Langt - fortjener jeg tilgivelse eller ej?

Jeg blev uvenner med min morfar og hans kone som 17 årige... ( er 24 år nu)

Jeg var fuld, og ja lidt en møgunge dengang..  (meget)

(har altid været utrolig tætte med min morfar og bedste)

Det var nytårsaften - jeg havde været i en slåskamp, de havde hørt om det, kom og hentede mig i en taxa og ville kører mig hjem..

Det gad jeg fandme ikke... jeg ville i byen.. Så sagde til taxa manden han skulle sætte mig af i gaden (diskotekter).. På vej derind skændes jeg med min morfar (han var også fuld!) Vi "fulde skændes"... Han siger så "ja de mor nasser også på samfundet og du ender i fængsel en dag" (min mor er handicappet efter en motorcykel ulykke, ham der kørte den blev dræbt, min mor overlevede og bliver svagere og svagere - har nu kørestol, rollater mm, ellers ser hun normal ud - hun er usynligt handicappet)!

nå men ingen skal sige noget om min mor, så ja jeg gav ham en lammer - (slog ham).. sagde at jeg aldrig ville snakke med dem mere, medmindre de kontaktede mig dagen efter. Så gik jeg ud af taxaen og tog fuld i gaden, og ja det  blev en lorte aften...

Nå hørte ikke fra dem...

og har stadig ikke...

hellere ikke min mor, bror eller søster...

De snakkede ikke rigtig med min mor og stedfar, men kun os børnbørn, men det ødlagde jeg så.... FLOT!

Min mor har skrevet breve til dem lige siden og sendt billeder om hvor meget vi gerne vil i kontakt med dem igen - og bare de ville se os børn, så var hun glad.. hun hører intet!

Min kusine s datter blev døbt for 3 år siden, de kom ikke med til festen, fordi vi kom.. de blev giftes i sommers de kom, fordi vi ikke gjorde, vi var til en anden barnedåbe igen for 1 mdr siden, de kom ikke, igen pga. os..

Jeg kontaktede min morfar, ja jeg ringede sgu til ham, da Latifa var 1 mdr gammel (2009) Sagde undskyld for det lort jeg gjorde for mange år siden, og om vi ikke kunne slå en streg over det.. for nu var jeg blevet Mor og ville ikke spilde mit liv på at være uvenner, og jeg vil ha de skulle være en del af min mand, og datters og mit liv.. Min morfar sagde næsten intet... Men sagde "ja det er svært at tilgive" og "jeg skal nok ringe"!

nu har vi 2010 - har intet hørt... Min mor har skrevet 2 breve siden, og sendt billeder af os.. Og at vi mangler vores bedsteforældre i vores liv...

Intet hørt!

Så skrev jeg igen for 14 dage siden..

kort fortalt :

"jeg er ked af det, virkeligt! Kan aldrig tilgive mig selv hvis jeg ikke får et bamse knus af min morfar igen eller hygger i bedstes køkken.. vi behøver ikke snakker om hvad der er sket.. lad os se frem af og få gode minder sammen fra nu af - ikke spild tiden vi bliver jo ikke yngre"!

Har jeg hørt noget? NEJ!

har lovet mig selv nu jeg ikke vil kontakte dem mere.. Synes jeg har gjort mit... Synes faktisk vi var lige gode om det dengang (minus jeg slog) men helt ærlig jeg var en ung dum naiv teenager... og synes man burde kunne tilgive..¨

FUCK JEG SAVNER MIN MORFAR...

kan ikke stoppe med at tænke på dem.. har mødt dem i gågaden engang, de var kolde... Hvordan kan de være sådan?

Hvad skal jeg gøre??

Havde brug for at skrive det ned nu....

Hører jo fra mine kusiner hvordan det går med dem, og min morfar bliver jo ikke yngre...

Skal jeg leve med den dårlig samvittighed hele livet? jeg vil blive så KED af det, hvis han/de går borte og de ikke tilgiver mig..

armen i fatter ikke hvor dårligt jeg har det.......

ARGHHHHHHHHHH!

Tak fordi du læste med.............

Ja, du fortjener tilgivelse...

og nej, du skal ikke finde dig i at han ikke vender tilbage..

Hvis jeg var dig, var jeg taget hjem til dem med en blomst og nogle billeder af Latifah og sige undskyld en sidste gang... og fortælle dem at hvis de ikke ønsker at tilgive dig nu, så må det være det - du kontakter dem ikke igen... du er oprigtigt ked af det hele, men du kan heller ikke blive ved med at gå og vente på at de holder op med at opføre sig som fornærmede teenagere!

Og kan de ikke tilgive dig - tjaaa... så må du finde en måde at leve uden dem...

Trinehw skriver:

Jeg blev uvenner med min morfar og hans kone som 17 årige... ( er 24 år nu)

Jeg var fuld, og ja lidt en møgunge dengang..  (meget)

(har altid været utrolig tætte med min morfar og bedste)

Det var nytårsaften - jeg havde været i en slåskamp, de havde hørt om det, kom og hentede mig i en taxa og ville kører mig hjem..

