Hjælp vil død er så ked af det....

Rosa skriver:

OK. Tak!

Ja sandt han er her pyha.

Men et sted er det lidt lige meget om han er her eller ej har det lige slemt om han er her eller ej.

Men børns skyld rart nok af være to om det når man har det sådan her.

Rosa skriver:

Henriette, jeg mener hvad jeg skrev i den anden tråd - du er nødt til at kontakte nogen, det duer ikke at oprette sådan en tråd uden at der sker noget! Vil du ikke være sød at svare på om du er alene hjemme?

Mvh

Rosa

Så lige dit indlæg.. fik bare ikke skrev til dig.

To af min 4 af børn er 10 og 13 år som er her også tobias på 1 år + steen også er her så det skal nok gå..

så er ikke alene vi er 4 her..

Men det er skam lige meget om de er her eller jeg er alene med dem eller nogle af dem har jeg det lige skidt on and off

 

Så lige dit indlæg.. fik bare ikke skrev til dig.

To af min 4 af børn er 10 og 13 år som er her også tobias på 1 år + steen også er her så det skal nok gå..

så er ikke alene vi er 4 her..

Men det er skam lige meget om de er her eller jeg er alene med dem eller nogle af dem har jeg det lige skidt on and off

Kontakt din læge som det første imorgen, når du står op, og bed om en AKUT TID, hvor du kan fortælle, hvordan det står til med dig. Og sig det ligeså ærligt som du skriver det herinde. Og KRÆV at du får mere støtte og hjælp, end du får lige nu, for det er åbentlyst slet ikke nok!!

Jeg håber at du kan komme i balance og få glæden tilbage i dit liv.

Kære Henriette.

Psykiatrisk skadestue SKAL tage imod dig, hvis du har det, som du beskriver der. Hvis du har en mand, eller en god ven, så tag denne person med, og få personen til at tale med store bogstaver, det vil sige, få personen til virkelig at skære ud i pap, at du har brug for HJÆLP.

Sådan som du har det ér alvorligt nok til psykiatrisk skadestue, jeg kender folk med mindre problemer, der har fået hjælp. Det, at du har tre børn og har det sådan, bør være argumentation nok i sig selv for, at de skal hjælpe, om ikke andet for dine børns skyld.

Jeg føler med dig, og forstår bedre end man skulle tro, hvordan du har det. Livet går op og ned, og dit skal nok også snart gå op.

JustAnotherName skriver:

Kontakt din læge som det første imorgen, når du står op, og bed om en AKUT TID, hvor du kan fortælle, hvordan det står til med dig. Og sig det ligeså ærligt som du skriver det herinde. Og KRÆV at du får mere støtte og hjælp, end du får lige nu, for det er åbentlyst slet ikke nok!!

Jeg håber at du kan komme i balance og få glæden tilbage i dit liv.

Takker.

Ringer også til dem i morgen og siger jeg snart ikke holder til de her tur mere af de så må give mig andet hjælp eller medicin er jeg ligeglad med har altid syntes piller tager man kune hvis det er meget meget slemt for piller for mig er lidt det samme som stoffer og alkohold men hvis de kan give mig nået som ikke er så slem og jeg kan have flere gode dage ind dårlig dag så heller piller resten af mit liv..

Skal så siges det er uden rød trekandt dem jeg har fået mod min sygdom kun kodinerne der er med rødtrekandt og dem tager jeg jo ikke så tit/hverdag

Knusss skal putte børn nu..

tak til alle i er sgu søde...

Jarnsaxa skriver:

Kære Henriette.

Psykiatrisk skadestue SKAL tage imod dig, hvis du har det, som du beskriver der. Hvis du har en mand, eller en god ven, så tag denne person med, og få personen til at tale med store bogstaver, det vil sige, få personen til virkelig at skære ud i pap, at du har brug for HJÆLP.

Sådan som du har det ér alvorligt nok til psykiatrisk skadestue, jeg kender folk med mindre problemer, der har fået hjælp. Det, at du har tre børn og har det sådan, bør være argumentation nok i sig selv for, at de skal hjælpe, om ikke andet for dine børns skyld.

Jeg føler med dig, og forstår bedre end man skulle tro, hvordan du har det. Livet går op og ned, og dit skal nok også snart gå op.

Det vil de ikke..

jeg skal nokligge for døden før det sker.. sådan er de her i vestsjælland desværre mangle på pladser sidste blev jeg nærmste smidt hjem efter 1 uge der pga plads mangle...

men jeg ringer til dem er kender mig/har med mig af gøre i morgen der er de jo på arbejde igen....

Knusss

Henriettemortil4 skriver:

Det vil de ikke..

jeg skal nokligge for døden før det sker.. sådan er de her i vestsjælland desværre mangle på pladser sidste blev jeg nærmste smidt hjem efter 1 uge der pga plads mangle...

men jeg ringer til dem er kender mig/har med mig af gøre i morgen der er de jo på arbejde igen....

Knusss

Hvis ikke de vil det, så synes jeg din mand burde skrive en meget vredt klagebrev, for det SKAL de, det er ikke noget de må sige, de ikke vil. Ellers må I bringe en socialrådgiver eller noget ind i det, for det kan ikke passe, at du ikke kan få hjælp. Nogle gange skal man virkelig bare presse på før det hjælper, men så må man gøre det. Det har min mand gjort med mig, de gange jeg har skulle indlægges akut (med noget fysisk), og han har nærmest råbt af dem.. og SÅ tog de sig sgu sammen.

