At få børn med en død mand, to do or not to do??

- ja det er altså ikke mig, Lars springer heldigvis rundt i bedste levende stil.

Men faldt lige over det her: http://ekstrabladet.dk/112/article1472527.ece fra ekstrabladet, der skriver, at en kvinde har fået rettens medhold i at hun har retten til sin døde mands sæd.

Han deponerede sæden et par måneder før han døde af cancer, så hun kunne få børn efter hans død.

Tror ikke jeg kunne gøre det. Ingen tvivl om at det er en kæmpe kærlighedserklæring dem i mellem, men nej det er simpelthen for grænseoverskridende for mig. Din far er død. Og var det også før du blev lavet. Bum bum bum....

Kan man sammenligne det lidt med at bruge en anonym donor?

Hvad tænker I om det? Ville I kunne gøre det / synes I det er okay eller står I helt af på den og ville ikke selv kunne gøre det?

Kom så piger, en god principel debat at afslutte weekenden på, det er vel ikke det værste

To do...

Om du får børn som enlig med en du ikke kender, eller får dem med en du kender, er det samme for mig.. Alene er alene...

lotchen skriver:

- ja det er altså ikke mig, Lars springer heldigvis rundt i bedste levende stil.

Men faldt lige over det her: http://ekstrabladet.dk/112/article1472527.ece fra ekstrabladet, der skriver, at en kvinde har fået rettens medhold i at hun har retten til sin døde mands sæd.

Han deponerede sæden et par måneder før han døde af cancer, så hun kunne få børn efter hans død.

Tror ikke jeg kunne gøre det. Ingen tvivl om at det er en kæmpe kærlighedserklæring dem i mellem, men nej det er simpelthen for grænseoverskridende for mig. Din far er død. Og var det også før du blev lavet. Bum bum bum....

Kan man sammenligne det lidt med at bruge en anonym donor?

Hvad tænker I om det? Ville I kunne gøre det / synes I det er okay eller står I helt af på den og ville ikke selv kunne gøre det?

Kom så piger, en god principel debat at afslutte weekenden på, det er vel ikke det værste

 

Det kunne jeg godt finde på. Altså hvis vi forinden havde talt om at få børn sammen og det var mit livs kærlighed.

Så ville jeg nemlig også se det som en kæmpe kærlighedserklæring. 

Pyh syntes den er super svær.... Tror slet ikke man kan forestille sig det, når man ikke står i sutuationen (og heldigvis for det da)

Men tror måske jeg syntes det er okay... Det er jo ikke noget der er blevet gjort mod mandens ønske, og man kan jo sige, det giver bedsteforældrene (altså mandens forældre) et "rigtigt" barnebarn på trods af de har mistet deres søn...

Og selvom barnet vokser op uden sin far, så gør dem der bruger anonyme donorer det jo også?

ja det ville jeg godt kunne gøre...

hvis det var min kæreste og vi havde lavet den aftale at jeg skulle blive gravid med hans sæd post mortem. (after death). så havde jeg gjort det.. uden tvivl. især hvis han var så svækket at han ikke kunne lave dem selv..  men det er selfølgelig underligt at fortælle børnene den slags men det vil jo være deres historie og de ville på en måde vide hvem deres far var..

verden er i dag alligevel fuld af underlige ting og makaberheder så dette ville da være et mindre tilfælde af slagsen...og så ville man have børn med sin soulmate selvom han ikke længere var iblandt os.. 

lotchen skriver:

- ja det er altså ikke mig, Lars springer heldigvis rundt i bedste levende stil.

Men faldt lige over det her: http://ekstrabladet.dk/112/article1472527.ece fra ekstrabladet, der skriver, at en kvinde har fået rettens medhold i at hun har retten til sin døde mands sæd.

Han deponerede sæden et par måneder før han døde af cancer, så hun kunne få børn efter hans død.

Tror ikke jeg kunne gøre det. Ingen tvivl om at det er en kæmpe kærlighedserklæring dem i mellem, men nej det er simpelthen for grænseoverskridende for mig. Din far er død. Og var det også før du blev lavet. Bum bum bum....

Kan man sammenligne det lidt med at bruge en anonym donor?

Hvad tænker I om det? Ville I kunne gøre det / synes I det er okay eller står I helt af på den og ville ikke selv kunne gøre det?

Kom så piger, en god principel debat at afslutte weekenden på, det er vel ikke det værste

 

kan slet slet ikke lige forholde mig til det..

for ja.. tror det er sådan en man skal føle når man står der...

men ville sige jeg måske godt kunne det...han er jo min livs kærlighed og ja kunne ikke forestille mig at skulle have børn med nogen anden... nu er jeg gravid men ellers så ja

jo det kunne jeg sagtens

To do.. (tror jeg nok.)

Altså hvis det var en mand, som jeg havde i tankerne at skulle dele resten af mit liv med.. Så tror jeg godt jeg kunne finde på det.

Men det er svært at sige.. 

Uden at tøve, så ja...

Min kommende mand er den eneste der skal være far til mine børn, og hvis det var den eneste måde at gøre det på, og han var indforstået med den så kan jeg ikke se konflikten.. 

Især, som en anden pointer, man giver samtidig barnet et sæt bedsteforældre og bedsteforældrene et barnebarn - og det er jo mere end med en annonym donor. - Det er da vel heller ikke svært at leve med som barnet? Min mor og far var gift/kærester, men han døde inden jeg blev født, nu kender jeg ham via billeder etc 

Ja, uden tvivl - men grænsen er hårfin........der var en sag for nogle år siden, hvor parret var i fertilitetsbehandling og havde æg/sæd  på lager (uh, er på dybt vand, kender ikke noget til behandlingsmetoder), og manden døde så, og kvinden ville have et barn ud af "lageret", jeg kan ikke huske, hvordan sagen ender, men der var en stor debat om det, for i princippet kunne man jo ikke være sikker på, at de ikke var raget uklar kort før hans død, og at det dermed ikke var hans ønske, at de skulle have flere børn.