Jeg kunne godt lige bruge jeres hjælp..

Hej piger. Situationen er dne at der i vores institution er en pædagog som gik på barsel her i April. Hun skulle have en lille dreng. Det er således at deres lille dreng ikke levede mere end 9 uger. I dag da jeg kom og hentede mine piger gik hun og hængte sedler op om det på stuerne. Jeg blev rigtig ked af det på deres vegne da jeg læste sedlen, men jeg anede simpelthen ikke hvad jeg skulle sige til hende. Hun så mig ikke skal det lige nævnes så det var ikke sådan en pinlig situation. det jeg vil spørge jer om er , hvad man siger til en forældre der har mistet deres barn. Jeg er nemlig sikker på at tavshed ikke er en god ting.. :'( Men puhha hvor det dog rørte mig.. Kh Heidi

Kan godt forstå din måde at reagere på det må være så slemt for familien :( ,jeg tror heller ikke jeg ville kunne sige noget selv om man gerne ved støtte og vise man er dybt rørt puha

(H) (H) mie

uhhhha da - det var da skrækkeligt... men ja - tavshed er det værste, så jeg synes du i en "oplagt situation" (med det mener jeg, når du måske går forbi hende på gangen eller noget) skal give hendes arm et klem og sige "ved ikke hvad jeg skal sige, udover at jeg har set dit opslag, og det gør mig meget ondt....."

og så ved jeg ikke om jeres forældrebestyrelse sørger for noget i den retning, men jeg ville overveje at høre om der bliver sendt en krans på forældrenes vegne til begravelsen - hvis den da ikk er foregået - ellers en buket hjem til....

Frygtelig situation:(

Jannie

Sig hvad du tænker...fortæl dem at det gør dig ondt, at det ryster dig...at du simpelthen ikke aner hvad du skal sig.
Så skal hun nok snakke selv også..mere eller mindre.
Vi har for noget tid siden oplevet at en min x-mand spillede håndbold med faldt død om til en kamp. Det var et chok for alle.
Hans kone har jeg kun hilst på...men mødte hende så i aldi et par uger efter....jeg kunne have hilst og gået videre, men for pokker...det fyldte jo mig det de havde oplevet og gjorde mig så ondt. Jeg valgte at sige til hende at det gjorde mig usigeligt ondt og at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle sige. Og så snakkede hun ellers...hendes sorg blev jo ikke større af jeg nævnte det, hun går jo ikke og glemmer og så minder jeg hende om det. jeg tror på man skal være åben, selvom det gør ondt at være det og se tingene i øjnene..
Det var skrækkeligt at mærke den voldsomme sorg som hun gik med....hun var helt ødelagt...jeg græd da jeg kom hjem, men jeg er sikker på jeg gjorde det rigtige ved at tale til hende og ikke bare lade som ingenting.
Intet er forkert eller rigtigt at sige...men at være tavs, det må være hårdt og meget ensomt for dem der går med den store sorg.
Knus Eva

Hej med jer:)
Problemet med mig er at jeg har UFATTELIGT nemt til tårer.. og er pisse bange for at begynde og græde.. og det er jo ikke min sorg, men når det er noget med børn så rører det mig bare SÅ ufattligt meget.

Med hensyn til det om forældrebestyrelsen gir noget.. Jahe, min man er formand for bestyrelsen og hende pædagen der har mistet drengen sidder også i bestyrelsen. Vi har ikke vidst noget om det før nu.. Jeg har faktsik set hende en del gange efter hun har født, dog uden barn, og undrede mig faktisk over det.. Tænkte egentlig også om der var sket noget, men skyndte mig og putte den tanke langt væk:(

Og hvordan forklarer man sin snart 5 årige datter det?? Skal man egentlig gøre det??

Kh Heidi

Heidi-Godsk skriver:

Hej med jer:)
Problemet med mig er at jeg har UFATTELIGT nemt til tårer.. og er pisse bange for at begynde og græde.. og det er jo ikke min sorg, men når det er noget med børn så rører det mig bare SÅ ufattligt meget.

