På vej op igen

Dejligt at høre at du har det godt/bedre! Jeg tænker lidt at det ikke er første gang du tænker om du er i det rigtige job. Så måske du skulle prøve at komme videre og se hvad du kunne finde spændende hvor du ikke står med hele ansvaret. Det er jo også derfor du har det skidt over at være syg.... Knuuus til dig

godt det virker.

du skal tænke på dig selv. har du overvejet hvilket andet job eller uddanelse du gerne vil ha ?

Anonym skriver:

Jeg ved bare ikke om jeg er helt klar til at acceptere det endnu.

Når vi snakker om det herhjemme siger jeg selv at jeg nok skal være på medicin resten af livet.... men er ikke sikker på at det egentlig synker ind ved mig selv....

Min mand har denne gang set hvor slemt jeg kan have det, han har ikke oplevet mig rigtig depressiv før, og jeg tror han blev meget forskrækket.

Det tager tid at synke ind, og måske gør det det aldrig helt, men jeg tror du er nødt til at finde en måde at leve MED dine depressioner, istedet for at kæmpe IMOD dem - de er en del af dig, på.. tjaa.... ondt og ondt (jeg ved ikke om det er muligt at finde noget godt ved dem )

For mig har det hjulpet at acceptere de begrænsninger der trods alt er, og indrette mit liv efter dem. Fx har jeg efterhånden så meget ar-væv i hjernen at jeg ikke længere kan tåle alkohol overhovedet, så jeg drikker aldrig. Jeg læser heller ikke om "fantastiske nye fremskridt" inden for behandlingen af sclerose længere, fordi jeg har ikke behov for at gå og håbe på en kur, men for at lære at leve med min sygdom - giver det mening?

Jeg kan sagtens forstå at din mand bliver forskrækket - det er aldrig rart at se en man elsker have det så skidt, især når det er noget man ikke helt kan sætte sig ind i. Som alt andet vænner man sig til det - sådan da. 

Det jeg vil råde dig til er at tage kontrol over din sygdom - det er noget du skal gøre når du har en god periode. Få læst om den, find ud af hvad tegnene er og hvordan man lever med den, få lagt planer og tænkt tanker, så du ved hvad du skal gøre når det går den forkerte vej igen og du ikke har overskud til at beskæftige dig med det. Min oplevelse er at når man har "plan B" på plads - evt. skrevet ned - og man er enige om at det er sådan vi håndterer det, så kan man slippe tankerne og så fylder det pludseligt ikke så meget mere, fordi angsten er væk. Man går ikke længere og er bange for hvad nu hvis... for man har jo allerede tænkt alle hvad nu hvis'er og lagt planer for hvordan man takler dem... så opdager man pludseligt en dag at der er gået flere dage siden tanken strejfede en sidst.

og masser af - iskoldt godt nok, men man kan ikke få alt - solskin herfra

michella80 skriver:

Dejligt at høre at du har det godt/bedre! Jeg tænker lidt at det ikke er første gang du tænker om du er i det rigtige job. Så måske du skulle prøve at komme videre og se hvad du kunne finde spændende hvor du ikke står med hele ansvaret. Det er jo også derfor du har det skidt over at være syg.... Knuuus til dig

Du har helt ret...jeg skal bare have fundet ud af hvad jeg har lyst til...

LIZO skriver:

godt det virker.

du skal tænke på dig selv. har du overvejet hvilket andet job eller uddanelse du gerne vil ha ?

Nej ikke rigtigt.... synes det er så uoverskueligt. Der er SÅ mange muligheder...

Skouboe skriver:

Det tager tid at synke ind, og måske gør det det aldrig helt, men jeg tror du er nødt til at finde en måde at leve MED dine depressioner, istedet for at kæmpe IMOD dem - de er en del af dig, på.. tjaa.... ondt og ondt (jeg ved ikke om det er muligt at finde noget godt ved dem )

For mig har det hjulpet at acceptere de begrænsninger der trods alt er, og indrette mit liv efter dem. Fx har jeg efterhånden så meget ar-væv i hjernen at jeg ikke længere kan tåle alkohol overhovedet, så jeg drikker aldrig. Jeg læser heller ikke om "fantastiske nye fremskridt" inden for behandlingen af sclerose længere, fordi jeg har ikke behov for at gå og håbe på en kur, men for at lære at leve med min sygdom - giver det mening?

Jeg kan sagtens forstå at din mand bliver forskrækket - det er aldrig rart at se en man elsker have det så skidt, især når det er noget man ikke helt kan sætte sig ind i. Som alt andet vænner man sig til det - sådan da. 

Det jeg vil råde dig til er at tage kontrol over din sygdom - det er noget du skal gøre når du har en god periode. Få læst om den, find ud af hvad tegnene er og hvordan man lever med den, få lagt planer og tænkt tanker, så du ved hvad du skal gøre når det går den forkerte vej igen og du ikke har overskud til at beskæftige dig med det. Min oplevelse er at når man har "plan B" på plads - evt. skrevet ned - og man er enige om at det er sådan vi håndterer det, så kan man slippe tankerne og så fylder det pludseligt ikke så meget mere, fordi angsten er væk. Man går ikke længere og er bange for hvad nu hvis... for man har jo allerede tænkt alle hvad nu hvis'er og lagt planer for hvordan man takler dem... så opdager man pludseligt en dag at der er gået flere dage siden tanken strejfede en sidst.

og masser af - iskoldt godt nok, men man kan ikke få alt - solskin herfra

Tak for dine ord..... det giver lidt tanker jeg lige skal hitte rundt i