Opdatering vedr. Sørens familie (ultramegakodyl langt)

åh for fanden i helvede hvor de bare gør mig

nåh men...som nogen måske husker, så sad vi der og skulle skrive invitationer til navngivningsfesten og så sad man der og tænkte halløj halløj i 15 mennesker som vi ikke gider se, vil I komme  samtidig ER det jo Sørens familie (ja pis og lort, men de er de jo!) og jeg kan udmærket forstå at man ikke bare siger adjø og dropper dem. samtidig synes jeg det er SÅ groft, at det kun er hans ældste søster der har været på besøg for at se z!! (for lige at give et korrekt billede, så har Søren 3 søskende, der alle er omkring de 50 og har familier og GOD økonomi (as in temmelig velhavende), de bor i Århus, Aalborg og Thisted, som ja, er langt væk, men IKKE har en betalingsbro herned!).

nåh, en aften er den gode frøken kommet i seng og jeg er egentlig på vej i seng, da vi kommer til at snakke om hvad dælen vi skal gøre med de invitationer og Søren beder igen om mere tid og jeg begynder at sige, at jamen så må vi jo invitere dem, for der ER snart ikke mere tid at tage af (og jeg kender Søren godt nok til at vide, at han fortsætter med at bede om tid til der vitterligt ikke ER mere tid og så føler han at problemet har løst sig selv uden han blev nødt til at tage stilling til noget ). Søren siger han ikke har lyst til at invitere dem med og jeg siger, at hvis vi ikke inviterer dem er det lig med, at de ikke skal være en del af mit og zs liv, for jeg gider ikke den der valsen ind og ud uden forpligtigelser. Vi snakker frem og tilbage og til sidst bliver jeg rigtig ked af det - mest fordi jeg er så hamrende vred på dem. de HAR pengene til at komme og besøge os, men de har ALDRIG været og besøge os! Da vi boede i københavn var det KUN os der tog til jylland og besøgte dem - OG fik stikpiller om, at vi ikke kom nok! da havde vi overhovedet ikke pengene til det, men gjorde det bl.a. for at se Sørens mor der jo sad i kørestol og var stort set blind. Efter vi flyttede herned har vi haft besøg EEN gang...jep, en gang som i 1 gang - det var da jeg inviterede dem til Sørens fødselsdag. De har aldrig sendt et fødselsdagskort til nogen af os, eller bare ringet og sagt tillykke. i år inviterede hans ene søster endda sig selv PÅ MIN  FØDSELSDAG uden at vide at det var min fødselsdag  (jeg sagde pænt til Søren at han måtte skrive hun ikke var velkommen den dag, for jeg gad ærlig talt ikke have besøg af nogen der ikke engang har min fødselsdag noteret i deres kalender...aj men COME ON!).

Men jeg begynder at græde og siger, at der fandme ikke er nogen undskyldninger for deres opførsel i forbindelse med zs fødsel. Hans anden søster (hende der ikke har været på besøg) sendte os en sms om at de lige skulle have styr på "nogle ting" og så kommer de og ser hende, og jeg blev bare så provokeret for JEG var i behandling og kom alligevel hele vejen til Thisted og Århus i juledagene. JEG havde lige mistet et barn da jeg igen kom til Thisted og Aalborg og JEG var lige blevet gravid med MASSIVE opkastninger (jeg har brækket mig på alle offentlige toiletter mellem Hanstholm og Faaborg - og jeg overdriver ikke engang) da jeg kom til Thisted IGEN (til en 40 års fødselsdag hvor de ikke engang havde lavet en velkomstdrink til mig uden alkohol i, så jeg stod som den eneste uden glas og blev budt velkommen!!!), så der er ikke "nogen ting" der undskylder at man ikke kommer og byder et nyt familiemedlem velkommen til verden. Jeg var TOSSET og jeg tudbrølede til sidst og så sagde Søren det, som jeg jo slet ikke havde tænkt: "en eller anden dag kan jeg ikke huske en lille ting om mine forældre og så kan jeg aldrig få den at vide fordi jeg har opgivet kontakten med mine søskende". åh, jeg tuder bare af at skrive det her. Hvor er det bare skrækkeligt at have mistet sine forældre i så ung en alder som han har og så føle at man er nødt til at finde sig i al deres pis fordi man er bange for man en dag ikke kan huske noget om sin mor og far. men jeg kan jo godt forstå det når han siger det sådan, jeg kan godt forstå han er dødbange for at miste sin mor og far, for han kæmper virkelig for at holde sine minder om dem i live og jeg ved jo hvor ked af det han er over, at de ikke kan se z idag (jeg hørte ham en dag sige til z "Hvis Bedstemor kunne se dig, så ville hun slå flikflak i sin kørestol" og da måtte jeg gå ud i køkkenet og synke en STOR klump).

