Militæret og os som er kærester/gift med en :)

her hjemme er vi begge overkonstabler og jeg har været det et par år mere end min mand.

Ingen af os har været udsendt da han er under uddannelse til flymekaniker derinde og ikke kan udsendes under uddannelsen. 

Og jeg har lige stået på 10dages beredskab i 6 mdr, men blev ikke sendt ud.Nu står jeg det næste halve år på 3 mdrs beredskab til udsendelse, men vil være ærlig at sige jeg håber jeg ikke ryger afsted. Er glad for mit job, og ville være ked af skulle lave noget lidt andet i mange mdr og undvære min familie.

Men man har underskrevet en kontrakt og det må man jo leve efter.

Babyklar skriver:

 

hvorfor stoppet han så ikke ? hvis han ikke var bidt af det , og gern ville undgå at blive udsendt.. sorry hvis jeg spørg for meget heh ..

Fordi han ikke havde mulighed for at stoppe :-(

-og det arbejde han lavede i DK var han også rigtig glad for! -det var bare udsendningerne han gerne ville undgå.

Har selv været i forsvaret i 5 år og kan kune bakke op om de der tager deres tjans, på trods af alle de farer og risiko det indebærer.

Hvordan det er at være den der går hjemme i DK, kan jeg ikke tale med om, men ville til enhver tid støtte min egen kæreste hvis det var det han ville. Nok lettere sagt end gjort - men når man selv har fået lov til at "leve drømmen ud" så kan man forhåbentlig bedre sætte sig ind i situationen og ønsket om at gøre gavn - eller hvad end det nu er, der gør at man ønsker en udsendelse.

Bare lidt tanker herfra.. Og al respekt både til soldaterne og de der holder skansen for dem herhjemme...

min mand er opservatør på en fennic helikopter. 

jeg synes det er hårdt til tider.. selvom han endnu ikke har været udsendt.. så har han været på mange øvelser. så jeg står ofte med 2 unger alene.. 

jeg kan ikke bede ham om at finde et andet job.. det vil jeg ikke gøre.. for jeg vil ikke stå i vejen for hans drømme.. men jeg elsker ham og derfor bliver jeg sammen med ham. men ingen tvivl om at det pisse hårdt til tider.. men man lærer vel at leve med det. 

Jeg er hverken i forhold med en soldat og er heller ikke selv i militæret.. (endnu,måske) Men emnet rører mig meget så derfor må jeg lige skrive et par ting..

Jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må være, at ens elskede er udsendt, det må være hæsligt...
men I kan være stolte af jeres mænd, de er nemlig med til at sørge for, at krigen ikke foregår hjemme i vores baghaver.. De kæmper for at vi kan gå rundt på gaderne.. og det er vi ret glade for, ikke??Soldaterfruerne er selvfølgelige ikke "de blinde borgere" men jeg synes bare, i høj grad, at soldaterne og deres arbejde hverken respekteres eller værdsættes nok. Af danskerne. som folk. De passer på os!!!!! og det er jeg taknemmelig for hver dag..

Ved ikke helt hvor jeg vil hen med det her.. Vil ikke ramme nogle. Vil bare sige TAK til de danske soldater!!! Og en spandfuld håb til alle fruerne - og mændende.. 

knus