Status over 7 måneder

Rart at se, at man ikke er alene  KaMa skrev opskriften ned i sin sidste tråd, mener jeg.

Ja, det er rigtig rart at vide, at man ikke er alene, selvom det er et lidt mærkeligt fællesskab, hvor man glæder sig over andres søvnige rumsteren i sene nattetimer . Men, Dorthe, jeg begriber simpelthen ikke hvordan du klarer det og må bare bøje mig i støvet med SÅ meget respekt. Jeg har været alene hjemme med Johanna i denne uge, og har jo lige fået en lille smagsprøve på dit og de andre alenemødres liv, og jeg har bare INTET fået gjort udover at passe barn og hund. Jeg har knapt kunnet overskue at komme ned og handle og måtte samle alt hvad jeg havde i mig af initiativ og gåpåmod, da jeg skulle mødes med en veninde på cafe i onsdags. Du og de andre singlemødre udøver virkelig små mirakler hver gang I kommer helskindede gennem dagen.

og Rosa, undskyld jeg "stjal" din tråd et øjeblik

og så er det hen og læse "vællingtråden"

Maria 

hold da op hvor har i været meget igennem

det er stort og en oplevelse at blive mor ... og jeg har en teori om at der altid er et eller andet der sprænger den lyserøde drøm om at blive mor .. om det så er manglende nattesøvn, amning der gik i vasken, fødselsdepression, kolik, baby der ikke vil spise, baby der har hård mave, gylp alle steder (også i håret -hvilket man måske ikke lige fik tjekket inden man nåede ud ad døren), baby der er "bagud" motorisk... mulighederne er mange... det er jo bare ikke alle der husker også at tale om det der er svært og hårdt... og når du selv har haft kolik inde på livet er det jo ikke lige sikkert du har opdaget at alle de andre i mødregruppen og hvor du nu ellers kommer også har et eller andet de kæmper med.. Jeg er sg glad for du tør stå ved at livet som mor ikke er lyserødt altid DET er stort og fortjener en klapsalve og et klap på skulderen

Jeg kan slet ikke fatte hvordan du kan have bildt dig selv ind at jontedrengen var grim ... han er lækker BASTA ...

NYD at blive forkælet lidt i sverige  og stort tillykke med at jontedrengen sov igennem i nat

serinasmor

MariaJ skriver:

Ja, det er rigtig rart at vide, at man ikke er alene, selvom det er et lidt mærkeligt fællesskab, hvor man glæder sig over andres søvnige rumsteren i sene nattetimer . Men, Dorthe, jeg begriber simpelthen ikke hvordan du klarer det og må bare bøje mig i støvet med SÅ meget respekt. Jeg har været alene hjemme med Johanna i denne uge, og har jo lige fået en lille smagsprøve på dit og de andre alenemødres liv, og jeg har bare INTET fået gjort udover at passe barn og hund. Jeg har knapt kunnet overskue at komme ned og handle og måtte samle alt hvad jeg havde i mig af initiativ og gåpåmod, da jeg skulle mødes med en veninde på cafe i onsdags. Du og de andre singlemødre udøver virkelig små mirakler hver gang I kommer helskindede gennem dagen.

og Rosa, undskyld jeg "stjal" din tråd et øjeblik

og så er det hen og læse "vællingtråden"

Maria 

 

Undskyld Rosa fra mig også

Men TAK for dine ord  Ja, det har sine udfordringer noglke gange, men HUSK, at jeg hele tiden har været alene med min datter så man indretter sig og får hverdagen til at køre...jeg ville også gå i gulvet hvis jeg havde været vant til, at have en mand, som skulle være væk en uge

Sikke et indpirerende og velskrevet indlæg. Jeg er selv lidt nervøs for, hvordan det bliver at blive mor. Jeg har alle de her forestillinger om, at jeg fortsat kan have min gang på Uni, trille der op med barnevognen og spise frokost med veninderne, morgenmad på cross i tide og utide, mens barnet sover fint i barnevognen, masser af støgture, at mit køkken bliver et minibageri, fryseren altid er fuld, osv osv osv. Men jeg er klar over at jeg må lægge det lidt væk og tage det som det kommer! Men rigtig dejligt at læse din "fortælling" om jeres første 7 måneder. Og lad mig bare slå fast, din søn ÉR en smuk dreng

