Flere børn??

Jeg vil rigtig gerne have flere børn, men jeg ved at det ikke er et ønske min kæreste har. Vi er helt vildt forskellige og faktisk er den eneste grund til at vi flyttede sammen og blev kærester i tidernes morgen, at jeg blev gravid og ikke ville have en abort.
Nu bor vi sammen, men jeg føler slet ikke jeg kender manden. Jeg er sikker på at hvis jeg virkelig har tænkt mig at være sammen med ham for evigt så kommer der ikke flere børn i hjemmet og ja jeg ender nok med at være en gammel husmor inden jeg bliver 40.

Er det meget urimeligt at stille krav til ens partner??
Er det urealistisk at drømme??
Kan mænd overhovedet ændre sig til noget bedre??

Ligesom at man i et forhold skal gå på kompromi med nogle ting- er der altså også nogle ting man skal gøre for sig selv. Du vil vel gerne have et lykkeligt liv? Kan du få det med ham, uden flere børn? Man kan ikke få alle sine drømme opfyldt- men man må aldrig lade være med at drømme. Drømmene holder os oppe når det hele går af H til Og håbet om at drømmene bliver opfyldt selfølgelig.

Undskyld, men ud fra det du skriver så lyder det ikke ligefrem som om at i lever i lykkelig harmonie - og hvis du gerne vil have at han skal laves om, og i kun bor sammen fordi du blev gravid, så forstår jeg slet ikke hvorfor du skulle ønske og få et barn mere med ham. Hvis man skal sætte børn i verden (ihvertfald hvis det er planlagt) så skal der vel som minimum være kærlighed mellem de 2 mennesker der skal skabe barnet??????

lisbeth2910 skriver:

Undskyld, men ud fra det du skriver så lyder det ikke ligefrem som om at i lever i lykkelig harmonie - og hvis du gerne vil have at han skal laves om, og i kun bor sammen fordi du blev gravid, så forstår jeg slet ikke hvorfor du skulle ønske og få et barn mere med ham. Hvis man skal sætte børn i verden (ihvertfald hvis det er planlagt) så skal der vel som minimum være kærlighed mellem de 2 mennesker der skal skabe barnet??????

Der er kærlighed mellem os nu, men det er noget der har taget tid og det er ikke som man ser i film hvor man bliver forelsket og lever lykkeligt til sine dages ende. Vi har fundet kærligheden hen af vejen ellers var jeg her ikke nu.
Jeg er ikke ulykkelig.
Mine ønsker omkring flere børn har også regler, jeg vil ikke have et barn "alene" jeg vil have et barn som er planlagt, ønsket af både mig og faren.
Mit barn var ikke planlagt, men jeg elsker det barn mere end noget andet på jorden og hvis jeg ikke skal have flere er det også okay.. Mit barn er mit ønskebarn og i mine øjne perfekt. Han far ser bare ikke det samme. 

Jeg fortryder ikke det valg jeg har taget indtil nu, men jeg ønsker ikke at nøjes med det næstbedste hvis jeg kan få det bedste.

Anonym skriver:

Jeg vil rigtig gerne have flere børn, men jeg ved at det ikke er et ønske min kæreste har. Vi er helt vildt forskellige og faktisk er den eneste grund til at vi flyttede sammen og blev kærester i tidernes morgen, at jeg blev gravid og ikke ville have en abort.
Nu bor vi sammen, men jeg føler slet ikke jeg kender manden. Jeg er sikker på at hvis jeg virkelig har tænkt mig at være sammen med ham for evigt så kommer der ikke flere børn i hjemmet og ja jeg ender nok med at være en gammel husmor inden jeg bliver 40.

Er det meget urimeligt at stille krav til ens partner??
Er det urealistisk at drømme??
Kan mænd overhovedet ændre sig til noget bedre??

I min optik er børn det ultimative, og ønsker modparten ikke flere børn, bør man respektere dette eller måske gå hver til sit. Det virker måske/måske ikke som den bedste løsning i jeres tilfælde? Et barn virker ikke som det bedste incitament for et parforholds fremtid...

Selvfølgelig skal man sætte krav til hinanden i et parforhold og det er ikke urealistisk at drømme, men det er urealistisk at ville ændre sin mand, for du forelskede dig vel i ham, som han var?

