ud i verden eller ind i computeren - og måtte ikke forstyrres for NU skulle mor bare have FRI!!!  Ved hver eneste mulige lejlighed kom han op og ove hos mormor. Det var den eneste måde jeg kunne komme igennem dag efter dag efter dag... Havde vi boet langt ude i skoven så var jeg blevet sindssyg!!! 

Den dårlige samvittighed tog til hver eneste gang der "var noget nyt i vejen" - så var det forkølelse, hoste. ørerne, uforklarligt pylleri - min dreng var bare "aldrig glad" og jeg blev irritabel og til tider vred - på mig selv og på Niklas der bare tog alting med ophøjet ro og aldrig bekymrede sig om en hat (for han satte sig jo ikke ind i de ting der kunne være problemet og oplevede ikke at skattenusset var så surt og pylret som jeg gjorde). Jeg blev også vred på Jonathan fordi han ikke var evigglad og supernem og sov igennem og var fremme i skoene motorisk ligesom ALLE de andre børn  Jeg blev endnu mere sikker på at jeg absout ikke skal have flere børn for hvor skulle energien komme fra? Et barn til ville suge den allersidste rest af MIG ud af min krop... Og hvad ville jeg få til gengæld? Flere søvnløse nætter, mere brok brok brok, endnu mindre sex, (selvom det nærmest ikke er muligt) og fremfor alt - ingen luft!!!

Familierådgiveren var en fantastisk dame, uddannet sygeplejerske, SP'er OG familierådgiver, og hun var liiige netop havde jeg havde brug for for at få taget hul på bylden. Hun fik mig til at forstå at jeg siden fødslen var tvunget ind i et dilemma som hele tiden gik på "det er mig eller ham". Fordi jeg måtte opereres to gange og derefter have blod og siden komme til kræfter var alle mine kanaler som står åbne efter en fødsel blevet "smækket i med et brag". Jeg måtte tænke på min egen overlevelse og sætte min lid til at Jonte kunne overleve selv, med sin far. Derefter kom min recoveryperiode, hvor jeg ingen kræfter havde - igen måtte Niklas og sygeplejeskerne tage over og sikre at mit barn overlevede og trivedes. Dernæst kom kolikken, hvor jeg bare slet ikke havde fået den første afgørende supertilknytning, og derfor blev kolikken igen et spørgsmål om at jeg ville gå i spåner hvis jeg skulle gå 110% ind i hans gråd, jeg ville miste mit skrøbelige fodfæste totalt, og derfor flygtede jeg ofte for at "redde mig selv". Jonte har aldrig bemærket disse ting da jeg jo gjorde alt hvad jeg kunne for at kompensere, jeg har selvfølgelig hygget, puttet, nusset, skiftet, badet og puslet ligeså meget som enhver anden mor, men jeg kunne ikke sidde og stirre forelsket på far og barn f.eks. når det var hans tur - jeg skulle have LUFT!!!

Jeg fik tudet igennem for første gang siden dengang hvor JEG stod med røde øjne og erklærede at nu tog jeg Jonte med op til min mor og så kunne Niklas fandme have sig selv, iskolde skiderik! Det lede, modbydelige skænderi var simpelthen helt ude på grænsen for hvad man kan tillade sig som forældre til et lille barn... Så det kender jeg alt til. Og det var ikke det eneste skænderi vi havde i den periode, kan jeg hilse og sige. Brikkerne faldt først helt perfekt på plads igen (eller så godt som) da jeg kom hjem fra samtalen og pakkede ud - Niklas var målløs og fuldstændigt enig i konklusionen...

Min pointe er at du elsker Søren. Og hvad der end sker så ELSKER DU SØREN!!! Jeg er 10.000% sikker på at Søren og du selv har efterfødselsreaktioner/-depressioner, og det SKAL I bare i gang med at få snakket om - med hinanden, venner og veninder og med nogen der bliver betalt for at lytte!!!!

Jeg har fået det SÅ VANVITTIGT meget bedre med det hele efter bare 2 timers samtale. Alting er lettere, jeg er gladere og dermed er Jonte også gladere - spejling er tydeligvis nøgleordet når det kommer til brokkeunger 

Sæt igang, x og Søren!  I kærlighedens navn!!!

jeg læste dette her inden jeg skulle ned og lave salsa til aftensmaden og jeg kom til at stå og vræle lidt - og det var ikke kun det überfriske rødløgs skyld

jeg er så taknemmelig for, at I herinde er villige til at være så åbne omkring de rigtig svære tider i livet, det er simpelthen en gave at kunne blive mødt med forståelse - og forklaringer når man står og tror man er den eneste i hele verden der nogensinde har følt de her ting!!

