x skriver:
Så drejede årshjulet endnu en omgang og det blev 2011 - goddag goddag!
Den 31. december tog vi allesammen fint tøj på, z fik andet end natdragt på, Mor fik kjole og strømpebukser på og Far havde - næsten - smidt pyjamasbukserne. Så sad vi der i sofaen og kiggede lidt rundt og syntes egentlig det var lidt fjollet, for der var jo bare OS og vi skulle jo bare spise bøffer, drikke asti og se film ("Get him to the Greek" - overraskende okay film!)....så inden der var gået en time havde vi smidt det fine kluns og sad allesammen i nattøj :-) Det er vist nok det man kan kalde "Familien Juhl i en nøddeskal".
z havde en helt klar fornemmelse af, at der var noget i gærde og nægtede at sove efter klokken 13:30 for ikke at gå glip af noget, men da timerne gik og der abzut intet skete udover det sædvanlige (udover at Mor dansede rundt som en tåbe med stjernekastere og råbte "SEEEEEE!"), besluttede hun sig for at gå i seng...klokken 23:30. Så slukkede vi telefonerne og sad i mørket ved siden af vuggen og hviskede "godt nytår!" og "tænk hvis vi havde vidst hvem der ville flytte ind herhjemme, sidste år!" og så fik vi lidt tårer i øjnene og så - til vores store overraskelse - kunne vi se fyrværkeri nede fra byen fra vinduet, så der sad vi mens z snorkede og syntes at 2010 havde været helt alright og 2011 bare ku komme an!
I mandags var juleferien så endegyldigt slut. ØV! det har været så fantastisk at have Søren hjemme i de to uger, jeg har fået søvn og overskud og z og Søren har hygget sig gevaldigt. Og så kom selvtilliden tilbage hos Far! Så man hørte tit "skat, jeg skal nok tage hende, det skal du ikke tænke på!" og så kunne man roligt gå i bad eller tjekke mail eller læse lidt eller bare gå på toilettet, låse døren, sidde og kigge ud på himlen og slå ørerne HELT fra, for FAR er hjemme!! :-)
Men søndag aften startede det hele igen. z fik et anfald og kunne ikke falde i søvn, så jeg stod og vuggede til klokken to og var ved at gå i spåner ved tanken om, at når vi stod op var Søren der IKKE, så der var INGEN pause, ingen bad, ingen mails, ingen læsning og bestemt ingen lange toiletbesøg!! Klokken 7:22 rumlede z og jeg vågnede og tænkte at nu ville hun nok have flaske IGEN og at jeg bare var virkelig virkelig virkelig træt, kiggede på uret, tænkte at det var da første gang nogensinde det er lykkedes Søren at stå op og komme ud af døren uden at vække mig, blev mistænksom og gik nedenunder. Der var fuldkommen stille, ingen ild i brændeovnen, ingen damp fra badeværelset - ingenting!
"Skat?"
"Ja?"
"Skulle du ikke møde klokken 8?"
"Jo"
"Klokken er 7:22"
BONGO! Det ser RET vildt ud når Søren, med sine næsten to meter, går fra liggende til oprejst stilling på 1 sekund! Og så væltede han rundt som en trold i en glasbutik: "jeg kan ikke nå at fyre!"...."jeg kan ikke nå at rense flasker!"...."Jeg skal ud og tænde bilen!"...."FUCK!"
Og så kravlede jeg op under dynen igen, for z ville bare sove og tanken om at skulle fyre og rense flasker og alt muligt når jeg stod op var så overvældene at jeg ikke rigtig gad den mandag alligevel.
Nåh men...nu har jeg det sådan lidt HMMMM med de der tigerspring. Jeg ved ikke rigtig om jeg tror på det eller ej. z får som regel et anfald i nogle dage når de bør komme, men de ting der står at hun nu kan/udvikler, dem kan hun altid i forvejen, såe.... Der er dog ingen tvivl om, at hun har brug for ekstra tryghed, hun har villet hænge på min arm de sidste 3 aftener for at falde i søvn, ville ikke tage natflasken overhovedet, græder så hun ikke kan få luft og jeg ved ikke hvad. Ganske skrækkeligt! I foregårs ville hun sidde op på min arm og falde i søvn med hovedet på min skulder mens jeg sad i sengen og hoppede blidt...det får man satme ondt i lænden af, skulle jeg hilse og sige! :-O
Men hver morgen er hun jublende glad og det er først når Søren kommer hjem...dvs henad aftenen at hun blir træls. Men nu har det været sådan i 3 dage, så nu burde det være ved at være overstået, hvis det er ligesom de andre gange :-)
Men hun er slet ikke Lille z længere! Hun vil allerhelst sidde op på ens arm, hun kan godt holde hovedet nok til at det kan lade sig gøre, heldigvis. Hun laver en masse andre lyde en "ahgry" og hun efterligner os meget mere. Når jeg prutter hende på maven når hun skal i bad, siger hun slet en pruttelyd med munden :-) Og i badet vil hun gerne pjaske med vandet ved at spjætte med fødderne og i foregårs tog vi nogle små skibe med i vandet som hun fik af Onkel Casper i julegave og det syntes hun var mægtigt. Måske fordi Far var dybt inde i legen med ubåde og jeg ved ikke hvad (så kom 2. verdenskrigsnørden lige op i ham!). Hun vil meget gerne spille på sin rangle mens jeg spiller på bjælder, sæbeboblerne er stadig et kæmpe hit, men hvor hun først kiggede på boblerne er hun nu blevet opmærksom på, at det er Mor der puster og SÅ kommer boblerne. Hun undersøger vores ansigter når vi ligger tæt, tager fat om ens hage, stikker sine fingre i ens mund og imorges fik jeg et ordnetligt hiv i tuden (ikke såååå rart når ens næse er fuldkommen skaldet af snotnæse!!). Hun er vildt kilden under fødderne - ligesom både Søren og mig - og kan ikke lide at blive kildet, men synes det er sjovt når vi leger at Mor spiser hendes fødder. Og så leger vi flyvemaskine og pendul, hvor z sidder på mine knæ mens jeg vipper dem og siger "bimbam-bimbam, klokken slår, tiden går, z hun gror og blir så stor!". Nogle gange er det den ENESTE leg der dur og så blir hun vanvittig når jeg tager hende ned, men ens arme føles meget hurtigt som bly med den leg!!
