Er det sygdom eller trodsalder??

Jeg tænker lidt på, om din datter er god til at snakke? I så fald har hun jo mulighed for at sætte lidt ord på sine frustrationer, hvilket kan være en kæmpe hjælp for mange børn...

Men ellers tror jeg, det kan være en rigtig god idé, hvis I som forældre sætter ord på, at I forstår hende, når hun er rasende. (Det gør I sikkert allerede, men jeg tillader mig at komme med rådet alligevel). Altså hvis hun flipper helt ud ved morgenbordet, så kan I sige: "Åh ha da, vi kan godt se, du er vred lige nu, det er da ikke så rart." eller "Jeg kan godt se, du er ked af det, men du må ikke slå". Osv. osv. så I hele tiden lader hende vide, at I HAR fanget, hvad der foregår, og at I ikke blot forsøger, at få det til at "gå væk". 

I øvrigt tænker jeg, at selvstændighedsfasen jo ofte bliver sammenlignet med teenageårene. Og da jeg ikke kan huske min egen selvstændighedsfase, men derimod med lethed husker teenageudfordringerne, vil jeg sige, at jeg kan genkende den der afmagt/vrede, som din datter sikkert oplever. Jeg kan huske, at jeg egentlig helt uden grund bare havde lyst til at flå møbler fra hinanden og pande mine forældre i gulvet. Hvis de fx tillod sig at spørge, om jeg havde haft en god dag . Skal lige siges, at jeg dog aldrig handlede på den lyst, - det var jeg naturligvis for gammel til, men det er din datter jo netop ikke... ... HÅber, jeg giver mening .

Kan selvfølgelig ikke sige, om hun også har ondt, men det er da en mulighed. Lyder sandsynligt. Så måske det bliver meget bedre efter dræn. 

bondepigen skriver:

Altså min datter på 2 år og 2 mdr. har konstant væske i mellemøret og skal have dræn i ørerne d. 6. dec. Nu har hun så lige været syg, og er det måske stadig lidt, dog uden feber. I søndags havde hun 40,8. Vi var ved vagtlægen, men hun sagde, at det ikke var ørerne, halsen, lungerne eller noget, så det har nok højst sandsynligt været influenza.

Men sagen er, at hun i perioder kan blive rasende over ingenting. F.eks. i morges, hvor jeg gjorde noget jeg bare IKKE skulle have gjort med hendes morgenmad. Eller her for ½ time siden, hvor jeg flyttede hendes stol, da hun så blev gal, satte jeg den på plads igen, men det var for sent... Og så kan hun stå der og skrige rasende i ½-1 hel time.

Vi prøver alt... trøster, men bliver skubbet væk (og hun bliver mere rasende) , skælder ud (dog ikke så ofte, da vi nærmest godt ved, det har modsat effekt..og så er det jo heller ikke rart at skælde ud), vi har prøvet at ignorere hende, og prøvet at sige "når du har lyst, så kommer du bare op til mor/far, og lader hende så være sig selv...

Men intet hjælper, før hun er blevet helt udmattet, så tager hun først imod sutten og sin bamse...

Af og til bliver hun pludselig sur på mig og så skal jeg gå, når så jeg vil flytte mig for hende (fordi jeg ikke gider skubbes mere), så skriger hun og vil have jeg skal blive... Og inden da har jeg selvfølgelig sagt til hende, at jeg ikke vil have hun skubber, slår osv... men intet hjælper...

Hvad pokker gør vi, og er det trodsalderen eller tror I det har noget med hendes ører at gøre? Hun bliver så rasende, at hun gør skade på sig selv, ved at slå sit hoved ned i gulvet og lign....

I dag har hun haft en 5-6 raseri anfald, og endnu flere i går....

Tror jeg måske skal spørge SP, men ville lige høre jer herinde først...

 

For nu at tage eksemplet med stolen. Har I prøvet at sige til hende. Du ville gerne have stolen stående dér (peger derhen). Du blev ked af det fordi mor flyttede stolen væk. -og så afvente hendes reaktion. Hvis du rammer plet, så skal hun nok give udtryk for det, og ellers så må man bare prøve igen, intil man har gættet sig frem til hvad der bringer dem sådan ud af fatning.

Jeg mener ihvertfald ikke man hjælper barnet til at komme igennem det stormvejr af følelser der raser i dem, ved blot at ignorer eller skælde ud. De kan også være så meget ude af sig selv at de er umodtagelig for trøst (og trøst er iøvrigt også tit bare noget med: så, så, det skal nok gå alt sammen. Det er ikke så slemt. Og det ER jo slemt for det lille barn. Vi voksne synes ikke det er noget at hidse sig op over at stolen er blevet flyttet, men for et lille barn kan det betyde at hele deres verdensbillede er faldet sammen, og det er en grumsom oplevelse, som vi som forældre på tage alvorlig, uanset hvor ligegyldig den ser ud i vores øjne.)

