Opdatering vedr. Sørens familie (ultramegakodyl langt)

Skouboe skriver:

Jeg har en masse tanker omkring det emne... og orker ikke rigtigt at skrive dem allesammen ned nu, men essensen er:

HVERKEN du eller Søren kan ændre på hans familie, det kan kun de selv. Det I KAN ændre på er hvordan I opfatter dem og hvad I forventer af dem.

Når jeg læser indlægget er det meget sort/hvidt og sådan er livet desværre ikke altid. Jeg er rigtigt ked af at en stor del af Sørens familie ikke gider z og ikke rigtigt ønsker at være en nær del af jeres lille familie, men min første tanke er at det virker meget drastisk at stoppe kontakten helt.

Inviter dem hvis I har lyst - om de kommer er jo så deres egen sag. Accepter at der er forskellige grader af familie og hvis I ikke ser dem mere end en gang om året, så er det bare sådan det må være. De når så heller ikke at få så tæt en kontakt til z at de kan såre hende ved ikke at være der...

Der ligger tydeligvis en masse smerte og sårede følelser gemt i de relationer og hvis jeg skulle bestemme (jeg ville blive en fantastisk gud...) så justerede I jeres forventninger til dem efter det eksempel de her sætter. I stedet  for at blive skuffet over at de ikke opfører sig som I gerne ville have det, så sæt jeres forventninger efter hvordan de rent faktisk opfører sig. På den måde undgår I en masse skuffelse og sårede følelser..

Det her er et klip af et indlæg jeg skrev for laaaaang tid siden på Navlestreng, men det er faktisk stadig lige relevant i dag:

Sad lige og bladrede lidt rundt her på navlestreng og på et par andre babysider og nogle af indlæggene fik mig til at tænke... fx hvor meget energi mange af os bruger på at være irriterede over andre mennesker og på at dømme andre.

Jeg nævner i flæng: Bedsteforældrene tager ikke nok initiativ til at se børnebørnene, de gør forskel, de blender sig for meget, folk der ikke stryger deres tøj er sjuskede, folk der selv har valgt ikke at amme er ulækre, folk der selv har valgt at amme er også ulækre... fortsæt selv listen...

Prøv at tænke lidt over hvor meget energi du spilder på at blive irriteret/sur/ked af det/frustreret over andres handlinger og på hvor lidt du ofte får ud af det - andet end dårligt humør mv. Du kan ikke ændre på folk og ofte har du heller ikke nogen ret til at prøve, selvom det kan være super hårdt når men føler at fx bedsteforældrene ikke prioriterer ens guldklump nok osv... men meget ofte er tingene i ens eget hoved. Verden gør ikke som man synes den bør gøre/skal være - det er jo ikke verdens problem men ens eget.

Du kan ikke ændre på folk. Hvad du KAN gøre er at ændre din egen opfattelse af dem... 

For et par år siden lavede jeg et nytårsforsæt: "Vær opmærksom på de små ting". Fx sig tak og god weekend til ekspedienten i supermarkedet, smil til folk - også dem du ikke kender, stop et øjeblik og nyd duften af en kold vintermorgen med kulde og rim og fortæl din mand at du elsker ham... fordi du kan. Nyd at være dig, og være her.. Kort sagt: find de små glæder og gør en indsats for andre. Mange gange er et oprigtigt smil til buschaufføren eller ekspedienten med til at gøre deres dag bedre. Det koster så lidt...

Det nytårsforsæt har givet mig rigtigt meget igen. Når man smiler til folk, smiler de sjovt nok tilbage... og som min datter på 9 måneder lige har opdaget - når man vinker OG smiler til folk, vinker og smiler de ofte tilbage... og selvom man selv startede med at smile til dem, er deres smil med til at gøre en selv lidt gladere. Tænk på hvor mange mennesker du skal smile til idag, for at få en god dag.

I år skal mit nytårsforsæt være noget i retning af at acceptere folk som de er - noget jeg har arbejdet rigtigt meget med efter jeg er blevet mor. Mit forhold til mine svigerforældre har ikke altid været det bedste (for at sige det MEGET pænt) og jeg er faktisk kommet et langt stykke af vejen til at acceptere at jeg ikke rigtigt kan bebrejde dem at de ikke opfører sig som JEG ville forvente. Jeg kan ikke lave om på dem, men jeg kan ændre min opfattelse af tingene og mine forventninger. 