ÅÅÅhh jeg elsker også dig, intet mindre, fantastiske vidunderlige Rosa! Du skriver endnu en gang så tårerne triller og dit indlæg bringer også mig nedad memory lane og gør mig endnu mere rørstrømsk. Både fordi jeg jo har fulgt dig hele vejen og husker ethvert af de indlæg du refererer til, men også fordi jeg jo har fulgtes med dig nærmest synkront og har delt rigtig mange af dine oplevelser og følelser På én og samme tid kan jeg slet ikke udholde noget af det du skriver om Jonte, at han skulle være grim, bagud osv. Sådan har jeg ved gud ALDRIg set ham eller tænkt på ham, og jeg vil vædde med at resten af omverdenen deler min opfattelse. Du er jo benovet med en fantastisk kær, køn og dejlig unge med en stor og helt sin egen personlighed! På den anden side, så forstår jeg jo fuldstændig hvad du mener og hvorfor du har tænkt som du har

Hvor er det dejligt at høre at I alle tre nyder en velfortjent ferie i Sverige, det fryder mig virkelig. Jeg gik ellers og tænkte på at det var tid til en strøgtur i jeres samvær, men det får jo vente lidt så. Men gud hvor jeg da kommer til at savne dig og din vidunderlige unge når jeg læser dette fantastiske indlæg. Gud hvor kan du dog skrive indlevende pigebarn 

knus og mange tanker ven

Sikke et hyggeligt indlæg!!

Jeg har læst nogle stykker af dine og de er sgu gode! Du ergod til at få dine ord ned, så man bliver fænget af det..

Rigtig glædelig Jul til dig også..

Rosa skriver:

Hej piger, damer, mænd og unger.

I dag er dagen for en vaskeægte verdenspremiere! En rigtig dejlig en af slagsen! I dag er dagen hvor min søn sov fra 21 til 7.30 UDEN MELLEMLANDINGER!!!

"HVORDAN???" kan jeg høre at I tænker i kor - og svaret er et mirakelprodukt som blev anbefalet af KaMa som også har nattero med de små pomfritter i disse søde juledage. VÆLLING!!! Produktet der redder din nat! Min SP er fuld af løgn når hun siger at effekten ikke er bevist for min søn er gået fra de sidste 3 måneder at sove fra 20 til 6 med 2-3 fodringer undervejs, til første nat på trylledrikken at sove 20 - 7.30 med 1 fodring og dagen efter 21-7.30 nonstop. Og mor er lykkelig! (Svenskefanden er også glad for han plejer jo alligevel at sove om natten og så stå op kl 6-7 med den lille, så for ham er det 1-1,5 times forskel).

Vi er jo i Sverige hos svigermekanikken og fejre en tidlig jul med dem, og så siger det sig selv at Farmor er ved at trippe sig ned gennem gulvplankerne for at få acrylneglene i Bassimutten, og dermed give Mamma og Pappa lidt velfortjent afslapningstid. Ergo

Nu har jeg for en gangs skyld tid til at kaste mig ud i et lidt større skriveprojekt herinde, og for filan hvor skal jeg bare gribe den mulighed til at få fyret nogle af mine rodede tanker ned på skrift og ud på det store vide web!

Jeg blev grebet af en pludselig lyst til at gøre lidt status over (halv)året som gik. Det er sgu nok årstiden, skal I se - december er jo en særlig tid og tilbageblik på hvad man har gjort og ikke gjort som man skulle have gjort eller burde have gjort eller kunne have gjort men altså ikke gjorde.

Jonte blev 7 måneder i forgårs, jamen er det ikke fuldstændigt vanvittigt så hurtigt det går? Hvad kan man stille op andet end at undres og gyse over tiden og hvor gavmild den er når det handler om ventetid på bussen eller (som i onsdags) flyet mod København, koliktider og de sidste dage op til en fødsel. Og hvor nærig den er når det gælder stille hyggestunder i total familieidyl, søvn om morgenen (og på alle andre tidspunkter) lykkelige efterårsdage i frisk blæst, med barnvogn og røde næser, og alt alt det andet som gør familielivet værd at leve. Mads Mikkelsen siger at "de går hurtigt, alle dagene. Så pas på dem" og jeg er tilbøjelig til at give ham ret og pakke unge og svensker sammen og smutte ned der hvor Mads passer på dagene sammen med sin lånefamilie...

