Hvordan kan det dog lade sig gøre????? :(

Blev simpelthen så gal, ked af det og virkelig frustret da jeg i morges læste den tragiske tragedie om den 18 årige Natascha.

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1454769.ece 

Har så meget medfølelse og sympati for den efterladte familie, der nu sidder tilbage og har mistet deres datter og søster.

Forstår simpelthen ikke hvorfor vi i dagens Danmark har et system der er så skævt skruet sammen nogen gange.

Har selv været igennem vores system, og må desværre erkende at jeg kun kan nikke genkende til den måde de afviser folk på, trods man åbenlyst står og skriger om hjælp....

Hvad er jeres holdning til familien og lægernes side af historien?

Tanja84 skriver:

Blev simpelthen så gal, ked af det og virkelig frustret da jeg i morges læste den tragiske tragedie om den 18 årige Natascha.

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1454769.ece 

Har så meget medfølelse og sympati for den efterladte familie, der nu sidder tilbage og har mistet deres datter og søster.

Forstår simpelthen ikke hvorfor vi i dagens Danmark har et system der er så skævt skruet sammen nogen gange.

Har selv været igennem vores system, og må desværre erkende at jeg kun kan nikke genkende til den måde de afviser folk på, trods man åbenlyst står og skriger om hjælp....

Hvad er jeres holdning til familien og lægernes side af historien?

Ja, det er jo sørgeligt at den slags sker og jeg har meget ondt af hendes familie og venner. Men for hendes skyld, tror jeg at det var det bedste, hun har det uden tvivl langt bedre hvor hun er nu, og familien skal ikke gå i evig angst for om det nu også vil ske, så de kan få ro i tilværelsen.

Så er der det med den medicinsk-psykriatiske behandling herhjemme.
Problemet er, at dansk videnskab intet har tilovers for den mentale side af et menneske, ej heller for de evner vi alle har i større eller mindre grad.
Det vil sige at en dansk læge yderst sjældent er empat, og kan derfor ikke føle om det pågældende menneske, der sidder over for dem er selvmordstruet. Havde en empat derimod siddet med hende, så ville vedkommende omgående have vist det.
Men sådan fungerer det ikke for danske læger. De lærer intet om empati kun om teoretiske og fysisk-kemiske forhold.

Det er derimod noget andet med fx asiatiske og indiske læger.
De lærer om det hele menneske...om sjælen i kroppen.
I Indien kan du ikke blive en god læge, hvis du ikke også kan føle din patient rent mentalt.
Men hvis nu vi HAVDE veluddannede empatisk følende læger, ville det så have gjort en forskel??
Ja, måske den aften...men før eller siden ville hun nok alligevel have gjort en ende på det, og hvor havde hun så gjort det?
Et sted hvor hun måske ikke var blevet fundet, sådan at hendes familie ville gå om og ikke vide hvor hun var blevet af, om hun var død eller levende.

At være pårørende til en skitzofren eller stærkt depressiv er nok noget af det værste marreridt der findes, for der findes endnu ingen helbredelse for de mennesker, der har så voldsomme fysisk-kemiske fejl i hjernen. At det er dybt trakisk, kan jeg kun give dig ret i, men jeg vil ikke dømme lægen, for han/hun har uden tvivl handlet ud fra bedste overbevisning. Men jeg vil gerne dømme lægestanden generelt for at være inkompetente når det drejer sig om empati, for de tror ikke på sjælen, kun på kroppen.
Og hvis sjælen er fanget i et bur og lever i helvede, så kan kun en anden sjæl med evnen og forståelsen for hvad de gennemlever MÅSKE redde dem. Og så endda kun måske.
I den sidste ende er det sjælen selv, der kører træt og giver op, og det er også hvad jeg tror, der er sket her.
Men fred være med hende..det er tragisk når så ungt et menneske ikke kan holde ud at leve.

