Hej piger, damer, mænd og unger.
I dag er dagen for en vaskeægte verdenspremiere! En rigtig dejlig en af slagsen! I dag er dagen hvor min søn sov fra 21 til 7.30 UDEN MELLEMLANDINGER!!!
"HVORDAN???" kan jeg høre at I tænker i kor - og svaret er et mirakelprodukt som blev anbefalet af KaMa som også har nattero med de små pomfritter i disse søde juledage. VÆLLING!!! Produktet der redder din nat! Min SP er fuld af løgn når hun siger at effekten ikke er bevist for min søn er gået fra de sidste 3 måneder at sove fra 20 til 6 med 2-3 fodringer undervejs, til første nat på trylledrikken at sove 20 - 7.30 med 1 fodring og dagen efter 21-7.30 nonstop. 
Og mor er lykkelig! (Svenskefanden er også glad for han plejer jo alligevel at sove om natten og så stå op kl 6-7 med den lille, så for ham er det 1-1,5 times forskel).
Vi er jo i Sverige hos svigermekanikken og fejre en tidlig jul med dem, og så siger det sig selv at Farmor er ved at trippe sig ned gennem gulvplankerne for at få acrylneglene i Bassimutten, og dermed give Mamma og Pappa lidt velfortjent afslapningstid. Ergo
Nu har jeg for en gangs skyld tid til at kaste mig ud i et lidt større skriveprojekt herinde, og for filan hvor skal jeg bare gribe den mulighed til at få fyret nogle af mine rodede tanker ned på skrift og ud på det store vide web!
Jeg blev grebet af en pludselig lyst til at gøre lidt status over (halv)året som gik. Det er sgu nok årstiden, skal I se - december er jo en særlig tid og tilbageblik på hvad man har gjort og ikke gjort som man skulle have gjort eller burde have gjort eller kunne have gjort men altså ikke gjorde.
Jonte blev 7 måneder i forgårs, jamen er det ikke fuldstændigt vanvittigt så hurtigt det går? Hvad kan man stille op andet end at undres og gyse over tiden og hvor gavmild den er når det handler om ventetid på bussen eller (som i onsdags) flyet mod København, koliktider og de sidste dage op til en fødsel. Og hvor nærig den er når det gælder stille hyggestunder i total familieidyl, søvn om morgenen (og på alle andre tidspunkter) lykkelige efterårsdage i frisk blæst, med barnvogn og røde næser, og alt alt det andet som gør familielivet værd at leve. Mads Mikkelsen siger at "de går hurtigt, alle dagene. Så pas på dem" og jeg er tilbøjelig til at give ham ret og pakke unge og svensker sammen og smutte ned der hvor Mads passer på dagene sammen med sin lånefamilie...
I dag starter dagen jo perfekt. Ikke nok med at jeg vågnede udhvilet til lyden af en småsnorkende mand og en gryntende lille basse i weekendsengen ved siden af os i svigernes soveværelse. Jeg fik også formiddagstimerne for mig selv, med alt hvad jeg kalder luksus: The og morgenmad på sengen, computer, svensk morgenTV og TID!!!! Tid til refleksion. Og straks tyr jeg til baby. Det er jo her jeg lægger alle mine sorger, frustrationer og her jeg ved at I er der til at juble med mig når det hele bare klapper Så hvad er mere fremmende for projekt retrospektiv morgen end at gå tilbage og se på hvad jeg egentlig har skrevet og sagt siden min elskede lille dreng smuttede ud i armene på en jordmoder d.3.maj i år.
Den første tråd jeg faldt over er endnu ældre end det. Den er ganske enkelt en hurra-tråd, for efter 3 ugers aktiv prøven var der allerede 2 streger på en test... Jeg skrev et indlæg herinde ca. 10 minutter efter min "fuck....fuck-fuck"-dans på stuegulvet... Den dag glemmer man jo aldrig
Den næste tråd jeg kom frem til var min FB, som i den gad var præg af et forsøg på at bringe en smule orden i kaos, dog den succes. F.eks. går jeg på 2 linjer fra 2-3 cm til presseveerne og springer alt det der skete de 7 timer imellem over. Den fødsel er til dags dato min stolteste præstation, jeg har set videoen 10 gange og kunne sagtens se den igen. Det er mig stadig dybt fascinerende at lille jeg var i stand til at arbejde og kæmpe så hårdt og så fattet, og stadig kunne stå bagefter 
Så kommer jeg frem til mit allervigtigste indlæg herinde. Et indlæg som havde en nærmest terapeutisk effekt for mig at skrive, om den brønddybe sårbarhed, frygt og frustration jeg følte efter ganske få dage.