nåh...nogle dage senere taler jeg i tlf med min mor og jeg fremlægger hele problemstillingen (og hyler om igen) og siger at jeg synes det er så negativt at skulle invitere dem til navngivningen og gå rundt og tænke at de jo alligevel ikke vil komme. Så hvis de kommer, blir jeg irriteret over de kommer når de ikke har vist interesse før og hvis de ikke kommer blir jeg vred over de ikke er interesserede. og så er der pludselig en masse negative følelser omkring en fest der skal handle om, hvor fantastisk det er, at z er her i verden. Min mor foreslår, at vi inviterer dem allesammen weekenden efter (dvs igår) og så ser hvad de svarer. naturligvis er det kort varsel OG december, men min mor siger, at det er sværere at sige nej til en konkret invitation end til en "I er velkomne hernede" løs invitation. Jeg frmemlægger forslaget for Søren, der faktisk ikke har nosserne til at gøre det og først siger ja, da jeg siger, at jeg nok skal skrive rundt til dem og invitere (så overbevist er han om, at de er ligeglade og ikke vil komme). Jeg skriver så rundt "Hej! Nu er der en lille pige der snart fylder 2 måneder og som stadig ikke har mødt alle sine jyske onkler, tanter, fastre og ikke mindst kusiner og fætre, derfor vil vi gerne invitere Jer lørdag den 11/12 kl 15 til boller og kage. Vi håber I kan komme!". Næste morgen tikker en besked ind fra 1. søster (hende der ikke har været her endnu), at det kan de ikke for hendes drenge skal være hos deres far og hende og den nye mand til på weekendophold, men at de gerne vil komme den 21. istedet - hvis vi da ikke kommer til Alfreds fødselsdag d. 18.. Jeg skriver så tilbage, at de skal være velkomne den 21., men at vi ikke kommer til Thisted d. 18. da vi overhovedet ikke må køre så langt med z i autostolen (det vil jo tage os stort set en hel dag bare at køre den ene vej OG vi skal overnatte hos dem, hvilket jeg overhovedet ikke er parat til endnu, desuden har vores SP sagt, at vi ikke skulle køre længere end til kbh eller Århus når hun er så lille). Jeg kan godt mærke på hende, at hun blir lidt "nåh nåh" over min besked og over at det er mig hun skriver med og ikke Søren, men altså. Hans bror ringer på et tidspunkt hvor jeg ikke når tlf'en, men ringer til Søren om aftenen og siger, at de abzut ikke kan komme før efter nytår pga arbejde

Fælles for både søsteren og broderen er, at de hele tiden forsikrer os om, at vi "nok skal få gaver", både barsels- og julegaver. og vi er så RØVligeglade med gaver, jamen altså! det kan da være ligegyldigt at få gaver af mennesker man aldrig har mødt!!!

Den sidste søster, der var her da z var 5 dage, ringer og spørger om hun godt må komme igår selvom de andre ikke kan, for hun vil bare så gerne se z igen. Det er vel at mærke den søskende Søren har haft det sværest med igennem sin opvækst, men hun er gået all-in på fasterrollen (og siger igår, da Søren siger at navngivningsfesten blir holdt i københavn, at "vi vil SELVFØLGELIG komme og fejre hende med jer!", så Søren var et stort smil da de kørte).