Anonym skriver:

Der er kærlighed mellem os nu, men det er noget der har taget tid og det er ikke som man ser i film hvor man bliver forelsket og lever lykkeligt til sine dages ende. Vi har fundet kærligheden hen af vejen ellers var jeg her ikke nu.
Jeg er ikke ulykkelig.
Mine ønsker omkring flere børn har også regler, jeg vil ikke have et barn "alene" jeg vil have et barn som er planlagt, ønsket af både mig og faren.
Mit barn var ikke planlagt, men jeg elsker det barn mere end noget andet på jorden og hvis jeg ikke skal have flere er det også okay.. Mit barn er mit ønskebarn og i mine øjne perfekt. Han far ser bare ikke det samme. 

Jeg fortryder ikke det valg jeg har taget indtil nu, men jeg ønsker ikke at nøjes med det næstbedste hvis jeg kan få det bedste.

Du er inde på noget af det helt rigtige her...

Anonym skriver:

Jeg vil rigtig gerne have flere børn, men jeg ved at det ikke er et ønske min kæreste har. Vi er helt vildt forskellige og faktisk er den eneste grund til at vi flyttede sammen og blev kærester i tidernes morgen, at jeg blev gravid og ikke ville have en abort.
Nu bor vi sammen, men jeg føler slet ikke jeg kender manden. Jeg er sikker på at hvis jeg virkelig har tænkt mig at være sammen med ham for evigt så kommer der ikke flere børn i hjemmet og ja jeg ender nok med at være en gammel husmor inden jeg bliver 40.

Er det meget urimeligt at stille krav til ens partner??
Er det urealistisk at drømme??
Kan mænd overhovedet ændre sig til noget bedre??

Jeg står i nogenlunde samme situation. Min kæreste ønsker ikke flere børn, jeg gør det brændende. Tjalfe var ikke planlagt men så heller ikke uplanlagt. Han var et ønskebarn fra øjeblikket der var to streger for mit vedkommende og for min kæreste da han så skanningen.

Vi brugte sikker periode i 3år inden jeg blev gravid og blev gravid fordi vi sagde i 1 time at nu prøvede vi - det var altså nok. Nu er vi på sikker periode igen og har været det i små 2 år. Jeg har sagt til min kæreste at hvis jeg bliver gravid så vil jeg ikke have en abort. Jeg passer MEGET på for ønsker ikke endnu en næsten uplanlagt graviditet når min kæreste har det sådan. Men samtidig er det utroligt svært ikke at vide at vi får en lillebror/søster. Om det vil være nok til jeg går fra ham er svært at sige. Der er meget der også spiller ind, men jeg vil uden tvivl have meget svært ved ikke at klandre ham resten af mit liv og det er jeg ikke sikker på jeg har lyst til.

Når vi snakker sammen siger han måske og snakker en masse om økonomi. Så det er ikke helt udelukket her men samtidig også tydeligt at han nok håber lidt på at jeg glemmer det - som om

Jeg kan ikke give dig et svar på hvad du skal gøre men vid at du er ikke alene og med de krav du stiller så kan det være at det bare ikke vil ske for dig. Det må du gøre op med dig selv

Anonym skriver:

Jeg vil rigtig gerne have flere børn, men jeg ved at det ikke er et ønske min kæreste har. Vi er helt vildt forskellige og faktisk er den eneste grund til at vi flyttede sammen og blev kærester i tidernes morgen, at jeg blev gravid og ikke ville have en abort.
Nu bor vi sammen, men jeg føler slet ikke jeg kender manden. Jeg er sikker på at hvis jeg virkelig har tænkt mig at være sammen med ham for evigt så kommer der ikke flere børn i hjemmet og ja jeg ender nok med at være en gammel husmor inden jeg bliver 40.

Er det meget urimeligt at stille krav til ens partner??
Er det urealistisk at drømme??
Kan mænd overhovedet ændre sig til noget bedre??

Kan kvinder???

Blot en tanke. Vend det om og spørg dig selv om DU kan ændre dig til noget bedre, set med HANS øjne.
Og hvad er bedre?
Det er vel rimeligt at hans mening bliver lige så respekteret som din.
Kan I ikke opnå enighed om flere børn, ja så har I et problem, men igen..hans mening er vel lige så rigtig som din.