Selvom jeg er kommet et langt stykke vej i forhold til mine svigerforældre, kan jeg også mærke at jeg er blevet mere fordomsfuld af at blive mor. Jeg er blevet hurtigere til at dømme andre og mine følelser sidder tættere på overfladen. På godt og ondt...

Jeg tror jeg vil bruge resten af året på at genopfriske mit gamle nytårsforsæt og derefter tage hul på mit nye nytårsforsæt fuld af smil og gode oplevelser som jeg har fået ud af at gøre en ekstra indsats overfor at gøre mine medmennesker lidt gladere...

 /Pernille - nu snart i en ny og forbedret udgave...

Åhh, wauw!! Sikke et fantastisk indlæg - det splitter mig i to: Den ene del af mig ville ØNSKE at jeg selv havde skrevet det  Den anden del er superglad for at jeg er så priviligeret at jeg fik et sådant indput, og kan lære af det 

Kloge, kloge dig!!!

Kh

Rosa

Rosa skriver:

Åhh, wauw!! Sikke et fantastisk indlæg - det splitter mig i to: Den ene del af mig ville ØNSKE at jeg selv havde skrevet det  Den anden del er superglad for at jeg er så priviligeret at jeg fik et sådant indput, og kan lære af det 

Kloge, kloge dig!!!

Kh

Rosa

Jamen, jeg siger jo basalt set det samme som du gjorde i dit indlæg - jeg er bare nødt til at bruge lidt flere ord til det...

Og tak for rosen.. jeg trænger i øjeblikket også selv lidt til en reminder om præcist det der med at acceptere folk som de er og fokusere på de små ting i hverdagen, så indlægget har også givet mig lidt at tænker over igen

tak for jeres lange svar!! jeg har siddet her og læst dem og de har virkelig givet mig noget at tænke over. det er jo helt rigtigt det med forventningerne, og jeg ved godt at det er MIG der ikke helt kan forstå den måde deres familie fungerer på og derfor bliver JEG ked af det. altså...selvom Søren er ret påvirket af at de ikke har været og se z, så siger han jo også, at han ikke er overrasket. og dog! for han glædede sig, virkelig glædede sig, til at fortælle sin storebror at han havde fået en datter og han gik og sagde i fler euger op til fødslen at "poul er den første der skal have besked af mine søskende!" og så endte det med, at han ikke kunne få fat i Poul da jeg havde født (han ringede og ringede på hans mobil uden svar og uden Poul ringede tilbage) og først da han havde fået fat i alle andre (inklusiv pouls kone) fik han fat i Poul og så sagde manden bare "nåh jaja"  og jeg tænker nogle gange om de bare slet ikke forstår hvem Søren er, for han er enormt god til at trække sig for ikke at blive ked af det. han er jo ekstrem følsom, min klippert af en mand, men han er nok bare blevet såret så mange gange af de der store-søskende at han ikke rigtig forventer så meget andet af dem. min mor sagde, som du skriver Rosa, at måske jeg skulle fortælle Poul hvordan Søren havde glædet sig til at dele det her store øjeblik med sin bror, så kan han måske forstå at Søren HAR brug for ham.

og så tænker jeg, som Pernille skriver, jamen måske skal jeg bare pakke limen sammen og så lade dem ligge som et puslespil der er blevet hældt ud på gulvet og IKKE forsøge at samle det?! for måske fungerer de bare sådan og måske er det bare fint nok??? jeg ved det ikke, for jeg kan jo slet ikke forestille mig det nogensinde skulle blive sådan mellem mig og mine søskende!

måske har I ret i, at når de ikke kommer tættere på så vil de ikke kunne såre z alligevel, måske er jeg bare utrolig påvirket af min egen familiesituation og vil gøre alt for at hun ikke skal vokse op i noget der tilnærmelsesvis ligner (jeg er virkelig så ræd for det, at jeg har meddelt Søren at vi IKKE kan tage til Bornholm til sommer - som vi ellers havde snakket om - for det gjorde mine forældre med mig da jeg var ca 1 år, så det kan vi IKKE når z er ca 1 år).