Det gad jeg fandme ikke... jeg ville i byen.. Så sagde til taxa manden han skulle sætte mig af i gaden (diskotekter).. På vej derind skændes jeg med min morfar (han var også fuld!) Vi "fulde skændes"... Han siger så "ja de mor nasser også på samfundet og du ender i fængsel en dag" (min mor er handicappet efter en motorcykel ulykke, ham der kørte den blev dræbt, min mor overlevede og bliver svagere og svagere - har nu kørestol, rollater mm, ellers ser hun normal ud - hun er usynligt handicappet)!

nå men ingen skal sige noget om min mor, så ja jeg gav ham en lammer - (slog ham).. sagde at jeg aldrig ville snakke med dem mere, medmindre de kontaktede mig dagen efter. Så gik jeg ud af taxaen og tog fuld i gaden, og ja det  blev en lorte aften...

Nå hørte ikke fra dem...

og har stadig ikke...

hellere ikke min mor, bror eller søster...

De snakkede ikke rigtig med min mor og stedfar, men kun os børnbørn, men det ødlagde jeg så.... FLOT!

Min mor har skrevet breve til dem lige siden og sendt billeder om hvor meget vi gerne vil i kontakt med dem igen - og bare de ville se os børn, så var hun glad.. hun hører intet!

Min kusine s datter blev døbt for 3 år siden, de kom ikke med til festen, fordi vi kom.. de blev giftes i sommers de kom, fordi vi ikke gjorde, vi var til en anden barnedåbe igen for 1 mdr siden, de kom ikke, igen pga. os..

Jeg kontaktede min morfar, ja jeg ringede sgu til ham, da Latifa var 1 mdr gammel (2009) Sagde undskyld for det lort jeg gjorde for mange år siden, og om vi ikke kunne slå en streg over det.. for nu var jeg blevet Mor og ville ikke spilde mit liv på at være uvenner, og jeg vil ha de skulle være en del af min mand, og datters og mit liv.. Min morfar sagde næsten intet... Men sagde "ja det er svært at tilgive" og "jeg skal nok ringe"!

nu har vi 2010 - har intet hørt... Min mor har skrevet 2 breve siden, og sendt billeder af os.. Og at vi mangler vores bedsteforældre i vores liv...

Intet hørt!

Så skrev jeg igen for 14 dage siden..

kort fortalt :

"jeg er ked af det, virkeligt! Kan aldrig tilgive mig selv hvis jeg ikke får et bamse knus af min morfar igen eller hygger i bedstes køkken.. vi behøver ikke snakker om hvad der er sket.. lad os se frem af og få gode minder sammen fra nu af - ikke spild tiden vi bliver jo ikke yngre"!

Har jeg hørt noget? NEJ!

har lovet mig selv nu jeg ikke vil kontakte dem mere.. Synes jeg har gjort mit... Synes faktisk vi var lige gode om det dengang (minus jeg slog) men helt ærlig jeg var en ung dum naiv teenager... og synes man burde kunne tilgive..¨

FUCK JEG SAVNER MIN MORFAR...

kan ikke stoppe med at tænke på dem.. har mødt dem i gågaden engang, de var kolde... Hvordan kan de være sådan?

Hvad skal jeg gøre??

Havde brug for at skrive det ned nu....

Hører jo fra mine kusiner hvordan det går med dem, og min morfar bliver jo ikke yngre...

Skal jeg leve med den dårlig samvittighed hele livet? jeg vil blive så KED af det, hvis han/de går borte og de ikke tilgiver mig..

armen i fatter ikke hvor dårligt jeg har det.......

ARGHHHHHHHHHH!

Tak fordi du læste med.............

Hvorfor er han blevet så sur over, at du som et barn sagde de ting. Han burde være den voksne eller i det mindste snakker med dig om, hvordan han havde/har det med det du sagde.

Kan han være for stolt til at indrømme, han selv havde noget med det at gøre?

Men det er da kedeligt at I ikke snakker sammen, jeg håber du får snakket med ham og føler at du har gjort dit og ikke får dårlig samvigtighed. Jeg vil så sige at du har gjort dit til at får et godt forhold igen og række hånden ud.

Skouboe skriver:

Ja, du fortjener tilgivelse...

og nej, du skal ikke finde dig i at han ikke vender tilbage..

Hvis jeg var dig, var jeg taget hjem til dem med en blomst og nogle billeder af Latifah og sige undskyld en sidste gang... og fortælle dem at hvis de ikke ønsker at tilgive dig nu, så må det være det - du kontakter dem ikke igen... du er oprigtigt ked af det hele, men du kan heller ikke blive ved med at gå og vente på at de holder op med at opføre sig som fornærmede teenagere!

Og kan de ikke tilgive dig - tjaaa... så må du finde en måde at leve uden dem...

åh tak, så er jeg ikke helt dum naiv... tuder nu

ja god ide, men åh tør jeg det? det vil jeg lige tænke over - jamen det må jeg jo nød til, for jeg ved bare jeg ikke kan komme videre, før jeg får set dem...... ihhh!!

er bare så nederen sådan nogen bedsteforældre betyder så meget! men det gør de altså..

lion skriver:

Hvorfor er han blevet så sur over, at du som et barn sagde de ting. Han burde være den voksne eller i det mindste snakker med dig om, hvordan han havde/har det med det du sagde.