Så ja...opdateringen er vist at...der ikke rigtig er den vilde opdatering. dog sagde Søren "hvis der er nogen kommentarer om, at festen blir holdt i københavn, så siger jeg at de er velkomne til at blive væk og hvis de ikke kommer, SÅ vil jeg ikke mere!", hvilket jeg faktisk synes er stort når jeg tænker på hvilke tanker og følelser han tumler med i forhold til sin familie og sin fortid.

hvis der er nogen der er nået bunden af det her rableindlæg, så burde I næsten ha vundet en and jeg har bare brug for lige at læsse af, for jeg er bare virkelig påvirket af situationen og kan ikke rigtig se hvad løsningen er, eller om der er nogen! jeg vil ikke være den sure kæreste der siger han skal droppe sin familie, men jeg vil heller ikke tillade at man kan valse ind og ud af zs liv - under INGEN omstændigheder!! det har jeg selv prøvet som barn og ung og det er utrolig sårende som barn at vide at der er nogen der er ligeglade med en og ens familie og z har SÅ mange mennesker der SÅ gerne vil hende og de skal ikke overskygges af dem der ikke vil. ja...og der har vi måske løsningen i virkeligheden

Hvor må Søren ha' det svært, i denne trælse familiesituation. For det er jo rigtigt hvad manden siger.....................Han har ikke andre, til at mindes sine forældre med.

x.............GLÆD dig over, at den ene søster viser interesse, og gerne vil være faster for z-pigen. Læg ærgelserne, bitterheden og tårerne på hylden.............og nyd at der i det mindste er en faster, der VIL både jer og z.

Sender jer begge knus, og du skal vide at jeg kender den situation du står i, bedre end du regner med. For ihhhhh..........hvor har jeg brugt meget energi på at være ked af det, på Jan's vegne, over at hans egen mor ikke gider ham.

Knus Mette

Stik mig en and.

Jeg kan godt forstå dig, det er frustrerende at man selv føler man gør en indsats for at vedligeholde nogle forhold man dybest set ikke brænder for, når de er fraværende og distancerede.

MEN, jeg kan så godt forstå Søren. Det er vigtigt at have familie, også selvom de stinker til familierollerne, og ikke gør som man gerne så. Min far har også haft et vakkelvornt forhold til hans ene søster, og det har pint ham så meget. Han mistede sin far som 15-årig, og havde så de her to meget ældre søstre, hvor den ene altid har lavet problemer. Cuttet al kontakt af flere omgange, talt dårligt om min far til min mor, søster og mig, og generelt bare været voldsomt upassende!

Men det er min fars familie, og det er først her for et par år siden, da hun endnu engang droppede al kontakt til mine forældre og mig, at han indså at han ikke kunne gøre mere for at bevare det forhold. Men det var HANS beslutning, ikke min mors, min søsters eller min. Og det er nok det der er vigtigt at huske på i forholdet mellem Søren og hans familie, hvis der skal cuttes nogle familiebånd, så er det ham der skal gøre det, så det ikke bliver et issue mellem dig og Søren. Han skal selv indse at det er bedst at stoppe kontakten, så bliver han forhåbentlig afklaret omkring det hele.

Jeg håber at du kan bruge det til noget. Hvis du vil vide mere, så bare spørg. Ved at det har været hårdt for min mor, men også for mig, for min fars søster gjorde nogle ting der var langt ude, og ikke særligt rare. Så forstår dig så godt, søde x.

Kram Mette.

Jeg læste det hele (var lige ude og hente et æble midt i ) Nå, spøg til side.

Jeg forstår godt Søren.. Og dig.. Nu kommer jeg selv fra to familier, der minder ret meget om Sørens.. Min farmor døde ung, og det har sat nogle forfærdelige spor i den side af familien. Og så min mors misbrug i den anden side.. Så jeg kan godt forstå han har svært ved at give slip. Der er bare så mange forventninger ude i verden om, at familier bare skal være ih og åh så lykkelige, og vælger man at melde sig ud, så er man sgu lidt på den, på "credit"-siden.

