Hvordan holder man modet oppe?

Hej piger

Jeg har brug for lidt hjælp, hvordan bliver man ved med at holde modet oppe? Lige nu har jeg næsten lyst til at give op inden vi rigtig er kommet i gang... Det hele virker så uoverskueligt, besværligt og pisse dyrt...

Vi var netop startet på hormonbehandling og jeg var kommet mig over beskeden om, at jeg både har PCOS og endomitriose, men da jeg så var til scanning i dag, fik jeg endnu en dårlig nyhed: Jeg har også en væskefyldt æggeleder, hvilket man ikke kunne se på HSG undersøgelsen. Det betyder, at der er nedsat passage og min læges vurdering er, at det alt i alt nedsætter vores chancer med mere end 50%. Så hun tror ikke på, at inseminering er en mulighed for os, og jeg er blevet henvist til Rigshospitalet, hvor jeg formentlig i første omgang skal have fjernet den væskefyldte æggeleder og en meget store endomitriose cyste. Dernæst skal vi så nok videre til reagensglas...

Hver gang jeg tror, at nu har er der styr på det, viser der sig et nyt problem... Hvordan bliver man ved med at holde håbet i live og modet oppe? Der er stadig en chance og vi må jo bare tage det som det kommer... Men lige nu har jeg svært ved at finde gejsten, så hvad gør I når det hele bliver surt? Vi er jo slet ikke kommet rigtigt i gang endnu og jeg er allerede træt af skuffelser...

Hej Marie.

Sikke da en omgang!! Du får lige en

Jeg er nok egentlig ikke den rigtige til at svare, da jeg ikke har været i gang med PB så længe, og ikke kan give dig en løsning på at holde humøret højt! Men måske jeg kan lægge øre til.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være rigtg svært! Det bedste er nok, at blive ved med at sige til sig selv, at det nok skal lykkedes!!! I har stadigvæk ca. 50 % chance.  Tålmodighed er nok vejen frem - og ja, det er fandme lettere sagt end gjort!!

Hvad har dit forløb været førend du fik af vide at du har PCOS og endimitriose? Har i prøvet længe? osv?

MarieR skriver:

Hej piger

Jeg har brug for lidt hjælp, hvordan bliver man ved med at holde modet oppe? Lige nu har jeg næsten lyst til at give op inden vi rigtig er kommet i gang... Det hele virker så uoverskueligt, besværligt og pisse dyrt...

Vi var netop startet på hormonbehandling og jeg var kommet mig over beskeden om, at jeg både har PCOS og endomitriose, men da jeg så var til scanning i dag, fik jeg endnu en dårlig nyhed: Jeg har også en væskefyldt æggeleder, hvilket man ikke kunne se på HSG undersøgelsen. Det betyder, at der er nedsat passage og min læges vurdering er, at det alt i alt nedsætter vores chancer med mere end 50%. Så hun tror ikke på, at inseminering er en mulighed for os, og jeg er blevet henvist til Rigshospitalet, hvor jeg formentlig i første omgang skal have fjernet den væskefyldte æggeleder og en meget store endomitriose cyste. Dernæst skal vi så nok videre til reagensglas...

Hver gang jeg tror, at nu har er der styr på det, viser der sig et nyt problem... Hvordan bliver man ved med at holde håbet i live og modet oppe? Der er stadig en chance og vi må jo bare tage det som det kommer... Men lige nu har jeg svært ved at finde gejsten, så hvad gør I når det hele bliver surt? Vi er jo slet ikke kommet rigtigt i gang endnu og jeg er allerede træt af skuffelser...

Hov..glemte at citere dig... se ovennævnte svar.

babyblyp skriver:

Hej Marie.

Sikke da en omgang!! Du får lige en

Jeg er nok egentlig ikke den rigtige til at svare, da jeg ikke har været i gang med PB så længe, og ikke kan give dig en løsning på at holde humøret højt! Men måske jeg kan lægge øre til.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være rigtg svært! Det bedste er nok, at blive ved med at sige til sig selv, at det nok skal lykkedes!!! I har stadigvæk ca. 50 % chance.  Tålmodighed er nok vejen frem - og ja, det er fandme lettere sagt end gjort!!

Hvad har dit forløb været førend du fik af vide at du har PCOS og endimitriose? Har i prøvet længe? osv?

