tid til at stoppe? eller kan det reddes??

har meget længe tænkt på at oprette denne tråd..

here it goes: Mig og kæresten har altid haft et rigtig godt forhold dog med skænderier imellem (selvf.) men efter vi har fået vores første barn sammen er det kun gået ned af bakke, de første to uger var fantastiske derefter begyndte det at dale nedaf..

han: respektere mig ikke, sur det meste af tiden, svarer med en rigtig attitude ligemeget hvad man spørger ham om, siger at jeg er skylden i ALT hvad der er dårligt som fx. at vores forhold er som det er. Og jeg har det somom jeg kæmper og kæmper, kan bare ikke se nogen ende på det..

jeg: bliver virkelig hurtigt fornærmet, så det gør han mig hele tiden for så har han jo en grund til at være sur, jeg bliver også meget sur, prøver nogle gange at ignorere ham..

det er som om vi leger en eller anden form for krig imod hinanden

men hver gang jeg lufter idéen om at vi måske skulle gå fra hinanden så bliver han rigtig sød og så er vores forhold godt i 2-3 dage og så forfra igen .. sådan har det kørt på i et par uger nu og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op længere??

Jeg elsker ham mere end ord kan beskrive og vil gøre ALT for at redde vores forhold! og han siger han har det på samme måde. Og jeg kan også godt mærke at han elsker mig rigtig højt..

hvad synes i? kan det reddes? eller er det på tide?

Hvor gammel er jeres baby nu?

Kan din mand rent faktisk have enten en fødselsdepression (ja det får mænd også) eller en "almindelig" depression?

samtaleterapi, enten hver for sig, eller som par.... 

tror måske det er en god idé at tage en uge hvor der bare er Jer uden barn/børn...

En uge hvor I bare snakker sammen og prøver at finde en hverdag sammen...

Det er nemlig som du selv skriver utrolig nemt at komme ind i den dumme cirkel med at man bliver sur på forhånd fordi man ved den anden er mobset...

Min kæreste fik en depression fra hans arbejde pga stress og det tog hårdt på forholdet i starten fordi jeg selv var startet i nyt job hvor jeg var stresset og sur hver dag jeg kom hjem derfra... vi har ingen børn, men vi kom igennem det ved hele tiden at prøve at være opmærksom på hvordan vi talte til hinanden...

F.eks. er der flere måder at sige tingene på eller bede om hjælp på til tingene... lad være med at få det til at lyde som en ordre hvis det ikke er det..

hvis du spørger om han vil gøre noget og han siger nej så lad være med at tage det personligt...

Det tager tid og det er utrolig svært at bryde cirklen igen men det at I faktisk begge virker som om det er noget I gerne vil løse er klart det første skridt på vejen ud af det..

Lyt til hinanden og tal sammen, glem tidligere skænderier for I bliver alligevel aldrig enige...

Jeg vil mene, det er for tidligt at smide håndklædet i ringen efter et par uger med skænderier og især taget i betragtning, at I har en nyfødt, som optager meget tid, energi og overskud. Jeg synes i stedet, I skulle sætte jer ned og tale om, hvorfor I reagerer og taler til hinanden, som I gør og prøve at finde en holdbar løsning, hvor I kan bevare jeres ellers gode forhold. Men lad for alt i verden være med at starte med at komme med bebrejdelser. Du kan starte med at sige fx; "jeg føler, at når du siger ..." altså tage udgangspunkt i dig og dine følelser. Held og lykke med det. Knus

mariamiss6 skriver:

Hvor gammel er jeres baby nu?

Kan din mand rent faktisk have enten en fødselsdepression (ja det får mænd også) eller en "almindelig" depression?

samtaleterapi, enten hver for sig, eller som par.... 

vores baby er ikke engang 3 måneder ..

vidste ikke at mænd kunne få det? hvordan finder man udaf om det er en dep. han har fået og hvordan behandler man det? (er helt blank, når det kommer til dep.)

Anonym skriver:

vores baby er ikke engang 3 måneder ..

vidste ikke at mænd kunne få det? hvordan finder man udaf om det er en dep. han har fået og hvordan behandler man det? (er helt blank, når det kommer til dep.)

Jamen hvis han tør være ærlig, så kan din sp nok teste ham. Huns kal også teste dig faktisk.

Det foregår ved at du/i får et stykke papir med nogle spørgsmål som i skal svare ÆRLIGT på. Ud fra jeres svar får i x antal point, og pointsne afgør så om i måske/måske ikke har en fødselsdepression.

Almindelig depression må man altså gå til egen læge med, og lægen bestemmer så hvordan det skal behandles. 

Men det er vidst noget med at din læge kan give dig samtaler, hos lægen selv altså. 
Han kan også vælge at medicinere, eller videresende til evt. psykolog. 

Meget mere forstand har jeg heller ikke....