Og så undrer det mig lidt...sig mig hvad laver du sammen med et menneske, som du kun er flyttet sammen med fordi I skulle have et barn. Er det et liv?
Tror du ikke, du skulle tage et grundigt kig på din mand og spørge dig selv, om det er en, du kunne tænke dig at vågne op sammen med også om 20 år?
Svaret vil så afgøre, om det er ham, du skal bruge dit liv på eller ej.

Jeg synes det er rigtigt synd for dig, men også for ham, for det lyder som om, I slet ikke er rigtigt lykkelige.
Og det er da noget frygteligt noget, hvis man ikke er lykkelig sammen med den, man lever sammen med.
Uanset om man lever en eller flere gange, så er det livet nu og her, det drejer sig om, og det skal man ikke spilde på 2. rangs liv, og slet ikke på, ikke at være lykkelig.
Tænk på når du er 80 og ser tilbage på dit liv, og så spørger dig selv: "Har jeg været lykkelig?" Og du så må svare: "Næ, egentligt ikke!!"
Det er jo lige til at græde over.

Manden din, kan du ikke ændre. Jo de små ting...måske...hvis han vil jeres parforhold positivt, men de store ting er jo en del af hans personlighed og væremåde, og dem kan man ikke lave om på. Og man skal heller ikke, for så vil man lave om på hele personligheden.
Hemmeligheden bag et godt parforhold er, at man accepterer hinanden, som man er på godt og ondt. Det er en pakke man får, take it or leave it.
Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Kan kvinder???

Blot en tanke. Vend det om og spørg dig selv om DU kan ændre dig til noget bedre, set med HANS øjne.
Og hvad er bedre?
Det er vel rimeligt at hans mening bliver lige så respekteret som din.
Kan I ikke opnå enighed om flere børn, ja så har I et problem, men igen..hans mening er vel lige så rigtig som din.

Og så undrer det mig lidt...sig mig hvad laver du sammen med et menneske, som du kun er flyttet sammen med fordi I skulle have et barn. Er det et liv?
Tror du ikke, du skulle tage et grundigt kig på din mand og spørge dig selv, om det er en, du kunne tænke dig at vågne op sammen med også om 20 år?
Svaret vil så afgøre, om det er ham, du skal bruge dit liv på eller ej.

Jeg synes det er rigtigt synd for dig, men også for ham, for det lyder som om, I slet ikke er rigtigt lykkelige.
Og det er da noget frygteligt noget, hvis man ikke er lykkelig sammen med den, man lever sammen med.
Uanset om man lever en eller flere gange, så er det livet nu og her, det drejer sig om, og det skal man ikke spilde på 2. rangs liv, og slet ikke på, ikke at være lykkelig.
Tænk på når du er 80 og ser tilbage på dit liv, og så spørger dig selv: "Har jeg været lykkelig?" Og du så må svare: "Næ, egentligt ikke!!"
Det er jo lige til at græde over.

Manden din, kan du ikke ændre. Jo de små ting...måske...hvis han vil jeres parforhold positivt, men de store ting er jo en del af hans personlighed og væremåde, og dem kan man ikke lave om på. Og man skal heller ikke, for så vil man lave om på hele personligheden.
Hemmeligheden bag et godt parforhold er, at man accepterer hinanden, som man er på godt og ondt. Det er en pakke man får, take it or leave it.
Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærligst
Sussie

Jeg er ikke ulykkelig, men heller ikke lykkelig.
Mit liv er ikke sådan at jeg sidder hver dag og sukker over vet jeg har/ikke har, men jeg er bare kommet til et punkt hvor jeg er begyndt at tænke længere frem end lige nu og her.
Jeg har en indre liste som jeg ikke har haft før og på den står der en masse ting som jeg gerne vil have, nogle af tingene er ikke noget som jeg ikke kan undvære, men der er også nogle ting som jeg rigtig gerne vil have.
Jeg kan sagtens acceptere hans ønsker og jeg vil ikke tvinge ham til noget han ikke vil. Mine tanker går på om jeg skal gå på kompromi med mig selv omkring flere børn. Der er ingen der siger at jeg overhovedet kan få flere børn da der jo er mange der har rigtig svært ved det, men forskellen på at skulle læggen drømmen om et barn på hylden fordi det ikke er muligt fysisk er ikke det samme som at lægge drømme væk fordi min nuværende kæreste ikke vil.
Jeg tænker som mange skriver mere om jeg skal vælge at sige til min kæreste at det er et ønske jeg har og hvis han ikke ønsker det jamen så er det nok ikke ham og mig.