og måske er jeg bare sådan en "enten/eller" dame. jeg har jo selv skåret familie fra og der er jeg jo bare benhård. og måske skal vi bae ikke være benhårde her.

og x, du har så evigt ret, for de minder Søren har, dem HAR han jo, og faktisk er der jo nogle af dem som bliver ødelagt fordi de der store søskende kommer og siger "nejnejnej sådan var det ikke", men sådan VAR det jo for Søren! Og når han først går igang, så kan han huske de mest rørende ting om sin mor og far, og det virkelig virkelig smukke ved hans hukommelse er, at de er ikke sådan nogle gudeforældre, de er bare helt almindelige dødelige mennesker der også lavede fejl og også var nogle røvhuller, men som også bare har givet ham en virkelig tryg opvækst - og som han jo savner helt vildt især lige nu. fy! jeg blir sgu så ked af det over at han ikke har dem alle de følelser der kommer op i en når man blir forælder og så ikke engang at have sine søskende at tale ordentligt med om det. Men Karl er jo heldigvis blevet far også og han kan sætte ord på en masse følelser som Søren også har, så det er godt. Og så er der jo mine søstres mænd og min mors mand og Søren har knyttet sig vældigt til dem især under graviditeten og nu efter fødslen og de er jo gode, gode mænd alle 3 som kan finde ud af at se Søren som han er og møde ham på den måde man skal møde Søren på (med åbne arme og en tro på at tingene nok skal gå som skal være så stor at man overbeviser ham om det også).

og nu vil z have sove-flaske, så jeg må slutte, men ih! tusind tak for jeres lange svar allesammen, det er virkelig stof til eftertanke!!

ps. måske er det også bare noget "københavner møder nordjyder"?? jeg er jo vant til at vi SNAKKER om tingene, som Peter Sommer sir og så møder man de her mennesker, der ikke sir ret meget (som min mormor sagde i tlf da jeg ringede efter zs fødsel "nu har jeg 3 små piger - hvis jeg var nordjyde ville jeg sige, at det var da ikk ringe overhovedet" - hun er midtjyde (eller hvad de hedder))

x skriver:

åh for fanden i helvede hvor de bare gør mig

nåh men...som nogen måske husker, så sad vi der og skulle skrive invitationer til navngivningsfesten og så sad man der og tænkte halløj halløj i 15 mennesker som vi ikke gider se, vil I komme  samtidig ER det jo Sørens familie (ja pis og lort, men de er de jo!) og jeg kan udmærket forstå at man ikke bare siger adjø og dropper dem. samtidig synes jeg det er SÅ groft, at det kun er hans ældste søster der har været på besøg for at se z!! (for lige at give et korrekt billede, så har Søren 3 søskende, der alle er omkring de 50 og har familier og GOD økonomi (as in temmelig velhavende), de bor i Århus, Aalborg og Thisted, som ja, er langt væk, men IKKE har en betalingsbro herned!).

nåh, en aften er den gode frøken kommet i seng og jeg er egentlig på vej i seng, da vi kommer til at snakke om hvad dælen vi skal gøre med de invitationer og Søren beder igen om mere tid og jeg begynder at sige, at jamen så må vi jo invitere dem, for der ER snart ikke mere tid at tage af (og jeg kender Søren godt nok til at vide, at han fortsætter med at bede om tid til der vitterligt ikke ER mere tid og så føler han at problemet har løst sig selv uden han blev nødt til at tage stilling til noget ). Søren siger han ikke har lyst til at invitere dem med og jeg siger, at hvis vi ikke inviterer dem er det lig med, at de ikke skal være en del af mit og zs liv, for jeg gider ikke den der valsen ind og ud uden forpligtigelser. Vi snakker frem og tilbage og til sidst bliver jeg rigtig ked af det - mest fordi jeg er så hamrende vred på dem. de HAR pengene til at komme og besøge os, men de har ALDRIG været og besøge os! Da vi boede i københavn var det KUN os der tog til jylland og besøgte dem - OG fik stikpiller om, at vi ikke kom nok! da havde vi overhovedet ikke pengene til det, men gjorde det bl.a. for at se Sørens mor der jo sad i kørestol og var stort set blind. Efter vi flyttede herned har vi haft besøg EEN gang...jep, en gang som i 1 gang - det var da jeg inviterede dem til Sørens fødselsdag. De har aldrig sendt et fødselsdagskort til nogen af os, eller bare ringet og sagt tillykke. i år inviterede hans ene søster endda sig selv PÅ MIN  FØDSELSDAG uden at vide at det var min fødselsdag  (jeg sagde pænt til Søren at han måtte skrive hun ikke var velkommen den dag, for jeg gad ærlig talt ikke have besøg af nogen der ikke engang har min fødselsdag noteret i deres kalender...aj men COME ON!).

