Teenage hormoner og mærkelige fornemmelser

Man læser så meget om - i diverse graviditetsbøger osv. - at man i løbet af graviditeten kan opleve følelsesrutjsheture og svingende psyke pga. hormonerne, at man kan drømme om barndom og ungdom og få trang til at gennemarbejde sin egen opvækst osv.

I 1. trimester mærkede jeg ikke så meget til dette, andet end det jeg bevidst gjorde mig tanker om. Men jeg skal da love for, at der er kommet gang i kedlen her i 2. trimester og det er lidt svært at styre, syns jeg

For eksempel har min seksualitet virkelig forandret sig. Jeg går rundt og føler mig erotisk og frodig og kåd, som sådan en anden teenager ved forårstid  Tit kommer det, flere gange om dagen iø, fuldstændig ud af det blå, umotiveret og pludseligt og overmander mig. Det er selvfølgelig på een måde helt rart at føle sig levende igen på den måde, men for det første har jeg ikke en fast partner, jeg kan lege med, for det andet er det lidt svært at styre og finde rede i. Så jeg føler mig lidt underlig tilpas ind imellem, når det overmander mig og ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det.

Udover det så er behovet for redebyggeri virkelig trådt ind. Jeg føler mig lidt nyforelsket i barnets far, sådan en følelse af familie og stærk tilknytning og bånd ifm ham. Ved ikke, om det er instinktivt, altså fra naturens hånd indrettet således, at man knytter sig til manden, fordi man jo er afhængig af, at han skaffer føden og beskytter, når man er højgravid og skal passe på den lille. Problemet er bare, at han ikke har det på samme måde  Hvilket jo så er imod naturens orden og heller ikke så fedt for mig. Vi er jo ikke par, selvom vi ser hinanden ind imellem og også er seksuelt sammen. Så det gør mig også mere ked af det eller skuffet over ikke at få gengældt kærligheden og opmærksomheden.

Mine moderfølelser er også begyndt at træde ind, så at ovenstående problem med faderen, begynder at betyde mere. Men på mit barns vegne. Føler mig ked af, at jeg ikke kan give mit barn en kærlig far, der virkelig vil det og er der for ham/hende.

Er der andre, der kender til de voldsomme følelsesmæssige forandringer ?

du kan tro det lyder bekendt, og jeg tror de fleste mødre, eller gravide, ved nøjagtigt hvordan du har det

nutche skriver:

du kan tro det lyder bekendt, og jeg tror de fleste mødre, eller gravide, ved nøjagtigt hvordan du har det

Ok, det er da betryggende, at det ikke bare er mig, der er unormal

Men hvordan håndterer du det så ? Du har måske bare en mand, der er glad ?

thilde-tusindfryd skriver:

Man læser så meget om - i diverse graviditetsbøger osv. - at man i løbet af graviditeten kan opleve følelsesrutjsheture og svingende psyke pga. hormonerne, at man kan drømme om barndom og ungdom og få trang til at gennemarbejde sin egen opvækst osv.

I 1. trimester mærkede jeg ikke så meget til dette, andet end det jeg bevidst gjorde mig tanker om. Men jeg skal da love for, at der er kommet gang i kedlen her i 2. trimester og det er lidt svært at styre, syns jeg

For eksempel har min seksualitet virkelig forandret sig. Jeg går rundt og føler mig erotisk og frodig og kåd, som sådan en anden teenager ved forårstid  Tit kommer det, flere gange om dagen iø, fuldstændig ud af det blå, umotiveret og pludseligt og overmander mig. Det er selvfølgelig på een måde helt rart at føle sig levende igen på den måde, men for det første har jeg ikke en fast partner, jeg kan lege med, for det andet er det lidt svært at styre og finde rede i. Så jeg føler mig lidt underlig tilpas ind imellem, når det overmander mig og ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det.

