Er bare sååå ked.

Jeg skriver her for jeg føler at jeg ikke rigtig kan få mig selv til at snakke med nogle om det.

Jeg føler at jeg mister mig selv snart. Det har været et meget hårdt år for os, og på arbejdet synes jeg ikke at det helt som det skal..

Mine kollegaer er vildt søde, slet ikke det, men der er jo INGEN der ved at jeg er brudt sammen inden i.

Jeg arbejder inden for salg og service, det vil sige at vi på arbejdet har tæt kundekontakt. Kunderne tager næsten aldrig hensyn til at vi er også mennesker og også har følelser.

Der er så mange sure mennesker, der bare går amok over ingentingting. Det kan være ALT fra en fejl fra en anden afdeling eller at jeg er snottet. Mange er sure før de kommer til, fordi at der måske sket dem noget tidligere på dagen, også går det lige over os.

Jeg arbejder ca, til klokken 18:30 så er jeg hjemme ved 7 tiden. På vej hjem skal jeg handle og lave aftensmad når jeg er hjemme. Vores barn sover ved 9 tiden og skal puttes osv. Derefter går jeg selv i seng. DØDTRÆT!

Før i tiden kunne jeg godt slippe de sure kommentarer fra kunder med det samme, men nu tør jeg ikke at sige noget til folk mere, jeg er virkelig blevet bange for omgivelserne, er der en der skælder mig ud, så tager jeg det med hjem. Men jeg kan ikke får mig selv til at sige til nogle at jeg er KED AF DET!. Jeg er begyndt at være angst og ked af det hele tiden. Derhjemme går det ud over min mand. Jeg prøver kun på at sige goddag, hvad kan jeg hjælpe med og farvel. For jeg er BANGE for at personen snerrer af mig.

Jeg kan ikke klare det mere, jeg er ikke glad for livet som jeg har været engang. Den eneste jeg har overskud til er vores barn.

vil lige starte med og gi dig en stort

det er da rigtig træls, kan du ikk snakke med din læge omkring dit problem. ellers kan det da godt lyde som om du er på vej helt ned i et sort hul.

kram

Anonym skriver:

Jeg skriver her for jeg føler at jeg ikke rigtig kan få mig selv til at snakke med nogle om det.

Jeg føler at jeg mister mig selv snart. Det har været et meget hårdt år for os, og på arbejdet synes jeg ikke at det helt som det skal..

Mine kollegaer er vildt søde, slet ikke det, men der er jo INGEN der ved at jeg er brudt sammen inden i.

Jeg arbejder inden for salg og service, det vil sige at vi på arbejdet har tæt kundekontakt. Kunderne tager næsten aldrig hensyn til at vi er også mennesker og også har følelser.

Der er så mange sure mennesker, der bare går amok over ingentingting. Det kan være ALT fra en fejl fra en anden afdeling eller at jeg er snottet. Mange er sure før de kommer til, fordi at der måske sket dem noget tidligere på dagen, også går det lige over os.

Jeg arbejder ca, til klokken 18:30 så er jeg hjemme ved 7 tiden. På vej hjem skal jeg handle og lave aftensmad når jeg er hjemme. Vores barn sover ved 9 tiden og skal puttes osv. Derefter går jeg selv i seng. DØDTRÆT!

Før i tiden kunne jeg godt slippe de sure kommentarer fra kunder med det samme, men nu tør jeg ikke at sige noget til folk mere, jeg er virkelig blevet bange for omgivelserne, er der en der skælder mig ud, så tager jeg det med hjem. Men jeg kan ikke får mig selv til at sige til nogle at jeg er KED AF DET!. Jeg er begyndt at være angst og ked af det hele tiden. Derhjemme går det ud over min mand. Jeg prøver kun på at sige goddag, hvad kan jeg hjælpe med og farvel. For jeg er BANGE for at personen snerrer af mig.

Jeg kan ikke klare det mere, jeg er ikke glad for livet som jeg har været engang. Den eneste jeg har overskud til er vores barn.

