Føler mig tom og trist :(

Jeg vågnede for en time siden... Og jeg har kun grædt, siden jeg stod op.

Jeg er gravid, og det ar været en lang kamp at komme hertil. Og jeg tror stadig der er mange reaktioner der først kommer nu. Derudover har jeg de sidste dage haft lidt feber og kastet op - jeg kan simpelthen ikke holde maden i mig

Igår kom prikken over i'et så. Min mor er syg igen. Hun er manio-depressiv og misbruger. Jeg ringede til hende, da jeg skulle bruge nogle svar på spørgsmål ang min familie til min vandre journal.. Og hun var så beruset, at jeg ikke kunne tyde hvad hun sagde....

Hun har haft det rimeligt inden jul, og i november var vi forbi en time til hendes fødselsdag, hvilket var første gang jeg så hende i 2010. Det var ok, men jeg bliver aldrig fan af at være sammen med hende...

Men nu er hun så syg igen. For gud ved hvilken gang. Og det plejer at betyde ubehagelige telefonopkald til mig og min far. At hun sviner mig til overfor min familie, og fortæller at jeg ikke er noget værd. Og at det er min skyld hun drikker, og at jeg bare kunne elske hende og være god ved hende, så var alt godt. Jeg VED godt at jeg ikke har noget med det at gøre. Hendes misbrug startede, da jeg lå i hendes mave..... Men jeg føler mig så sårbar og tom, specielt når jeg har været dårligt tilpas og kræfterne ikke er så store..

Så lige nu græder jeg bare. Og må igen melde mig syg fra arbejde, selvom jeg meldte mig rask igår. Jeg kan bare ikke gå ud af en dør, så tom føler jeg mig. Jeg er glad for mit arbejde, men jeg får det dårligt ved tanken om at skulle afsted

Jeg er bange for at bliv en dårlig mor. Udsætte det dejlige og højtelskede barn i mave for de samme skuffelser, som jeg har måttet stå igennem i snart 26 år. Jeg var barnet der blev bedt om at gå på værelset og tegne, for så forstyrred jeg ikke. Og jeg måtte ikke tale, uden at blive spurgt... Tænk, hvis jeg bliver lige så hård? Åh Gud, det håber jeg ikke!

Kæresten kommer hjem fra ferie i morgen, og jeg ville sådan ønske han var her. For han har de sidste 5 år holdt mig oppe, når hmøret svigtede.. Men han er ombord på færgen hjem, og jeg kan ikke ringe eller skrive til ham... Så nu føler jeg mig bare tom og trist... Og flov over, at jeg ikke magter at være et voksent menneske og gå på arbejde, selvom tingene driller lidt

Det blev vist lidt langt, men jeg tror det hjalp...

Puha Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige....

Jeg er selv vokset op med en alkoholisk far og kender godt til svine/ynke-opkald derfra.

At du så oveni er gravid hjælper jo slet ikke på det!

Jeg håber for dig at det er nogenlunde hurtigt overstået så du ikke skal have det at tænke på!

TbCp skriver:

Puha Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige....

Jeg er selv vokset op med en alkoholisk far og kender godt til svine/ynke-opkald derfra.

At du så oveni er gravid hjælper jo slet ikke på det!

Jeg håber for dig at det er nogenlunde hurtigt overstået så du ikke skal have det at tænke på!

Jeg føler mig bare så ynkelig, at jeg ikke magter en arbejdsdag og må melde mig syg, bare fordi jeg er ked af det... Men Jeg ved også bare at jeg gemmer følelserne til senere, hvis ikke jeg kommer af med dem!

Kender du følelsen af at være bange for at skuffe dit barn, som din far skuffede dig? Den frygt sidder rigtig dybt i mig

Anonym skriver:

Jeg føler mig bare så ynkelig, at jeg ikke magter en arbejdsdag og må melde mig syg, bare fordi jeg er ked af det... Men Jeg ved også bare at jeg gemmer følelserne til senere, hvis ikke jeg kommer af med dem!

Kender du følelsen af at være bange for at skuffe dit barn, som din far skuffede dig? Den frygt sidder rigtig dybt i mig

Jeg synes ikke det er ynkeligt og jeg forstår udemærket at du ikke har overskud til at komme afsted.

