Som nogle af jer ved, er vi de heldige vindere af endnu et refluks barn. Silja er i øjeblikket på syrehæmmende medicin for at forhindre at hun har mavesyre til at stå op i spiserøret.
Det har hjulpet rigtigt meget og hun er begyndt at smile og pludre, og jeg har trøstet mig selv med at: "i det mindste gylper hun ikke så voldsomt som Freja gjorde - der er ingen grund til at hun skal til at have special MME, ligesom Freja fik"..
I starten af sidste uge, måtte jeg tage mig selv i nakken og se realiteterne i øjnene - min smukke lille pige gylpede efterhånden så voldsomt at hun ikke fik mad nok... jeg måtte ringe til lægen for at bede om en grøn recept på Enfamil (det samme som Freja fik). Heldigvis var min læge kommet tilbage fra barsel, så jeg havde ingen problemer med at få recepten. Med Freja betalte vi selv 2000 kr om måneden for MME, fordi min læges barselsvikar ikke ville skrive en recept uden at der blev lavet en kikkertundersøgelse af hendes spiserør og mavesæk, og det ville jeg bare ikke byde Freja, bare for at få tilskud til MME.
Da jeg lagde røret på efter at have snakket med lægen, satte jeg mig ned og græd. Jeg kender jo turen med refluksbørn, der gylper så voldsomt.
Bjergene af vasketøj fordi man skifter tøj 10-15 gange om dagen, fordi det er overgylpet, man kan ikke give sit barn pænt tøj på til noget, fordi det ender med at blive overgylpet efter 10-20 minutter, og før eller siden løber man tør for pænt tøj, et barn der vågner og er ked, fordi hele sengen sejler i gylp, og har svært ved at sove efterfølgende, et barn der ligger i puslebordet midt om natten og græder hjerteskærende fordi det er forstoppet pga. Enfamilen og hverken massage, zoneterapi eller andet hjælper, et barn der ikke kan tumles eller ligge på maven, men som kun kan sidde op, enten i skråstolen eller op af ammepuden, og som derfor lærer at sidde og se TV som det første, men som er bagud motorisk, fordi det er så svært at stimulere ordentligt.
Med Freja kunne vi ikke engang sidde foran hende mens hun sad i skråstolen og snakke eller synge, fordi hun blev så glad og begyndte at vifte med arme og ben... og derfor gylpede voldsomt.
Lige der græd jeg for min stakkels lille pige - men faktisk mest af alt for mig selv, fordi jeg ikke vidste hvor jeg skulle finde kræfterne til sådan en omgang - igen 
Heldigvis går der ikke ret lang tid før jeg ikke kan holde mig selv ud når jeg har det sådan, så jeg besluttede mig for at tage et skridt ad gangen og en dag ad gangen og så tage den derfra... og sætte mig og sy en masse, da det er en fantastisk virkelighedsflugt for et par timer. Man slipper for at tænke dybe tanker, men kan koncentrere sig om at skabe noget..
Siljas gylpen er blevet meget bedre efter hun fik Enfamil - og som forventet er maven blevet rigtig slem. Hun får nu Lactulose, men det kniber med effekten - forklaring på det følger.
Hun er den sidste tid blevet mere og mere urolig, er begyndt at krumme sig sammen som om hun har ondt og ikke kunnet falde til ro når hun spiser. Begyndt at afvise flasken, selvom hun tydeligvis er sulten og begyndt decideret at spytte sin medicin ud. Til alle der påstår at et 3½ måneders spædbarn ikke kan spytte, fik jeg medicin i øjet i mandags, der kan modbevise det.
De sidste 14 dage har hun også sultestrejket regelmæssigt - den sidste uge hver dag. Hun er begyndt at græde hver gang hun ser flasken og har ikke overhovedet villet spise i løbet af dagen, og jeg hverken kan, eller vil, tvinge hende. Hun har spist den natflaske jeg har givet hende inden vi gik i seng og ellers er hun vågnet flere gange i løbet af natten for at få mad, og der har hun spist noget, men hun kan altså ikke leve af 400-500 ml i døgnet.
Samtidigt sov hun mindre og mindre om dagen - sikkert fordi hun var sulten. Hun fik jo ikke noget mellem kl 4 om morgenen og kl 4-5 stykker om eftermiddagen. Jeg lavede maden, tilbød hende det 3-4 gange og måtte derefter hælde det ud... og 2 timer senere gentog det sig så.
I går knækkede filmen for mig og jeg råbte hende ind i hovedet, efter at have brugt 1½ time på at få medicin og mad i hende og hun havde skreget selvsamme 1½ time af sult, men ikke villet tage flasken overhovedet... Jeg lagde hende i voksiposen og satte hende ud i carporten og så stod hun derude og skreg i yderligere ½ time mens jeg sad i sofaen og græd...
