Følelsen af at være mor. (langt)

Nu har jeg jo haft min titel som mor, i en måneds tid. Og jeg må indømme, at jeg ikke har vendet mig til den endnu!

For mig er det bare en rigtig mærkelig, selvfølgelig også dejlig følelse, at der er en jeg skal tage ansvar for og passe på resten af mit liv, og at jeg jo aldrig får mit "gamle" liv tilbage.. Altså selvom han er ved mig nu, kan jeg stadigvæk ikke forstille mig rollen som forældre, da han jo stadigvæk er så lille og man bare skal kører nogle faste rutiner uden nogle diskutioner, dog er bekymringerne der jo stadigvæk..

Jeg er jo godt klar over Cilas er min, skabt ud af mig og han er også mit et og alt mit guld o.s.v.. Men altså, det er som om det ikke helt er gået op for mig, at han virkelig er min, og at der er ham jeg har lavet og bragt til verdenen.

Det jeg ville med dette indlæg var egentlig bare.. Hvornår blev den følelse det er at være mor, hvornår blev den rigtig og naturlig for dig?? Altså hvornår faldt du på plads i dit nye liv..

Misforså mig ikke, fordi jeg skriver dette! Jeg elsker min lille dreng over alt i verdenen, har bare lidt svært ved at falde på plads i min nye rolle og ville hører om hvor længe det egentlig kan tage..?

Undskyld det blev lidt langt, Sophie.

Jeg kan overhovedet ikke svar dig på hvor lang tid det tager! -men Ih vhor jeg kender den situation du beskriver. Jeg sagde til min mand mange mange månder efter jeg havde født, at hvis jeg blev vækket midt om natten og nogen spurgte om jeg var MOR; så ville det ryge ud af munde på mig. nej det er jeg ikke. Jeg var 100% bevist om at jeg havde et barn, men MOAR....ej, det er bare noget andet.

Jeg har nu 3 børn og jeg bliver ved med at sige til mig selv; NU er det gået lidt mere op for mig at jeg er mor. Men HELT ÆRLIGT så føler jeg mig ikke særlig mor-agtig.

Det hænger måske sammen med at jeg har en klar forestilling om hvad 'en mor' er for en slag, og sådan er jeg bare ikke.

Jeg har en del veninder der fik børn før mig, og vi har ses rigtig meget UDEN børn. Jeg har tit tænkt om mine veninder at hvsi jeg ikke kendte dem, og mødte dem på gaden så ville jeg ALDRIG gætte på at de var 'en mor'. For de var (i mine øjne) ikke særlig mor-agtige heller.

Tja, det var lidt om hvordan jeg har oplevet det.

sophieamalia skriver:

Nu har jeg jo haft min titel som mor, i en måneds tid. Og jeg må indømme, at jeg ikke har vendet mig til den endnu!

For mig er det bare en rigtig mærkelig, selvfølgelig også dejlig følelse, at der er en jeg skal tage ansvar for og passe på resten af mit liv, og at jeg jo aldrig får mit "gamle" liv tilbage.. Altså selvom han er ved mig nu, kan jeg stadigvæk ikke forstille mig rollen som forældre, da han jo stadigvæk er så lille og man bare skal kører nogle faste rutiner uden nogle diskutioner, dog er bekymringerne der jo stadigvæk..

Jeg er jo godt klar over Cilas er min, skabt ud af mig og han er også mit et og alt mit guld o.s.v.. Men altså, det er som om det ikke helt er gået op for mig, at han virkelig er min, og at der er ham jeg har lavet og bragt til verdenen.

Det jeg ville med dette indlæg var egentlig bare.. Hvornår blev den følelse det er at være mor, hvornår blev den rigtig og naturlig for dig?? Altså hvornår faldt du på plads i dit nye liv..

Misforså mig ikke, fordi jeg skriver dette! Jeg elsker min lille dreng over alt i verdenen, har bare lidt svært ved at falde på plads i min nye rolle og ville hører om hvor længe det egentlig kan tage..?

Undskyld det blev lidt langt, Sophie.