SeptemberBaby skriver:

Jeg tænker lidt på, om din datter er god til at snakke? I så fald har hun jo mulighed for at sætte lidt ord på sine frustrationer, hvilket kan være en kæmpe hjælp for mange børn...

Men ellers tror jeg, det kan være en rigtig god idé, hvis I som forældre sætter ord på, at I forstår hende, når hun er rasende. (Det gør I sikkert allerede, men jeg tillader mig at komme med rådet alligevel). Altså hvis hun flipper helt ud ved morgenbordet, så kan I sige: "Åh ha da, vi kan godt se, du er vred lige nu, det er da ikke så rart." eller "Jeg kan godt se, du er ked af det, men du må ikke slå". Osv. osv. så I hele tiden lader hende vide, at I HAR fanget, hvad der foregår, og at I ikke blot forsøger, at få det til at "gå væk". 

I øvrigt tænker jeg, at selvstændighedsfasen jo ofte bliver sammenlignet med teenageårene. Og da jeg ikke kan huske min egen selvstændighedsfase, men derimod med lethed husker teenageudfordringerne, vil jeg sige, at jeg kan genkende den der afmagt/vrede, som din datter sikkert oplever. Jeg kan huske, at jeg egentlig helt uden grund bare havde lyst til at flå møbler fra hinanden og pande mine forældre i gulvet. Hvis de fx tillod sig at spørge, om jeg havde haft en god dag . Skal lige siges, at jeg dog aldrig handlede på den lyst, - det var jeg naturligvis for gammel til, men det er din datter jo netop ikke... ... HÅber, jeg giver mening .

Kan selvfølgelig ikke sige, om hun også har ondt, men det er da en mulighed. Lyder sandsynligt. Så måske det bliver meget bedre efter dræn. 

Ja min datter er god til at snakke, men når hun får de ture der, så er der lukket! Det eneste hun siger er neeeeej mor, og man kan slet ikke få ørenlyd til at sige noget.... Så det er ret frustrerende for os begge.

Men jeg forsøger da bl.a. på den måde du osse foreslår med at sige, jeg godt kan se, hvad der foregår, men at jeg ikke vil have hun slår. Det er bare som om der er lukket for både talen og hørelsen, når hun har det sådan.

Det der har bedst effekt er at sige, "jeg ved godt du er ked af det. Mor går hen og sidder i sofaen, og når du har lyst kan du komme hen og hygge/kramme lidt" Så lader jeg hende rase ud, og når jeg kan mærke hun er mere modtagelig (efter lang tid), så går jeg hen til hende og tager hende op. og så krammer vi... Men nøj jeg har det dårligt med at lade hende stå der og rase...og være ulykkelig.

For nu at tage eksemplet med stolen. Har I prøvet at sige til hende. Du ville gerne have stolen stående dér (peger derhen). Du blev ked af det fordi mor flyttede stolen væk. -og så afvente hendes reaktion. Hvis du rammer plet, så skal hun nok give udtryk for det, og ellers så må man bare prøve igen, intil man har gættet sig frem til hvad der bringer dem sådan ud af fatning.

Jeg mener ihvertfald ikke man hjælper barnet til at komme igennem det stormvejr af følelser der raser i dem, ved blot at ignorer eller skælde ud. De kan også være så meget ude af sig selv at de er umodtagelig for trøst (og trøst er iøvrigt også tit bare noget med: så, så, det skal nok gå alt sammen. Det er ikke så slemt. Og det ER jo slemt for det lille barn. Vi voksne synes ikke det er noget at hidse sig op over at stolen er blevet flyttet, men for et lille barn kan det betyde at hele deres verdensbillede er faldet sammen, og det er en grumsom oplevelse, som vi som forældre på tage alvorlig, uanset hvor ligegyldig den ser ud i vores øjne.)

Det er forsøgt, prøv evt. at læse det jeg har skrevet til septemberbaby...

Jeg vil virkelig gerne det bedste for min datter, men er ved at løbe lidt tør for muligheder, og er bange for at gøre noget forkert... Derfor tror jeg osse lige jeg skal have en snak med SP for en sikkerheds skyld..

Din datter kan helt sikkert godt reagere med hidsighed ved det mindste, fordi hun har ondt og mindre overskud.