Udover det så er behovet for redebyggeri virkelig trådt ind. Jeg føler mig lidt nyforelsket i barnets far, sådan en følelse af familie og stærk tilknytning og bånd ifm ham. Ved ikke, om det er instinktivt, altså fra naturens hånd indrettet således, at man knytter sig til manden, fordi man jo er afhængig af, at han skaffer føden og beskytter, når man er højgravid og skal passe på den lille. Problemet er bare, at han ikke har det på samme måde  Hvilket jo så er imod naturens orden og heller ikke så fedt for mig. Vi er jo ikke par, selvom vi ser hinanden ind imellem og også er seksuelt sammen. Så det gør mig også mere ked af det eller skuffet over ikke at få gengældt kærligheden og opmærksomheden.

Mine moderfølelser er også begyndt at træde ind, så at ovenstående problem med faderen, begynder at betyde mere. Men på mit barns vegne. Føler mig ked af, at jeg ikke kan give mit barn en kærlig far, der virkelig vil det og er der for ham/hende.

Er der andre, der kender til de voldsomme følelsesmæssige forandringer ?

Jeg var jo én af dem, der var meget imod dit valg, men nu er jo engang sådan det er, så derfor vil jeg lige give dig et

Det er naturens orden, men derfor er det jo ikke nemmere for dig at håndtere disse følelser - og velsagtens også et spinkelt håb et eller andet sted om at få kernefamilien.

Har du fået snakket med faderen om dine følelser? - eller du fornemmer bare, at han ikke har det på samme måde?

thilde-tusindfryd skriver:

Ok, det er da betryggende, at det ikke bare er mig, der er unormal

Men hvordan håndterer du det så ? Du har måske bare en mand, der er glad ?

nu har jeg 4 børn og under de 3 første graviditeter var jeg alene

første gang er altid forvirrende, men det hjælper hvis du bare acceptere at det nu engang er sådan. det er kroppens måde at gøre sig klar på, og det nemmeste er at tage det "oppefra og ned"

under den sidste var jeg sammen med min mand. han er meget tålmodig, og tog det hele med et smil. der var tider hvor jeg skældte ud, tider hvor jeg græd. tider hvor jeg var konstant "horny" og tider hvor jeg bare faldt omkuld af træthed kl 19,30 sådan er det nu engang bare

Rockertand skriver:

Jeg var jo én af dem, der var meget imod dit valg, men nu er jo engang sådan det er, så derfor vil jeg lige give dig et

Det er naturens orden, men derfor er det jo ikke nemmere for dig at håndtere disse følelser - og velsagtens også et spinkelt håb et eller andet sted om at få kernefamilien.

Har du fået snakket med faderen om dine følelser? - eller du fornemmer bare, at han ikke har det på samme måde?

Ja, han er indtil videre ret afklaret med, at det ikke skal være os, som vi kom frem til sidste år. Jeg er da heller ikke sikker på, at han er den rette for mig. Men hormoner og instinkter vil åbenbart noget andet. Vi holder jo af hinanden og så skal der ikke så meget til at skabe bånd, når man samtidig har et seksuelt forhold og skal ha barn sammen.

Men sådan er det nu engang og det må jeg jo bare blive afklaret med. Det er nok et spm om, enten at se tiden an eller se at komme videre.

nutche skriver:

nu har jeg 4 børn og under de 3 første graviditeter var jeg alene

første gang er altid forvirrende, men det hjælper hvis du bare acceptere at det nu engang er sådan. det er kroppens måde at gøre sig klar på, og det nemmeste er at tage det "oppefra og ned"

under den sidste var jeg sammen med min mand. han er meget tålmodig, og tog det hele med et smil. der var tider hvor jeg skældte ud, tider hvor jeg græd. tider hvor jeg var konstant "horny" og tider hvor jeg bare faldt omkuld af træthed kl 19,30 sådan er det nu engang bare

 he he....ja det kræver noget forståelse og tålmodighed fra partneren...

