er muligt at give baby for meget opmærksomhed?

Ligesom at man bør larme som man plejer, når baby skal sove - selvom mange af os ikke gør det.

Skal man så også vende baby (altså efter de er 6 mrd) til ikke at få opmærksomhed konstant, bare de siger en lille lyd? Hvis nu de sidder og leger, og bliver sur fordi legetøjet ikke lige vil de som vil, eller hvis de bliver rigtig vrede i bilen - skal man så være der på sekundet, eller skal de lære, at man ikke altid lige kan komme på pletten?

Hej fra lone

Eliza/lykke skriver:

Ligesom at man bør larme som man plejer, når baby skal sove - selvom mange af os ikke gør det.

Skal man så også vende baby (altså efter de er 6 mrd) til ikke at få opmærksomhed konstant, bare de siger en lille lyd? Hvis nu de sidder og leger, og bliver sur fordi legetøjet ikke lige vil de som vil, eller hvis de bliver rigtig vrede i bilen - skal man så være der på sekundet, eller skal de lære, at man ikke altid lige kan komme på pletten?

Hej fra lone

Ja det synes jeg sagtens man kan.

Eks.Jeg var alene med min datter fra jeg var gravid til hun var 4 år gammel. Jeg var over hende konstant - hun fik aldrig lov at græde sidde rigtig og lege selv osv.

Resultat - en pige der ikke rigtig kan finde ro til at lege selv - hængerpå mig konstant osv sov - og erret sikker på at det er min skyld i forbindelse med at jeg gav hende alt for meget opmærksomhed.

Nu harvi Anton og hjan skal jo dele opmærksomheden og han får lov at "passe"sigselv i langt større grad end Asta. Han elsker atvære selv hygge,lege,kravle rundt osvog han månogle gange pive lidt før dererhjælp at hente hvis jeg har gang i noget med fx storesøster. Jeg er sikker på han bliver god til at lege selv, finde på osv uden at hænge på moar konstant.

Så jo det tror jeg godt vi kan:0)

Christina

Halløj

Jeg synes, det er lige tidligt nok at begynde at "opdrage", som du beskriver. Baby er alligevel ikke kognitivt klar til at få noget ud af dine anstrengelser. Andet end måske fortvivlelse - med efterfølgende opgivenhed som mulig konsekvens .

De skal tids nok lære det der med at dele tid og opmærksomhed. Især med fornuftige forældre, som tænker lidt over den slags - og det gør du jo tydeligvis . Alene det at komme i vuggestue/dagpleje giver jo et helt naturligt indblik i, hvordan "vi allesammen skal være her".

Min datter er altid blevet givet MEGET opmærksomhed. Det har bare gjort hende tryg og socialt stærk. Hun kan i dag i vuggestuen sagtens dele og uddeler krammere og smil til de andre. Så den opmærksomhed/tryghed hun er blevet givet stabilt hjemmefra, gør hende nu til et meget afbalanceret lille barn (14 mdr). Men selvfølgelig er der jo også noget personlighed, der spiller ind .

Så jeg siger altså: Ingen grund til at tænke over den slags (endnu). Tror det kommer helt naturligt senere .

SeptemberBaby skriver:

Halløj

Jeg synes, det er lige tidligt nok at begynde at "opdrage", som du beskriver. Baby er alligevel ikke kognitivt klar til at få noget ud af dine anstrengelser. Andet end måske fortvivlelse - med efterfølgende opgivenhed som mulig konsekvens .

De skal tids nok lære det der med at dele tid og opmærksomhed. Især med fornuftige forældre, som tænker lidt over den slags - og det gør du jo tydeligvis . Alene det at komme i vuggestue/dagpleje giver jo et helt naturligt indblik i, hvordan "vi allesammen skal være her".

Min datter er altid blevet givet MEGET opmærksomhed. Det har bare gjort hende tryg og socialt stærk. Hun kan i dag i vuggestuen sagtens dele og uddeler krammere og smil til de andre. Så den opmærksomhed/tryghed hun er blevet givet stabilt hjemmefra, gør hende nu til et meget afbalanceret lille barn (14 mdr). Men selvfølgelig er der jo også noget personlighed, der spiller ind .

Så jeg siger altså: Ingen grund til at tænke over den slags (endnu). Tror det kommer helt naturligt senere .

