Lykkelig? Ulykkelig? Forvirret? - også mig...

Marco2 skriver:

Lyder som om der er gået for meget hverdag i den og dermed for meget "tage hinanden for givet" som en anden reol der har stået det samme sted længe.

Mit råd er at tage på weekend uden børn og finde gnisten igen. Lege nyforelskede igen. Det kan være svært og virke kunstigt men det virker. Og så få snakket på en stille og rolig måde om tingene. 

Og prøv møske til hverdag at finde tiden til at være kærester. Ved det er dig der savner det, men begynder du at flirte, gramse, være sensuel skal han nok komme efter det … Men det er bare os kvinder der bliver nødt til at starte det.

Og kan man ikke nå han på hans intellekt ved at snakke, må man bruge kvindelist og forføre ham til det … Kærlighed og intimitet er bare så vigtige ingridienser, især efter 10 års samliv.

VI har også været sammen i mere end 10 år, og husker virkelig at være kærester. Så vi kæler, sover i ske og kysser stadig meget. Og det gør altså bare noget ved forholdet at man har den nærhed med hinanden … også i hverdagen.

AG

Du skriver det så godt!

Har bare prøvet at sige til ham, at jeg mangler hans opmærksomhed, hans tegn på at han elsker mig, de små lyd og kram i hverdagen.. Men det praller åbenbart af..

Skal vi ligge i ske, er det mig der skal starte det. Hvis han starter det, er det sikkert at det er fordi han vil have sex!!

Vi har snakket om at vi skulle tage væk uden børn.. Men han tøver og tøver..

Han går og er sur og vrissen hele tiden!

Jeg har ingen guldkorn til dig, men jeg vil gerne fortælle lidt om vores hverdag. Vi har tre små børn og jeg går hjemme med dem. Det vil sige jeg køber ind, laver mad, gør rent, vasker tøj, ordner hus og have imens jeg også lige tager 3 små børn.

Da den mindste blev født, havde vi en nyfødt, en dreng på 2 år og en dreng på 4 år. Så er der altså meget at se til kan jeg hilse og sige. Min mand rejser meget og lige da jeg havde født nr 3, var han væk i en måned! Det er dælme lang tid at være alene med tre små størrelser!

Nå, men min mand har kun EN gang prøvet at have 3 børn med alene. JEG havde puttet dem i flyverdragt og kom ud på gaden med dem, hjalp med at spænde dem fast i christaniacyklen, så det eneste han skulle var at cykle en tur på ca. 10 min hjem med dem. Derhjemme var min mor og tog i mod ham og ungerne. Det var bare SÅ hårdt!!! Du kan tro jeg har hørt om den cykeltur mange gange!!!

Forskellen er at jeg har rutinen, jeg er vant til at klare tre børn og alle mulige andre ting samtidig. Det har han ikke. Han aner ikke hvad han skal stille op med børnene. Han elsker dem og er smadder god til at lege med dem osv. Men at klare en indkøbstur alene med bare 1 eller 2 børn. Det kan han næsten ikke overkomme!!!

Men i modsætning til din mand, så får jeg masser af ros og anerkendelse for alt det jeg magter med børnene. Det lyder til at din mand godt kunne bakke dig lidt mere op!! Meget mere faktisk!!!

-og så det med at ligge på sofaen. Jeg glemmer aldrig en dag hvor det virkelig havde været slemt. Alt gik galt og jeg lå vandret hele dagen, fløj fra den ene konflikt til den anden, og forsøgte at få noget mad i ungerne ind i mellem så de ikke skullle gå helt sukkerkolde. Da min mand kommer hjem, og hele huset sejler, alt er rodet og kaotisk, så siger min mand: Nå, du har da vist ligget og sovet på sofaen idag, mens ungerne bare har rendt rundt og leget selv.

