Jeg kan slet ikke bruges for tiden.... jeg må ikke trøste, ikke putte, ikke bære... jeg må ingenting, det er kun far der kan bruges. Det er som sådan fint nok og dejligt for Carsten at han rigtig kan komme til nu.
MEN... oveni er Liva bare så gal på mig.... hun slår mig og skubber mig væk. Er jeg i nærheden af far bliver jeg også hevet væk...Hun kalder mig dumme mor osv.
Jeg bliver faktisk rigtig ked af det 
Især når hun kalder mig dumme mor
Tror i det er en reaktion på alt det her der har været den sidste tid, hvor jeg ikke har været på toppen?
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med det.... hun får selvfølgelig at vide at det ikke er ok at slå eller at kalde nogen dum og det er os begge herhjemme der "skælder ud" når hun gør det...
Åh hvor jeg håber det snart er overstået.
Selvfølgelig under jeg Carsten det, at han nu er nr. 1.... jeg kan bare ikke lide at Liva så tydeligt viser at hun er sur på mig uden at jeg ved hvad jeg skal stille op...
Sådan kan Bianca faktisk også godt være lidt, mest overfor Kenneth.
Sådan lidt, at det kun er mor der dúr, og at hun er sur på far. Og jeg synes, at have bemærket, at det mest sker i de perioder, hvor Kenneth arbejder meget og er meget væk hjemmefra ....som om hun dybest set savner ham, men ikke kan styre, at få sat de rigtige udtryk på sine følelser af både at være lidt irriteret/ked og samtidig også savne ham.
Herhjemme får hun ikke lov til selv at bestemme, hvem der må hjælpe hende. Hun får at vide, at nu er det altså sådan det bliver! Og så sørger vi for at dele tingene lidt mellem os, så hun får os begge to i forskellige situationer - for selvfølgelig skal hun ikke udtrykke at have brug for mor, og så SKAL hun affinde sig med, at det kun er far der hjælper, særligt ikke hvis det føles som en kamp. Men alligevel, vi holder på, at vi begge to er lige gode til at hjælpe hende, og at nu er det dén som er igang, der gør det! Det er ikke en beslutning, som hun selv ret tit får lov til at tage.
Hun bliver ofte meget forudrettet og sur på os (begge to) hvis vi sætter hende på plads. Og hun er også begyndt at råbe os i hovedet. Så råber hun rigtig højt, og når vi beder hende om, at snakke pænt og ikke råbe af os, så råber hun bare endnu højere, og tramper grædende derfra...
Jeg tror både det handler om den alder de har - At de nu går i børnehave, og har fået en meget større bevidsthed omkring følelsesregistreret. At man kan blive sur, glad, ked af det, fornærmet, skør, vred, ligeglad eller gerne vil bestemme tingene.
Og så tror jeg helt sikkert også, at det er en "form for straf", fordi de ikke helt endnu kan forklare eller udtrykke, hvis de mangler én. Og det er ganske sikkert, at Liva har kunnet mærke det i de perioder, hvor du har været helt nede. Og det påvirker hende måske, uden hun helt kan forklare eller forstå og beskrive, hvad det gør. Måske hun savner dig!! Og det kommer til udtryk på denne måde, hvor hun ligesom straffer dig lidt, hvis man kan sige det sådan? .... Jeg ved det jo ikke. Men jeg tror altså lidt, at det ind imellem hænger sådan sammen for Bianca ihvertfald.
Og ja, man bliver da utrolig ked af det, når man sådan bliver afvist, eller ligefrem kaldt "dumme mor" .... Men husk at hun jo vitterligt ikke mener det. hun er nok bare selv lidt såret/forvirret, og kan ikke finde ud af at udtrykke det på andre måder.
Netop nu, hvor hun skubber dig fra sig, kan det være, at hun behøver endnu mere end ellers, at mærke, at du virkelig er der, og ikke forsvinder eller svigter, selvom hun ikke "gør sig fortjent" til at du viser ømhed og omsorg. Jeg tror faktisk nærmere at hendes afvisning, er et udtryk for, at hun higer efter din opmærksomhed og dit nærvær.
Jeg mener ikke at du har forsømt eller svigtet hende, overhovedet ikke!
Men mens du har det træls og er ked af det, kan Liva nok godt mærke, at dit overskud er mindre, og at du ikke har det helt godt. Og det påvirker jo omgivelserne, hvad enten man vil det eller ej. og det er jo nok lidt dét, hendes reaktion på det, som du kan mærke nu, tror jeg.