Kærligst
Sussie

Jeg kender storsøsteren, og familien er heeelt ødelagt !

Åh jeg bliver så splittet når jeg læser sådan noget

For hendes situation er virkelig frygtelig. Både for hende og familien. Det hersker der virkelig ingen tvivl om.

Men det må fandme heller ikke være nemt at stå på den anden side af bordet. Jeg har både et nært familiemedlem og min bedste veninde, som arbejder indenfor psykiatrien.

Og jeg VED at de tager deres arbejde med hjem i baghovedet hver aften, det er virkelig et hårdt arbejde. Og når man måske mange gange om dagen bliver konfronteret med mennesker, der pga deres sygdom kan være enormt manipulerende, må det sgu være umuligt at skønne en situation RIGTIGT  hver gang. Man kan jo desværre ikke bare tage en blodprøve eller en temperatur og så få  det rigtige resultat. Det er vel et spørgsmål om at føle sig frem og dermed få placeret personen rigtigt.

Derudover kæmper personalet på de afdelinger, ligesom alle andre steder, med nedskæringer og begrænsede midler.

Og som Sussi også så fint pointerer (tror jeg), er det systemet det er galt med, frem for det enkelte menneske(lægen)

Jeg bliver bare så harm, når et blad som Ekstra Bladet skal have lavet en stor hetz ud af sådan en tragisk begivenhed. De lægger jo i hvert fald på ingen måde op til at læserne skal se sagen fra begge sider.

Puha, det er godt nok skræmmende, at en pige der har forsøgt selvmord så mange gange, ikke bliver taget alvorligt.. OG at det så ender med, at hun tager sit liv helt..

Jeg sender mine dybeste medfølelser til denne familie..  Må hun endelig få ro!  RIP!

Har prøvet begge 'sider'. Har stået på psyk. skadestue med et familiemedlem, hvor vi blev afvist og hvor selvmordsforsøget kom et par uger senere (så der VAR jo noget om snakken, det blev så bare overladt til os selv at forhindre det så længe som muligt).

Har været studerende på en psykiatrisk afdeling, hvor suicidal truslen altid hang over os - det er SÅ svært at vurdere, om deres tanker om det er en måde at udtrykke HVOR skidt de egentlig har det eller om de er i en reel planlægning....

Synes det er forkert de siger, lægen gjorde det rigtige, men har bare selv oplevet hvor svært det er at vurdere og nogle gange tager lægen desværre fejl...

Min dybeste medfølelse til pigen, der ikke fik hjælp da hun behøvede den allermest og til familien, der lige nu oplever det værste overhovedet. Må de få styrke til at komme igennem det.

goodiedk skriver:

Åh jeg bliver så splittet når jeg læser sådan noget

 

For hendes situation er virkelig frygtelig. Både for hende og familien. Det hersker der virkelig ingen tvivl om.

Men det må fandme heller ikke være nemt at stå på den anden side af bordet. Jeg har både et nært familiemedlem og min bedste veninde, som arbejder indenfor psykiatrien.

Og jeg VED at de tager deres arbejde med hjem i baghovedet hver aften, det er virkelig et hårdt arbejde. Og når man måske mange gange om dagen bliver konfronteret med mennesker, der pga deres sygdom kan være enormt manipulerende, må det sgu være umuligt at skønne en situation RIGTIGT  hver gang. Man kan jo desværre ikke bare tage en blodprøve eller en temperatur og så få  det rigtige resultat. Det er vel et spørgsmål om at føle sig frem og dermed få placeret personen rigtigt.

Derudover kæmper personalet på de afdelinger, ligesom alle andre steder, med nedskæringer og begrænsede midler.

 

Og som Sussi også så fint pointerer (tror jeg), er det systemet det er galt med, frem for det enkelte menneske(lægen)

Jeg bliver bare så harm, når et blad som Ekstra Bladet skal have lavet en stor hetz ud af sådan en tragisk begivenhed. De lægger jo i hvert fald på ingen måde op til at læserne skal se sagen fra begge sider.

