bondepigen skriver:
Åh nu kom jeg til at mindes min svigerfars sidste timer, og nu sidder jeg her med tårer i øjnene.
Det er SÅ mærkeligt at for lidt siden var de her glade og i live, og nu er de her pludselig ikke mere..
Jeg har det så frygteligt med at han bare blev revet væk fra os på den måde.... Han var der, men han var der ikke alligevel....... For vi kunne jo ikke snakke med ham. Vi talte til ham, men han svarede ikke tilbage... Hvilke tanker gik der gennem hovedet på ham, mens han lå der? Vi er sikre på, at han prøvede på at sige noget til Ove, men ikke en lyd kom frem...
Det samme med din faster, det var meget pludseligt! Men det er SLET SLET ikke sikker det havde gjort det nemmere, hvis vi kunne have snakket med min svigerfar inden han døde...men jeg ville bare ønske man havde kunnet alligevel??? Eller måske ville jeg ikke ønske det...
Tror ikke der er nogen let måde at sige farvel på... men den gestus du gør for din fasters mand, kan måske hjælpe dig lidt på vej i sorgen... Og jeg synes det er rigtig godt du gør det!
Det var osse rigtig hårdt for Ove og jeg at rydde hans fars lejlighed, men det lettede lidt bagefter. Og så fik vi tudet... sådan rigtig tudbrølet sammen uden hæmninger, noget jeg ellers har svært ved..og det var faktisk rart. Det lettede vist så meget, at vi først fik trang til at græde rigtigt igen i går, da vi mindedes ham.
Men sorg tager tid, og det tager laaaang tid, og det vil nok altid være med os i livet, lige meget hvor lang tid siden det er, men forhåbentlig bliver det lettere at leve med!
Tak for dine søde ord. Og ja jeg kender jo desværre godt turen. Selvom jeg kun er 30 år er dette min 10. begravelse. Puha altså..... Jeg ved jo godt at det bliver nemmere. Bare i de her dage går det bedre. Men jeg ved jo også at vi alle lige får et dyk igen nu her når vi skal til begravelse. Så starter vi lidt forfra. Nu her på torsdag skal vi ud i kapellet og se hende i kisten og så skal hun bisættes fredag. Det bliver hårdt.... Men så kan vi begynde at se fremad selvom det tager sin tid. Jeg ved jo at den slags ting tager et års tid at komme helt over. Der vil altid være den første jul at skulle igennem, den første fødselsdag osv osv.... Så... Men det bliver jo nemmere.
Og jeg er også rigtig glad for at jeg tager ud og pynter min onkels hus selvom jeg tror vi tudbrøler igennem det hele begge to. Men så må det være sådan. Så må vi tage os en stærk kop kaffe bagefter! Jeg er normalt ikke kaffedrikker, men HOLD op hvor har jeg drukket mange kopper siden i ondags!