Men et besøg hos lægen kræver altså at man gransker sin sjæl og springer ud fra bjerget, og simpelthen fortæller ALT hvad der rører sig, ellers har lægen ikke en ærlig chance for at beslutte om der skal være et behandlingsforløb....

Wampires skriver:

tror måske det er en god idé at tage en uge hvor der bare er Jer uden barn/børn...

En uge hvor I bare snakker sammen og prøver at finde en hverdag sammen...

Det er nemlig som du selv skriver utrolig nemt at komme ind i den dumme cirkel med at man bliver sur på forhånd fordi man ved den anden er mobset...

Min kæreste fik en depression fra hans arbejde pga stress og det tog hårdt på forholdet i starten fordi jeg selv var startet i nyt job hvor jeg var stresset og sur hver dag jeg kom hjem derfra... vi har ingen børn, men vi kom igennem det ved hele tiden at prøve at være opmærksom på hvordan vi talte til hinanden...

F.eks. er der flere måder at sige tingene på eller bede om hjælp på til tingene... lad være med at få det til at lyde som en ordre hvis det ikke er det..

hvis du spørger om han vil gøre noget og han siger nej så lad være med at tage det personligt...

Det tager tid og det er utrolig svært at bryde cirklen igen men det at I faktisk begge virker som om det er noget I gerne vil løse er klart det første skridt på vejen ud af det..

Lyt til hinanden og tal sammen, glem tidligere skænderier for I bliver alligevel aldrig enige...

Min kæreste mener også at vi hårdt trænger til alenetid, men med et lille baby på ik 3 måneder, mener jeg ikke at det er det rette lige pt.. han har også fortalt mig at han føler at jeg bruger al min tid og energi på baby og for lidt på ham, men det svært når det er så nyt, en baby kræver jo det meste af ens tid..

problemet er at han aldrig siger nej til noget som helst. Han kommer fra en familie hvor nej ikke blev acc. så når jeg beder ham om noget han ikke gider så gør han det alligevel og bliver istedet sur over det.. prøvede så at lade vær med at bede ham om noget som helst, men det blev han også sur over da han kunne se jeg gjorde alt selv uanset hvor besværligt det var.. så det gik heller ikke. Og jeg kan ikke rigtig finde en ballence imellem for lidt og for meget..

Dansker i England skriver:

Jeg vil mene, det er for tidligt at smide håndklædet i ringen efter et par uger med skænderier og især taget i betragtning, at I har en nyfødt, som optager meget tid, energi og overskud. Jeg synes i stedet, I skulle sætte jer ned og tale om, hvorfor I reagerer og taler til hinanden, som I gør og prøve at finde en holdbar løsning, hvor I kan bevare jeres ellers gode forhold. Men lad for alt i verden være med at starte med at komme med bebrejdelser. Du kan starte med at sige fx; "jeg føler, at når du siger ..." altså tage udgangspunkt i dig og dine følelser. Held og lykke med det. Knus

underligt nok.. DEJLIGT at høre ..

vi har bare snakket om det så ufattelig mange gange også på den måde du skriver .. så er det som sagt godt i 2-3 dage og så det hele forfra igen..

mariamiss6 skriver:

Jamen hvis han tør være ærlig, så kan din sp nok teste ham. Huns kal også teste dig faktisk.

Det foregår ved at du/i får et stykke papir med nogle spørgsmål som i skal svare ÆRLIGT på. Ud fra jeres svar får i x antal point, og pointsne afgør så om i måske/måske ikke har en fødselsdepression.

Almindelig depression må man altså gå til egen læge med, og lægen bestemmer så hvordan det skal behandles. 

Men det er vidst noget med at din læge kan give dig samtaler, hos lægen selv altså. 
Han kan også vælge at medicinere, eller videresende til evt. psykolog. 

Meget mere forstand har jeg heller ikke....

Men et besøg hos lægen kræver altså at man gransker sin sjæl og springer ud fra bjerget, og simpelthen fortæller ALT hvad der rører sig, ellers har lægen ikke en ærlig chance for at beslutte om der skal være et behandlingsforløb....

1000 tak for svar!! jeg vil helt klart lufte tanken for ham og så også lige prøve at tale med min sp!

Anonym skriver:

underligt nok.. DEJLIGT at høre ..

vi har bare snakket om det så ufattelig mange gange også på den måde du skriver .. så er det som sagt godt i 2-3 dage og så det hele forfra igen..

Det er det jeg mener med en holdbar løsning - en som varer længere end 2-3 dage. I stedet for at starte samtalen med at tænke, at måske burde vi gå fra hinanden, prøv så at fokusere på det positive i forholdet og det at I er blevet forældre. Jeg ved hvor stresset og underskudsramt (er det et ord?), man kan være med et barn på 3 mdr og derfor er det bare endnu vigtigere at man cut each other some slacks. Den eneste måde, I vil få forholdet tilbage på skinner er ved at tale sammen og være gode ved hinanden.