På vej op igen

"akut"-pillerne er begyndt at virke. Er på vej op af hullet igen kan jeg mærke.Venter stadig svar fra lægen ang min normale medicin, så skal lige have ringet derop i morgen.Det er længe siden jeg har været SÅ langt nede! Var sygemeldt hele sidste uge og det havde jeg virkelig brug for, men det fik mig også til at se at jeg skal igang med at finde andet arbejde eller måske igang med en anden uddannelse. Jeg bliver stresset hvis jeg skal ligge syg, med det job jeg har nu og det fungerer jo ikke rigtigt i længden.På den ene side er det et fantastisk job fordi jeg ikke skal nå noget, vi skal bare hygge os. På den anden side skal jeg måske slet ikke arbejde med mennesker når jeg kan have tendens til at blive deprimeret.... Jeg ved det ikke....Jeg tænket også "hvorfor mig?.... Hvorfor er det lige mig der bliver ramt?"Jeg har tourettes og ved godt at depressioner desværre ofte følger med det, men bliver jeg så aldrig rask? Skal jeg bare lære at leve med depressioner i tide og utide?Ja jeg ved godt i ikke har svarerne men måtte lige lufte lidt ud.Tak for al jeres støtte!

Beklager de manglende afsnit.... Det kan min iPhone åbenbart ikke lige klare

Anonym skriver:

"akut"-pillerne er begyndt at virke. Er på vej op af hullet igen kan jeg mærke.Venter stadig svar fra lægen ang min normale medicin, så skal lige have ringet derop i morgen.Det er længe siden jeg har været SÅ langt nede! Var sygemeldt hele sidste uge og det havde jeg virkelig brug for, men det fik mig også til at se at jeg skal igang med at finde andet arbejde eller måske igang med en anden uddannelse. Jeg bliver stresset hvis jeg skal ligge syg, med det job jeg har nu og det fungerer jo ikke rigtigt i længden.På den ene side er det et fantastisk job fordi jeg ikke skal nå noget, vi skal bare hygge os. På den anden side skal jeg måske slet ikke arbejde med mennesker når jeg kan have tendens til at blive deprimeret.... Jeg ved det ikke....Jeg tænket også "hvorfor mig?.... Hvorfor er det lige mig der bliver ramt?"Jeg har tourettes og ved godt at depressioner desværre ofte følger med det, men bliver jeg så aldrig rask? Skal jeg bare lære at leve med depressioner i tide og utide?Ja jeg ved godt i ikke har svarerne men måtte lige lufte lidt ud.Tak for al jeres støtte!

godt det går den rigtige vej nu ... det andet er bare ikke til at bære.

vidste ikke det om tourettes hvor længe har du haft den diagnose?

hvad er det for nogen piller du har fået nu så, hvis jeg må spørge? 

tanker herfra

Milka skriver:

godt det går den rigtige vej nu ... det andet er bare ikke til at bære.

vidste ikke det om tourettes hvor længe har du haft den diagnose?

hvad er det for nogen piller du har fået nu så, hvis jeg må spørge? 

tanker herfra

Jeg fik diagnosen da jeg var 10-11år. Men det er ikke noget der fylder så meget længere selvom det er noget jeg aldrig kommer af med igen.De piller jeg har fået til lige at hjælpe mig op igen hedder zyprexa. Men skal helst af med dem igen når der er styr på det medicin jeg normalt får.

Hvor er jeg glad for, at der endelig er kommet lidt lys ind i dit sind. Det er ikke til at holde det andet ud................når alt bare går i gråt, og man ikke magter sit liv.

Jeg har en ret god bog om depressioner, men har lånt den ud lige pt. Men har du ikke lyst til at låne den af mig?..................man får nærmest en aha oplevelse af at læse den, og man føler sig på en eller anden måde forstået, og når til en erkendelse af, at man ikke er ALENE.

Tjaaaaa.........................lige nu, har du mange tanker om, hvorfor det lige rammer dig, og om du aldrig slipper af med lidelsen. Jeg kan fortælle dig, at det er helt normale tanker, som næsten alle depressive har, når de er ved at få det lidt bedre. Det er jo en kronisk sygdom, som kan komme fra tid til anden. Men man kan blive ret god til at spotte den, når den er på vej, og handle på de tegn man får. Den bog jeg har, fortæller også en masse om det, at mærke sig selv.

Du er god nok...................også selvom du har en følgesvend, du ikke har inviteret. Det er bare dine vilkår her i livet, og så er det super, at du tager op til overvejelse, om du laver det rigtige for dig. Jeg har jo også selv haft en masse tanker om lige netop det. Og skal til erhvervs-coaching inden så længe, for at finde ud af hvad der ville passe til mig............................så min sygdom også bliver tilgodeset.

Sender dig store knus.

Ærligt - nej, du bliver aldrig rask, og det er du nødt til at acceptere.. kort og kontant!

Hvor stor indflydelse det får på dit liv, kan du til dels selv bestemme.. det er en af de ting jeg har måttet lære af at have en alvorlig sygdom, der ikke kan kureres. Mange af de begrænsninger der følger med, er nogle man sætter for sig selv. Ofte kan tingene lade sig gøre alligevel - man skal måske bare tænke lidt kreativt og anderledes.

Depression er - ihvertfald ifølge min psykolog - ikke noget man kan tænke sig fra. Det skyldes en kemisk ubalance i hjernen og den skal man behandles for. Man kan ikke bare "tage sig sammen", selvom omgivelserne måske ikke har den store forståelse altid. 