Men jeg begynder at græde og siger, at der fandme ikke er nogen undskyldninger for deres opførsel i forbindelse med zs fødsel. Hans anden søster (hende der ikke har været på besøg) sendte os en sms om at de lige skulle have styr på "nogle ting" og så kommer de og ser hende, og jeg blev bare så provokeret for JEG var i behandling og kom alligevel hele vejen til Thisted og Århus i juledagene. JEG havde lige mistet et barn da jeg igen kom til Thisted og Aalborg og JEG var lige blevet gravid med MASSIVE opkastninger (jeg har brækket mig på alle offentlige toiletter mellem Hanstholm og Faaborg - og jeg overdriver ikke engang) da jeg kom til Thisted IGEN (til en 40 års fødselsdag hvor de ikke engang havde lavet en velkomstdrink til mig uden alkohol i, så jeg stod som den eneste uden glas og blev budt velkommen!!!), så der er ikke "nogen ting" der undskylder at man ikke kommer og byder et nyt familiemedlem velkommen til verden. Jeg var TOSSET og jeg tudbrølede til sidst og så sagde Søren det, som jeg jo slet ikke havde tænkt: "en eller anden dag kan jeg ikke huske en lille ting om mine forældre og så kan jeg aldrig få den at vide fordi jeg har opgivet kontakten med mine søskende". åh, jeg tuder bare af at skrive det her. Hvor er det bare skrækkeligt at have mistet sine forældre i så ung en alder som han har og så føle at man er nødt til at finde sig i al deres pis fordi man er bange for man en dag ikke kan huske noget om sin mor og far. men jeg kan jo godt forstå det når han siger det sådan, jeg kan godt forstå han er dødbange for at miste sin mor og far, for han kæmper virkelig for at holde sine minder om dem i live og jeg ved jo hvor ked af det han er over, at de ikke kan se z idag (jeg hørte ham en dag sige til z "Hvis Bedstemor kunne se dig, så ville hun slå flikflak i sin kørestol" og da måtte jeg gå ud i køkkenet og synke en STOR klump).