I dag starter dagen jo perfekt. Ikke nok med at jeg vågnede udhvilet til lyden af en småsnorkende mand og en gryntende lille basse i weekendsengen ved siden af os i svigernes soveværelse. Jeg fik også formiddagstimerne for mig selv, med alt hvad jeg kalder luksus: The og morgenmad på sengen, computer, svensk morgenTV og TID!!!! Tid til refleksion. Og straks tyr jeg til baby. Det er jo her jeg lægger alle mine sorger, frustrationer og her jeg ved at I er der til at juble med mig når det hele bare klapper Så hvad er mere fremmende for projekt retrospektiv morgen end at gå tilbage og se på hvad jeg egentlig har skrevet og sagt siden min elskede lille dreng smuttede ud i armene på en jordmoder d.3.maj i år.

Den første tråd jeg faldt over er endnu ældre end det. Den er ganske enkelt en hurra-tråd, for efter 3 ugers aktiv prøven var der allerede 2 streger på en test... Jeg skrev et indlæg herinde ca. 10 minutter efter min "fuck....fuck-fuck"-dans på stuegulvet... Den dag glemmer man jo aldrig

Den næste tråd jeg kom frem til var min FB, som i den gad var præg af et forsøg på at bringe en smule orden i kaos, dog den succes. F.eks. går jeg på 2 linjer fra 2-3 cm til presseveerne og springer alt det der skete de 7 timer imellem over. Den fødsel er til dags dato min stolteste præstation, jeg har set videoen 10 gange og kunne sagtens se den igen. Det er mig stadig dybt fascinerende at lille jeg var i stand til at arbejde og kæmpe så hårdt og så fattet, og stadig kunne stå bagefter

Så kommer jeg frem til mit allervigtigste indlæg herinde. Et indlæg som havde en nærmest terapeutisk effekt for mig at skrive, om den brønddybe sårbarhed, frygt og frustration jeg følte efter ganske få dage.

Om alle de følelser der kom væltende ovenpå efterspillet på hospitalet, om natteangsten der kom snigende hver aften når Niklas skulle i seng, mens jeg var overladt til mørket med en totalt utilregnelig lille klump, som rev mit hjerte itu når han græd og smeltede min forstand når han ikke ville holde op. Den kæmpe iskolde frygt for at al ked-af-det-heden skulle overvælde mig, der i mørket, og måske ikke gå væk igen når det blev lyst.

Indlægget hedder "Så ramte jeg muren"  og det er meget rammende. Men ved jeres hjælp og en ubeskrivelig tålmodighed som jeg har måttet fremelske i mig selv og Svenskefanden kan jeg nu se tilbage på den ramte mur og se at muren tog mere skade end jeg gjorde. Jeg lærte, blev stærkere, og da kolikken fejede ind over Klostergade vidste jeg hvor jeg kunne fine trøst indtil den blæste væk igen.

Herefter kom bekymringerne omkring hvilke konsekvenser kolikken mon ville få for vores elskede guld. En af dem blev at fordi Bassimutten havde haft mange timer dagligt hvor han græd utrøsteligt, så havde han naturligvis ikke ligget på maven så meget som de andre børn og var derfor sakket bagud rent motorisk. Han kunne f.eks. ikke rejse sig længere op end på albuerne før han var 5,5 måned, og selv der var han ikke meget for det - på det tidspunkt trillede de 3 andre begge veje, hvilket ikke var i syne for os.

Med "de andre børn" mener jeg de 3-4 utroligt fremmelige englebørn som befolker vores MG og som tålmodigt fandt sig i at vi uge efter uge kom blæsende ind, som regel en time for sent, og afbrød den nærmest zen-agtige ammesituation de havde installeret sig i. Så forløb det sådan at jeg kampsvedte og spiste boller med nescaffe i en rasende fart mens Jonathan skreg sådan ca. 75% af tiden, hvorefter jeg så med et skævt, krummebefængt, undskyldende smil trak mig tilbage med skrigeballonen og flovt luskede hjem til hulen igen. 

Så var der en rigtig tarvelig ting som jeg også må fortælle, hvis det skal være helt ærligt... Ååårh, den er svær... Fo jeg synes jo at det er SÅ forkert at jeg har tænkt sådan - men de GJORDE jeg altså...