Der er ingen tvivl om, at jeg skal have talt om fødslen med Kirsten (JM), for det forløb sidder så fast i mig, det er jo primært Johannas opførsel overfor mig da hun kommer herhjem og så det at hun simpelthen skiller os ad da vi skal på hospitalet. det har jeg det SÅ svært med. og så den sygeplejerske der er på fødestuen under og efter fødslen, jeg tænker simpelthen at jeg vil skrive en klage på hende!

men selve det at være mor og være blevet mor, det er fantastisk for mig. og det er altså ikke bare noget jeg siger!! jeg synes ganske enkelt det er vidunderligt og jeg føler det overhovedet ikke grænseoverskridende eller voldsomt eller træls eller noget som helst. jeg ELSKER det! alt sammen, simpelthen, og det lyder snotforkælet og røvirriterende, det kan jeg godt høre, men det er virkelig sdan jeg har det. det som er svært er, at Søren ikke har..hmm...ikke ER som jeg troede han ville være. Altså at han kan blive direkte ondskabsfuld mod mig, at han kan give klart udtryk for at han ikke gider os osv osv. Det har også været enormt hårdt at han først gik igennem en lang periode efter fødslen, hvor han var overbevist om, at z ville dø. så uanset hvad jeg gjorde eller hvad der skete, så ville hun dø. for alvor! jeg fik jo megastress af det, for han kunne meddele mig at hun ville dø i løbet af natten - og så gå ned på sofaen og sove sødt, mens jeg sad klods op ad vuggen i buldermørke og tjekkede vejrtrækning KONSTANT. Derefter kom perioden hvor han var overbevist om at z ikke elskede ham, ja at hun faktisk ikke kunne lide ham. Så jeg skulle bruge enormt meget energi på at sige "jo hun gør!" og jeg ofrede rigtig meget af min morglæde for at han skulle opleve farglæde, og det tog djævelsk lang tid inden han fattede at z er på en helt bestemt måde når Far er der og på en helt anden måde når Mor er der, men at de to måder er lige gode.

nu hvor det går op for mig, at han har en reaktion, så kan jeg godt se logikken i de forskellige perioder og jeg er jo møgked af, at jeg ikke sørgede for at sige noget til sundhedsplejersken sidst hun var her og han scorede alt for højt på efterfødselsreaktions-testen! jeg tror nemlig ikke det har noget at gøre med z som er her nu...ikke rigtigt, jeg tror det har rigtig meget at gøre med at han troede både z og jeg ville dø under fødslen og han blev ladt alene mens Johanne tog os med på hospitalet. han sagde en masse ting lige efter fødslen omkring hans oplevelse af det, som kun langsomt er sunket ind hos mig, og så har jeg jo haft så travlt med min egen reaktion, at jeg tænkte at han nok havde det fint så det behøvede jeg ikke tænke på.

jeg talte med min mor idag om det og hun spurgte om Søren nogensinde havde reageret på det første barn vi mistede og der måtte jeg jo sige nej, for han havde travlt med at få mig til at overleve den sorg jeg bare sank og sank og sank ned i. Hun mener nemlig at det er HELE processen der sidder i Søren nu, altså kampen for at få barnet, det mistede barn og så den her virkelig voldsomme fødsel hvor han bare bliver efterladt derhjemme mens hans kone bliver kørt væk med et barn hvis hjertelyd forsvinder. han har jo været 100% med helt fra start af graviditeten, så selvfølgelig kan han få en reaktion på samme måde som en nybagt mor kan.

men der er overhovedet ingen tvivl om, at vi begge skal have snakket om forløbet med professionelle. vi HAR snakket rigtig meget om fødslen sammen og også sammen med Karl og hans kæreste og selvfølgelig min mor der var med. Men jeg tror også at Søren har behov for at give ordentlig udtryk for den angst han oplevede uden at han føler han lægger den over på mig.

Indtil videre er planen at jeg skal til Kirsten den 22. februar og Søren vil ringe til Tina (SP) imorgen formiddag. og så tager vi den derfra. både hver vores mens også sammen! og vi VIL klare den, sådan er det bare, basta basta basta!

Jeg syntes, at det er en rigtig god ting, at du endelig har turde lægge kortene på bordet og fortælle det som det er. Det første skridt til at kunne ændre på det!!

Jeg tror desværre at ALT for mange, gør sig utrolig umage i forsøget på, at opretholde facaden... "Her går det hele bare godt!"

Men det kan samtidig være så enormt svært at være konkret, og sætte en finger PRÆCIST på, hvad det er man mangler, savner, føler og ikke føler, osv. Man er et bombardement af følelser på godt og ondt i den første tid som forældre ....både mand og kvinde får en rusketur!

Men ja, ens forhold kommer seriøst på prøve, når der er et lille menneske, som kommer forud for alt andet. Og sådan er det bare!! Kunsten er så at lære, at finde fodfæste i det SAMMEN!!

Og det håber jeg I finder. Jeg er så sikker på, at det ikke handler om ligegyldighed eller manglende følelser. Så du og Søren skal helt sikkert forblive sammen. Men I skal begge finde glæden og samarbejdet.

Herhjemme har det sgu heller ikke altid været en "dans på roser".
Men man finder ud af det .....lufter tanken om at klare alting alene.... Og bestemmer sig så for, at der må gøres en indsats, snakkes og gøres noget, så ens forhold ikke bare kører sit eget løb og ender i ligegyldighed eller manglende respekt for hinanden.
Det bliver nemmere og nemmere med tiden, og dog, så har vi stadig perioder, hvor det er svært at kommunikere og samarbejde ret godt.

Men det kan selvfølgelig ikke holdes op imod fødselsdepression og bearbejdelse af fødselsforløbet, mv. Men måske vise, at I er rendt ind i nogle ikke-så-ualmindelige problemer, bare med det twist, at I har nogle komplikationer/sten i baggagen, som I også hver især skal gøre op med.

Jeg håber at en snak med SPén kan løsne op for noget af det hos Søren.
Og at det kan hjælpe dig også, at få snakket fødselsforløbet ordentligt igennem.

Knus