Er bare sååå ked.

1000 tak for alle jeres varme svar. Det har hjulpet SÅÅ meget at komme ud med det.

Jeg ved godt at mit job ikke passer til mig mere, men jeg sidder i lidt at af en ond cirkel, jeg skal på barsel om 3 mdr. derfor kan jeg ikke liiige søge andet. Vi sidder sindsygt stramt i det for tiden, derfor er vi meget afhængige af min løn.

Jeg har prøvet at sige til min mand: skat jeg har haft en rigtig dårlig dag, eller : skat der er en sur dame der kaldte mig for stor, gravid ko.

Det er som om han ikke rigtig fatter at det gør sindsygt ondt på mig. Og at jeg er ked af det. Han siger bare: lad være med at tænke på hende. (men det kan jeg ikke, for jeg kan jo ikke slippe når folk siger noget ondt)

Når jeg siger til ham: jeg har haft en dårlig dag, så jeg har ikke lyst til at lave mad lige nu, eller noget i den stil. Så siger han bare, hvorfor piver du hele tiden?

Så jeg føler ikke at jeg kan søge trøst hos ham, desværre. Jeg er blevet MEGET indelukket.

Jeg er psykisk slidt.

Anonym skriver:

1000 tak for alle jeres varme svar. Det har hjulpet SÅÅ meget at komme ud med det.

Jeg ved godt at mit job ikke passer til mig mere, men jeg sidder i lidt at af en ond cirkel, jeg skal på barsel om 3 mdr. derfor kan jeg ikke liiige søge andet. Vi sidder sindsygt stramt i det for tiden, derfor er vi meget afhængige af min løn.

Jeg har prøvet at sige til min mand: skat jeg har haft en rigtig dårlig dag, eller : skat der er en sur dame der kaldte mig for stor, gravid ko.

Det er som om han ikke rigtig fatter at det gør sindsygt ondt på mig. Og at jeg er ked af det. Han siger bare: lad være med at tænke på hende. (men det kan jeg ikke, for jeg kan jo ikke slippe når folk siger noget ondt)

Når jeg siger til ham: jeg har haft en dårlig dag, så jeg har ikke lyst til at lave mad lige nu, eller noget i den stil. Så siger han bare, hvorfor piver du hele tiden?

Så jeg føler ikke at jeg kan søge trøst hos ham, desværre. Jeg er blevet MEGET indelukket.

Jeg er psykisk slidt.

Kære dig

Jeg har selv været der, da jeg arbejdede med kundeservice. Til at starte med er det nemt nok at smile af alle de "dumme og sure" kunder. Som kommer man til midten hvor man bliver irriteret over at man får skæld og smæld hverdag. Og til sidst tager man det så nært når man evig og altid får skæld ud af kunderne.

Kunderservice er ikke et fag i min verden man bliver gammel i. DESVÆRRE.

Jeg tænker lidt, er det ikke en mulighed at du får talt med din læge, så du kan blive sygemeldt frem til din barsel? (I den periode vil du jo stadig få fuld løn)

I din barselsperiode kan du så få dig selv tilbage og søge andet arbejde til du kan komme tilbage til.

Jeg vil i hvert fald ønske dig alt det bedste, og trods alt godt nytår!

En lille opdatering herfra.

 Igår holdte vi nytårs aften hjemme ved mine forældre, og jeg sagde ligeud at jeg havde virkelig brug for at snakke med dem alle 3. Altså min mand, min mor og min far. Da det er jo dem der er en stor del af mit liv.

 Jeg sagde ligeud hvordan jeg havde det, og jeg ikke var glad for mit arbejde som før. Og jeg er meget træt, og at jeg måske har brug for en smule støtte. Jeg fortalte om de mange episoder på mit arbejde som sårer mig, og at jeg ikke så stærk som jeg måske har været.

Det var meget svært for mig at komme ud med alt det jeg har gemt inde i mig selv i sååå lang tid.

 Alle 3 kunne fuldt ud forstå mig, og til min store overraskelse, støtter de mig og bakker mig op. De sagde dog at jeg skulle have sagt det noget før, fordi at de kan mærke jeg er anderledes og SKAL  have noget hjælp.

 Min mor mener at jeg har stress og skal sygemeldes, min far mener det samme. Min mand mener at jeg skal snakke med min chef om at gå ned i tid, så jeg kan være hjemme noget mere. Og ligeså snart min mand genoptager sit arbejde (han venter på sin arbejdstilladelse, for vi er lige flyttet til DK fra Sverige)  Så synes han at vi kan undvære min løn i den tid jeg har brug for at være mig selv. Og han bakker mig op med den ide at jeg hellere vil arbejde på et plejehjem eller lign.

Alt i alt, 1000 TAK til jer søde tøser. Uden jer havde jeg aldrig fået modet til at snakke med dem om det.