Og det må være svært, som du selv skriver, og han så fint selv giver udtryk for.. Alle minderne.. Hvem skal han dele dem med og huske med, hvis det går i vasken med familien? Det må være svært! Men det kan dælme heller ikke være nemt at komme ind i sådan et kaos for dig! Gud, hvor har jeg ondt af bjørnen nogle gange. Og jeg tror måske heller ikke Søren har det nemt med, at du skal være vidne til dig. Det betyder noget for Jer at give z det bedste. Selvfølgelig.. Men det er bare ikke liiige sådan at sige "stop, nu er det nok"..

Som Metchen skriver, så er det nok et valg han må tage.. Og så må du bide i det sure æble indtil da...

Jeg ved ikke om det giver nogen mening overhovedet Men jeg forstår både din og hans frustration, og at det er et kæmpe valg at tage...

Som vi har sagt herinde før, så er der med sikkerhed 15 NS'ere, der gerne vil være med til at give z en dejlig dag

Der er rigtig mange ting jeg vil skrive til det hele, men kan ikke lige komme på nogle kloge ord lige nu...

MEN... der findes sådan en bog, jeg har den selv, sådan en minde bog om nogen man har mistet, hvor man kan udfylde alt muligt om dem som man huske... den bog har jeg købt og lavet så Liva en dag kan lære sin moster at kende...også hvis jeg skulle have glemt nogle ting om hende.... måske Søren kunne bruge sådan en, hvis det ender derude at han pludselig slet ingen kontakt har med dem længere...

-Men altså Søren har EN´søster der vil jer og z? ja, for så har Søren jo hende til at tale om sine forældre med.

-Og minderne glemmer man aldrig, de bliver bare lagt dybere ind på hylden, til tider glemmer man hvor man har lagt dem, men når man har ledt (længe) nok, ja så finder man dem lige præcis på den hylde man lagde dem på. Og man finder dem altid, lige når man har aller mest brug for dem, altså minderne.

Jeg kan godt forstå at du er gal over deres opførsel, og jeg ved hvor sårende det er, når familie bare ikke vil se ens lille smukke barn, altså halløjsa det er jo ens dyrebareste de ikke vil se, være en del af. Men x, du kom jo selv med svaret, de vil ikke være en aktiv del af zs liv, så er det jo også bedre at sige fra nu på hendes vegne. Så hun bliver sparet for div. skuffelser!!!

Og der er SÅ mange andre (Fx. undertegnet) der vil give sin højre arm, for at være en aktiv del af z og jeres liv. -man vælger ikke selv sin blodfamilie, men man vælger selv sin kærlighedsfamilie

Hold da op x.....................det er ikke nemt

Ført og fremmest vil jeg sige at godt Søren idet mindste har en søster som er fornuftig og som gerne vil være en del af jeres og zs liv

Mht. de andre så tror jeg det er vigtigt at det er Søren der tager beslutningen. Det er jo hans famillie, men jeg kan sagtens forstå det er svært for dig. Det kan godt være Søren har svært ved at beslutte sig, men der sker noget med folk når de får børn. Jeg kan mærke på Martin at han har ændret sig efter vi fik Marcus og Ida. Indem de kom kunne han aldrig sige sin mor imod, når hun blande sig i ting der ikke kom hende ved, men efter børnene er kommet og hun får stykket næsen lidt for langt frem så er der kontant afregning fra ham. På et tidspunkt vil han jo indse at z kommer i klemme og så er jeg sikker på at Søren vil gøre alt hvad han kan for at beskytte hende.

Jeg håber virkelig at de tager sig sammen og smutter til Sydfyn, for tænk sig at have så dejlig en niece. Hende skal man da opleve

Glæder mig til at modtage anden

Jeg sidder og bliver virkelig harm og berørt på jeres vegne. Jeg synes simpelthen de mennesker fortjener prygl med en våd berlinger!!!! Hvad ER det for en opførsel??? Jeg kan virkelig godt forstå stakkels Søren, men på en eller anden måde så er den lille ting han måske ikke kunne huske om sine forældre en gang om 10 år bare ikke de 10 års ventetid med den families virkelig uhøflige, forkælede og følelseskolde opførsel værd! 