 Nej, det havde jeg eddermande ikke!!!! -og det fik han da også lige at vide. Men han kunne jo bare se at jeg IKKE havde ryddet op som jeg plejer og derudaf konkluderede han at så måtte sofaen have taget min tid

Jamen som jeg siger bliver du nødt til at starte det.

At snakke om det herfra og til evighed hjælper ikke, fordi I er kommet forbi det punkt hvor det KUN er hverdag lige pt.

Og I skal ha' noget kæresteri tilbage i forholdet.

Så DU skal igang med at vise overfor ham at han er dejlig og give ham et klap i numsen engang imellem og alle de der andre ting som du selv savner.

Med to børn kan det være at du selv har afviste ham - både bevidst og ubevidst - i småbørnsperioden, så han har trukket sig. Nu er du så klar igen, men det er så lidt svært at få hans maskine trukket igang igen.

Så den skal kickstartes lidt.

Og sig til ham, at han skal finde en fredag/lørdag - lørdag/søndag hvor det passer ham at I tager væk sammen. Og så står du for alt det andet med at booke og det hele. Så du tager initiativet. Og læg evt lidt undertoner i det så han fatter hintet!! At i skal på loooove-weekend 

Så skal han sgu nok få fundet en weekend

AG

Mumto3 skriver:

Jeg har ingen guldkorn til dig, men jeg vil gerne fortælle lidt om vores hverdag. Vi har tre små børn og jeg går hjemme med dem. Det vil sige jeg køber ind, laver mad, gør rent, vasker tøj, ordner hus og have imens jeg også lige tager 3 små børn.

Da den mindste blev født, havde vi en nyfødt, en dreng på 2 år og en dreng på 4 år. Så er der altså meget at se til kan jeg hilse og sige. Min mand rejser meget og lige da jeg havde født nr 3, var han væk i en måned! Det er dælme lang tid at være alene med tre små størrelser!

Nå, men min mand har kun EN gang prøvet at have 3 børn med alene. JEG havde puttet dem i flyverdragt og kom ud på gaden med dem, hjalp med at spænde dem fast i christaniacyklen, så det eneste han skulle var at cykle en tur på ca. 10 min hjem med dem. Derhjemme var min mor og tog i mod ham og ungerne. Det var bare SÅ hårdt!!! Du kan tro jeg har hørt om den cykeltur mange gange!!!

Forskellen er at jeg har rutinen, jeg er vant til at klare tre børn og alle mulige andre ting samtidig. Det har han ikke. Han aner ikke hvad han skal stille op med børnene. Han elsker dem og er smadder god til at lege med dem osv. Men at klare en indkøbstur alene med bare 1 eller 2 børn. Det kan han næsten ikke overkomme!!!

Men i modsætning til din mand, så får jeg masser af ros og anerkendelse for alt det jeg magter med børnene. Det lyder til at din mand godt kunne bakke dig lidt mere op!! Meget mere faktisk!!!

-og så det med at ligge på sofaen. Jeg glemmer aldrig en dag hvor det virkelig havde været slemt. Alt gik galt og jeg lå vandret hele dagen, fløj fra den ene konflikt til den anden, og forsøgte at få noget mad i ungerne ind i mellem så de ikke skullle gå helt sukkerkolde. Da min mand kommer hjem, og hele huset sejler, alt er rodet og kaotisk, så siger min mand: Nå, du har da vist ligget og sovet på sofaen idag, mens ungerne bare har rendt rundt og leget selv.

 Nej, det havde jeg eddermande ikke!!!! -og det fik han da også lige at vide. Men han kunne jo bare se at jeg IKKE havde ryddet op som jeg plejer og derudaf konkluderede han at så måtte sofaen have taget min tid

Kan godt se på ham at han kokser helt hvis han skal stå med dem selv. Fx. er han allerede ved at gå i spåner over at han selv skal få begge børn op og afsted i denne uge! Han kan heller ikke tage ud at handle med dem eller til frisør med den ene, mens han har den anden med! Kan godt se at han ikke har rutinen, men det virker heller ikke som om han ønsker at prøve!

