Johanna er 6 1/2 måned og er stort set glad og nem, men MEGET dårlig til at sove, så svarene bærer nok præg af at hun sover så dårligt om natten og at vores dage derfor er meget forskellige afhængigt af hvordan hun (og jeg) sover.
1) Er jeres barn i ulvetimen omkring madlavning til aften?
Jeg synes ikke vi har nogen ulvetime. Dels er det meget forskelligt hvornår vi spiser og dels er jeg hjemme hele dagen på barsel, så der er ikke nogen specielt hektisk stund, hvor vi skal nå det hele. Hun er kun lige begyndt på fast føde, og spiser ikke ret meget, så bliver bare ammet, hvis hun virker sulten før vores fælles spisetid.
2) Hvor gør I af baby, mens I laver mad?
Vi laver først mad, når hendes far er kommet hjem, og som regel leger han med hende mens jeg laver mad. Ellers kan hun godt lege lidt selv på køkkengulvet eller sidde i stolen, hvis hun er for ivrig med at lange ud efter farlige ting.
3) Synes I, at jeres barn er glad og legesyg, selvom I ikke lige har tid?
Ja hun har et meget glad væsen, og er næsten altid supernysgerrig og i godt humør.
4) Bliver jeres barn tit vred på legetøjet?
Nej, jeg tror faktisk aldrig jeg har oplevet hende være vred endnu. Det kommer nok.
5) Føler I at I lever mere "normalt" med spisetider og højstol og voksentid og en hel nattesøvn?
Både ja og nej. Der er da mere styr på rutinerne end da hun var helt lille, og man kan til en vis grad forudse dagens gang afhængigt af hvordan hun har sovet om natten, og hvornår og hvor længe hun har sovet middagslur. Men vi har SLET ikke faste tider for noget og så godt som ingen voksentid. Hun får lidt rigtigt mad til hvert måltid, når vi spiser (men ikke samme tid fra dag til dag) og bliver ellers ammet. Vi bruger meget tid om aftenen på at prøve at lægge hende i seng, og hun vågner mange gange hver nat.
6) Undre I jer nogen over, om baby vågner tidligt og hvorfor?
Nej. Hun sover generelt allerbedst om morgenen, så det er sjældent det er et problem, men ellers har vi vel accepteret (så godt man nu kan det) at hun bare ikke har et særligt stort søvnbehov.
7) Føler I, at der er kommet bedre rutine og rytme og leg og sjov og ballade i hverdagen nu?
Igen både ja og nej. Dagene er mere forudsigelige på den måde at en god nat giver en bestemt slags dag og en dårlig nat giver en anden slags dag, men udover det ved man aldrig hvordan dagen i morgen ser ud. Vi har masser af leg og sjov i hverdagen og også en rimelig rytme for lure i løbet af dagen, men det er meget forskelligt hvor meget jeg kan udrette i løbet af en dag.
8) Kan jeres barn holde sig vågen i 2-3 timer med et måltid og drikke og masser af leg?
Ja, sagtens - også tit længere.
9) Hvad kan jeres barn nu?
Sidde med støtte, kravle, håndtere sit legetøj (flytte ting fra hånd til hånd, tage stablede tøjklodser ud fra hinanden, bladre i bøger), griner og smiler og siger en masse lyde (men ingen genkendelige), spise fra en ske og er ved at lære at drikke af en tudekop, spise fx kyllingstykker o.lign som hun selv skal bide af, er ved at lære at sætte sig op (men sidder ikke frit på gulvet).