Kan han være for stolt til at indrømme, han selv havde noget med det at gøre?

Men det er da kedeligt at I ikke snakker sammen, jeg håber du får snakket med ham og føler at du har gjort dit og ikke får dårlig samvigtighed. Jeg vil så sige at du har gjort dit til at får et godt forhold igen og række hånden ud.

ja jeg tænker også at han måske er flov over han selv var fuld, og skændes med mig.. Men jeg har jo sagt flere gang vi ikke behøver snakke om det, vi kan glemme det og komme videre...

Tak - ja jeg har gjort mit, og det krævede meget mod at ringe til ham.. og så bliver jeg bare så såret og føler mig som et dårligt menneske når de nu ikke rækker hånden frem.. øv!

tror aldrig jeg kan slippe den dårlig samvittighed, før jeg får et bamse knus - tror jeg bare aldrig jeg gør...

Trinehw skriver:

ja jeg tænker også at han måske er flov over han selv var fuld, og skændes med mig.. Men jeg har jo sagt flere gang vi ikke behøver snakke om det, vi kan glemme det og komme videre...

Tak - ja jeg har gjort mit, og det krævede meget mod at ringe til ham.. og så bliver jeg bare så såret og føler mig som et dårligt menneske når de nu ikke rækker hånden frem.. øv!

tror aldrig jeg kan slippe den dårlig samvittighed, før jeg får et bamse knus - tror jeg bare aldrig jeg gør...

det er så kedeligt når sådan noget sker. Kan det være du skal tage uventet op og besøge ham, når du ved han er hjemme?

Men hvad vil du gøre/have det hvis det aldrig sker? For det kan jo måske være værre endnu.

lion skriver:

det er så kedeligt når sådan noget sker. Kan det være du skal tage uventet op og besøge ham, når du ved han er hjemme?

Men hvad vil du gøre/have det hvis det aldrig sker? For det kan jo måske være værre endnu.

 

Jo måske jeg skulle prøve det.. det er jo det sidste jeg kan gøre...

Jeg ved det virkelig ikke - ved bare jeg har en klump i halsen og en kæmpe sten i mavsen lige nu, fordi jeg føler tiden går og går uden jeg får respons fra dem.. og hvis jeg ikke når at få dem tilbage i mit liv, vil jeg jo nok bare ha forfærdelig dårlig samvittighed resten af livet...

Trinehw skriver:

Jo måske jeg skulle prøve det.. det er jo det sidste jeg kan gøre...

 

Jeg ved det virkelig ikke - ved bare jeg har en klump i halsen og en kæmpe sten i mavsen lige nu, fordi jeg føler tiden går og går uden jeg får respons fra dem.. og hvis jeg ikke når at få dem tilbage i mit liv, vil jeg jo nok bare ha forfærdelig dårlig samvittighed resten af livet...

vis du har det sådan, vil jeg sige du skal tænke over hvad og hvor meget du vil gøre for at få kontakt.

Når du så har gjort det, kan det jo være du føler dig mindre skyldig. Det kan jo være du skal ringe/skrive hvert år! Men det er jo kun op til dig, hvor lang tid du vil blive ved og kan tage.

lion skriver:

vis du har det sådan, vil jeg sige du skal tænke over hvad og hvor meget du vil gøre for at få kontakt.

Når du så har gjort det, kan det jo være du føler dig mindre skyldig. Det kan jo være du skal ringe/skrive hvert år! Men det er jo kun op til dig, hvor lang tid du vil blive ved og kan tage.

Min mor her jo skrevet min. 2 breve om året, siden jeg var 17 år.

Det orker jeg ikke! Jeg vil gerne ha afklaring NU, og så må jeg finde/få råd om hvordan jeg "slipper" dem, hvis de  ikke ønsker mig i deres liv.. jeg må bare prøve en sidste gang....... og så holde fast i det skal være sidste gang..

uhh du har fået mig til at tænke.. skal jeg stoppe nu? eller prøve en sidste gang? kan jeg stoppe? argh!!

Tak

Trinehw skriver:

Min mor her jo skrevet min. 2 breve om året, siden jeg var 17 år.

Det orker jeg ikke! Jeg vil gerne ha afklaring NU, og så må jeg finde/få råd om hvordan jeg "slipper" dem, hvis de  ikke ønsker mig i deres liv.. jeg må bare prøve en sidste gang....... og så holde fast i det skal være sidste gang..

uhh du har fået mig til at tænke.. skal jeg stoppe nu? eller prøve en sidste gang? kan jeg stoppe? argh!!

Tak

"Jeg vil" bare ha du tænker dig om. Hvis du har det fint med det er sidste gang, jamen så er det sidste gang. Bare du ikke senere får dårlig samvigtighed over det.

Spørg du mig ville jeg nok kun prøve 1 gang mere, for undskyld sproget. Din morfar burde FADME ha været den voksne og aldrig ladet den gå så langt. Jeg synes det er synd for hele din familie