Nu er det anden gang det er kikset for mig med den samme opskrift. I følge opskriften skal surdejen stå 2-3 døgn i køkkentemperatur før den kan bruges (altså en surdej, der er lavet fra bunden og ikke har været brugt før). Efter man har brugt den til brøddejen, tager man fra til en ny surdej, som i følge opskriften skal kunne holde sig i 14 dage i køleskab.
Første gang gik det ok med surdejen (kan ikke huske om jeg lod den stå to eller tre dage), men brødet blev tungt og mærkeligt (som om det ikke var hævet rigtigt, altså at surdejen ikke havde virket som den skulle). Den gemte surdej i køleskabet nåede at blive for gammel før de to uger var gået, og projektet strandede der.
Nu har jeg så forsøgt igen, og haft en surdej til at stå siden i fredags. Den har stået i køkkenet (ca 20 grader rumtemperatur) i en skål med en tallerken over, og jeg har gået og lettet lidt på låget her de sidste par dage, og den har set helt fin ud. I går aftes lugtede den lidt sur og her til morgen var den muggen. Har den stået for længe? Skulle den i virkeligheden have stået i køleskab, eller var det årsagen til at den ikke blev rigtig sidst?
Det kan da ikke passe at jeg ikke kan få det til at lykkes. Det er trods alt bare et rugbrød vi taler om, og ikke en konditorkage. Er der nogen der har forstand på det, eller bare har prøvet det før?
Anmeld