Tak allesammen 
Jeg ved godt at jeg gør det så godt jeg kan - nogen gange føles det bare ikke godt nok. Kender I det?
Jeg er ærligt talt slidt op efter alle de probemer med Silja. Jeg sover næsten ikke om natten og render rundt med en hård knude af bekymring i maven konstant, og det betyder at jeg nogle gange ikke har så lang en lunte overfor Silja som hun fortjener.
Når hun nægter at spise sin flaske og jeg bare VED at det betyder en laaaang nat hvor jeg skal op konstant fordi hun er sulten (og naturligvis stadig ikke vil spise) så bliver jeg rigtigt sur på hende og skælder ud... også selvom jeg ved at hun jo ikke kan gøre for det...
og noget af det der ramte mig idag ved ørelægen var jo netop at han bekræftede at det ikke er hendes skyld, hvilket jo bare gør det værre. Ikke nok med at jeg ikke hjalp hende da hun havde det svært og ikke kunne spise - jeg gjorde det ovenikøbet værre ved at lade mine frustrationer og søvnmangel gå ud over en stakkels forsvarsløs 5 måneder gammel baby..
Jeg ved godt at jeg ikke kan ændre på det nu, og at jeg jo kun er menneske.. men samvittigheden gør RIGTIGT ondt lige nu...
Jeg har det også skidt med at skulle give hende panodil 3 gange i døgnet frem til operationen, men jeg tør simpelt hen ikke at lade være. Hun skal ikke have det skidt mere på min bekostning.
Jo - det kender jeg også godt.
Søvnmangel kan gøre en så ....aaarrghhh!!! Det er hæsligt!
Og da Celina var lillebitte (og Bianca jo i øvrigt heller ikke var så stor endda), der var jeg i perioder bare kørt HELT ned af træthed.
Og ind imellem skældte jeg også ud på stakkels lille uskyldige baby-Celina.
Især de første 6 uger, hvor jeg havde såååååå svært ved at amme ....da der var hul på begge brystvorter og det gjorde NALLE-FAR!! Når jeg endelig overvandt mig selv, og fik hende lagt til, så kunne jeg bryde helt ud i gråd, hvis hun slap taget inden hun var færdig, og skulle have fat igen. Og når hun vågnede om natten og skulle ammes i de første 6 uger ....ååhhh, det var frygteligt! Stakkels barn, at hun skulle have sådan en vrælende, bandende, sur/træt underskuds-mor.
Man er lyn-hurtig, og knald-dygtig, som mor, til at banke sig selv oveni hovedet med sådanne fejl-opførsler man gør, og til at lade stemmen af dårlig samvittighed snakke højest i ens hovede ...så det helt kan overskygge alt det fantastiske man gør for ens barn/børn.
For fanden - Man vil jo gøre ALT!! ALT for dem!!!
Så vær ikke så hård ved dig selv, søde Pernille.
Nu er det heldigvis opdaget. Og det giver mere mening.
Så må I bare afvente, at der kan gøres noget mere for hende.
Sender en stor, forstående, varm, trøstende mor-krammer 