Hmmm tror det er vildt forskelligt... jeg synes jeg fandt min med det samme, men min veninde gik det først op for, første gang hun skulle ringe ned i sin dattes vuggestue og melde hende syg. Dét at sige: hej, det er ******s mor!!! der gik det virkelig op for hende, hun sagde at hun havde talt færdig og så havde hun stirret ud i luften i 10 min

He he, hm, jamen jeg bliver sgu stadig overrasket over at mine børn er MINE nogle dage. At jeg virkelig er mor til dem:-)

Så godt spørgsmål:-)

Det kan tage lang tid!

Min datter er nu 6 mdr., og det at være mor er efterhånden blevet hverdag - og så alligevel ikke!

Men jeg tror nu, det er meget naturligt, der er jo rigtig mange ting, man pludseligt skal forholde sig til.

Så nyd den første tid, og især de øjeblikke, hvor du kommer i tanke om, at "hey, jeg elsker faktisk det lille kræ".

Åhh jeg syns også det er rigtig mærkeligt han er min ..

Men kan godt mærke det hvis jeg lige er væk fra ham en time eller to .. Så begynder jeg pludselig at føle der mangler noget ..

Nogle gange når jeg kigger på ham når han for eksempel smiler i søvne , kommer jeg virkelig til at tænke på han faktisk er min .. Og så kan jeg næsten begynde og tude fordi det er så fantastisk ..

det er heller ikke rigtig gået op for mig endnu.. og min datter er altså 6 mdr nu... men det er jo sååå fantastisk at tænke på at hun er min... hun er lavet igennem mig, og det er helt og holdent mig der har ansvaret for hende.. og gud hvor ville jeg ikke være det foruden... bare når hun griner eller smiler til mig.. jeg kan osse ligge og kigge på hende når hun sover.. det er fantastisk... elsker hende højere end alt andet.. ville gå i døden for hende.. det er en fantastisk følelse..

Malene84 skriver:

Hmmm tror det er vildt forskelligt... jeg synes jeg fandt min med det samme, men min veninde gik det først op for, første gang hun skulle ringe ned i sin dattes vuggestue og melde hende syg. Dét at sige: hej, det er ******s mor!!! der gik det virkelig op for hende, hun sagde at hun havde talt færdig og så havde hun stirret ud i luften i 10 min

Hehe jeg synes også det lyder helt underligt når jeg ringer i vuggestuen og siger at jeg er Marias mor

sophieamalia skriver:

Nu har jeg jo haft min titel som mor, i en måneds tid. Og jeg må indømme, at jeg ikke har vendet mig til den endnu!

For mig er det bare en rigtig mærkelig, selvfølgelig også dejlig følelse, at der er en jeg skal tage ansvar for og passe på resten af mit liv, og at jeg jo aldrig får mit "gamle" liv tilbage.. Altså selvom han er ved mig nu, kan jeg stadigvæk ikke forstille mig rollen som forældre, da han jo stadigvæk er så lille og man bare skal kører nogle faste rutiner uden nogle diskutioner, dog er bekymringerne der jo stadigvæk..

Jeg er jo godt klar over Cilas er min, skabt ud af mig og han er også mit et og alt mit guld o.s.v.. Men altså, det er som om det ikke helt er gået op for mig, at han virkelig er min, og at der er ham jeg har lavet og bragt til verdenen.

Det jeg ville med dette indlæg var egentlig bare.. Hvornår blev den følelse det er at være mor, hvornår blev den rigtig og naturlig for dig?? Altså hvornår faldt du på plads i dit nye liv..

Misforså mig ikke, fordi jeg skriver dette! Jeg elsker min lille dreng over alt i verdenen, har bare lidt svært ved at falde på plads i min nye rolle og ville hører om hvor længe det egentlig kan tage..?

Undskyld det blev lidt langt, Sophie.

Det tog mig 2½-3 måneder før det gik op for at jeg virkelig var blevet mor! . 

Så tror ikke der er noget unormalt i det . 

Uhh den føelse kender jeg godt . Jeg har den stadig til  tider og min søn er 5 mdr. Jeg tænker stadig tit på at det er vildt at han er MIN søn, at han er kommet ud af mig, at han har vokset inde i min livmoder fra en lille celle til et stort og glad barn. Jeg ved godt at jeg er mor til ham men men til tider er det ikke gået op for mig