nåh...nogle dage senere taler jeg i tlf med min mor og jeg fremlægger hele problemstillingen (og hyler om igen) og siger at jeg synes det er så negativt at skulle invitere dem til navngivningen og gå rundt og tænke at de jo alligevel ikke vil komme. Så hvis de kommer, blir jeg irriteret over de kommer når de ikke har vist interesse før og hvis de ikke kommer blir jeg vred over de ikke er interesserede. og så er der pludselig en masse negative følelser omkring en fest der skal handle om, hvor fantastisk det er, at z er her i verden. Min mor foreslår, at vi inviterer dem allesammen weekenden efter (dvs igår) og så ser hvad de svarer. naturligvis er det kort varsel OG december, men min mor siger, at det er sværere at sige nej til en konkret invitation end til en "I er velkomne hernede" løs invitation. Jeg frmemlægger forslaget for Søren, der faktisk ikke har nosserne til at gøre det og først siger ja, da jeg siger, at jeg nok skal skrive rundt til dem og invitere (så overbevist er han om, at de er ligeglade og ikke vil komme). Jeg skriver så rundt "Hej! Nu er der en lille pige der snart fylder 2 måneder og som stadig ikke har mødt alle sine jyske onkler, tanter, fastre og ikke mindst kusiner og fætre, derfor vil vi gerne invitere Jer lørdag den 11/12 kl 15 til boller og kage. Vi håber I kan komme!". Næste morgen tikker en besked ind fra 1. søster (hende der ikke har været her endnu), at det kan de ikke for hendes drenge skal være hos deres far og hende og den nye mand til på weekendophold, men at de gerne vil komme den 21. istedet - hvis vi da ikke kommer til Alfreds fødselsdag d. 18.. Jeg skriver så tilbage, at de skal være velkomne den 21., men at vi ikke kommer til Thisted d. 18. da vi overhovedet ikke må køre så langt med z i autostolen (det vil jo tage os stort set en hel dag bare at køre den ene vej OG vi skal overnatte hos dem, hvilket jeg overhovedet ikke er parat til endnu, desuden har vores SP sagt, at vi ikke skulle køre længere end til kbh eller Århus når hun er så lille). Jeg kan godt mærke på hende, at hun blir lidt "nåh nåh" over min besked og over at det er mig hun skriver med og ikke Søren, men altså. Hans bror ringer på et tidspunkt hvor jeg ikke når tlf'en, men ringer til Søren om aftenen og siger, at de abzut ikke kan komme før efter nytår pga arbejde

Fælles for både søsteren og broderen er, at de hele tiden forsikrer os om, at vi "nok skal få gaver", både barsels- og julegaver. og vi er så RØVligeglade med gaver, jamen altså! det kan da være ligegyldigt at få gaver af mennesker man aldrig har mødt!!!

Den sidste søster, der var her da z var 5 dage, ringer og spørger om hun godt må komme igår selvom de andre ikke kan, for hun vil bare så gerne se z igen. Det er vel at mærke den søskende Søren har haft det sværest med igennem sin opvækst, men hun er gået all-in på fasterrollen (og siger igår, da Søren siger at navngivningsfesten blir holdt i københavn, at "vi vil SELVFØLGELIG komme og fejre hende med jer!", så Søren var et stort smil da de kørte).

Så ja...opdateringen er vist at...der ikke rigtig er den vilde opdatering. dog sagde Søren "hvis der er nogen kommentarer om, at festen blir holdt i københavn, så siger jeg at de er velkomne til at blive væk og hvis de ikke kommer, SÅ vil jeg ikke mere!", hvilket jeg faktisk synes er stort når jeg tænker på hvilke tanker og følelser han tumler med i forhold til sin familie og sin fortid.

hvis der er nogen der er nået bunden af det her rableindlæg, så burde I næsten ha vundet en and jeg har bare brug for lige at læsse af, for jeg er bare virkelig påvirket af situationen og kan ikke rigtig se hvad løsningen er, eller om der er nogen! jeg vil ikke være den sure kæreste der siger han skal droppe sin familie, men jeg vil heller ikke tillade at man kan valse ind og ud af zs liv - under INGEN omstændigheder!! det har jeg selv prøvet som barn og ung og det er utrolig sårende som barn at vide at der er nogen der er ligeglade med en og ens familie og z har SÅ mange mennesker der SÅ gerne vil hende og de skal ikke overskygges af dem der ikke vil. ja...og der har vi måske løsningen i virkeligheden

ÅHHH familier altså. det er så pisse træls folk skal opføre sig sådan. Tænker at det er mega hårdt for søren at stå i den situation men undre mig samtidig over at hans søskende ikke har samme behoov for at holde kontakten til jer- det er jo også deres forældre der er døde

Kæmpe til jer alle 3.

Chatarina skriver:

ÅHHH familier altså. det er så pisse træls folk skal opføre sig sådan. Tænker at det er mega hårdt for søren at stå i den situation men undre mig samtidig over at hans søskende ikke har samme behoov for at holde kontakten til jer- det er jo også deres forældre der er døde

Kæmpe til jer alle 3.

jeg ved det ikke...måske fordi de døde da de var voksne og havde børn og familier selv, så virkede det mere naturligt at miste sine forældre? og så er der sådan en ærgelig tendens til, at Sørens minder om dem ikke "gælder", der er enormt meget jalousi fra de tre ældste mod Søren fordi han voksede op som enebarn med forældrene og de er så tæt i alder at de praktisk taget er trillinger, så det har selvfølgelig været en helt anden (og tyve år yngre) mor de har haft.

men ja...jeg forstår det jo slet ikke, jeg kan ikke forestille mig at mine søskende skulle blive ligegyldige for mig en dag

Jeg har ingen kloge ord eller forslag. Men jeg har læst det hele.
Og fik våde øjne, da jeg læste dét med, at Søren sagde til z "bedstemor ville slå flickflak i sin kørestol, hvis hun havde mødt dig".

