ja...jeg ved ikke om det rigtig har skinnet igennem hvor skidt det har gået herhjemme siden Sørens barsel sluttede i oktober, men det har været RIGTIG slemt. Så slemt at jeg 2. juledag sagde at nu var det godt og nu ville jeg flytte med z når jeg fik muligheden for det. Da tog Søren sin dyne og lagde sig på sofaen og HULKEDE. puha! det gjorde ondt, men det gjorde også ondt at blive talt rigtig grimt til, at være alene med z, at græde så meget at z blev helt stille når jeg tog hænderne op til øjnene osv. Søren har bare ikke været med, og det er meget mærkeligt, for han var SÅ klar til at hun skulle komme. og så kom hun og så gik han simpelthen i backgear. Gør det stadig. og så står jeg helt alene og det er immervæk hårdt, ikke at jeg ikke godt kan klare det, det kan jeg, hun er nem - men jeg troede jo vi skulle være to!
Nåh men inden nytårsaften oprandt havde vi fundet ud af, at vi GODT kunne få det her til at fungere. Og det gjorde det så - i halvanden uge, før Søren igen lukkede helt sammen og blev ondskabsfuld. og så blir jeg ondskabsfuld, for jeg synes ærlig talt det er provokerende at få at vide (fx) at han faktisk gerne ville sove længe når jeg beder ham om hjælp med z KLOKKEN HALV TI EN SØNDAG MORGEN! ja, han har slet ikke været den Søren jeg kendte og troede han ville være og jeg har været dybt ulykkelig. Oveni det har jeg jo en meget kraftig reaktion på fødselsforløbet som jeg går og bakser med at få bearbejdet.
I sidste uge fandt vi så ud af, at efteråret har været hårdere end beregnet for Søren har haft 120 timers overarbejde uden vi har vidst det (indviklet forklaring omkring timefordeling som gymnasielærer). jamen det gav jo mening så!!
Så i foregårs gik det helt galt igen og klokken et om natten stod jeg i stuen og bad hulkende Søren om at afslutte forholdet, for jeg kunne ikke men jeg kunne heller ikke fortsætte som det er nu. Og så fik jeg at vide, at jeg skulle tie stille og gå i seng. Der tænkte jeg virkelig NÅH! jeg kan hverken gøre til eller fra, jeg er en dummernik for kærligheden og det værste er, at jeg godt er KLAR over at jeg er det.
Næste morgen mailede jeg med Kitty og jeg mailede med Karina og jeg græd og græd og græd og græd så jeg til sidst ikke kunne se ud af øjnene. Og så blev jeg pludselig opmærksom på, at Søren IKKE er sådan som han er nu, det er han jo ikke! for fanden, det er manden der har trukket mig tilbage til livet da jeg mistede vores første barn, det er manden der har læst eventyr HVER aften i et halvt år og kørt mig rundt i bilen midt om natten fordi jeg ikke kunne falde i søvn. Han er IKKE ligeglad. Begge de to kloge kvinder sagde, at uanset hvad, så måtte jeg snakke med ham om situationen og det havde de jo ret i. så da Søren kom hjem sagde jeg, at hvis vi skulle reddes, så må han simpelthen tale med nogen. Han blev helt stille. jeg snakkede lidt frem og tilbage og sagde bl.a. at nu havde han jo IKKE overarbejde længere, han har faktisk meget få timer om ugen, og alligevel er det stadig slemt herhjemme. Han var stadig helt stille. Og så sagde jeg meget forsigtigt "måske har du alligevel en lille fødselsdepression? du har jo haft en meget lang periode hvor du var overbevist om, at z ville dø fx". En helt sammensunket og helt stille Søren siger ligeså stille "jeg forstår det ikke, jeg vil så gerne være hendes far, men jeg kan bare ikke rigtig være det. Og det er jo ikke fordi jeg i forvejen går på druk med vennerne hver weekend, alligevel føles det bare som sådan en kæmpe omvæltning at have hende her”. Han har nogle gange sagt undskyld for at han ikke rigtig har kunnet omvende sig til at hun er her og kommer først, men det her er første gang han rent faktisk SIGER noget om hvordan han har det!! Det gør søren ikke, ikke rigtig nogensinde. Jeg har den teori at Søren føler ikke han fortjener os og så må han ikke føle andet end glæde ved at vi er her i hans liv, men det er jo ikke sådan det er! Og hvis man ikke engang må sige til sig selv, at man er ked af det, så får man det jo rigtig rigtig skidt af at gå og klemme det hele sammen. Han spurgte hvem han skulle snakke med og jeg foreslog at han ringer til vores SP’er Tina, for hun ved jo noget om hvad man gør i den her situation og hun er også meget åben overfor at Far kan få en fødselsdepression. Vi snakkede jo om det ved sidste besøg, der hvor søren også scorede ALT for højt på efterfødselsreaktions-testen. Men der talte han sig ud af det og jeg bakkede ham jo op for jeg ville ikke sidde og stikke ham i ryggen foran SP’en! Dumme dumme mig, når han i virkeligheden havde brug for der var en der sagde de svære ord for ham L
Så nu er vi her! Jeg har talt med den fantastiske jordemoder jeg gik hos under graviditeten i dag, og aftalt en tid i februar så jeg kan komme og snakke om fødselsforløbet. Og jeg brød bare HELT sammen i telefonen og jeg tror hun blev rigtig bekymret. Så fik jeg sagt at det overhovedet ikke er det at være Mor der gør mig ked af det, det er virkelig den måde Johanne var som jordemoder til fødslen der stadig bare gør mig helt helt vildt ked af det, og så fik jeg sagt at Søren vist nok har en fødselsdepression. Hun blev meget opmærksom og spurgte hvornår Tina kommer igen og det er først til marts jo. Så sagde hun ”x, tror du han ringer? For hvis du ikke tror han gør, så sig det til mig og så ringer jeg til Tina og siger hun skal lægge et besøg inden særlig længe!”. men jeg TROR han ringer, jeg synes i hvert fald han skal have chancen for selv at gøre det. Og ellers har jeg aftalt med Kirsten (JM), at jeg ringer til hende og så sørger hun for at Tina kommer og får taget hånd om Søren. Hun var heller ikke glad ved at jeg først kom ned og snakkede til februar, men vi har igen aftalt at jeg ringer hvis jeg synes det bliver akut.
PUHA! Det er simpelthen så svært at stå med!! Men det er meget meget bedre på en eller anden måde, at vide, at det er fordi han også reagerer på det hele og ikke fordi han egentlig er pisseligeglad. Jeg tror og håber på, at vi kommer ud af det her i samlet flok, og så må jeg finde reserverne frem og selvom jeg er træt og tager mig af z næsten alene, så må jeg finde ud af at støtte ham igennem det mørke han står i. For han er virkelig så fantastisk en Far når han har overskuddet til at være det, men når han klapper sammen så bliver han så frustreret at jeg flere gange har måttet sige til ham, at det altså er z der skal have noget fra ham og ikke omvendt!
Det er ikke noget vi vil tale med familien osv om, det er meget privat synes vi, men I har fulgt os gennem de allerværste tider og de allerbedste tider og jeg har nok lige brug for at SIGE det til NOGEN. Ikke opretholde glansbilledet hele vejen rundt, hvis I forstår.