Dette kan jeg sagtens følgedig i omkring at de bliver meget kærlige trygge osv det oplever jeg bestemt også ved min datter  - men nu hvor hun snart er 7 kan jeg også mærke " bagsiden af alt den opmærksomhed",hvis det giver ldit mening.

Jeg mener heller ikke det er at opdrage - men når 2 og 3 osv barn kommer efter så falder meget af den intense opmærksomhed fra da der ikke er samme tid og overskud til det somved nummer 1, og det tror jeg er meget sundt.

Anton er bestemt lige så tryg og kærlig som Asta, men har haft to "forskellige" opstarts pålivet:0)

Christina

Valle81 skriver:

Dette kan jeg sagtens følgedig i omkring at de bliver meget kærlige trygge osv det oplever jeg bestemt også ved min datter  - men nu hvor hun snart er 7 kan jeg også mærke " bagsiden af alt den opmærksomhed",hvis det giver ldit mening.

Jeg mener heller ikke det er at opdrage - men når 2 og 3 osv barn kommer efter så falder meget af den intense opmærksomhed fra da der ikke er samme tid og overskud til det somved nummer 1, og det tror jeg er meget sundt.

Anton er bestemt lige så tryg og kærlig som Asta, men har haft to "forskellige" opstarts pålivet:0)

Christina

Hejsa

Ja, det tror jeg bestemt, du har ret i.

Men der er jo også forskel på, om man bevidst lader den lille sidde alene og være lidt ked, fordi man vil opdrage, eller om man gør det, fordi man er travlt beskæftiget med søskende .

Vi får da også vores at se til lige om lidt, da jeg har termin her d. 22. 

Tror egentlig også, det er meget vigtigt, at man husker, at børn vitterlig er forskellige, og at det ene barn derfor sagtens kan lege alene (fra naturens side), hvor det andet måske bare er lidt mere tryghedssøgende.

Min datter har altid være drøngod til at lege alene . Det har været meget befriende! Men hun er sart - forstået på den måde, at hun har været meget bange for mænd (minus sin far), og hun bliver meget bange for større dyr og sådan. Det tror jeg, er hendes personlighed, for hun har aldrig oplevet noget uhyggeligt (mig bekendt, men hvem ved, hvad der kan foregå i sådan et lille hoved 

Tror ikke du sådan bevidt skal lade være at give hende opmærksomhed hvis hun virkelig har brug for det. Men du skal nok heller ikke have det dårligt hvis du ikke lige kan komme på sekundet. En gang i mellem bruger de jo også deres fustration/ vrede til at give det ekstra spark der skal til for selv at komme hen til legesagerne og lign. Hvis du står klar til at servicere hele tiden, så tror jeg du gør hende en bjørnetjeneste. Men hvis hun er utryg eller har givet op på selv at kunne tingene, så syntes jeg du skal træde til med det samme.

Jeg har jo haft tvillinger, så jeg kunne ikke komme springene hele tiden, når de lige havde brug for det. Og jeg har super trygge og meget selvstændige børn idag.

Marianne

www.stjerneleg.dk

Tak for jeres svar.

Ikke et barn er ens, men vi får jo nogle grundlæggende råd som mad, drikke, søvn, opdragelse osv.

Min ældste på 10 år var helt anderledes end Elizabeth. Han ku godt lege selv, brokkede sig aldrig når vi kørte i bil (sad i autostol på bagsædet, Elizabeth sidder på forsædet uden airbag fordi hun hele tiden skal have opmærksomhed).

Selvfølgelig skal man aldrig samligne, men derfor undrer jeg mig alligevel - skal jeg lade hende brokke sig i bilen? Nu synger jeg for hende, eller nusser hende på kinden eller kommer med sjove lyde. Men før eller siden skal hun om på bagædet, og der kan jeg ikke underholde hende mere.................

Derhjemme skal jeg hele tiden komme med lyde eller synge eller danse helt vildt ondsvagt for at hun IKKE kommer med hendes utilfredse hyl hver andet minut - også hvis jeg laver mad. Nogen gange tænker jeg på, om jeg burde lade som ingenting?

Fordi hun græder ikke, hun siger bare utilfredse hyl eller klynken, selvom far sidder lige ved siden eller storebror også er der. Skal jeg lade hende være, og SÅ når hun blir ked af det, kan jeg komme?????? Hvad lærer jeg hende, ved at komme lige så snart hun kommer med sin klynken????????