Du og Søren virker bare som så fantastiske velafbalancerede mennesker.
Utroligt at I så, hver især, kan være endt i så komplicerede familie-forhold.

Jeg er enig i, at I må fokusere på de som oprigtigt ønsker kontakten - den ene af Sørens søstre, som har set z to gange nu. Hun mener det helt sikkert, og bør da også lukkes ind. De andre vælger jo selv til/fra (og det har de vel egentlig allerede gjort), og så er det jo sådan det bliver! ...Er der lukket den ene vej, så er der også den anden. Desværre.

Og så skal I ikke bruge mere tid og kræfter på det.
Du kan jo ikke løse Sørens familie-forhold. Og heller ikke forvente at Søren selv kan, hvis tingene mere eller mindre er, som de altid har været.
Og er Søren skuffet eller ked af noget, så må han, som voksen mand, selv finde løsningen - om han vil sige fra, eller tie for husfreden - det er hans valg i hans familie. Så kan du kræve og befale ALT hvad du vil, når det kommer til DIG og til SOL. I behøver ikke være en del af de løse uplejede forhold. Og det kan jeg godt forstå, at du ikke ønsker heller, at z skal være.

Jeg er selv vokset op med en følelse af at blive svigtet/glemt af min far. Og da jeg fik Bianca, og han kom (igen-igen ....ind og ud af mit liv), da fik vi taget snakken, ENTEN ELLER! Og det hjalp. Han kom og han blev! Og selvom der stadig i perioder kan gå lang tid mellem vi ses (jeg har aldrig rendt min familie på dørene), så ved jeg dog nu til forskel fra før, at det ikke skyldes at han er ligeglad eller har glemt mig og pigerne .......ligesom vi omvendt også kan være alt for sløve til at give livstegn fra os. Det er bare "sådan det er", og så er det langt mere okay, end når det er sløseri og ligegyldigheds-følelse man sidder tilbage med fra familiemedlemmer.

Gav det mening?
Sjovt, så skrev jeg så meget alligevel, til trods for jeg startede ud med at skrive, at jeg ikke havde noget at byde ind med.

Jeg håber I finder ud af det - one way or another 

Arghh hvor er de dog bare nogle irriterende og trælse mennesker! Øv hvor er det SURT!

 Men hurra for den gode faster der gerne vil! Måske i bare skulle forsætte med at invitere alle, når det ser ud til at den gode søster gerne vil komme? Så kan de andre jo sidde med deres dårlige smag i munden over altid altid altid at sige nej, og i har holdt jeres sti ren!

Kæmpe knus til jeres familie herfra!

Jeg ville sige at jeg fik læst dit indlæg og kan godt forstå hvorfor du har det sådan.

Jeg kunne godt li det svar Pernille kom med, det siger meget. Men det er alligevel stadigvæk svært at efter følge.

Jeg kender godt det med at man ikke vil blive som sin egen mor var, fordi hun ikke altid gjorde det lige godt

Det ER svært når noget der er SÅ vigtigt for en ikke virker vigtigt for andre! Min mormor var ikke ude på sygehuset og se Carla og hun har endnu ikke været hjemme hos os efter hun er blevet født... Hun har set hende ved andre sammenkomster. Men det sårer mig fordi hun var ude hos en anden (min mosters mands søster....) da hun havde født... Halloooo.. Tak for lort.... Men ja man kan ikek styre andre og deres valg i livet. Men jeg kan fanme godt forstå I er skuffede og kede af det når der er en ligegyldig indstilling til jer gang på gang. Knuuuus til jer.