Med hensyn til det om forældrebestyrelsen gir noget.. Jahe, min man er formand for bestyrelsen og hende pædagen der har mistet drengen sidder også i bestyrelsen. Vi har ikke vidst noget om det før nu.. Jeg har faktsik set hende en del gange efter hun har født, dog uden barn, og undrede mig faktisk over det.. Tænkte egentlig også om der var sket noget, men skyndte mig og putte den tanke langt væk:(

Og hvordan forklarer man sin snart 5 årige datter det?? Skal man egentlig gøre det??

Kh Heidi

Og hvad er der så galt i at tårene får frit løb??ja, jeg forstår det ikke...det er for pokker mennesker det handler om og vi har jo alle følelser.
Men sagt på en anden måde...hvis hun lige havde født, så havde du sagt tillykke og ih og åh...men når hun mister, så ignorer man bare eller??? .
Ja, selvfølgelig skal du fortælle din datter det...det kan du da ikke være bekendt ikke at gøre...hun hører det jo på et tidspunkt og så er det da vigtigt hun ved noget. Det hører med til livet og for børn er det ikke tabu som for mange voksne. Døden bliver tabu hvis vi lærer vores børn at det er det.
Fortæl din datter det som det er...trøst hende hvis hun bliver ked og svar på alle de spørgsmål der kommer. Tit er børn meget bedre til at tale om det end voksne og måske din datter lærer dig noget. Hvem ved...:)
Knus Eva

Eva skriver:

Sig hvad du tænker...fortæl dem at det gør dig ondt, at det ryster dig...at du simpelthen ikke aner hvad du skal sig.
Så skal hun nok snakke selv også..mere eller mindre.
Vi har for noget tid siden oplevet at en min x-mand spillede håndbold med faldt død om til en kamp. Det var et chok for alle.
Hans kone har jeg kun hilst på...men mødte hende så i aldi et par uger efter....jeg kunne have hilst og gået videre, men for pokker...det fyldte jo mig det de havde oplevet og gjorde mig så ondt. Jeg valgte at sige til hende at det gjorde mig usigeligt ondt og at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle sige. Og så snakkede hun ellers...hendes sorg blev jo ikke større af jeg nævnte det, hun går jo ikke og glemmer og så minder jeg hende om det. jeg tror på man skal være åben, selvom det gør ondt at være det og se tingene i øjnene..
Det var skrækkeligt at mærke den voldsomme sorg som hun gik med....hun var helt ødelagt...jeg græd da jeg kom hjem, men jeg er sikker på jeg gjorde det rigtige ved at tale til hende og ikke bare lade som ingenting.
Intet er forkert eller rigtigt at sige...men at være tavs, det må være hårdt og meget ensomt for dem der går med den store sorg.
Knus Eva

Ja det er rigtigt at tavshed nok ikke er godt men ville osse bare være nervøs for at sige noget forkert .
En jeg kendte mistede hendes mand i en trafik ulykke og til sidst ville hun dårlig nok gå ned og handle i frygt for igen at folk standsede hende og sagde det var forfærdeligt det der var sket (hun blev bare mere ked af det ).Selvom hun vidste det var i folks god mening
Så jeg synes det er lidt svært det er for mig lidt af en balance gang

(H) mie

Eva skriver:

Heidi-Godsk skriver:

Hej med jer:)
Problemet med mig er at jeg har UFATTELIGT nemt til tårer.. og er pisse bange for at begynde og græde.. og det er jo ikke min sorg, men når det er noget med børn så rører det mig bare SÅ ufattligt meget.

Med hensyn til det om forældrebestyrelsen gir noget.. Jahe, min man er formand for bestyrelsen og hende pædagen der har mistet drengen sidder også i bestyrelsen. Vi har ikke vidst noget om det før nu.. Jeg har faktsik set hende en del gange efter hun har født, dog uden barn, og undrede mig faktisk over det.. Tænkte egentlig også om der var sket noget, men skyndte mig og putte den tanke langt væk:(

Og hvordan forklarer man sin snart 5 årige datter det?? Skal man egentlig gøre det??