SussieThyssen skriver:

Ja, det er jo sørgeligt at den slags sker og jeg har meget ondt af hendes familie og venner. Men for hendes skyld, tror jeg at det var det bedste, hun har det uden tvivl langt bedre hvor hun er nu, og familien skal ikke gå i evig angst for om det nu også vil ske, så de kan få ro i tilværelsen.

Så er der det med den medicinsk-psykriatiske behandling herhjemme.
Problemet er, at dansk videnskab intet har tilovers for den mentale side af et menneske, ej heller for de evner vi alle har i større eller mindre grad.
Det vil sige at en dansk læge yderst sjældent er empat, og kan derfor ikke føle om det pågældende menneske, der sidder over for dem er selvmordstruet. Havde en empat derimod siddet med hende, så ville vedkommende omgående have vist det.
Men sådan fungerer det ikke for danske læger. De lærer intet om empati kun om teoretiske og fysisk-kemiske forhold.

Det er derimod noget andet med fx asiatiske og indiske læger.
De lærer om det hele menneske...om sjælen i kroppen.
I Indien kan du ikke blive en god læge, hvis du ikke også kan føle din patient rent mentalt.
Men hvis nu vi HAVDE veluddannede empatisk følende læger, ville det så have gjort en forskel??
Ja, måske den aften...men før eller siden ville hun nok alligevel have gjort en ende på det, og hvor havde hun så gjort det?
Et sted hvor hun måske ikke var blevet fundet, sådan at hendes familie ville gå om og ikke vide hvor hun var blevet af, om hun var død eller levende.

At være pårørende til en skitzofren eller stærkt depressiv er nok noget af det værste marreridt der findes, for der findes endnu ingen helbredelse for de mennesker, der har så voldsomme fysisk-kemiske fejl i hjernen. At det er dybt trakisk, kan jeg kun give dig ret i, men jeg vil ikke dømme lægen, for han/hun har uden tvivl handlet ud fra bedste overbevisning. Men jeg vil gerne dømme lægestanden generelt for at være inkompetente når det drejer sig om empati, for de tror ikke på sjælen, kun på kroppen.
Og hvis sjælen er fanget i et bur og lever i helvede, så kan kun en anden sjæl med evnen og forståelsen for hvad de gennemlever MÅSKE redde dem. Og så endda kun måske.
I den sidste ende er det sjælen selv, der kører træt og giver op, og det er også hvad jeg tror, der er sket her.
Men fred være med hende..det er tragisk når så ungt et menneske ikke kan holde ud at leve.

Kærligst
Sussie

Der bliver jeg simpelthen nødt til at være uenig med dig. Har arbejdet sammen med rigtig gode læger, der kunne bruge timer på at snakke med deres patienter netop for at få en helt rigtig fornemmelse af dem og som stod til rådighed for personalet nat og dag selvom de ikke var på vagt, hvis en af deres patienter havde det skidt.

Så noget credit skal de altså have, det er ikke kun eksakt videnskab der handles ud fra, det er også omsorg, omtanke og medmenneskelighed.

SussieThyssen skriver:

Ja, det er jo sørgeligt at den slags sker og jeg har meget ondt af hendes familie og venner. Men for hendes skyld, tror jeg at det var det bedste, hun har det uden tvivl langt bedre hvor hun er nu, og familien skal ikke gå i evig angst for om det nu også vil ske, så de kan få ro i tilværelsen.

Så er der det med den medicinsk-psykriatiske behandling herhjemme.
Problemet er, at dansk videnskab intet har tilovers for den mentale side af et menneske, ej heller for de evner vi alle har i større eller mindre grad.
Det vil sige at en dansk læge yderst sjældent er empat, og kan derfor ikke føle om det pågældende menneske, der sidder over for dem er selvmordstruet. Havde en empat derimod siddet med hende, så ville vedkommende omgående have vist det.
Men sådan fungerer det ikke for danske læger. De lærer intet om empati kun om teoretiske og fysisk-kemiske forhold.

