xxx skriver:
Tror du ikke det også kan være en reaktion på dig - altså hvis du har været deprimeret (som jeg kan forstå du skriver?)
Jeg har selv haft en fødselsdepression. Min dreng skreg de først 8 mdr af sit liv og var meget urolig. Min depression kom sig af et samspil mellem manglende søvn, en urolig dreng (som måske var urolig pga. mig) og en konflikskyhed som har fulgt mig hele livet. Konflikskyheden har min psykolog hjulpet mig af med, og jeg føler mig som et mere helt menneske - hvilket medfører tryghed og stabilitet hos min søn.
Barnet kan aldrig ses alene - barnets reaktioner må ses ud fra det samspil det indgår i - derfor: min egen søns uro kan føres tilbage til en utryg mor. Hvis mor ikke har det godt, smuldrer hele barnets eksistens grundlag. MOR er den primære omsorgsperson, og unden hele vil barnet gå til grunde (evolutionært instikt).
Hvis du ikke har det godt kan dit barn mærke det - børn er enormt fintfølende omkring følelser fordi det netop dikterer deres grundlag for tilværelse.
Jeg er snart færdig som psykolog, og fortæller her nogle grundlæggende ting omkring mor-barn samspil. Jeg ved godt jeg absolut ikke er ekspert på dit problem, men der er klart nogle ting som kan være gode at vide i netop sådan nogle situationer.
Et råd til at få et mere trygt barn: tal med din baby/dit barn. Fortæl hvordan du har det, men vær opmærksom på at det er dig der er den voksne og derfor må du tage ansvaret:
fx: jeg har talt med min dreng om min depression: Dengang du var lille havde mor en sygdom, som gjorde jeg ikke kunne være tilstede sådan som du havde brug for. Jeg er så ked af jeg ikke har kunnet være der for dig, men du skal vide at mor har det godt nu. Jeg er en stærk mor, som nu kan beskytte dig og være her for dig, som du har brug for.
Hvis jeg ikke tog ansvar for handlingen ville det have lydt: "dengang du var lille havde mor en sygdom. Mor blev syg fordi hun ikke fik sovet. Det var enormt hårdt fordi du græd hele tiden" - dette ville medføre skyld hos barnet og mor vil fremstå som en der ikke tager ansvar men i stedet forskyder.
Et råd kan også være at spejle dit barn. Din datter reagerer måske fordi hun ikke føler sig set. Børn har brug for at få sat ord på det de føler: fx. når min dreng ryger helt op i en spids fordi der er noget han gerne vil selv men ikke kan: "jeg kan godt se det er enormt frustrende for dig, når du ikke kan få den til at sidde. Jeg forstår godt du gerne vil selv, men hvis du har brug for det vil jeg meget gerne hjælpe dig". Eller dengang min dreng var lille og havde ondt i maven BURDE jeg have sagt (dette er noget jeg har lært senere) "Åh, hvor må det gøre ondt i din mave. Jeg kan virkelig se hvor meget smerte du føler. Hvor er det synd for dig. Mor er her og trøster dig"
At få sat ord på sine følelser skaber bedre affektregulering hos barnet og det indre kaos små børn oplever bliver struktureret.
Et andet råd kan være at se på hvor din datter reagerer. Er det når du er træt, stresset, har for travlt med noget andet? Alt dette giver dig en indikation af hvad hun faktisk har brug for.
Jeg er ked af det blev så langt! Jeg håber du får lidt ud af det og at det kan hjælpe dig til at forstå hvorfor din datter reagerer.
De kærligste hilsner,
Iben
Hej Iben
Jeg kan sagtens sætte mig ind i det du siger/skriver. Jeg har prøvet det før.......... desværre............ og til tider vil jeg også sige, at mine følelser spiller en stor rolle for mine børns velvære.
Jeg har selv lært netop de ting, du skriver om. Det lærte jeg ved første depression. Jeg sætter allerede ord på det hele, og tager ansvar. Det gør mig stærkere og hende mere rolig.
Men - når jeg så lige tænker over det, over min datters væremåde lige nu, så tror jeg, at det må hænge sammen med hendes forkølelse. Det samme sker nede i vuggestuen, så det er ikke kun herhjemme. Hun gider bare ingenting for tiden.
Det er jo meget rart at vide, at hun ikke er englebarn dernede, og det KUN er hos mig, at hun er sådan:-)
Jeg synes bare, at det er rigtig hårdt. Det var ellers blevet så nemt og skønt at være mor - men så pludselig føles det så om, at jeg har en baby på 2 mrd igen.
Vi arbejder begge to, og begge unger går i skole eller vuggestue, hverdagen hænger godt sammen - og der er rytme på og gode rutiner hver dag. Så jeg ved sørme ikke, hvad jeg ellers kan gøre???????????????? Jeg elsker mine børn, men bærer også rundt på dårlig samvittighed. Fordi jeg fik en depression med Patrick og også en med Elizabeth. At sætte hende i VS som 6 mrd., fordi vores økonomi ikke kunne klare længere barsel - dårlig samvittighed over stort set ALT.
Øv...............