Hvis du har tendens til depressioner, må du nok regne med at skulle være på medicin i lange perioder, så du må lære at være opmærksom på hvornår den kommer snigende, så du ikke kommer så langt ned som denne gang, og så må du i samarbejde med lægerne finde noget medicin der virker og så holde fast i det - det kræver nok lidt banken i bordet, men det du og manden hjælpe hinanden med.

Om du skal skifte karriere ved kun du selv, men hvis du er glad for jobbet, så prøv at tænke i alternativer inden du smider håndklædet i ringen.

herfra skal du ihvertfald have.

Stort knus til dig, dit dejlige kvinde-menneske.

"Nej, du er sgu-tte helt rask"   (det er gaasss!)

Du er et godt menneske og en fantastisk kone og mor.
Og du kæmper dig igennem al modgangen, der desværre ind imellem ramler ned over dig (det gør den jo for os alle ind imellem - men på forskellig vis)
Og du ER stærk - mere end du aner!
Du handler og aggerer, og lytter efter, hvad du er nødt til at gøre, for at passe bedst muligt på dig selv - for både din og din families skyld.

Jeg tænker på dig, og håber at turen må fortsætte OPAD nu.
Stort kram fra Katrine 

anna-jonas skriver:

Hvor er jeg glad for, at der endelig er kommet lidt lys ind i dit sind. Det er ikke til at holde det andet ud................når alt bare går i gråt, og man ikke magter sit liv.

Jeg har en ret god bog om depressioner, men har lånt den ud lige pt. Men har du ikke lyst til at låne den af mig?..................man får nærmest en aha oplevelse af at læse den, og man føler sig på en eller anden måde forstået, og når til en erkendelse af, at man ikke er ALENE.

Tjaaaaa.........................lige nu, har du mange tanker om, hvorfor det lige rammer dig, og om du aldrig slipper af med lidelsen. Jeg kan fortælle dig, at det er helt normale tanker, som næsten alle depressive har, når de er ved at få det lidt bedre. Det er jo en kronisk sygdom, som kan komme fra tid til anden. Men man kan blive ret god til at spotte den, når den er på vej, og handle på de tegn man får. Den bog jeg har, fortæller også en masse om det, at mærke sig selv.

Du er god nok...................også selvom du har en følgesvend, du ikke har inviteret. Det er bare dine vilkår her i livet, og så er det super, at du tager op til overvejelse, om du laver det rigtige for dig. Jeg har jo også selv haft en masse tanker om lige netop det. Og skal til erhvervs-coaching inden så længe, for at finde ud af hvad der ville passe til mig............................så min sygdom også bliver tilgodeset.

Sender dig store knus.

Jo den vil jeg meget gerne låne!

Jeg håber at jeg med tiden bliver bedre til at spotte hvis en depression igen er på vej.

Jeg bliver lidt sur på den.... mest fordi jeg tænker at jeg jo slet ikke selv bestemmer hvornår den kan komme...
Man aner ikke hvor man er i sit liv når den dukker op

kan du følge mig?

Skouboe skriver:

Ærligt - nej, du bliver aldrig rask, og det er du nødt til at acceptere.. kort og kontant!

Hvor stor indflydelse det får på dit liv, kan du til dels selv bestemme.. det er en af de ting jeg har måttet lære af at have en alvorlig sygdom, der ikke kan kureres. Mange af de begrænsninger der følger med, er nogle man sætter for sig selv. Ofte kan tingene lade sig gøre alligevel - man skal måske bare tænke lidt kreativt og anderledes.

Depression er - ihvertfald ifølge min psykolog - ikke noget man kan tænke sig fra. Det skyldes en kemisk ubalance i hjernen og den skal man behandles for. Man kan ikke bare "tage sig sammen", selvom omgivelserne måske ikke har den store forståelse altid. 

Hvis du har tendens til depressioner, må du nok regne med at skulle være på medicin i lange perioder, så du må lære at være opmærksom på hvornår den kommer snigende, så du ikke kommer så langt ned som denne gang, og så må du i samarbejde med lægerne finde noget medicin der virker og så holde fast i det - det kræver nok lidt banken i bordet, men det du og manden hjælpe hinanden med.

Om du skal skifte karriere ved kun du selv, men hvis du er glad for jobbet, så prøv at tænke i alternativer inden du smider håndklædet i ringen.

herfra skal du ihvertfald have.

Jeg ved bare ikke om jeg er helt klar til at acceptere det endnu.

Når vi snakker om det herhjemme siger jeg selv at jeg nok skal være på medicin resten af livet.... men er ikke sikker på at det egentlig synker ind ved mig selv....

Min mand har denne gang set hvor slemt jeg kan have det, han har ikke oplevet mig rigtig depressiv før, og jeg tror han blev meget forskrækket.

JustAnotherName skriver:

Stort knus til dig, dit dejlige kvinde-menneske.

"Nej, du er sgu-tte helt rask"   (det er gaasss!)

Du er et godt menneske og en fantastisk kone og mor.
Og du kæmper dig igennem al modgangen, der desværre ind imellem ramler ned over dig (det gør den jo for os alle ind imellem - men på forskellig vis)
Og du ER stærk - mere end du aner!
Du handler og aggerer, og lytter efter, hvad du er nødt til at gøre, for at passe bedst muligt på dig selv - for både din og din families skyld.

Jeg tænker på dig, og håber at turen må fortsætte OPAD nu.
Stort kram fra Katrine 

Hahaha

Nej jeg er vist ikke helt velforvaret!

Tak Katrine