Og ja... det med at være bange for at skuffe sine børn, som man selv er blevet skuffet, kender jeg udemærket godt!
Jeg oplevede det faktisk første gang ved en episode hvor jeg (selv) synes jeg skuffede min lillebror og jeg græd hele natten over det, og lovede mig selv at det ikke måtte ske igen.

Jeg tror bare ikke på at, når man selv er et velfungerende menneske, kommer til at svigte sit barn på den måde som vores mor/far har gjort. Jeg tror vi er så meget mere OBS på det at det ikke vil ske!

Anonym skriver:

Jeg vågnede for en time siden... Og jeg har kun grædt, siden jeg stod op.

Jeg er gravid, og det ar været en lang kamp at komme hertil. Og jeg tror stadig der er mange reaktioner der først kommer nu. Derudover har jeg de sidste dage haft lidt feber og kastet op - jeg kan simpelthen ikke holde maden i mig

Igår kom prikken over i'et så. Min mor er syg igen. Hun er manio-depressiv og misbruger. Jeg ringede til hende, da jeg skulle bruge nogle svar på spørgsmål ang min familie til min vandre journal.. Og hun var så beruset, at jeg ikke kunne tyde hvad hun sagde....

Hun har haft det rimeligt inden jul, og i november var vi forbi en time til hendes fødselsdag, hvilket var første gang jeg så hende i 2010. Det var ok, men jeg bliver aldrig fan af at være sammen med hende...

Men nu er hun så syg igen. For gud ved hvilken gang. Og det plejer at betyde ubehagelige telefonopkald til mig og min far. At hun sviner mig til overfor min familie, og fortæller at jeg ikke er noget værd. Og at det er min skyld hun drikker, og at jeg bare kunne elske hende og være god ved hende, så var alt godt. Jeg VED godt at jeg ikke har noget med det at gøre. Hendes misbrug startede, da jeg lå i hendes mave..... Men jeg føler mig så sårbar og tom, specielt når jeg har været dårligt tilpas og kræfterne ikke er så store..

Så lige nu græder jeg bare. Og må igen melde mig syg fra arbejde, selvom jeg meldte mig rask igår. Jeg kan bare ikke gå ud af en dør, så tom føler jeg mig. Jeg er glad for mit arbejde, men jeg får det dårligt ved tanken om at skulle afsted

Jeg er bange for at bliv en dårlig mor. Udsætte det dejlige og højtelskede barn i mave for de samme skuffelser, som jeg har måttet stå igennem i snart 26 år. Jeg var barnet der blev bedt om at gå på værelset og tegne, for så forstyrred jeg ikke. Og jeg måtte ikke tale, uden at blive spurgt... Tænk, hvis jeg bliver lige så hård? Åh Gud, det håber jeg ikke!

Kæresten kommer hjem fra ferie i morgen, og jeg ville sådan ønske han var her. For han har de sidste 5 år holdt mig oppe, når hmøret svigtede.. Men han er ombord på færgen hjem, og jeg kan ikke ringe eller skrive til ham... Så nu føler jeg mig bare tom og trist... Og flov over, at jeg ikke magter at være et voksent menneske og gå på arbejde, selvom tingene driller lidt

Det blev vist lidt langt, men jeg tror det hjalp...

Åhh søde, har desværre ingen erfaring med sådan noget men er overbevist om at fordi du har følt sådan noget på din krop bliver du ikke sådan over for dit eget barn.

Du få en KÆMPEfra mig

Øv, det har du bare ikke brug for gravid eller ej, men da slet ikke nu, når du er gravid. Har du ikke nummerviser, så du/I kan lade være med at tage Tlf når din mor ringer.Det må bare have været så hårdt, hvis du livet igennem har hørt på at det skulle være din skyld, at din mor drikker... Godt du ved at det IKKE har noget med dig at gøre!Håber manden din kan muntre dig op igen, når han kommer hjem.Kram fra Tina.

...og du bliver ALDRIG sådan overfor dit barn...ALDRIG, det er jeg ret sikker på!!!

Du vælger heldigvis selv hvordan du vil være forælder

Jeg er helt sikker på at du bliver den bedste mor dit kommende barn kan ønske sig. Det er ikke så svært at bryde mønstret når man først har anerkendt at der er et mønster.

