Hvad har været sværest?

Hvad har været det sværeste ved at få børn?

Jeg tænker, at den manglende søvn vil blive en udfordring hér og så dét, at man ikke "bare" kan være sig selv, smide sig på sofaen en hel aften osv og gøre hvad man har lyst til.

Hvad tænker I?

Anonym skriver:

Hvad har været det sværeste ved at få børn?

Jeg tænker, at den manglende søvn vil blive en udfordring hér og så dét, at man ikke "bare" kan være sig selv, smide sig på sofaen en hel aften osv og gøre hvad man har lyst til.

Hvad tænker I?

Hvad har været det sværeste ved at få børn?

Jeg tænker, at den manglende søvn vil blive en udfordring hér og så dét, at man ikke "bare" kan være sig selv, smide sig på sofaen en hel aften osv og gøre hvad man har lyst til.

Hvad tænker I?

Vi har en periode lige nu med vores datter, hvor hun bider og skriger, hvis hun ikke får sin vilje, men det går forhåbentlig over

Men faktisk når jeg tænker igennem de sidste 14 mdr., kan jeg ikke sætte min finger på bare én ting..? Og manglende søvn vænner man sig til  

Jeg kan sgu ikke sætte min finger på noget...? Alt det gode vejer vel op på det dårlige

Jeg synes det første år var hårdt. Det var hårdt at vågne hver 3 time hele natten. Jeg tror vi havde et atypisk barn (håber jeg) for hun sov først rigtig igennem som to årig. Og indtil hun var 8 måneder var jeg/vi oppe mindst 5 gange hver nat. Men faktisk som jeg husker det, var søvnen ikke det værste. jeg synes, fordi min mand arbejder meget, at jeg blev isoleret og bare havde et barn på mig non-stop. Følte mig lidt "fanget" og kom alt for lidt ud og ønskede bare tiden kunne gå hurtigt. Jeg håber, at det bliver anderledes denne gang (er gravid) for synes det er hårdt for parforholdet at blive forældre, og nu hvor vi har en i forvejen, håber jeg ikke det bliver alt for hårdt. Min kæreste sagde, at jeg ofte "bitchede" og brokkee mig, og jeg følte, at han ikke forstod hvordan det var når han ikke var hjemme i dagevis (på forretningsrejse) Jeg har alt respekt for enlige mødre til et eller flere børn.

Anonym skriver:

Hvad har været det sværeste ved at få børn?

Jeg tænker, at den manglende søvn vil blive en udfordring hér og så dét, at man ikke "bare" kan være sig selv, smide sig på sofaen en hel aften osv og gøre hvad man har lyst til.

Hvad tænker I?

Jeg synes faktisk det sværeste er at der ikke som sådan er "mig" tid.

Det er lige tage på cafe med veninderne uden børn, i biffen, på en slendrretur i maaaaaaaaaange laaaaaaaaaange timer gennem gågaden og kigge.

Sådan  nogle ting synes jeg er svært - der er altid børn hjemme omkring en.

Christina

Med Nicklas var jeg alene og skulle klare alt selv, og det syntes jeg er hundrede gange nemmere end at være to om det....

Med Mathias blev vi jo indlagt igen da han var 8 dage gammel fordi han holdt op med at trække vejret og vi var indlagt 17 dage. Det har været det sværeste.... Skulle undvære nicklas og andreas herhjemme, være bange for hvad der var galt med mathias og alt det der har været her bagefter...

Jeg har det stadig rigtig svært ved det, og har svært ved at give slip på mathias. Og nicklas har også taget det rigtig meget til sig, at lillebror var syg. Så han er meget mærket af det... Men vi arbejder sammen på at kommer over på den anden side...

Søvn osv har jeg ikke syntes var slemt at undvære. Men har også været heldige med to drenge der sov igennem fra de var 3-4 uger gamle...

Hver alder sine udfordringer......

Lige nu er vi midt i selvstændighedsfasen (3 år og 4 mdr), hvor det sværeste er at have tålmodighed til at lade knægten selv gøre alting - uden at hidse sig op og skynde på ham - for det har den modsatte effekt. 

Det er også drønhårdt at være konsekvent i sin opdragelse - fx. når man selv er træt efter en hård arbejdsdag og bare ønsker at koble af 5-10 min før man skal i gang med aftensmaden.....

Nu står vi foran en meget snarlig familieforøgelse - og så tror jeg det sværeste bliver at undgå jalousi og endnu mere opmærksomhedssøgen...

I forhold til disse ting, synes jeg nu at søvnmangel, opgavefordeling mellem forældre og manglende "mig-tid" er småting.... Men det syntes jeg ikke da jeg stod midt i det, og ikke kendte til selvstændighedsfasen....

Jeg tror det "sværeste" for mig, har været/er at jeg mangler tid til mig. Jeg elsker at være alene og have ro, og jeg elsker at være sammen med venner, jeg elsker at være spontan mv. - men alt det er der for lidt plads til med små børn. Jeg savner mere mig-tid, men sætter naturligvis mine børns behov højere end mine egne... Nogle gange glæder jeg mig til de bliver teenagere - så skal jeg pleje egne interesser

 Og mht. børnene - ja, så har det været en vild udfordring at have en nyfødt baby, der var sart, lydfølsom og ikke ville spise, på samme tid som den tre-årige skulle gennemgå en selvstændighedsfase på 6 mdrs varighed...

Jeg må sige at min tålmodig er blevet sat på prøve, og så det der med at man ikke bare lige kan være så impulsiv som man var før..
Det har nok været det sværeste for mig!

MEN, det hele værd

Det jeg synes har været værst er når min søn er syg om man ikke kan gøre noget! Det knuser mit hjerte når Patrick græder fordi der er noget galt men han ikke kan sige hvad...