 

Så gør noget ved det... du har egen ansvar for dit liv og de muligheder du har og også ansvar for det du byder dig selv.

Hvad er dine drømme og mål....hvad har du lyst til....hvis du ved det, så er næste skridt at gøåre det.

Held og lykke med det hele...og jeg kan sørme godt forstå du ikke føler det er optimalt sådan et liv som du lever nu, det ville jeg heller ikke føle hvis det var mig....men gør noget..

Først får du et stort trøsteknus 
og så vil jeg sige til dig, at NU tager du hånd om dig.
Du har stress min søde pige og er på vej ud i en depression.
Alle de symptomer kender jeg kun alt for godt, og har selv været der.
Så du skal se at komme til lægen hurtigst muligt, og så må du få en god lang sygemelding ellers går det helt galt.
Og jeg snakker ikke om 14 dage men om mindst 3 mdr. eller mere.
Du skal genfinde dig selv og have ro, ro og atter ro.
Indfør en rytmisk hverdag hvor alt er skemalagt og sig fra over for alt hvad du kan sige fra over for.
Nu er det din mand, familien og venner, der må tage hånd om dig og de opgaver du ellers altid har påtaget dig.
Brug kun energi på dit barn og intet andet.
Sig nej til alle arrangementer og lad andre sige hvad de vil.
Og sæt dig så ned med blyant og papir og skriv...skriv alt hvad du føler og tænker...tud så tårerne sprøjter og sov...sov og hvil både sjæl og krop. Ellers ender du der, hvor du først virkeligt bliver syg, og så kommer du aldrig op at stå igen.
Så tag hånd om dig. Tag en dag af gangen, en time, et minut.
Du får 1000 kærlige hilsener

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Først får du et stort trøsteknus 
og så vil jeg sige til dig, at NU tager du hånd om dig.
Du har stress min søde pige og er på vej ud i en depression.
Alle de symptomer kender jeg kun alt for godt, og har selv været der.
Så du skal se at komme til lægen hurtigst muligt, og så må du få en god lang sygemelding ellers går det helt galt.
Og jeg snakker ikke om 14 dage men om mindst 3 mdr. eller mere.
Du skal genfinde dig selv og have ro, ro og atter ro.
Indfør en rytmisk hverdag hvor alt er skemalagt og sig fra over for alt hvad du kan sige fra over for.
Nu er det din mand, familien og venner, der må tage hånd om dig og de opgaver du ellers altid har påtaget dig.
Brug kun energi på dit barn og intet andet.
Sig nej til alle arrangementer og lad andre sige hvad de vil.
Og sæt dig så ned med blyant og papir og skriv...skriv alt hvad du føler og tænker...tud så tårerne sprøjter og sov...sov og hvil både sjæl og krop. Ellers ender du der, hvor du først virkeligt bliver syg, og så kommer du aldrig op at stå igen.
Så tag hånd om dig. Tag en dag af gangen, en time, et minut.
Du får 1000 kærlige hilsener

Kærligst
Sussie

Anonym skriver:

Jeg skriver her for jeg føler at jeg ikke rigtig kan få mig selv til at snakke med nogle om det.

Jeg føler at jeg mister mig selv snart. Det har været et meget hårdt år for os, og på arbejdet synes jeg ikke at det helt som det skal..

Mine kollegaer er vildt søde, slet ikke det, men der er jo INGEN der ved at jeg er brudt sammen inden i.

Jeg arbejder inden for salg og service, det vil sige at vi på arbejdet har tæt kundekontakt. Kunderne tager næsten aldrig hensyn til at vi er også mennesker og også har følelser.

Der er så mange sure mennesker, der bare går amok over ingentingting. Det kan være ALT fra en fejl fra en anden afdeling eller at jeg er snottet. Mange er sure før de kommer til, fordi at der måske sket dem noget tidligere på dagen, også går det lige over os.

