Hej damer.
Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver dette indlæg, men jeg har bare brug for luft, og for at komme af med mine frustrationer, håber I forstår.
Jeg er den yngste af en søskendeflok på 3.. 3 piger.
Mine to søstre er ældre end jeg, og derfor er jeg altid blevet rykket I fra begge sider, for hvem kunne jeg nu lide mest?
For nogle år siden blev min ældste søster (Hende kalder vi A) og min anden storesøster uvenner (Hende kalder vi B). Eller det vil sige at B, blev sur på A, og siden har de ikke snakket sammen. Det er faktisk så ekstremt at B ikke vil komme til de forskellige familiearrangementer, fødselsdage osv, så længe A og A's familie er der.
Men når B så en sjælden gang imellem dukker op til disse arrangementer, så går A og B virkelig i godt spænd sammen, og det kan altså godt være ret forvirrende, og vide om familiefreden endelig er over os, eller om det bare er skuespil.
Det er altid endt med at det bare er skuespil.
Nå, i foråret 2010 går det så galt igen, og min søster ( B ) ser sig sur på alle vores 4 forældre. Dette resultere i at mine forældre bliver forbudt at se deres børnebørn, og hele familien er splittet.
Og her står jeg.. Liiiige i midten af det hele, som budbringer.
Jeg skal fortælle B alt om hvad der sker i familien, og det sker da også at vores forældre (selvfølgelig) spørg til B, og jeg vil jo gerne svare.
Kort tid efter alt dette drama bliver jeg sygemeldt med en depression og har rigtig svært ved at overskue hverdagen. Især når det omhandler B, for jeg har simpelthen ikke kræfter til at skulle diskutere vores (i hendes øjne) onde forældre hele tiden.
Dette resultere i at jeg simpelthen får angst-anfald når hun ringer, eller nogle gange virkelig frygter for hvad jeg udtaler mig om, eller hvad jeg foretager mig hvor, for hun har næsen i ALT!
Det hele kolmidere (staves?) for mig da B vælger IKKE at dukker op til mit barns 1års fødselsdag, fordi vores forældre kommer, men et par dage efter ringer og spørg hvornår jeg så har tænkt mig at holde en fødselsdag som hun også kan deltage i.
Jeg har fandme da ikke tænkt mig at holde en fødselsdag mere, bare fordi det lige passer hende.
Men for at bevare lidt af familiefreden, og bevare kontakten til hendes børn (som jeg er meget tætte med) vælger jeg stadig at besøge hende, i ny og næ.
Dette glider dog lidt ud, da jeg simpelthen er så træt og ked flere dage efter jeg har været i selvskab med hende, og det går jo udover mit barn, hvilket det bare IKKE må!
Her for en månedstid siden bliver jeg så alene. Kæresten vælger at gå fra mig, og der vælter min verden helt.
Jeg har helt mistet mit selvværd, og min lyst til at elske og kæmpe.
Jeg er helt nede og skrabe bunden, men får hele tiden af vide at det kan jeg ikke tillade mig, for jeg skal huske at det ikke kun er mig der har mistet, men også mit barn, og nu skal jeg altså være der for mit barn, og glemme mig selv.
Det går da helt galt da min søster ( B ) skriver til mig, ang. hvad mit barn ønsker sig i julegave. Jeg svare selvfølgelig og spørg samtidig hvad hendes børn har have gaveønsker.
Dette ender ud i at B spørg hvorfor jeg har valgt at lukke hende ude af mit liv, og jeg vælger at fortælle hende sandheden.
At jeg ikke magter, eller kan overskue, hele tiden at skulle stå i midten af alt det her, og at mit barn har brug for mig, og det er der jeg bliver nød til lægge de krafter jeg har.
Og at der jo ikke ville gå noget af hende, hvis HUN kiggede forbi mig engang imellem. Det er jo trods alt hende der har bil, osv.
Dette har B ikke svaret på, og nu sidder jeg tilbage og er helt fortvivlet. Jeg er sikker på at hun er stiktosset, og det magter jeg da slet ikke. Det væreste er tanken om at det så nok var sidste gang jeg så hendes børn... Det gør så ondt!
Det skal lige siges at B tit har set sig sure på hele verden, og er der nogen hun er sure på, så gør hun virkelig livet svært for en. Hun starter mange ondskabsfulde rygter, mm.
Derudover drejer hun tit på sandheden, og overbeviser sig selv om at dette er rigtigt. Men det kan jo ikke passe at det er hele verden den er gal med, og ikke hende af og til?
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op? Det gør så ondt hele tiden at blive mindet på at jeg er et dårlig menneske, fordi jeg ikke kan være der for alle dem der forventer det.
Fordi B ikke kan acceptere at jeg faktisk GODT kan med vores forældre, og vores søster osv.
Jeg er tabt for kræfter, og min lyst til at kæmpe er simpelthen væk.
Jeg ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men tak fordi du læste med!
God jul til jer alle.
Kram. 