Jeg eksler min kæreste det gør jeg virkelig, men det er ikke en ubetinget kærlighed hvor jeg har sommerfugle i maven hver gang jeg ser ham.
Vi har nu boet sammen i nogle år på både godt og ondt. Det er meget underligt i de flestes øjne at jeg har accepteret en mand uden at være forelsket i ham, men jeg gjorde det jeg dengang mente var det bedste for alles parter.

Jeg har flere gange hørt folk der dater sige at hvis den mand de dater ikke vil have børn inden for en bestemt tid så er det ikke ham de skal være sammen med. Jamen kan man godt have samme mening med den kæreste man bor sammen med??
Jeg vil bare gerne have klar besked omkring hans fremtidsplaner for hvis de er stik mod mine egne er det jo ikke vores liv så er det jo bare hans liv jeg lever i.
Giver det mening??

Anonym skriver:

Jeg er ikke ulykkelig, men heller ikke lykkelig.
Mit liv er ikke sådan at jeg sidder hver dag og sukker over vet jeg har/ikke har, men jeg er bare kommet til et punkt hvor jeg er begyndt at tænke længere frem end lige nu og her.
Jeg har en indre liste som jeg ikke har haft før og på den står der en masse ting som jeg gerne vil have, nogle af tingene er ikke noget som jeg ikke kan undvære, men der er også nogle ting som jeg rigtig gerne vil have.
Jeg kan sagtens acceptere hans ønsker og jeg vil ikke tvinge ham til noget han ikke vil. Mine tanker går på om jeg skal gå på kompromi med mig selv omkring flere børn. Der er ingen der siger at jeg overhovedet kan få flere børn da der jo er mange der har rigtig svært ved det, men forskellen på at skulle læggen drømmen om et barn på hylden fordi det ikke er muligt fysisk er ikke det samme som at lægge drømme væk fordi min nuværende kæreste ikke vil.
Jeg tænker som mange skriver mere om jeg skal vælge at sige til min kæreste at det er et ønske jeg har og hvis han ikke ønsker det jamen så er det nok ikke ham og mig.

Jeg eksler min kæreste det gør jeg virkelig, men det er ikke en ubetinget kærlighed hvor jeg har sommerfugle i maven hver gang jeg ser ham.
Vi har nu boet sammen i nogle år på både godt og ondt. Det er meget underligt i de flestes øjne at jeg har accepteret en mand uden at være forelsket i ham, men jeg gjorde det jeg dengang mente var det bedste for alles parter.

Jeg har flere gange hørt folk der dater sige at hvis den mand de dater ikke vil have børn inden for en bestemt tid så er det ikke ham de skal være sammen med. Jamen kan man godt have samme mening med den kæreste man bor sammen med??
Jeg vil bare gerne have klar besked omkring hans fremtidsplaner for hvis de er stik mod mine egne er det jo ikke vores liv så er det jo bare hans liv jeg lever i.
Giver det mening??

Det kan du tro det gør. 

Jeg har gennem livet somme tider mødt et menneske med din holdning til tingene, og det har altid forbløffet forbløffet mig.
For mig er det alt eller intet.
Hvis jeg skal kunne leve livet helt og fuldt, skal alle de grundlæggende ting være i orden.
Det menneske jeg skal følges med, skal kunne få mig til at være lykkelig i dagligdagen.
Selvfølgelig er der dage hvor man er lige knapt så forelsket i sin partner, men det skal være sådan at tanken om ikke at leve sammen med ham, vil gøre mere ondt end noget andet.
Eller hvis man er alene, så skal tanken om livet uden mål og ønsker, være det samme...gøre ondt, hvis de ikke er der.

Men jeg kan sagtens følge dig. Vi er ikke alle lige livstemperamentsfulde og vi stiller heller ikke alle de samme krav til livet, men har måske helt andre krav. Og disse krav kan så ændre sig igennem livet.
Du er nu måske rykket over i en anden "kasse" og er begyndt at stille nye krav til det, der kan give dit liv mening og indhold, og det synes jeg, du skal følge.
Der er ikke andet at gøre, end at du får talt ud med kæresten og får lagt nogle planer.
Kan I så ikke opnå enighed om hvad der er det optimale for jeres liv, jamen så er der jo nok ikke andet at gøre, end at du må gå dine egne veje og på den måde opfylde dine ønsker.