At få børn med en død mand, to do or not to do??

Jeg synes det er helt i orden. Selvfølgelig er det da en mærkelig tanke, men hvis det er ens mand som man havde planlagt at få børn med og at en sygdom forhindre dette, så hvorfor ikke benytte hans sæd efter døden.

Jeg synes slet ikke det er det samme som en NN donor, ham vil man jo ikke kunne videregive historier om til sit barn, det kan man når det er ens mand... Jeg ved dog ikke om jeg ville fortælle at h*n var lavet efter mandens død, eller om jeg bare ville sige at han var død efter

Det er svært at sætte sig ind i.... men jeg forstår godt, at hun ønsker det, men hvor må det være hårdt følelsesmæssigt - både graviditeten og når barnet først er født.....

heise

lotchen skriver:

- ja det er altså ikke mig, Lars springer heldigvis rundt i bedste levende stil.

Men faldt lige over det her: http://ekstrabladet.dk/112/article1472527.ece fra ekstrabladet, der skriver, at en kvinde har fået rettens medhold i at hun har retten til sin døde mands sæd.

Han deponerede sæden et par måneder før han døde af cancer, så hun kunne få børn efter hans død.

Tror ikke jeg kunne gøre det. Ingen tvivl om at det er en kæmpe kærlighedserklæring dem i mellem, men nej det er simpelthen for grænseoverskridende for mig. Din far er død. Og var det også før du blev lavet. Bum bum bum....

Kan man sammenligne det lidt med at bruge en anonym donor?

Hvad tænker I om det? Ville I kunne gøre det / synes I det er okay eller står I helt af på den og ville ikke selv kunne gøre det?

Kom så piger, en god principel debat at afslutte weekenden på, det er vel ikke det værste

 

Synes, det svarer til at benytte en anonym donor.

(Hvilket jeg - principielt - er imod...)

Men kan ikke se, at det skulle være specielt grænseoverskridende i dagens DK at anvende afdød mands sæd...

Ja jeg syntes det er okay - her er en kvinde der står uden børn og har mistet sin højt elskede mand - hun har stadig mulighed for at få sit/sine ønskebørn med manden i hendes liv også selvom hun ikke kan dele det med ham i det virkelig liv... men en del af ham/dem lever videre i deres fælles barn..

Jeg syntes historien er smuk...

Pia. skriver:

Ja jeg syntes det er okay - her er en kvinde der står uden børn og har mistet sin højt elskede mand - hun har stadig mulighed for at få sit/sine ønskebørn med manden i hendes liv også selvom hun ikke kan dele det med ham i det virkelig liv... men en del af ham/dem lever videre i deres fælles barn..

Jeg syntes historien er smuk...

Klart ja

Rockertand skriver:

Ja, uden tvivl - men grænsen er hårfin........der var en sag for nogle år siden, hvor parret var i fertilitetsbehandling og havde æg/sæd  på lager (uh, er på dybt vand, kender ikke noget til behandlingsmetoder), og manden døde så, og kvinden ville have et barn ud af "lageret", jeg kan ikke huske, hvordan sagen ender, men der var en stor debat om det, for i princippet kunne man jo ikke være sikker på, at de ikke var raget uklar kort før hans død, og at det dermed ikke var hans ønske, at de skulle have flere børn.

Det husker jeg godt, sådan lidt i det flerne..

En note kan være, at da vi startede i behandling skulle v begge skrive under på, at gik vi fra hinanden blev æggene som vi måske ville få i fryseren, destrueret. Vi ville kun få de æg røet op og brugt, hvis vi stadig var sammen. Vi behøvede ikke at blive gift inden (vi er forlovede) men vi skulle være par. Dør den ene, frafalder retten også den anden.

Emnet... hmm... Ganske kort, så tror jeg personligt hellere jeg vil have barn med en død mand jeg elskede af hele mit hjerte, end med en anonym donor.... Og det skal ikke forståes som om jeg ikke acceptere de der vælger anonym donor. Det vil jeg lige fastslå ikke er tilfældet. Jeg synes det er en fantastisk mulighed! Virkelig!! Men havde jeg valget mellem de to, altså den døde eller en donor.. Ja, så giver det i min verden sig selv..

Jeg håber ikke jeg har kaget helt rundt i det

lotchen skriver:

- ja det er altså ikke mig, Lars springer heldigvis rundt i bedste levende stil.

Men faldt lige over det her: http://ekstrabladet.dk/112/article1472527.ece fra ekstrabladet, der skriver, at en kvinde har fået rettens medhold i at hun har retten til sin døde mands sæd.

Han deponerede sæden et par måneder før han døde af cancer, så hun kunne få børn efter hans død.

Tror ikke jeg kunne gøre det. Ingen tvivl om at det er en kæmpe kærlighedserklæring dem i mellem, men nej det er simpelthen for grænseoverskridende for mig. Din far er død. Og var det også før du blev lavet. Bum bum bum....

Kan man sammenligne det lidt med at bruge en anonym donor?

Hvad tænker I om det? Ville I kunne gøre det / synes I det er okay eller står I helt af på den og ville ikke selv kunne gøre det?

Kom så piger, en god principel debat at afslutte weekenden på, det er vel ikke det værste

 

Go go go

Jeg ville helt klart gøre det, hvis min kæreste døde og vi havde planlagt at få flere børn, så ville jeg.

For jeg vil hellere have et barn med mit livs kærlighed, end jeg ville have en anonym donor, og det er ikke fordi jeg har noget imod dem, for det har jeg ikke. Og så ville min søn også få en ''ægte'' søster/bror, så de har samme far.

Halløj tøser, I er godt nok en del mere rummelige end jeg er, kan jeg se

Jeg kan godt se det 'romantiske' i det, altså at man fører en elsket mands arv videre. Men at sørge over min elskede og så OGSÅ gå igennem en graviditet, fødsel og et barns opvækst uden ham, nej tak til mig. Og igen, tanken om, når hele historien skal fortælles til barnet (eller det unge menneske, alt efter hvor længe man venter med detaljerne) - puuuha, den tanke bryder jeg mig slet ikke om...

lotchen skriver:

- ja det er altså ikke mig, Lars springer heldigvis rundt i bedste levende stil.

Men faldt lige over det her: http://ekstrabladet.dk/112/article1472527.ece fra ekstrabladet, der skriver, at en kvinde har fået rettens medhold i at hun har retten til sin døde mands sæd.

Han deponerede sæden et par måneder før han døde af cancer, så hun kunne få børn efter hans død.

Tror ikke jeg kunne gøre det. Ingen tvivl om at det er en kæmpe kærlighedserklæring dem i mellem, men nej det er simpelthen for grænseoverskridende for mig. Din far er død. Og var det også før du blev lavet. Bum bum bum....

Kan man sammenligne det lidt med at bruge en anonym donor?

Hvad tænker I om det? Ville I kunne gøre det / synes I det er okay eller står I helt af på den og ville ikke selv kunne gøre det?

Kom så piger, en god principel debat at afslutte weekenden på, det er vel ikke det værste

 

Det er da så mange gange bedre end anonym donor..her vælger mor gener som hun kender og har oplevet som menneske, en hun har elsket og som hun altid vil elske sikkert...jeg tænker bare lidt at man nok skal komme over sorgen over tabet så ikke barnet bliver en linje til den man savner...