Lone

Eliza/lykke skriver:

Tak for jeres svar.

Ikke et barn er ens, men vi får jo nogle grundlæggende råd som mad, drikke, søvn, opdragelse osv.

Min ældste på 10 år var helt anderledes end Elizabeth. Han ku godt lege selv, brokkede sig aldrig når vi kørte i bil (sad i autostol på bagsædet, Elizabeth sidder på forsædet uden airbag fordi hun hele tiden skal have opmærksomhed).

Selvfølgelig skal man aldrig samligne, men derfor undrer jeg mig alligevel - skal jeg lade hende brokke sig i bilen? Nu synger jeg for hende, eller nusser hende på kinden eller kommer med sjove lyde. Men før eller siden skal hun om på bagædet, og der kan jeg ikke underholde hende mere.................

Derhjemme skal jeg hele tiden komme med lyde eller synge eller danse helt vildt ondsvagt for at hun IKKE kommer med hendes utilfredse hyl hver andet minut - også hvis jeg laver mad. Nogen gange tænker jeg på, om jeg burde lade som ingenting?

Fordi hun græder ikke, hun siger bare utilfredse hyl eller klynken, selvom far sidder lige ved siden eller storebror også er der. Skal jeg lade hende være, og SÅ når hun blir ked af det, kan jeg komme?????? Hvad lærer jeg hende, ved at komme lige så snart hun kommer med sin klynken????????

Lone

Nogen råd?????????????????

Eliza/lykke skriver:

Ligesom at man bør larme som man plejer, når baby skal sove - selvom mange af os ikke gør det.

Skal man så også vende baby (altså efter de er 6 mrd) til ikke at få opmærksomhed konstant, bare de siger en lille lyd? Hvis nu de sidder og leger, og bliver sur fordi legetøjet ikke lige vil de som vil, eller hvis de bliver rigtig vrede i bilen - skal man så være der på sekundet, eller skal de lære, at man ikke altid lige kan komme på pletten?

Hej fra lone

Du kan sagtens overstimulere et barn, du skal jo se på barnet og læse dets signaler, så er det tydeligt om nok er nok og vil det have dig så kan det sagtens sige til.

Eliza/lykke skriver:

Ligesom at man bør larme som man plejer, når baby skal sove - selvom mange af os ikke gør det.

Skal man så også vende baby (altså efter de er 6 mrd) til ikke at få opmærksomhed konstant, bare de siger en lille lyd? Hvis nu de sidder og leger, og bliver sur fordi legetøjet ikke lige vil de som vil, eller hvis de bliver rigtig vrede i bilen - skal man så være der på sekundet, eller skal de lære, at man ikke altid lige kan komme på pletten?

Hej fra lone

Ja..de kan også få  FOR meget opmærksomhed. Så de har godt af at lære, at det ikke hele tiden er "mig-mig-mig" det handler om.
Det er netop et af problemerne for pædagoer i dag.
Var til et glimrende foredrag med en chefleder for den børnepædagoiske afdeling i en eller anden kommune, hvor han netop satte focus på "Mig-generationen" som han kaldte den.
Problemet er, at småbørn er så vant til at være centrum i forældrenes univers, at de udvikler sig til en samling små egoister, der er ligeglade med andre og kun tror, det handler om dem.
Det store problem er, at disse børn ofte ikke reagerer på kollektive beskeder, de tror kun det handler om dem, når de bliver set ind i øjnene og med navns nævelse og direkte taleform "du", medens alt andet er uvedkommende.
Derfor er det utroligt vigtigt, at de lærer at beskæftige sig selv og at vente til det bliver deres tur.
De fleste børnehaveklasselærere kan tale med om dette.
De bruger hele det første halve år på at lære børnene om blot at kunne modtage en kollektiv besked og at tie stille.
Derfor gør man sig selv og barnet en kæmpe bjørnetjeneste, ved ikke at lære dem, at man godt kan vente til det bliver ens tur.
Tror også at familier med mange børn kan snakke med om denne ting. Disse børn har lært at dele opmærksomheden med deres søskende og at det også handler om "Vi" ikke kun "jeg".
Kærlighed er, når man lærer sine børn at kunne begå sig. Jeg siger ikke at de skal mangle opmærksomhed og kærlighed, men der er mange måder at give sin kærlighed på. Og en af dem er OGSÅ at lære dem ikke at blive egocentrerede.

Kærligst
Sussie