Du skal tænke på at misbrugere aldrig mener det er deres skyld. min private teori er at folk der konstant bebrejder andre for alt, har en større risiko for at blive misbrugere, fordi de jo netop er stakkels ofre. Det går desværre ALTID udover folk der er nærmest - ægtefæller, børn osv. Prøv at sige til dig selv at det er fordi hun er syg og det er du ikke. Hun har måske ikke noget valg, men det har du

Puha det lyder bare ikke rart.... Jeg kan sgu godt forstå du lige har brug for ro i hovedet..... Håber snart din mand er hjemme så han kan trøste dig igen for det har du da vidst brug for. Knuuuus

Anonym skriver:

Jeg vågnede for en time siden... Og jeg har kun grædt, siden jeg stod op.

Jeg er gravid, og det ar været en lang kamp at komme hertil. Og jeg tror stadig der er mange reaktioner der først kommer nu. Derudover har jeg de sidste dage haft lidt feber og kastet op - jeg kan simpelthen ikke holde maden i mig

Igår kom prikken over i'et så. Min mor er syg igen. Hun er manio-depressiv og misbruger. Jeg ringede til hende, da jeg skulle bruge nogle svar på spørgsmål ang min familie til min vandre journal.. Og hun var så beruset, at jeg ikke kunne tyde hvad hun sagde....

Hun har haft det rimeligt inden jul, og i november var vi forbi en time til hendes fødselsdag, hvilket var første gang jeg så hende i 2010. Det var ok, men jeg bliver aldrig fan af at være sammen med hende...

Men nu er hun så syg igen. For gud ved hvilken gang. Og det plejer at betyde ubehagelige telefonopkald til mig og min far. At hun sviner mig til overfor min familie, og fortæller at jeg ikke er noget værd. Og at det er min skyld hun drikker, og at jeg bare kunne elske hende og være god ved hende, så var alt godt. Jeg VED godt at jeg ikke har noget med det at gøre. Hendes misbrug startede, da jeg lå i hendes mave..... Men jeg føler mig så sårbar og tom, specielt når jeg har været dårligt tilpas og kræfterne ikke er så store..

Så lige nu græder jeg bare. Og må igen melde mig syg fra arbejde, selvom jeg meldte mig rask igår. Jeg kan bare ikke gå ud af en dør, så tom føler jeg mig. Jeg er glad for mit arbejde, men jeg får det dårligt ved tanken om at skulle afsted

Jeg er bange for at bliv en dårlig mor. Udsætte det dejlige og højtelskede barn i mave for de samme skuffelser, som jeg har måttet stå igennem i snart 26 år. Jeg var barnet der blev bedt om at gå på værelset og tegne, for så forstyrred jeg ikke. Og jeg måtte ikke tale, uden at blive spurgt... Tænk, hvis jeg bliver lige så hård? Åh Gud, det håber jeg ikke!

Kæresten kommer hjem fra ferie i morgen, og jeg ville sådan ønske han var her. For han har de sidste 5 år holdt mig oppe, når hmøret svigtede.. Men han er ombord på færgen hjem, og jeg kan ikke ringe eller skrive til ham... Så nu føler jeg mig bare tom og trist... Og flov over, at jeg ikke magter at være et voksent menneske og gå på arbejde, selvom tingene driller lidt

Det blev vist lidt langt, men jeg tror det hjalp...

Det lyder da ikke godt at din mor er blevet syg igen, jeg håber hun snart bliver rask.

Men nej det må ikke være sjovt at hører det er din skyld hun drikker, om du kender sandheden om det eller ej.

Jeg VED du ikke bliver en dårlig mor, og jeg ved det fordi du frygter at blive det. Du har prøvet det selv og vil ikke udsætte dit barn for det svigt du har været udsat for. Men jeg tror også der er nogen gange vi alle vil svigte/skuffe vores børn, men det er jo ikke det samme svigt du/jeg har været udsat for.

Jeg var selv meget bange for at jeg ville begynde at drikke for både min mor og far har været sutter. Men jeg sagde/siger at det vil jeg ALDRIG blive, for jeg vil ikke svigte mine børn på den måde. Så jeg tænker også tit over om jeg er en god mor, eller om jeg også vil svigte mine børn.

Håber det gav mening