 

Tak for dit svar... Det hjælper at få lidt luft og kunne dele sine frustrationer med andre... og ja jeg må vel bare lære noget tålmodighed - det er ellers ikke min stærke side

Mit forløb har været sådan, at vi har prøvet i et års tid, og jeg har stort set ikke haft min mens siden jeg stoppede med P-pillerne. Første gang gik der 3 måneder og efter det fik jeg min mens efter 5 måneder og det var det... Mega frustration... Derfor havde jeg også en stærk mistanke om at der var noget galt, (faktisk er det en mistanke der går langt tilbage, men det er en lang historie) og gik ret hurtigt til min læge... Men det krævede en del overtalelse at få hende til at sende mig videre (hun er en frustration i sig selv), så der nåede altså at gå næsten et år før hun overgav sig og sendte os til udredning. Så man kan sige, at det i og for sig i det mindste er rart ENDELIG at få en afklaring, (selvom jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig at der skulle være SÅ mange udfordringer...).

Nå, men ja jeg vil prøve med det der tålmodighed og positive tanker!

Hvor længe har du været i gang?

Man kan heller ikke holde modet oppe hele tiden. Hos os var det sådan, at når jeg mistede håbet og troen, så støttede min mand mig og fik mine tanker vendt. Når han så var modløs og opgivende, så trådte jeg til at støttede ham. Mit bedste råd er at sige til dine veninder og familie, at du har brug for ekstra omsorg og trøst det næste stykke tid, og så læne dig op ad dem. At være i barnløshedsbehandling er en lang følelsesmæssig rutsjebanetur. Det er simpelhen så opslidende, men for enden af alle tårerne venter en baby. Når først du står med din barn i armene, så er det alle anstrengelseren værd.

Kram til dig

Marianne

www.stjerneleg.dk

MarieR skriver:

Tak for dit svar... Det hjælper at få lidt luft og kunne dele sine frustrationer med andre... og ja jeg må vel bare lære noget tålmodighed - det er ellers ikke min stærke side

Mit forløb har været sådan, at vi har prøvet i et års tid, og jeg har stort set ikke haft min mens siden jeg stoppede med P-pillerne. Første gang gik der 3 måneder og efter det fik jeg min mens efter 5 måneder og det var det... Mega frustration... Derfor havde jeg også en stærk mistanke om at der var noget galt, (faktisk er det en mistanke der går langt tilbage, men det er en lang historie) og gik ret hurtigt til min læge... Men det krævede en del overtalelse at få hende til at sende mig videre (hun er en frustration i sig selv), så der nåede altså at gå næsten et år før hun overgav sig og sendte os til udredning. Så man kan sige, at det i og for sig i det mindste er rart ENDELIG at få en afklaring, (selvom jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig at der skulle være SÅ mange udfordringer...).

Nå, men ja jeg vil prøve med det der tålmodighed og positive tanker!

Hvor længe har du været i gang?

Tålmodighed er bestemt heller ikke min stærke side så jeg skulle nødig snakke

Det er da dybt frustrerende, at man bare får den besked at man skal liiige vente et ½-1 år før man kan tjekkes... jeg ved godt at hormoner skal ud af kroppen...men halløj.. der må dælme da være en grænse. Specielt hvis der er andre ting der taler for, at der kan være noget i vejen. Og så er det jo også en faktor der bør tages i betragtning  - nemlig at man ikke er helt ung længere. (jeg er også selv rundet det skarpe hjørne 30)

Jeg er selv lidt frusteret pt...selvom jeg måske burde slå koldt vand i blodet. Jeg har altid haft en uregelmæssig cyklus, når den ikke bliver kunstigt fremskyndet af p-piller. Der kan sagtens gå 3-6 mdr. mellem hver blødning. I et halvt år har jeg været på minipiller af den type der ikke hæmmer ægløsning uden at få en eneste blødning. Og nu er der så knap gået tre måneder uden prævention og jeg får stadig ikke mens. (og jeg er ikke gravid...tester og tester..)

Min læge har ikke kunne forklare mig hvorfor jeg ikke fik mens når jeg tog den type minipiller. Men ærlig talt så virker det ikke som om, at det liiige er hans kompetenceområde. Jeg skal til undersøgelse hos gynækolog om en uge... og jeg venter med spænding. Håber bare ikke at jeg bliver sendt hjem igen med besked om at vente....

Åh, hvor jeg føler med dig! Det kan virkelig være hårdt en gang i mellem, og det kræver så meget energi.

Jeg har ikke de samme problemer som dig, men det er desværre heller ikke lykkedes med PB for kæresten og jeg, og vi gik i gang i september 2009.

Vi kom til udredning, hvor vi fandt ud af, at min kæreste har testikelkræft. Den ene testikel er nu fjernet, og den resterende er ret lille, så der er tvivl om, hvor meget den kan producere.