Jeg arbejder ca, til klokken 18:30 så er jeg hjemme ved 7 tiden. På vej hjem skal jeg handle og lave aftensmad når jeg er hjemme. Vores barn sover ved 9 tiden og skal puttes osv. Derefter går jeg selv i seng. DØDTRÆT!

Før i tiden kunne jeg godt slippe de sure kommentarer fra kunder med det samme, men nu tør jeg ikke at sige noget til folk mere, jeg er virkelig blevet bange for omgivelserne, er der en der skælder mig ud, så tager jeg det med hjem. Men jeg kan ikke får mig selv til at sige til nogle at jeg er KED AF DET!. Jeg er begyndt at være angst og ked af det hele tiden. Derhjemme går det ud over min mand. Jeg prøver kun på at sige goddag, hvad kan jeg hjælpe med og farvel. For jeg er BANGE for at personen snerrer af mig.

Jeg kan ikke klare det mere, jeg er ikke glad for livet som jeg har været engang. Den eneste jeg har overskud til er vores barn.

 

Du trænger vist til en stor

Hvis jeg var dig så vil jeg starte med at fortælle dine følelser til din mand helst i dag. Derefter vil jeg nok bestille en tid hos lægen og tage en snak med ham/hende. Det er ikke sundt og rende rundt og føle alt det du gør alt for længe, det er om at tage fat om problemet inden det bliver endnu mere uoverskueligt. Hvis der er noget der gør dig glad så prøv og dyrk det lidt mere, start med i dag.

Mange gange er det de små ting i livet der gør en glad. Jeg bliver f.eks altid i godt humør hvis jeg kan sidde med min søn inde i sofaen med en dyne og så bare dufte til hans hår. Han er 5år så det kræver en god diseyfilm nu før at han gider side med sin mor.

Måske er det slet ikke det rigtige arbejde du har mere. Kan du ikke prøve at søge noget andet. Eller måske starte helt forefra på et studie eller noget andet. Livet er for kort til at man ikke er glad for det man beskæftigere sig mest med hver eneste hverdag.

Det kan jo være et andet service fag, men bare et hvor du ikke står med kundeservice. Måske er det en helt anden boldgade du skal i, måske pædagogmedhjælper, eller noget helt 3.

Vil bare lige sige at jeg er ked af at høre at du har det så skidt! Måske du trænger til at komme lidt væk. Gør noget som plejer at gøre dig glad. Måske bare gøre noget som kun er for dig selv!!!

Håber du snart bliver glad igen

SussieThyssen skriver:

Først får du et stort trøsteknus 
og så vil jeg sige til dig, at NU tager du hånd om dig.
Du har stress min søde pige og er på vej ud i en depression.
Alle de symptomer kender jeg kun alt for godt, og har selv været der.
Så du skal se at komme til lægen hurtigst muligt, og så må du få en god lang sygemelding ellers går det helt galt.
Og jeg snakker ikke om 14 dage men om mindst 3 mdr. eller mere.
Du skal genfinde dig selv og have ro, ro og atter ro.
Indfør en rytmisk hverdag hvor alt er skemalagt og sig fra over for alt hvad du kan sige fra over for.
Nu er det din mand, familien og venner, der må tage hånd om dig og de opgaver du ellers altid har påtaget dig.
Brug kun energi på dit barn og intet andet.
Sig nej til alle arrangementer og lad andre sige hvad de vil.
Og sæt dig så ned med blyant og papir og skriv...skriv alt hvad du føler og tænker...tud så tårerne sprøjter og sov...sov og hvil både sjæl og krop. Ellers ender du der, hvor du først virkeligt bliver syg, og så kommer du aldrig op at stå igen.
Så tag hånd om dig. Tag en dag af gangen, en time, et minut.
Du får 1000 kærlige hilsener

Kærligst
Sussie

Jeg er helt enig og har selv været det. Det er ingen skam at bede om hjælp. Tværtimod.

Rigtig god bedring og godt nytår til dig