Jeg synes i forvejen at det er forfærdeligt synd for Søren at han ikke har sine søskende at dele faderskabet/forældreskabet med. Men at de så ovenikøbet med AL tydelighed nedprioriterer ham, overser ham og hans familie OG ekskluderer jer fra familiefællesskabet (jeg går ud fra at de ser en del til hinanden indbyrdes) - det er så utroligt lavt! Jeg synes det er ufatteligt at der fra Sørens families side ikke findes en eller anden usagt beskyttertrang hos de ældre søskende??? Han er "Lillen" - hvorfor har de ikke nogen ansvarsfølelse overfor deres lille-lillebror der mistede sine forældre i så ung en alder? Det er meget atypisk, skulle jeg mene... 

Hvordan kan det være at I ikke simpelthen konfronterer dem (evt. kun de to af dem som ikke dukkede op) i et brev med alle disse ting? Det kunne da sagtens skrives på en rigtig pæn måde? Og netop forklare dem at Søren har brug for at have en eller anden form for familiær relation til dem, som indbærer i det mindste et minimum af forpligtelse og at I gerne vil have et bindende svar - enten/eller. Enten er I en familie allesammen, hvor man så vidt det er muligt prioriterer mærkedage og husker hinanden, og ellers er man ikke, og kan i stedet bruge sit krudt på den selvvalgte familie som de fleste voksne mennesker har samlet omkring sig, der er der fordi de virkelig VIL være der. 

Uanset hvad - stort kram til jer! Jeg synes IKKE at de har fortjent at være med til z's store dag før de har bevist at de faktisk vil hende.

MEN: Igen så findes der jo mange familier der har et meget løst forhold til hinanden (jeg har f.eks. ingen kontakt til mine fastre / onkler /fætre /kusiner på min fars side, fordi han (af uvisse årsager) ingen kontakt har til dem længere, og de har aldrig forsøgt at bevare en relation til os... Og andre familier igen har medlemmer der er så fjerne at man ser dem en gang hvert 2.år og så er det det... Det handler jo om hvad man selv kan holde til følelsesmæssigt... Måske er I nødt til at skrue ned for forventningerne til dem for at kunne beholde dem i jeres (Sørens) liv?

Puha - undskyld omfanget af mit svar... 

KH

Rosa

x skriver:

åh for fanden i helvede hvor de bare gør mig

nåh men...som nogen måske husker, så sad vi der og skulle skrive invitationer til navngivningsfesten og så sad man der og tænkte halløj halløj i 15 mennesker som vi ikke gider se, vil I komme  samtidig ER det jo Sørens familie (ja pis og lort, men de er de jo!) og jeg kan udmærket forstå at man ikke bare siger adjø og dropper dem. samtidig synes jeg det er SÅ groft, at det kun er hans ældste søster der har været på besøg for at se z!! (for lige at give et korrekt billede, så har Søren 3 søskende, der alle er omkring de 50 og har familier og GOD økonomi (as in temmelig velhavende), de bor i Århus, Aalborg og Thisted, som ja, er langt væk, men IKKE har en betalingsbro herned!).

nåh, en aften er den gode frøken kommet i seng og jeg er egentlig på vej i seng, da vi kommer til at snakke om hvad dælen vi skal gøre med de invitationer og Søren beder igen om mere tid og jeg begynder at sige, at jamen så må vi jo invitere dem, for der ER snart ikke mere tid at tage af (og jeg kender Søren godt nok til at vide, at han fortsætter med at bede om tid til der vitterligt ikke ER mere tid og så føler han at problemet har løst sig selv uden han blev nødt til at tage stilling til noget ). Søren siger han ikke har lyst til at invitere dem med og jeg siger, at hvis vi ikke inviterer dem er det lig med, at de ikke skal være en del af mit og zs liv, for jeg gider ikke den der valsen ind og ud uden forpligtigelser. Vi snakker frem og tilbage og til sidst bliver jeg rigtig ked af det - mest fordi jeg er så hamrende vred på dem. de HAR pengene til at komme og besøge os, men de har ALDRIG været og besøge os! Da vi boede i københavn var det KUN os der tog til jylland og besøgte dem - OG fik stikpiller om, at vi ikke kom nok! da havde vi overhovedet ikke pengene til det, men gjorde det bl.a. for at se Sørens mor der jo sad i kørestol og var stort set blind. Efter vi flyttede herned har vi haft besøg EEN gang...jep, en gang som i 1 gang - det var da jeg inviterede dem til Sørens fødselsdag. De har aldrig sendt et fødselsdagskort til nogen af os, eller bare ringet og sagt tillykke. i år inviterede hans ene søster endda sig selv PÅ MIN  FØDSELSDAG uden at vide at det var min fødselsdag  (jeg sagde pænt til Søren at han måtte skrive hun ikke var velkommen den dag, for jeg gad ærlig talt ikke have besøg af nogen der ikke engang har min fødselsdag noteret i deres kalender...aj men COME ON!).