Hvis så bare rosen ville følge med, kunne jeg sagtens tåle at jeg tog det store slæb!

Endda en af vores fælles venner har prøvet at banke ind i hovedet på ham hvad det er han har og hvor hurtigt han kan miste det, men det fiser lige så hurtigt ud igen..

Marco2 skriver:

Jamen som jeg siger bliver du nødt til at starte det.

At snakke om det herfra og til evighed hjælper ikke, fordi I er kommet forbi det punkt hvor det KUN er hverdag lige pt.

Og I skal ha' noget kæresteri tilbage i forholdet.

Så DU skal igang med at vise overfor ham at han er dejlig og give ham et klap i numsen engang imellem og alle de der andre ting som du selv savner.

Med to børn kan det være at du selv har afviste ham - både bevidst og ubevidst - i småbørnsperioden, så han har trukket sig. Nu er du så klar igen, men det er så lidt svært at få hans maskine trukket igang igen.

Så den skal kickstartes lidt.

Og sig til ham, at han skal finde en fredag/lørdag - lørdag/søndag hvor det passer ham at I tager væk sammen. Og så står du for alt det andet med at booke og det hele. Så du tager initiativet. Og læg evt lidt undertoner i det så han fatter hintet!! At i skal på loooove-weekend 

Så skal han sgu nok få fundet en weekend

AG

Du har en pointe, mænd og sex

Men bliver bare irriteret over at jeg altid skal tage initiativet!!!!

Når jeg læser mine indlæg lyder det som om jeg mener "sex" er løsningen på alt. Og det hjælper en del og er et godt "værktøj"... men man skal også huske på at bevare sig selv. Og din mand lyder lidt "træg at danse med" så du skal selvfølgelig også huske dig selv i processen.

AG

Marco2 skriver:

Når jeg læser mine indlæg lyder det som om jeg mener "sex" er løsningen på alt. Og det hjælper en del og er et godt "værktøj"... men man skal også huske på at bevare sig selv. Og din mand lyder lidt "træg at danse med" så du skal selvfølgelig også huske dig selv i processen.

AG

Jeg har nok tænkt for lidt på mig selv, i for mange år..

Men tusind tak for dine svar, vil i hvert fald overveje det kraftigt!

iiih, hvor har du fået mange gode råd! Og jeg kan kun være enig med dem, der har svaret dig..

Jeg kender godt følelsen af, at man står lidt med det hele selv, og jeg har ikke engang børn (endnu - én er på vej!)

Men hvis min kæreste var, som din nu er, så havde jeg.. for at sige det mildt.. eddermanme ikke fundet mig i det!!!! Jeg havde gjort oprør, taget en alvorssnak med ham og sagt hvad jeg følte.. og måske ikke følte...

Det kan ikke passe, at du skal gå rundt og klare ærterne, og ingen kærlighed får oveni.. Det er for dårligt.. Selvom du er konfliktsky, så ta' snakken med ham! Det bliver du altså bare nødt til, ellers kommer I aldrig videre - for hvis manden ikke får det fortalt af dig, hvor skal han så vide det fra? Det lyder ikke til, at han selv har tænkt over det indtil videre....

 Han bliver nødt til at indse, at du måske ikke altid vil være der, hvis det fortsætter, som det gør nu.. Han skal måske lige ruskes lidt op i inden han indser hvad han har! Og det skal ikke komme fra hans kammerat, det skal komme fra dig, for det er jer det handler om!

Og så vil jeg sige, at jeg er enig med de tidligere indlæg, hvor der står, at du selv skal tage initiativet til "et klap i måsen" og lign. Det kan jo også være, at han går og føler det samme som dig, men der er ingen af jer der rigtig åbner munden, og så kan man jo så gå der og surmule....

Jeg håber du kan finde lidt kvinde-mod inden i dig selv, og hanke op i din mand! Ellers bliver du kun mere ulykkelig.....

Held og lykke med det hele herfra!

Mvh Sille