Men det lyder også som om du er blevet rådvild og usikkert, og det kan hun måske også mærke. Når man er 2 år og ved at finde ud af hvad man kan og må, så er det vild fustrerende hvis man ikke ved lige præcis hvor man har sin mor og hvad hun mener og syntes er OK. Jeg mener ikke at du skal skælde hende ud eller være skrap!!! Det kan en toårig ikke bruge til noget!!! Men du skriver noget om at sætter ord på hendes følelser og tilbyder trøst. Det mener jeg er HELT rigtigt, og vær du tryg ved at du gør det rigtige. Og husk at mange ord bare er volapyk for børn og at når hun skriger så hører hun nok alligevel overhovedet ikke hvad du siger. Brug dit kropssprog i stedet. Ræk armene ud efter hende, vis hende at du er klar til at trøste, når hun er klar til at modtage trøst. Hvis du virker usikker på hende, så bliver hun også usikker. Så gør det samme hver gang i tager en tur, og bliv ved med at tro på at du gør det rigtige...også efter en halv times gråd.

Håber i finder ud af det

Marianne

www.stjerneleg.dk 

bondepigen skriver:

Emma og jeg endte osse med at sidde og tude i hver sin ende af sofaen en dag, da jeg ikke måtte trøste hende, men heller ikke gå...

Hvad gør man bedst i disse situationer?...forslag tages imod med kyshånd.

Og så kan jeg jo passende spørge dig, er Liva kommet igennem den alder? Hvis ja, hvor længe varede det så??  

 

 

Hehe ja det er hun Vi tager dog stadig vores ture ind imellem

Kan simpelthen ikke huske hvor længe det varede, synes det var en evighed mens det stod på....

bondepigen skriver:

Ja min datter er god til at snakke, men når hun får de ture der, så er der lukket! Det eneste hun siger er neeeeej mor, og man kan slet ikke få ørenlyd til at sige noget.... Så det er ret frustrerende for os begge.

Men jeg forsøger da bl.a. på den måde du osse foreslår med at sige, jeg godt kan se, hvad der foregår, men at jeg ikke vil have hun slår. Det er bare som om der er lukket for både talen og hørelsen, når hun har det sådan.

Det der har bedst effekt er at sige, "jeg ved godt du er ked af det. Mor går hen og sidder i sofaen, og når du har lyst kan du komme hen og hygge/kramme lidt" Så lader jeg hende rase ud, og når jeg kan mærke hun er mere modtagelig (efter lang tid), så går jeg hen til hende og tager hende op. og så krammer vi... Men nøj jeg har det dårligt med at lade hende stå der og rase...og være ulykkelig.

 

Jeg synes, det lyder som om, du gør det lige efter bogen .

Super flot, men selvfølgelig er det hårdt. 

Så:   herfra

MarianneSonne skriver:

Din datter kan helt sikkert godt reagere med hidsighed ved det mindste, fordi hun har ondt og mindre overskud.

Men det lyder også som om du er blevet rådvild og usikkert, og det kan hun måske også mærke. Når man er 2 år og ved at finde ud af hvad man kan og må, så er det vild fustrerende hvis man ikke ved lige præcis hvor man har sin mor og hvad hun mener og syntes er OK. Jeg mener ikke at du skal skælde hende ud eller være skrap!!! Det kan en toårig ikke bruge til noget!!! Men du skriver noget om at sætter ord på hendes følelser og tilbyder trøst. Det mener jeg er HELT rigtigt, og vær du tryg ved at du gør det rigtige. Og husk at mange ord bare er volapyk for børn og at når hun skriger så hører hun nok alligevel overhovedet ikke hvad du siger. Brug dit kropssprog i stedet. Ræk armene ud efter hende, vis hende at du er klar til at trøste, når hun er klar til at modtage trøst. Hvis du virker usikker på hende, så bliver hun også usikker. Så gør det samme hver gang i tager en tur, og bliv ved med at tro på at du gør det rigtige...også efter en halv times gråd.

Håber i finder ud af det

Marianne

www.stjerneleg.dk 

Tak!

Det er osse sådan jeg har gjort de sidste mange gange... og det bliver jeg nok osse ved med, men hun skal selvfølgelig osse have at vide, hvem der bestemmer, og at man ikke bare smasker et glas mælk ned af bordet fordi man er vred. Men der trøster jeg selvfølgelig osse og prøver at forklare lidt at jeg bliver ked af det, når hun gør sådan...

TbCp skriver:

Hehe ja det er hun Vi tager dog stadig vores ture ind imellem

Kan simpelthen ikke huske hvor længe det varede, synes det var en evighed mens det stod på....

Godt, så er der håb forude...magtede bare ikke lige hvis det skulle være sådan her de næste to år!

Ved godt de vil få deres ture indimellem, og det har Emma jo osse haft for længe siden, men at de bare kommer væltende, det er godt nok for hårdt...

SeptemberBaby skriver:

Jeg synes, det lyder som om, du gør det lige efter bogen .

Super flot, men selvfølgelig er det hårdt. 

Så:   herfra

Tak, håber i hvert fald jeg gør det rigtige...selv om jeg af og til føler mig som en elendig mor...