Men jeg begynder at græde og siger, at der fandme ikke er nogen undskyldninger for deres opførsel i forbindelse med zs fødsel. Hans anden søster (hende der ikke har været på besøg) sendte os en sms om at de lige skulle have styr på "nogle ting" og så kommer de og ser hende, og jeg blev bare så provokeret for JEG var i behandling og kom alligevel hele vejen til Thisted og Århus i juledagene. JEG havde lige mistet et barn da jeg igen kom til Thisted og Aalborg og JEG var lige blevet gravid med MASSIVE opkastninger (jeg har brækket mig på alle offentlige toiletter mellem Hanstholm og Faaborg - og jeg overdriver ikke engang) da jeg kom til Thisted IGEN (til en 40 års fødselsdag hvor de ikke engang havde lavet en velkomstdrink til mig uden alkohol i, så jeg stod som den eneste uden glas og blev budt velkommen!!!), så der er ikke "nogen ting" der undskylder at man ikke kommer og byder et nyt familiemedlem velkommen til verden. Jeg var TOSSET og jeg tudbrølede til sidst og så sagde Søren det, som jeg jo slet ikke havde tænkt: "en eller anden dag kan jeg ikke huske en lille ting om mine forældre og så kan jeg aldrig få den at vide fordi jeg har opgivet kontakten med mine søskende". åh, jeg tuder bare af at skrive det her. Hvor er det bare skrækkeligt at have mistet sine forældre i så ung en alder som han har og så føle at man er nødt til at finde sig i al deres pis fordi man er bange for man en dag ikke kan huske noget om sin mor og far. men jeg kan jo godt forstå det når han siger det sådan, jeg kan godt forstå han er dødbange for at miste sin mor og far, for han kæmper virkelig for at holde sine minder om dem i live og jeg ved jo hvor ked af det han er over, at de ikke kan se z idag (jeg hørte ham en dag sige til z "Hvis Bedstemor kunne se dig, så ville hun slå flikflak i sin kørestol" og da måtte jeg gå ud i køkkenet og synke en STOR klump).

nåh...nogle dage senere taler jeg i tlf med min mor og jeg fremlægger hele problemstillingen (og hyler om igen) og siger at jeg synes det er så negativt at skulle invitere dem til navngivningen og gå rundt og tænke at de jo alligevel ikke vil komme. Så hvis de kommer, blir jeg irriteret over de kommer når de ikke har vist interesse før og hvis de ikke kommer blir jeg vred over de ikke er interesserede. og så er der pludselig en masse negative følelser omkring en fest der skal handle om, hvor fantastisk det er, at z er her i verden. Min mor foreslår, at vi inviterer dem allesammen weekenden efter (dvs igår) og så ser hvad de svarer. naturligvis er det kort varsel OG december, men min mor siger, at det er sværere at sige nej til en konkret invitation end til en "I er velkomne hernede" løs invitation. Jeg frmemlægger forslaget for Søren, der faktisk ikke har nosserne til at gøre det og først siger ja, da jeg siger, at jeg nok skal skrive rundt til dem og invitere (så overbevist er han om, at de er ligeglade og ikke vil komme). Jeg skriver så rundt "Hej! Nu er der en lille pige der snart fylder 2 måneder og som stadig ikke har mødt alle sine jyske onkler, tanter, fastre og ikke mindst kusiner og fætre, derfor vil vi gerne invitere Jer lørdag den 11/12 kl 15 til boller og kage. Vi håber I kan komme!". Næste morgen tikker en besked ind fra 1. søster (hende der ikke har været her endnu), at det kan de ikke for hendes drenge skal være hos deres far og hende og den nye mand til på weekendophold, men at de gerne vil komme den 21. istedet - hvis vi da ikke kommer til Alfreds fødselsdag d. 18.. Jeg skriver så tilbage, at de skal være velkomne den 21., men at vi ikke kommer til Thisted d. 18. da vi overhovedet ikke må køre så langt med z i autostolen (det vil jo tage os stort set en hel dag bare at køre den ene vej OG vi skal overnatte hos dem, hvilket jeg overhovedet ikke er parat til endnu, desuden har vores SP sagt, at vi ikke skulle køre længere end til kbh eller Århus når hun er så lille). Jeg kan godt mærke på hende, at hun blir lidt "nåh nåh" over min besked og over at det er mig hun skriver med og ikke Søren, men altså. Hans bror ringer på et tidspunkt hvor jeg ikke når tlf'en, men ringer til Søren om aftenen og siger, at de abzut ikke kan komme før efter nytår pga arbejde

