Jeg ved ikke helt hvorfor jeg skriver dette indlæg... trænger nok bare til at komme af med det.
Man skal godt nok finde sig i meget.....
Jeg har igennem knap 7 mdr datet en gut (en klassekammerat), lad os kalde ham K. Vi har køret meget op og ned.Det har hele tiden været tydligt at han holdte mere af mig end jeg af ham.
Vi har holdt pauser flere gange. Og hver gang får han et flip, og sviner mig til med det ene og det andet, og kører hårdt på mig psykisk. Men det ender altid med at vi har fundet sammen igen alligevel.
Det skal lige siges at lillepigen har mødt ham mange gange, og lavet ting med ham, som vores ven. Og hun har IKKE været indblandet i alt det virvar der har været. Og hun ser han IKKE som mors "kæreste".
For 14 dage siden bad jeg ham så om at vi skulle holde en pause, jeg står og skal flytte over i den anden side af landet. Og hvis det skal ende med et langdistance forhold, vil jeg godt vide hvad mine følelser for ham egentligt er, og hvad grunden er til at jeg ikke kan gå med til at kalde os kærester efter 7 mdrs daten.
Ved ikke om det var den rigtige måde at gøre det på. Men så det som en mulighed for at udforske om der var noget.
Det skal lige siges at inden jeg gjorde det havde jeg mødt en sød fyr, som jeg egentligt havde i sinde at date. Men efter at jeg havde brudt med K blev det kun til en date, før jeg kunne mærke at det ikke var sådan det skulle være. Derfor droppede jeg tanken om ham den anden igen. Og K ved intet om dette.
Jeg blev så ringet op af K i sidste uge. Han havde det ikek godt med at undvære mig. Og gik psykisk ned på det her, så han ville have et svar på om det blev os to igen eller ej, og det skulle være NU (i telefon samtalen).Jeg kunne ikke give ham det.
I weekenden var han været i KBH med nogle gutter. Så jeg ville ikke forstyrre ham. Derfor sendte jeg en lille mail, om at jeg synes vi skulle snakke sammen når han kom hjem. Jeg ved endnu ikke hvad jeg vil. Men kan mærke at jeg er gladere for ham end jeg lige umiddelbart troede.
Herefter bliver det lidt indviklet. Han ringer til mig søndag og snakker, og vi snakker som altid, om alting. Jeg snakker så med min søster mandag, som fortæller at hun har skrevet med ham, hvor han har sagt at vi bare er venner, og det vil vi blive ved med at være. Hvilket egentligt gør lidt ondt at høre.
Jeg ringer til ham, hvilket jeg egentligt havde forsøgt hele dagen. Jeg får bare en besked om at han har travlt. Jeg ser så at han er på MSN. Og skriver at det er da mærkeligt at han har tid til at være på. Men ikke at snakke. Han fortæller senere at det var for at pisse mig af..... Hmm.....
Han ringer sent om aftenen. Jeg havde det egentligt ikke for godt denne aften, da jeg har det rigtigt skidt med den flytning. Og har mistet mange venner her hvor jeg bor, så har lidt problemer med et sted at bo hele januar, samt at der ikke rigtigt er nogen til at hjælpe med at flytte. Og økonomien er ikke i top ![]( "<img src=")
" onclick="doInsertTemplate('<img src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12385.png" style="border: 0" />')" src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12385.png" alt="
" />
Han ringer og vi snakker stille og roligt om at det ikke helt kører på skinner for mig. På et tidspunkt afbryder jeg ham så, og spørger lige ud, om han er rykket videre når det kommer til ham og mig. Hans svar er: JA!
Jeg bryder sammen i gråd. Burde egentligt ikke gøre det. Da jeg jo nok selv inderst inde ønsker det sådan her. Men det var lige svært at høre.Vi aftaler at vi lige lader der gå lidt tid, før han kommer og henter hans ting, da jeg ikke lige kan overskue at se ham.
Jeg tudbrølede hele natten.
I går tirsdag, skriver han så om jeg er okay. Men kan ikke lige overskue at svare. Bruger hele dagen på sofaen med at tude, og tænke over tingene. Efter jeg har hentet prinsessen fra dagpleje, kan jeg se at han har forsøgt at ringe 4 gange, og der ligger en sms om at jeg bliver nødt til at tage min mobil.
Jeg ringer ham op, hvor jeg så får besked på at han kommer med det samme, og henter hans ting. Jeg bliver lidt mopset.... vi havde jo aftalt det andet.
Nå men han kommer, og henter hans guitar, film, og tager sørme også min fødselsdags gave med (fik for 3 uger siden en gave til næsten 3000) Finder så ud af at han har været oppe og bytte det, og få pengene tilbage. (det synes jeg ikke man kan).
Nå, men efterfølgende skriver jeg en kort sms til ham, om at jeg er ked af at jeg var lidt negativ i telefonen, men jeg havde ikke lyst til at se ham.
Tilbage får jeg beskeder, hvor han bl.a. skriver at han vil sige lige som jeg har gjort til min såkaldte "mor": at vi kan have kontakt den dag jeg kommer i en professionel psykologisk behandling.....Og slutter beskeden af med at skrive: dit medlidenheds krævende barn....
SAY WHAT......
Sådan fortsætter han med at svine mig til. Og kalde mig det ene og det andet. Og når man i forvejen ligger ned, er det ikke sjovt at blive jordet igen.
Jeg har så besluttet at for min datters skyld, tager jeg noget at det han siger alvorligt, og tager kontakt til lægen, for at få hans vurdering om, om jeg har brug for psykolog hjælp.
Men hvorfor er det at linien imellem kærlighed og had er så kort?
Det er sgu ikke fedt at sidde tilbage med følelsen af IGEN at blive forrådt.
Jeg har det i forvejen rigtigt svært med det hele lige nu især at vi i en mdr, kommer til at bo hos nogle venner (2 forskellige steder), da alle vores ting ryger til Randers, og jeg stadig har skole heroppe indtil d. 4 feb. Tænk sig at en 3 årig skal kastes sådan rundt 
Har det virkeligt af helved til med det. Men til gengæld skal jeg nok sørge for at der kommer ro på når det hele er overstået.
Nå, men jeg må hellere holde her. skal til fys om lidt.
Ha en god dag.
Knus en meget trist Pernille 