Der var en periode på en måneds tid hvor jeg pludselig fik den her snigende fornemmelse af at... At mit barn måske var grimt At folk måske bare sagde at han var lækker fordi at "det skal man jo"...  I dag fatter jeg simpelthen ikke hvorfor det optog mig så meget, men det har nok hængt sammen med at jeg lidt følte at vi havde tabt, Jonte og jeg, på så mange områder, og vi havde brug for et WIN

Vi var ikke dem der sov igennem, dem der var fremme i skoene motorisk, min søn smiler ikke til alle og enhver og han er ikke "aaaaltid glad" som mødre tit fortæller mig at deres unger er. Nem er han ihvertfald slet ikke hvis man ser på temperament, og han bliver ret forskrækket når andre børn hviner eller larmer. Vi havde brug for en ting som VI bare kunne og var gode til. Og pludselig fyldte det alt for meget om han nu også var både sur, sløv OG grim  Kæft hvor jeg klukker i skægget lige nu - hvad fanden tænkte jeg dog på? Et par veltilrettelagt spark i rumpen af hhv. min mor og et par inviede venner rev mig ud af min hjerneblødning så jeg kunne se at 1.Det er RYSTENDE ligegyldigt om ens barn er "den bedste" til noget og 2. Min søn er BEDÅRENDE!!!

Og så kom det ligeså stille. Pludselig sad han selv - som den første i MG'en. Han snakker en hel masse, spiller på tromme, smilede nonstop til alle på turen herop OG i nat sov han så igennem Vi er i gang med at tale med tegn og så får vi se om  nogle måneder om han fanger den - hvis ikke så var det sjovt så længe.

Jeg har eprsonligt fundet mig til rette i moderskuffen og skabet skal overhovedet ikke stå i perfectoworld! Vi skal bare være glade og raske og tossede hjemme hos os! Caffe latten må drikkes to-go, bollerne må de andre bage, rødvinen er både til trøst og tørst og brosten er også til barnevogne.

Halleluja for de mange mødre der er præcis ligeså rodede, sjuskede, beslutsomme, fleksible, bekymrede, forgøglede, hovsa-agtige, stræbende og lykkelige som mig!

Tusind tak for endnu et fantastisk år herinde!!!Jeg elsker jer

Og glædelig jul!

Rosa

Sidder helt med tårer i øjnene! Jeg har fulgt dig så tit og altid elsket dine indlæg. Dette var dog toppen af poppen, for du beskriver helt perfekt hvordan det er at blive mor og får så mange brikker til at falde helt på plads i mit hoved - og min dreng en endda et år, og alligevel har jeg ikke lært at tænke "rigtigt" om hvor hurtig/langsom han er til tingene osv osv osv... Tak!

Hvor var det hyggeligt at læse dit indlæg og leve med tilbage i året der gik for jer...

Du er et lys på denne her side og du er tit en af dem jeg kommer til at tænke på og forælle om som om jeg virkelig kendte dig... Lidt ala,"en jeg kender sagde" he he - og jeg kender dig jo slet ikke, sådan rigtigt, selvom det til tider føles som om du er lige der...

Tak for fantastisk læsning og ikke mindst de allerskønneste billeder af både mindste manden og den store...

Rigtig glædelig jul til dig og dine nærmeste, dit aller sødeste menneske...

Knus og kram fra Pia.

patella skriver:

Sidder helt med tårer i øjnene! Jeg har fulgt dig så tit og altid elsket dine indlæg. Dette var dog toppen af poppen, for du beskriver helt perfekt hvordan det er at blive mor og får så mange brikker til at falde helt på plads i mit hoved - og min dreng en endda et år, og alligevel har jeg ikke lært at tænke "rigtigt" om hvor hurtig/langsom han er til tingene osv osv osv... Tak!

Tusind tak for det søde indlæg - jeg bliver helt rørt  Ja, det er fandme vigtigt at man tager sig selv i nakken nogle gange og får en ærlig snak med sin indre konkurrencemor om hvem der egentlig skal bestemme  Og mange tak - det er rart bare at vælte tingene ud på en side som denne og få så positiv respons. Jeg ved nemlig godt at jeg umuligt kan være den eneste der går rundt med disse tanker og følelser. 

Glædelig jul til dig!