Fælles for både søsteren og broderen er, at de hele tiden forsikrer os om, at vi "nok skal få gaver", både barsels- og julegaver. og vi er så RØVligeglade med gaver, jamen altså! det kan da være ligegyldigt at få gaver af mennesker man aldrig har mødt!!!

Den sidste søster, der var her da z var 5 dage, ringer og spørger om hun godt må komme igår selvom de andre ikke kan, for hun vil bare så gerne se z igen. Det er vel at mærke den søskende Søren har haft det sværest med igennem sin opvækst, men hun er gået all-in på fasterrollen (og siger igår, da Søren siger at navngivningsfesten blir holdt i københavn, at "vi vil SELVFØLGELIG komme og fejre hende med jer!", så Søren var et stort smil da de kørte).

Så ja...opdateringen er vist at...der ikke rigtig er den vilde opdatering. dog sagde Søren "hvis der er nogen kommentarer om, at festen blir holdt i københavn, så siger jeg at de er velkomne til at blive væk og hvis de ikke kommer, SÅ vil jeg ikke mere!", hvilket jeg faktisk synes er stort når jeg tænker på hvilke tanker og følelser han tumler med i forhold til sin familie og sin fortid.

hvis der er nogen der er nået bunden af det her rableindlæg, så burde I næsten ha vundet en and jeg har bare brug for lige at læsse af, for jeg er bare virkelig påvirket af situationen og kan ikke rigtig se hvad løsningen er, eller om der er nogen! jeg vil ikke være den sure kæreste der siger han skal droppe sin familie, men jeg vil heller ikke tillade at man kan valse ind og ud af zs liv - under INGEN omstændigheder!! det har jeg selv prøvet som barn og ung og det er utrolig sårende som barn at vide at der er nogen der er ligeglade med en og ens familie og z har SÅ mange mennesker der SÅ gerne vil hende og de skal ikke overskygges af dem der ikke vil. ja...og der har vi måske løsningen i virkeligheden

fuck og shit og pis og lort! siger jeg bare, for jeg sagtens følge Søren... og jeg græder sgu over at noget menneske skal have det sådan!!!!

Jeg har en masse tanker omkring det emne... og orker ikke rigtigt at skrive dem allesammen ned nu, men essensen er:

HVERKEN du eller Søren kan ændre på hans familie, det kan kun de selv. Det I KAN ændre på er hvordan I opfatter dem og hvad I forventer af dem.

Når jeg læser indlægget er det meget sort/hvidt og sådan er livet desværre ikke altid. Jeg er rigtigt ked af at en stor del af Sørens familie ikke gider z og ikke rigtigt ønsker at være en nær del af jeres lille familie, men min første tanke er at det virker meget drastisk at stoppe kontakten helt.

Inviter dem hvis I har lyst - om de kommer er jo så deres egen sag. Accepter at der er forskellige grader af familie og hvis I ikke ser dem mere end en gang om året, så er det bare sådan det må være. De når så heller ikke at få så tæt en kontakt til z at de kan såre hende ved ikke at være der...