Held og lykke

 

Kære Henriette.

Psykiatrisk skadestue SKAL tage imod dig, hvis du har det, som du beskriver der. Hvis du har en mand, eller en god ven, så tag denne person med, og få personen til at tale med store bogstaver, det vil sige, få personen til virkelig at skære ud i pap, at du har brug for HJÆLP.

Sådan som du har det ér alvorligt nok til psykiatrisk skadestue, jeg kender folk med mindre problemer, der har fået hjælp. Det, at du har tre børn og har det sådan, bør være argumentation nok i sig selv for, at de skal hjælpe, om ikke andet for dine børns skyld.

Jeg føler med dig, og forstår bedre end man skulle tro, hvordan du har det. Livet går op og ned, og dit skal nok også snart gå op.

Det er desværre ikke altid nok!

Jeg kender selv én som var helt ude ....hendes mor og søster kørte hende på psyk, da hun var så tæt på ikke at ville leve mere ....og helt urealistisk i sine tanker/reaktioner, for hendes liv flød!! Og hun er mor til 2 børn, som så hende ligge og være helt ved siden af sig selv, sovende på sofaen, og med enorme tudeture, osv.

SELVOM hendes egen MOR og søster stod der, og sagde "I SKAL beholde hende, I er simpelthen NØDT til at hjælpe, for det er ude af vores hænder nu", så sendte de dem alligevel hjem igen.

Jeg var DYBT forarget og rystet over, at de kunne afvise hende.
Vi var allesammen bange for, om/hvad hun kunne finde på.

Så desværre, er det ikke givet, at de reagerer og handler, sådan som de BURDE! Det kræver ind i mellem, at man slår RIGTIG HÅRDT i bordet .....hvilket kan være svært, hvis man er helt ude og flyde hvor man ikke kan bunde og se en løsning på noget som helst.

Det er rystende!! - Men jeg tror på, at man kan starte ud med at sige tingene uden omsvøb, og blive VED med at kræve hjælp, så "de" fatter, at man virkelig behøver hjælp!!!  .....Det burde bare ikke være nødvendigt, at man skal trygle om det. Men sådan er det faktisk ind imellem - helt urimeligt.

JustAnotherName skriver:

Det er desværre ikke altid nok!

Jeg kender selv én som var helt ude ....hendes mor og søster kørte hende på psyk, da hun var så tæt på ikke at ville leve mere ....og helt urealistisk i sine tanker/reaktioner, for hendes liv flød!! Og hun er mor til 2 børn, som så hende ligge og være helt ved siden af sig selv, sovende på sofaen, og med enorme tudeture, osv.

SELVOM hendes egen MOR og søster stod der, og sagde "I SKAL beholde hende, I er simpelthen NØDT til at hjælpe, for det er ude af vores hænder nu", så sendte de dem alligevel hjem igen.

Jeg var DYBT forarget og rystet over, at de kunne afvise hende.
Vi var allesammen bange for, om/hvad hun kunne finde på.

Så desværre, er det ikke givet, at de reagerer og handler, sådan som de BURDE! Det kræver ind i mellem, at man slår RIGTIG HÅRDT i bordet .....hvilket kan være svært, hvis man er helt ude og flyde hvor man ikke kan bunde og se en løsning på noget som helst.

Det er rystende!! - Men jeg tror på, at man kan starte ud med at sige tingene uden omsvøb, og blive VED med at kræve hjælp, så "de" fatter, at man virkelig behøver hjælp!!!  .....Det burde bare ikke være nødvendigt, at man skal trygle om det. Men sådan er det faktisk ind imellem - helt urimeligt.

nemlig man skal være farlig nærmeste før de nu tager en...

+ jeg får jo hjælp men i weekenderne og ferie ingen hjælp af hente...

JustAnotherName skriver:

Det er desværre ikke altid nok!

Jeg kender selv én som var helt ude ....hendes mor og søster kørte hende på psyk, da hun var så tæt på ikke at ville leve mere ....og helt urealistisk i sine tanker/reaktioner, for hendes liv flød!! Og hun er mor til 2 børn, som så hende ligge og være helt ved siden af sig selv, sovende på sofaen, og med enorme tudeture, osv.

SELVOM hendes egen MOR og søster stod der, og sagde "I SKAL beholde hende, I er simpelthen NØDT til at hjælpe, for det er ude af vores hænder nu", så sendte de dem alligevel hjem igen.

Jeg var DYBT forarget og rystet over, at de kunne afvise hende.
Vi var allesammen bange for, om/hvad hun kunne finde på.

Så desværre, er det ikke givet, at de reagerer og handler, sådan som de BURDE! Det kræver ind i mellem, at man slår RIGTIG HÅRDT i bordet .....hvilket kan være svært, hvis man er helt ude og flyde hvor man ikke kan bunde og se en løsning på noget som helst.

Det er rystende!! - Men jeg tror på, at man kan starte ud med at sige tingene uden omsvøb, og blive VED med at kræve hjælp, så "de" fatter, at man virkelig behøver hjælp!!!  .....Det burde bare ikke være nødvendigt, at man skal trygle om det. Men sådan er det faktisk ind imellem - helt urimeligt.

Jamen du har helt ret, det er ofte skide svært at komme igennem til dem, men det er også derfor, jeg foreslår, at hendes mand slår i bordet, da hun jo tydeligvis ikke selv har mulighed for det. Det hjalp, da min gjorde det...