Om alle de følelser der kom væltende ovenpå efterspillet på hospitalet, om natteangsten der kom snigende hver aften når Niklas skulle i seng, mens jeg var overladt til mørket med en totalt utilregnelig lille klump, som rev mit hjerte itu når han græd og smeltede min forstand når han ikke ville holde op. Den kæmpe iskolde frygt for at al ked-af-det-heden skulle overvælde mig, der i mørket, og måske ikke gå væk igen når det blev lyst.
Indlægget hedder "Så ramte jeg muren" og det er meget rammende. Men ved jeres hjælp og en ubeskrivelig tålmodighed som jeg har måttet fremelske i mig selv og Svenskefanden kan jeg nu se tilbage på den ramte mur og se at muren tog mere skade end jeg gjorde. Jeg lærte, blev stærkere, og da kolikken fejede ind over Klostergade vidste jeg hvor jeg kunne fine trøst indtil den blæste væk igen.
Herefter kom bekymringerne omkring hvilke konsekvenser kolikken mon ville få for vores elskede guld. En af dem blev at fordi Bassimutten havde haft mange timer dagligt hvor han græd utrøsteligt, så havde han naturligvis ikke ligget på maven så meget som de andre børn og var derfor sakket bagud rent motorisk. Han kunne f.eks. ikke rejse sig længere op end på albuerne før han var 5,5 måned, og selv der var han ikke meget for det - på det tidspunkt trillede de 3 andre begge veje, hvilket ikke var i syne for os.
Med "de andre børn" mener jeg de 3-4 utroligt fremmelige englebørn som befolker vores MG og som tålmodigt fandt sig i at vi uge efter uge kom blæsende ind, som regel en time for sent, og afbrød den nærmest zen-agtige ammesituation de havde installeret sig i. Så forløb det sådan at jeg kampsvedte og spiste boller med nescaffe i en rasende fart mens Jonathan skreg sådan ca. 75% af tiden, hvorefter jeg så med et skævt, krummebefængt, undskyldende smil trak mig tilbage med skrigeballonen og flovt luskede hjem til hulen igen.
Så var der en rigtig tarvelig ting som jeg også må fortælle, hvis det skal være helt ærligt... Ååårh, den er svær... Fo jeg synes jo at det er SÅ forkert at jeg har tænkt sådan - men de GJORDE jeg altså...
Der var en periode på en måneds tid hvor jeg pludselig fik den her snigende fornemmelse af at... At mit barn måske var grimt 
At folk måske bare sagde at han var lækker fordi at "det skal man jo"... I dag fatter jeg simpelthen ikke hvorfor det optog mig så meget, men det har nok hængt sammen med at jeg lidt følte at vi havde tabt, Jonte og jeg, på så mange områder, og vi havde brug for et WIN 
Vi var ikke dem der sov igennem, dem der var fremme i skoene motorisk, min søn smiler ikke til alle og enhver og han er ikke "aaaaltid glad" som mødre tit fortæller mig at deres unger er. Nem er han ihvertfald slet ikke hvis man ser på temperament, og han bliver ret forskrækket når andre børn hviner eller larmer. Vi havde brug for en ting som VI bare kunne og var gode til. Og pludselig fyldte det alt for meget om han nu også var både sur, sløv OG grim Kæft hvor jeg klukker i skægget lige nu - hvad fanden tænkte jeg dog på? Et par veltilrettelagt spark i rumpen af hhv. min mor og et par inviede venner rev mig ud af min hjerneblødning så jeg kunne se at 1.Det er RYSTENDE ligegyldigt om ens barn er "den bedste" til noget og 2. Min søn er BEDÅRENDE!!!
Og så kom det ligeså stille. Pludselig sad han selv - som den første i MG'en. Han snakker en hel masse, spiller på tromme, smilede nonstop til alle på turen herop OG i nat sov han så igennem Vi er i gang med at tale med tegn og så får vi se om nogle måneder om han fanger den - hvis ikke så var det sjovt så længe.
Jeg har eprsonligt fundet mig til rette i moderskuffen og skabet skal overhovedet ikke stå i perfectoworld! Vi skal bare være glade og raske og tossede hjemme hos os! Caffe latten må drikkes to-go, bollerne må de andre bage, rødvinen er både til trøst og tørst og brosten er også til barnevogne.
Halleluja for de mange mødre der er præcis ligeså rodede, sjuskede, beslutsomme, fleksible, bekymrede, forgøglede, hovsa-agtige, stræbende og lykkelige som mig!
Tusind tak for endnu et fantastisk år herinde!!!Jeg elsker jer 
Og glædelig jul!
Rosa
