Svigt...

Jeg undskylder på forhånd hvis jeg kommer til at lyde som en forkælet møgunge.

Igår var det min fødselsdag og jeg brugte det meste af dagen på at tude fordi jeg simpelthen bare var så skuffet.
Jeg havde for lang tid siden spurgt mine forældre om de ville komme hjem til mig og spise, men det kunne de ikke på grund af at de skulle til horsens og ikke vidste hvornår de ville være hjemme. Jeg ringede til dem i går og spurgte om jeg måtte komme hjem til dem og få en kop kaffe fordi det jo var min fødselsdag, men jeg fik afvide at de var trætte så de ville helst være fri for at jeg kom.......

Jeg føler mig sgu bare skubbet sådan væk.. Da min søster havde fødselsdag havde mine forældre inviteret min søster, henden mand, deres 2 børn, min anden søster og hendes 3 børn hjem at spise. Jeg ringede til dem den dag uden at vide at de skulle holde fødselsdag for min søster. I telefonen fortalte min far mig så at de jo allesammen skulle komme, men at han egentlig havde tænkt at invitere mig, men havde glemt det.

Det er virkelig som om de prøver at undgå mig. Det er som om de altid har tid og lyst til at se min søster, men ikke mig.

I sommer ringede jeg helt ulykkeligt til min mor for at hører om ikke godt hun ville hente mig fordi jeg ikke havde lyst til at være hjemme, jeg skændes med kæresten tror jeg. Min mor svarede at hun altså ikke lige magtede at komme og hente mig, hun sagde at hun da synes det var synd for mig og at hun elskede mig..
10 minutter efter at vi havde lagt røret ringede min far og sagde at jeg gerne måtte komme, men at jeg selv blev nødt til at kører fordi min mor var kørt ud for at hente min søster. Min søster havde ringet og sagt at hun var uvenner med hendes mand og om ikke min mor ville hente hende..... Det gjorde min mor fandme.... Jeg tog ikke derned, men brugte det meste af dagen på at tude...

Jeg Føler mig bare svigtet af mine forældre. Jeg kan sagtens acceptere at de gerne vil være sig selv og ikke gider at have gæster, men jeg har meget svært ved at acceptere at et nej betyder nej for mig, men at et nej ikke nødvendigvis betyder nej mor min søster..

Det skal lige siges at det er en store søster....

Kan da godt forstå du synes dte var en rigtig træls fødselsdag

Så du får en  herfra, men hvem hvad og hvorfor der har skylden vil jeg ikke gøre mig til dommer overfor da jeg altid synes man skal have to sider af en sag men i bund og grund er det da ikke ok at gøre forskel

jeg synes virkelig der bliver gjort forskel på jer. det kan dine forældre ikke være bekendt. det er forældrenes job at gøre at ens børn bliver behandlet ens.

synes du skal tage en snak med dem.

kan godt forstå at du er ked af det. det ville jeg også være.

og tillykke med fødselsdag, jeg håber at du havde en dejlig dag alligevel med din søn. han elsker dig i hver fald

Jeg kan fanme godt forstå du er ked af det. Det er da forskelsbehandling der vil noget. Og det rammer så hårdt når det er ens egne forældre der gør det. Kan godt forstå du har grædt meget. Stort kram til dig!!!

Jeg har ondt af dig... Og sidder selv i nogenlunde samme situation, bare med en storebror... Men jeg har bare accepteret at der er nogle ting min mor gider bruge tid på sammen med min storebror og sådan noget som at have selvskab når hun skal køre alene til holstebro, kan hun gøre sammen med mig... hehe

Det er vist bare om at acceptere at ens forældre behandler deres børn forskelligt... Jeg er jo tilgengæld min fars øjesten

nååå, din stakkel altså! Det synes jeg overhovedet ikke, at du skal finde dig i. Kan du ikke prøve og tage en alvorlig snak med dine forældre, evt. sende dem en mail, lignende til det du skriver her? Måske ville det være nemmere for dig at komme igennem, hvis du fik at vide hvad årsagen er til sådan en opførsel.

Og tillykke med fødselsdagen

Ai... Jeg får skuda helt ondt i hjertet... Jeg syntes ABSOLUT ikke du lyder som en forkælet møgunge. Jeg syntes fanmer du ER svigtet i den sag. FØJ...

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Du må eddermanmer tage en ALVORLIG snak med dine forældre også tage nogen beslutninger ud  fra det. Hvor er det synd for dig.

Du får lige et forsinket fødselsdagskys fra mig

Puha, hvor bliver jeg bare trist af at læse dit indlæg. Sikke nogle forældre, ØV ! Jeg tror dog det bedste du kan gøre er, at acceptere at sådan er de, og så "lære dig selv" at du desværre ikke kan regne med dem. Det er SÅ uretfærdigt, men sådan er de, og du MÅ ikke lade dem skuffe dig gang på gang - så hellere holde afstand. Uff det må bare være hårdt.

Be strong....

Jeg sender dig et stort kram.

Du er da overhovedet ikke forkælet, jeg syntes dine forældre er rigtig tarvelige, og jeg syntes du skulle sige det til dem, så ved de hvordan du har det og måske får det dem til at se lidt indad :-)

Synes altså ikke du lyder forkælet overhovedet..

For udfra hvad du skriver (som så er din side og opfattelse af sagen) så bliver der jo gjort mega forskel på jer to...

Altså har sin søster nogle særlige foranstaltninger, som gør at hun "har førsteretten" (i mangel af bedre ord).

Nu tænker jeg evt. psykisk lidelse, eller fysisk for den sags skyld...

Hvis ikke så forstår jeg SLET IKKE dine forældres prioritering, da det er at pisse dig ned af ryggen, imens de hygger med søsteren...

Det lyder til at du måske skal tage en snak med din far, da han virker til at være den mest "neautrale" af de 2... Så må han tage den med din mor.. hvis ikke der sker noget, så må du sige det til din mor..

Jeg har selv en storebror, og der er forskelsbehandling. Vi har kun vores far tilbage - og min bror bor stadig ved ham - derfor det hænger sådan sammen. 
MEN forskelsbehandlingen ligger i hvordan vi bliver behandlet i forhold til vores livs rammer og vores behov.

Min bror bor som sagt hjemme hos min far - han blev opereret sidste år i  og han har aldrig boet for sig selv. Manden er 31 år. jeg synes personligt at min far til tider pylrer for meget om ham, idet at han redder hans røv gang på gang økonomisk.

Jeg er lige fyldt 28, og flyttede hjemmefra det sekund jeg kunne - var træt af at bo i en sladder-by. Dvs. i 10-13 år har jeg ikke boet hjemme. Efter jeg har fået min søn, kommer min far gladeligt og troligt en gang om ugen for at se knægten, og så vi kan hygge os sammen. Desuden VIL min far gerne hjælpe mig økonomisk, men det nægter jeg, indtil jeg er virkelig ude og skide..

Så her er forskelsbehandlingen i at vi er forskellige som personer og har vidt forskellige liv. Men det fungerer fint nok for os 3.

Men jeg kan godt forstå at du bliver såret, og jeg har også set i familier hvordan tydelig forskelsbehandling finder sted.. Af den grund har min søn ikke et ordentligt forhold til hans fars "forældre"... For de ser ham simpelthen ikke..

Det blev en smøre, men ville prøve at vise dig en anden side af det, men jeg føler sq stadig med dig.. Det er ikke sjovt når man ikek føler sig lige så elsket som en ligeværdig.