Så jeg kan sagtens følge dig i, at det kan være rigtig svært nogle gange. Og så er der altid en masse ting, som kommer væltende på 1 gang. Det er sku uretfærdigt

Jeg tror egentlig bare, at jeg ville skrive til dig, at du ikke er den eneste med de tanker. Og så håber jeg, at I kan få hjælp hos gynækologen!

babyblyp skriver:

Tålmodighed er bestemt heller ikke min stærke side så jeg skulle nødig snakke

Det er da dybt frustrerende, at man bare får den besked at man skal liiige vente et ½-1 år før man kan tjekkes... jeg ved godt at hormoner skal ud af kroppen...men halløj.. der må dælme da være en grænse. Specielt hvis der er andre ting der taler for, at der kan være noget i vejen. Og så er det jo også en faktor der bør tages i betragtning  - nemlig at man ikke er helt ung længere. (jeg er også selv rundet det skarpe hjørne 30)

Jeg er selv lidt frusteret pt...selvom jeg måske burde slå koldt vand i blodet. Jeg har altid haft en uregelmæssig cyklus, når den ikke bliver kunstigt fremskyndet af p-piller. Der kan sagtens gå 3-6 mdr. mellem hver blødning. I et halvt år har jeg været på minipiller af den type der ikke hæmmer ægløsning uden at få en eneste blødning. Og nu er der så knap gået tre måneder uden prævention og jeg får stadig ikke mens. (og jeg er ikke gravid...tester og tester..)

Min læge har ikke kunne forklare mig hvorfor jeg ikke fik mens når jeg tog den type minipiller. Men ærlig talt så virker det ikke som om, at det liiige er hans kompetenceområde. Jeg skal til undersøgelse hos gynækolog om en uge... og jeg venter med spænding. Håber bare ikke at jeg bliver sendt hjem igen med besked om at vente....

Ja jeg fatter altså ikke hvorfor man skal vente så længe... Kan så godt følge dig, har ligesom været der og kender godt det med at teste og teste, (holdt dog op efter et stykke tid, det blev bare for opslidende...) Det er bare så frustrende, når der ikke sker noget og man bare må vente og vente på at få beskeden om hvorvidt der er noget galt... Håber gynækologen kan give dig nogle svar (om ikke andet er det rart at få en snak med en ekspert) og så må vi håbe at det "bare" er hormonerne der driller og at du får den hjælp der er nødvendig... Ikke mere venten

Putomanen skriver:

Åh, hvor jeg føler med dig! Det kan virkelig være hårdt en gang i mellem, og det kræver så meget energi.

Jeg har ikke de samme problemer som dig, men det er desværre heller ikke lykkedes med PB for kæresten og jeg, og vi gik i gang i september 2009.

Vi kom til udredning, hvor vi fandt ud af, at min kæreste har testikelkræft. Den ene testikel er nu fjernet, og den resterende er ret lille, så der er tvivl om, hvor meget den kan producere.

Så jeg kan sagtens følge dig i, at det kan være rigtig svært nogle gange. Og så er der altid en masse ting, som kommer væltende på 1 gang. Det er sku uretfærdigt

Jeg tror egentlig bare, at jeg ville skrive til dig, at du ikke er den eneste med de tanker. Og så håber jeg, at I kan få hjælp hos gynækologen!

Åh det lyder altså også rigtigt hårdt!!!!!! Hvorfor er der nogen der skal rammes så hårdt? Det er altså ikke fair... 

MarianneSonne skriver:

Man kan heller ikke holde modet oppe hele tiden. Hos os var det sådan, at når jeg mistede håbet og troen, så støttede min mand mig og fik mine tanker vendt. Når han så var modløs og opgivende, så trådte jeg til at støttede ham. Mit bedste råd er at sige til dine veninder og familie, at du har brug for ekstra omsorg og trøst det næste stykke tid, og så læne dig op ad dem. At være i barnløshedsbehandling er en lang følelsesmæssig rutsjebanetur. Det er simpelhen så opslidende, men for enden af alle tårerne venter en baby. Når først du står med din barn i armene, så er det alle anstrengelseren værd.

Kram til dig

Marianne

www.stjerneleg.dk

Man skulle næsten tro at min kæreste havde læst dit svar for da jeg kom hjem fra Zumba her til aften havde han lavet mad og købt mig en gave... Og vi fik en go snak, hvor han sagde alle de rigtige ting om at ligemeget hvad er vi sammen om det... det hjalp... lidt... Fik mig også en 2 timers snak med en god veninde i eftermiddag og kan godt mærke at alt hjælper og jeg er ikke helt så modløs, men stadig trist og træt... Men jeg må nok se i øjnene, at jeg bare er lidt tudevårn i øjeblikket...