michella80 skriver:
Vi var til min fasters bisættelse i går. Det var en smuk dag hvor sneen bare VÆLTEDE ned!!!! Hele kirken var FYLDT med blomster. Den ene buket mere smuk end den anden og der var mange der havde sendt KÆMPESTORE bårebuketter. Det var meget overvældende!!!! Vi græd rigtig meget (som man nu gør). Præsten holdt en smuk tale om hende og tårerne virkede uendelige.... Min far var med til at bære kisten ud. Det var hårdt at se og vide at det var det sidste farvel lige der.... Forstår stadig ikke hun er væk... Det er så mærkeligt!!!!! Vi gik ud til bilen og lagde roser på kisten. Jeg lagde en fra mig, en fra Casper og en fra Carla. Min faster var utrolig glad for Carla.... Er bare så glad for at de to nåede at lære hinanden at kende selvom Carla ikke kommer til at kunne huske hende. Jeg havde armen om min farmor da bilen kørte af sted med hende. Det var dælme hårdt at stå der sammen med hende. Puha.... I denne tid har jeg tænkt meget over at hvis jeg får en datter mere skal hun bære min farmors navn enten som fornavn eller mellemnavn. Den kvinde har mødt så megen modgang og rejser sig hver gang. Jeg synes hun er så sej og jeg elsker hende mere end jeg kan forklare!!!
Det glæder mig, at det blev et smukt farvel.
Men uden sorg og triste tanker, får man nok aldrig sagt endeligt farvel til nogen, som man har holdt af. Det er så uvirkeligt og uhåndgribeligt, og svært at forstå, sådan rigtigt!
Som du siger, så vil Carla jo ikke selv senere hen kunne huske hende.
Men hvor må det være dejligt for dig, at have minderne om dem sammen, og kunne fortælle Carla om hende fra billeder engang. Og bare dét at hun nåede at se din smukke datter.
Men øv, begravelser er svære. På en gang så smukke og rørende. Samtidig så uhyggeligt barske og sorgfyldte.
Jeg føler med dig og dem som stod hende nær.
Og sikke smukt du beskriver farmor i de sidste linier 
Anmeld