Jeg prøver også bare at tage det, som det er, men jeg er vant til at kende mig selv ret godt og arbejde med mig selv. Så generelt er jeg rimelig bevidst om mine følelser og hvorfor de kommer og hvorfor jeg føler sådan og sådan. Men lige nu føler jeg mig godt nok på ukendt grund og kørt ret meget rundt i en vindeltunnel. Der er så mange følelser, som jeg ikke genkender. Især dem, der har med moderfølelser og barnet at gøre. Det føles som fremmed land og det frustrerer mit til tider, at jeg ikke kan få styr på, hvad jeg føler og hvorfor og hvad jeg skal gøre med det.

thilde-tusindfryd skriver:

 he he....ja det kræver noget forståelse og tålmodighed fra partneren...

Jeg prøver også bare at tage det, som det er, men jeg er vant til at kende mig selv ret godt og arbejde med mig selv. Så generelt er jeg rimelig bevidst om mine følelser og hvorfor de kommer og hvorfor jeg føler sådan og sådan. Men lige nu føler jeg mig godt nok på ukendt grund og kørt ret meget rundt i en vindeltunnel. Der er så mange følelser, som jeg ikke genkender. Især dem, der har med moderfølelser og barnet at gøre. Det føles som fremmed land og det frustrerer mit til tider, at jeg ikke kan få styr på, hvad jeg føler og hvorfor og hvad jeg skal gøre med det.

jamen jeg havde det på præcis samme måde da jeg ventede den første. jeg blev meget frustreret over den måde min krop reagerede på.

at jeg skiftede meget med hvad jeg havde lyst til, at jeg pludselig ikke magtede hvad jeg før elskede.... det var bare svært. samtidig var jeg meget ung, så det kostede mit forhold.

nutche skriver:

jamen jeg havde det på præcis samme måde da jeg ventede den første. jeg blev meget frustreret over den måde min krop reagerede på.

at jeg skiftede meget med hvad jeg havde lyst til, at jeg pludselig ikke magtede hvad jeg før elskede.... det var bare svært. samtidig var jeg meget ung, så det kostede mit forhold.

Ja det kan sikkert godt være en udfordring for ethvert forhold. Det er der, man får testet hinanden.

Min oplevelse er ikke så meget, at jeg svinger, men mere at der er så mange nye og fremmede følelser, som jeg ikke kan præcisere og sætte ord på. Noget jeg generelt har et stort behov for. Det kræver et helt terapeutisk detektiv arbejde påny

Men efterhånden kan jeg godt identificere nogle af følelserne. Jeg mærker generelt en tendens til at være forelsket, uden at det nødvendigvis er personfikseret, og en trang til intimitet og nærhed. Da jeg jo ikke har nogen kæreste her i det daglige, der kan give mig det, så går det ud over mine tre dejlige katte. De blir nusset og pusset ekstra meget. Det klager de nu ikke over

thilde-tusindfryd skriver:

Ja det kan sikkert godt være en udfordring for ethvert forhold. Det er der, man får testet hinanden.

Min oplevelse er ikke så meget, at jeg svinger, men mere at der er så mange nye og fremmede følelser, som jeg ikke kan præcisere og sætte ord på. Noget jeg generelt har et stort behov for. Det kræver et helt terapeutisk detektiv arbejde påny

Men efterhånden kan jeg godt identificere nogle af følelserne. Jeg mærker generelt en tendens til at være forelsket, uden at det nødvendigvis er personfikseret, og en trang til intimitet og nærhed. Da jeg jo ikke har nogen kæreste her i det daglige, der kan give mig det, så går det ud over mine tre dejlige katte. De blir nusset og pusset ekstra meget. Det klager de nu ikke over

nej nogen skal man jo sende alle de følelser over på

jeg havde ofte en trang til at sortere ud i mit liv. fjerne alt det overflødige, både med hensyn til venner (evt. dårlige kærester) og sådan generelt, som at rydde ud i skuffer og skabe tror det var kroppens måde at holde mig beskæftiget på.

jeg ku også opleve (som du selv beskriver det) intense følelser af kærlighed og forelskelse, som jeg følte var glæden over det lille væsen indeni. så mine børn er blevet snakket meget med mens de stadig lå inde i varmen