Generelt tror jeg, at jeg har fået nogle sindssyge armmuskler og lårmuskler de sidste to måneder!
For Far er det lidt svært at omstille sig til, at det er en stor, aktiv pige han har. Han vil stadig helst bare putte hende på sin arm og se tv-avisen, eller ligge på sofaen og snakke. Og hun gider jo godt stadig at ligge og snakke, men det der med bare at ligge på armen - det er så passé! Hun vil OP, hun vil LEGE, hun vil SE! og det er selvfølgelig lidt svært, når man er så bange for hun skal gå i stykker, som Søren er ;-)
Igår aftes sagde jeg til Søren, at næste gang Tina (sundhedsplejersken) kom til marts, ville jeg snakke med hende om tilbud til fx babyrytmik og den slags, for jeg tror virkelig z ville elske noget i den retning. Hvortil Søren svarede "hun skal gå til baby-algebra!" :-)
Og så er der navngivningsfest meget meget snart. Og jeg er riiiiiimelig stresset! Jeg har kun 3 timer hver dag til at nå ALT mens z sover, dvs også opvask, tøjvask, oprydning, research og ja...planlægning. Og der er noget at planlægge når man ikke bare vil have en "kaffe og kage" fest!! Igår sad jeg i en halv time foran computeren og havde adrenalin susende rundt i kroppen og en hjerne der opførte sig som kaninen i Alice og bare sagde "jeg har så travlt, så travlt, så travlt!" og jeg fik abzut INTET udrettet!! Så jeg måtte rejse mig og gå lidt rundt og tænke "slap nu aaaaaaf mand!" og så måtte man jo starte fra en ende af. Bestil viklen fra mamaslife - ja jeg faldt til sidst for viklen (efter mange youtube forklaringsvideoer!), lav bordplan (selvom der først er SU 15. januar, så kan man jo pille folk fra hvis de ikke kan komme), find ud af kagen, kig på buffetten, tænk på pyntet, skriv til Onkel Kenneth om sangene han skal spille. Og så fik man alligevel lavet NOGET! Men jeg har lidt en fornemmelse af, at flere af gæsterne har sådan en "jamen selvfølgelig kommer vi" ting og så melder de ikke tilbage fordi de synes et er så ÅBENLYST de kommer. Men det er jo lidt uoverskueligt når man ikke får tilbagemeldinger!! (tsk tsk).
Den 15. januar kommer Oldemor og Oldefar på besøg hernede. Jeg tror de glæder sig voldsomt til at hilse på damen! Kort efter fødslen fik vi et kort fra dem - hvor Oldefar SELV havde skrevet en personlig hilsen til z. Jaja, så handlede den mest om, at han havde fået dårlig mave og rendte på toilettet hele tiden, men det var stadig en hilsen skrevet af Oldefar SELV. Det har jeg ikke oplevet før, jeg tror ALDRIG jeg har modtaget et kort hvor min Morfar selv havde skrevet noget tekst, så jeg blevet meget rørt - pøllehilsen eller ej <3
ja...og så er det jo januar. Dumme, grimme, sørgelige januar, som jeg har det svært med. Og det er nok også derfor min hjerne brænder lidt sammen nogle gange, for jeg gør SÅ meget ud af IKKE at tænke for meget, at jeg ikke giver mig selv plads til ro inde i hovedet. For jeg ved godt hvad der sker, hvis jeg ikke har gang i noget, der sker det, at jeg kommer til at tænke på det barn som jeg forelskede mig vildt og voldsomt i for to år siden, og som jeg kun fik lov at bære i januar. Og jeg ved godt det bare var en dum lille klump celler, der aldrig kunne vokse til et rigtigt barn, men det føles stadig som om, at det var et barn, der var på vej, men som ombestemte sig på halvvejen og ikke kunne slippe væk og så sad det der, fast mellem ingenting og alting og jeg kunne ikke stoppe mit hjerte for at tage det ind og elske det. Også selvom det ikke ville være mit. Så jeg er splittet imellem alt for mange aktiviteter og ikke at have lyst til noget som helst, fordi der stort set ikke er een dag i januar som ikke er "to år siden" dage med det barn.
Og nu gav jeg vist alligevel mig selv lov til at tænke og føle det som jeg har været så forhippet på ikke at tænke og føle...hvis jeg havde gjort det for 2 dage siden var køkkenskabene ikke blevet omarrangeret og umulige at finde rundt i!