Kh Heidi

Og hvad er der så galt i at tårene får frit løb??ja, jeg forstår det ikke...det er for pokker mennesker det handler om og vi har jo alle følelser.
Men sagt på en anden måde...hvis hun lige havde født, så havde du sagt tillykke og ih og åh...men når hun mister, så ignorer man bare eller??? .

Nej overhovedet ikke.. Jeg har skam tænkt mig og sige noget til hende jeg ved bare ikke hvad.. Jeg er sgu lidt bange for at hun syntes jeg er en idiot hvis jeg står der og fælber over hendes tab...

miver skriver:

Eva skriver:

Sig hvad du tænker...fortæl dem at det gør dig ondt, at det ryster dig...at du simpelthen ikke aner hvad du skal sig.
Så skal hun nok snakke selv også..mere eller mindre.
Vi har for noget tid siden oplevet at en min x-mand spillede håndbold med faldt død om til en kamp. Det var et chok for alle.
Hans kone har jeg kun hilst på...men mødte hende så i aldi et par uger efter....jeg kunne have hilst og gået videre, men for pokker...det fyldte jo mig det de havde oplevet og gjorde mig så ondt. Jeg valgte at sige til hende at det gjorde mig usigeligt ondt og at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle sige. Og så snakkede hun ellers...hendes sorg blev jo ikke større af jeg nævnte det, hun går jo ikke og glemmer og så minder jeg hende om det. jeg tror på man skal være åben, selvom det gør ondt at være det og se tingene i øjnene..
Det var skrækkeligt at mærke den voldsomme sorg som hun gik med....hun var helt ødelagt...jeg græd da jeg kom hjem, men jeg er sikker på jeg gjorde det rigtige ved at tale til hende og ikke bare lade som ingenting.
Intet er forkert eller rigtigt at sige...men at være tavs, det må være hårdt og meget ensomt for dem der går med den store sorg.
Knus Eva

Ja det er rigtigt at tavshed nok ikke er godt men ville osse bare være nervøs for at sige noget forkert .
En jeg kendte mistede hendes mand i en trafik ulykke og til sidst ville hun dårlig nok gå ned og handle i frygt for igen at folk standsede hende og sagde det var forfærdeligt det der var sket (hun blev bare mere ked af det ).Selvom hun vidste det var i folks god mening
Så jeg synes det er lidt svært det er for mig lidt af en balance gang

(H) mie

Ja Mie, der er jo nogle der ikke bryder sig om det.. og jeg har jo ikke lyst til og gøre hende mere ked af det..

Heidi-Godsk skriver:

Eva skriver:

Heidi-Godsk skriver:

Hej med jer:)
Problemet med mig er at jeg har UFATTELIGT nemt til tårer.. og er pisse bange for at begynde og græde.. og det er jo ikke min sorg, men når det er noget med børn så rører det mig bare SÅ ufattligt meget.

Med hensyn til det om forældrebestyrelsen gir noget.. Jahe, min man er formand for bestyrelsen og hende pædagen der har mistet drengen sidder også i bestyrelsen. Vi har ikke vidst noget om det før nu.. Jeg har faktsik set hende en del gange efter hun har født, dog uden barn, og undrede mig faktisk over det.. Tænkte egentlig også om der var sket noget, men skyndte mig og putte den tanke langt væk:(

Og hvordan forklarer man sin snart 5 årige datter det?? Skal man egentlig gøre det??

Kh Heidi

Og hvad er der så galt i at tårene får frit løb??ja, jeg forstår det ikke...det er for pokker mennesker det handler om og vi har jo alle følelser.
Men sagt på en anden måde...hvis hun lige havde født, så havde du sagt tillykke og ih og åh...men når hun mister, så ignorer man bare eller??? .

Nej overhovedet ikke.. Jeg har skam tænkt mig og sige noget til hende jeg ved bare ikke hvad.. Jeg er sgu lidt bange for at hun syntes jeg er en idiot hvis jeg står der og fælber over hendes tab...

Hov...fik skrevet lidt mere...som vidst ikke kom med der.:)