Det er derimod noget andet med fx asiatiske og indiske læger.
De lærer om det hele menneske...om sjælen i kroppen.
I Indien kan du ikke blive en god læge, hvis du ikke også kan føle din patient rent mentalt.
Men hvis nu vi HAVDE veluddannede empatisk følende læger, ville det så have gjort en forskel??
Ja, måske den aften...men før eller siden ville hun nok alligevel have gjort en ende på det, og hvor havde hun så gjort det?
Et sted hvor hun måske ikke var blevet fundet, sådan at hendes familie ville gå om og ikke vide hvor hun var blevet af, om hun var død eller levende.

At være pårørende til en skitzofren eller stærkt depressiv er nok noget af det værste marreridt der findes, for der findes endnu ingen helbredelse for de mennesker, der har så voldsomme fysisk-kemiske fejl i hjernen. At det er dybt trakisk, kan jeg kun give dig ret i, men jeg vil ikke dømme lægen, for han/hun har uden tvivl handlet ud fra bedste overbevisning. Men jeg vil gerne dømme lægestanden generelt for at være inkompetente når det drejer sig om empati, for de tror ikke på sjælen, kun på kroppen.
Og hvis sjælen er fanget i et bur og lever i helvede, så kan kun en anden sjæl med evnen og forståelsen for hvad de gennemlever MÅSKE redde dem. Og så endda kun måske.
I den sidste ende er det sjælen selv, der kører træt og giver op, og det er også hvad jeg tror, der er sket her.
Men fred være med hende..det er tragisk når så ungt et menneske ikke kan holde ud at leve.

Kærligst
Sussie

Jeg kan dog ikke lade værre med at tænke på, om hun nu var nået så langt ud, hvis der var blevet lyttet til hende allerede første gang hun forsøgte at begå selvmord, og der råbte om hjælp for første gang.

Hvis nu hun allerede der var blevet sat i behandling og fulgt af eksperter, havde hendes fremtid måske været helt anderledes.

Jeg bebrejder på ingen måde de enkelte læger, men synes derimod at det er systemt der er noget galt med.

goodiedk skriver:

Åh jeg bliver så splittet når jeg læser sådan noget

 

For hendes situation er virkelig frygtelig. Både for hende og familien. Det hersker der virkelig ingen tvivl om.

Men det må fandme heller ikke være nemt at stå på den anden side af bordet. Jeg har både et nært familiemedlem og min bedste veninde, som arbejder indenfor psykiatrien.

Og jeg VED at de tager deres arbejde med hjem i baghovedet hver aften, det er virkelig et hårdt arbejde. Og når man måske mange gange om dagen bliver konfronteret med mennesker, der pga deres sygdom kan være enormt manipulerende, må det sgu være umuligt at skønne en situation RIGTIGT  hver gang. Man kan jo desværre ikke bare tage en blodprøve eller en temperatur og så få  det rigtige resultat. Det er vel et spørgsmål om at føle sig frem og dermed få placeret personen rigtigt.

Derudover kæmper personalet på de afdelinger, ligesom alle andre steder, med nedskæringer og begrænsede midler.

 

Og som Sussi også så fint pointerer (tror jeg), er det systemet det er galt med, frem for det enkelte menneske(lægen)

Jeg bliver bare så harm, når et blad som Ekstra Bladet skal have lavet en stor hetz ud af sådan en tragisk begivenhed. De lægger jo i hvert fald på ingen måde op til at læserne skal se sagen fra begge sider.

Jeg er helt enig i at det absolut ikke er de enkelte læger der er noget galt med, men derimod e. Hvorfor har man ikke allerede første gang hun råbte om hjælp fået sat hende i noget behandling?