Vi burde være så lykkelige...

Jeg har ikke prøvet det samme... Men vil bare lige sige at der er utrolig mange det sker for, hvis ikke man arbejder for at det ikke sker..

Vi gjorde det at vi satte os ned og fortalte hinanden hvordan vi havde det i hverdagen, med hinanden, med vores  datter osv osv... Og det var meget vigtigt at vi kunne sige det UDEN den anden skulle afbryde og dømme osv... For så virker det ikke...

Jeg tror det er vigtigt at man føler man kan sige alt til sin partner, også selvom at et måske ikke altid er sødt og rosende..

Jeg plejer at sige at et forhold er som ens helbred, det skal plejes, holdes, og man skal gøre lidt ekstra for det nogle gange..

mit råd, selvom du ikke spurgte direkte til det: sæt jer ned alene og snak, fortæl hvordan i har det uden af fordømme den anden og tænke negativt..

Jeg kender ingen der er blevet sammen uden at arbejde lidt for det...

Kram herfra..

Er bare grædefærdig efterhånden. Får dårlig samvittighed når vi kommer til at gøre det foran vores lille søn, og kan slet ikke forstå at vi er endt her. Vi har begge gode jobs, bor dejligt og har været sammen i mange år, før end vi besluttede os for at det var tid til børn. Så han er jo et lille planlagt ønskebarn og vi har masser af gode ressourcer.

Men selvom jeg hver morgen lover mig selv at idag vil jeg gøre alt for at undgå at vi skændes - så sker det alligevel. Og vi er begge lige gode om det!

Der er dage hvor jeg tænker at kunne jeg skaffe en lejlighed (vi bor i en storby hvor det er meget svært at få en lejlighed) - så var jeg gået.

Omvendt er der også dage hvor jeg lige kan få et glimt af at det kan blive godt igen.

Troede i starten at det nok bare var sådan, men i takt med at han er blevet større (og nemmere) er det kun blevet værre...

Jeg har ikke prøvet det samme... Men vil bare lige sige at der er utrolig mange det sker for, hvis ikke man arbejder for at det ikke sker..

Vi gjorde det at vi satte os ned og fortalte hinanden hvordan vi havde det i hverdagen, med hinanden, med vores  datter osv osv... Og det var meget vigtigt at vi kunne sige det UDEN den anden skulle afbryde og dømme osv... For så virker det ikke...

Jeg tror det er vigtigt at man føler man kan sige alt til sin partner, også selvom at et måske ikke altid er sødt og rosende..

Jeg plejer at sige at et forhold er som ens helbred, det skal plejes, holdes, og man skal gøre lidt ekstra for det nogle gange..

mit råd, selvom du ikke spurgte direkte til det: sæt jer ned alene og snak, fortæl hvordan i har det uden af fordømme den anden og tænke negativt..

Jeg kender ingen der er blevet sammen uden at arbejde lidt for det...

Kram herfra..

Vi har prøvet... At sætte os ned og snakke. Men vi kan bare slet ikke kommunikere længere, ligemeget hvor meget vi prøver...

jannebjerre skriver:

Det kunne ligeså god være mig der havde skrevet det indlæg :-( vi har det præcis ligesådan herhjemme

Anonym skriver:



Kan I snakke sammen, eller er I også kørt helt fast i det hele?

jannebjerre skriver:

Vi kan heldigvis stadig snakk sammen

Anonym skriver:

Det er jeg da rigtig ked af at høre.

Men tror det er noget de fleste forældre med små børn oplever. Herhjemme svinger det også meget. Men vil sige at det sidste halve års tid er det gået i den rigtige retning og vores datter er framaj 2008.
Vi er blevet bedre til at sige det når problemet opstår i stedet for at rende rundt og brænde inde med et eller andet surt.

Mit råd til jer er simpelten at hænge i - snakke sammen inden helvede bryder løs. Få passet prinsen en weekend og tag på weekendophold, væk fra de faste rammer hvor de dårlige vibrationer hænger i loftet og hvor der altid er alt muligt andet at tage sig til end at pleje forholdet.
Jeg tror fejlen tit er den, at nogle giver for hurtigt op fordi det er svært at få hverdagen ti lat fungere med småbørn. Kæmp søde, det hele er hver at kæmpe for, det vil du finde ud af en dag...

Et kæmpe  får du lige med på vejen og en glad  som ønsker jeg rigtig glædelig jul og håber I finder ud af det.