Der ligger tydeligvis en masse smerte og sårede følelser gemt i de relationer og hvis jeg skulle bestemme (jeg ville blive en fantastisk gud...) så justerede I jeres forventninger til dem efter det eksempel de her sætter. I stedet  for at blive skuffet over at de ikke opfører sig som I gerne ville have det, så sæt jeres forventninger efter hvordan de rent faktisk opfører sig. På den måde undgår I en masse skuffelse og sårede følelser..

Det her er et klip af et indlæg jeg skrev for laaaaang tid siden på Navlestreng, men det er faktisk stadig lige relevant i dag:

Sad lige og bladrede lidt rundt her på navlestreng og på et par andre babysider og nogle af indlæggene fik mig til at tænke... fx hvor meget energi mange af os bruger på at være irriterede over andre mennesker og på at dømme andre.

Jeg nævner i flæng: Bedsteforældrene tager ikke nok initiativ til at se børnebørnene, de gør forskel, de blender sig for meget, folk der ikke stryger deres tøj er sjuskede, folk der selv har valgt ikke at amme er ulækre, folk der selv har valgt at amme er også ulækre... fortsæt selv listen...

Prøv at tænke lidt over hvor meget energi du spilder på at blive irriteret/sur/ked af det/frustreret over andres handlinger og på hvor lidt du ofte får ud af det - andet end dårligt humør mv. Du kan ikke ændre på folk og ofte har du heller ikke nogen ret til at prøve, selvom det kan være super hårdt når men føler at fx bedsteforældrene ikke prioriterer ens guldklump nok osv... men meget ofte er tingene i ens eget hoved. Verden gør ikke som man synes den bør gøre/skal være - det er jo ikke verdens problem men ens eget.

Du kan ikke ændre på folk. Hvad du KAN gøre er at ændre din egen opfattelse af dem... 

For et par år siden lavede jeg et nytårsforsæt: "Vær opmærksom på de små ting". Fx sig tak og god weekend til ekspedienten i supermarkedet, smil til folk - også dem du ikke kender, stop et øjeblik og nyd duften af en kold vintermorgen med kulde og rim og fortæl din mand at du elsker ham... fordi du kan. Nyd at være dig, og være her.. Kort sagt: find de små glæder og gør en indsats for andre. Mange gange er et oprigtigt smil til buschaufføren eller ekspedienten med til at gøre deres dag bedre. Det koster så lidt...

Det nytårsforsæt har givet mig rigtigt meget igen. Når man smiler til folk, smiler de sjovt nok tilbage... og som min datter på 9 måneder lige har opdaget - når man vinker OG smiler til folk, vinker og smiler de ofte tilbage... og selvom man selv startede med at smile til dem, er deres smil med til at gøre en selv lidt gladere. Tænk på hvor mange mennesker du skal smile til idag, for at få en god dag.

I år skal mit nytårsforsæt være noget i retning af at acceptere folk som de er - noget jeg har arbejdet rigtigt meget med efter jeg er blevet mor. Mit forhold til mine svigerforældre har ikke altid været det bedste (for at sige det MEGET pænt) og jeg er faktisk kommet et langt stykke af vejen til at acceptere at jeg ikke rigtigt kan bebrejde dem at de ikke opfører sig som JEG ville forvente. Jeg kan ikke lave om på dem, men jeg kan ændre min opfattelse af tingene og mine forventninger. 

Selvom jeg er kommet et langt stykke vej i forhold til mine svigerforældre, kan jeg også mærke at jeg er blevet mere fordomsfuld af at blive mor. Jeg er blevet hurtigere til at dømme andre og mine følelser sidder tættere på overfladen. På godt og ondt...

Jeg tror jeg vil bruge resten af året på at genopfriske mit gamle nytårsforsæt og derefter tage hul på mit nye nytårsforsæt fuld af smil og gode oplevelser som jeg har fået ud af at gøre en ekstra indsats overfor at gøre mine medmennesker lidt gladere...

 /Pernille - nu snart i en ny og forbedret udgave...