Jeg ringede stor tudende til min SP og bad hende om at komme og hjælpe mig. Vi snakkede frem og tilbage i telefonen og vedtog at nu prøver jeg at tage kampen med hende i weekenden, og hvis jeg ikke kan få hende til at spise, ringer til lægen mandag og så må vi have hende undersøgt. Derfor startede mit nye mad regime i går aftes - ingen mad til babyen om natten... overhovedet, og max 200 ml i en flaske. Hun får ikke mere, selvom hun er mere sulten.
Natten har selvsagt ikke været særligt sjov, Silja har hysset og grædt og været sulten og ikke villet sove, men det nytter bare ikke noget. Hun er nødt til at forstå at man altså skal spise om dagen, og hvis hun sagtens kan klare sig fra klokken 4 om morgenen til 4-5 om eftermiddagen uden mad, kan hun også klare sig fra kl 11 om aftenen til kl. 7.30/8 næste morgen.
I morges var hun igen rigtigt ked allerede da jeg lagde hende på ammepuden for at få mad (jeg bruger helst ammepuden i øjeblikket, da min højre skulder er totalt smadret af at bære på hende - jeg kan ikke engang løfte armen om morgenen før jeg har fået smertestillende), men ved at give hende sutten og trøste hende, og derefter flasken når hun var faldet til ro og så sutten og trøste igen osv, fik jeg hende til sidst til at tage ordentligt ved og spise og hun tømte de 200 ml og pev lidt da hun var færdig over at der ikke var mere. Det gik heldigvis over da hun havde bøvset - så kunne hun godt smile igen (indtil hun gylpede udover mig og sofaen).
Hun sov nogenlunde her til formiddag - græd 4-5 gange, men kun 2 gange hvor jeg måtte ud til hende. En god ting eftersom jeg havde desperat brug for at indhente noget søvn efter natten..
Så kom min SP og målte og vejede hende, og hun fortsætter desværre nedad på kurven. Hun måler 67 cm og vejer 6,4 kg. Hun ligger nu lige under den næst nederste. Vi aftalte at min SP kommer og kontrolvejer hende 8. december og hvis jeg har brug for det før, ringer jeg bare.
Hun fik en flaske mens min SP var her, og hun kunne godt se at hun var meget urolig og temmelig ked, men efter 5 minutter med trøsten og sutten og så flasken og så forfra igen, tog hun endelig fat og spiste det hele - yderligere 200 ml. Allerede der var hun næsten oppe på hvad hun havde fået hele det foregående døgn.
Vi snakkede 1 times tid og var rundt om det meste. Alt lige fra om det kunne skyldes en efterfødselsreaktion hos mig, til nedsat følsomhed omkring munden eller medicinen, og det var mens vi snakkede medicin, der gik et lys op for mig.
Jeg får det samme syredæmpende medicin som Silja, bare i kapselform, fordi jeg har syreskader i spiserøret - sikkert pga. stress over det hele - og jeg har de sidste 1½ uge eller deromkring døjet med ret voldsomme mavesmerter! Et blik på indlægssedlen fortæller at mavesmerter og forstoppelse er en almindelig bivirkning ved såkaldte protonpumpehæmmere 
Jeg havde aftalt med lægen at Silja skulle have det i 6 uger, men har været ret nervøs for at stoppe med medicinen, fordi jeg har været bange for at hun skulle få de der voldsomme sure opstød hun havde før igen - jeg havde faktisk besluttet mig for at give hende det i de 8 uger jeg havde medicin til.
Fjols jeg er ! 
Nu har jeg stoppet hende på medicinen ( de 6 uger er ved et rent tilfælde gået i dag, men var de ikke det, havde jeg nok stoppet hende alligevel).
Hun pylrede ikke ret meget ved kl 16.30 flasken og godnatflasken kl. 19, spiste hun uden overhovedet at blinke. Jeg håber så meget at det denne gang lykkes os at få lidt fremgang...
Og en lille sidehistorie, jeg vælger at tolke som positiv... Min svigermor en vanvittigt bekymret for mig 
Jeg havde været alene afsted med begge unger til mortens aften hos min svoger og svigerinde - manden lå syg herhjemme - og Silja havde som sædvanligt nægtet at spise og ville ikke rigtigt sove (sikkert sult) og jeg havde blev pænt sur på hende og gad ikke at blive ved med at prøve at få hende til at sove - selvom jeg havde fået hende til at sove, havde hun skullet op 45 minutter efter, fordi vi skulle hjem så Freja kunne komme i seng - så jeg besluttede mig for at tage hjem istedet...
Jeg skulle så have været til legestue med Freja og svigermor i dag, men det valgte jeg at aflyse igår efter jeg havde talt med min SP, da hun jo skulle komme, og jeg ikke rigtigt orkede.
Min svigermor valgte så at ringe til min mand - det vidste jeg godt at hun ville gøre, da jeg ikke tog telefonen da hun ringede - og fortælle hvor bekymret hun var for mig. Hun fortalte ham at hun godt havde kunnet mærke at jeg var sur på Silja i onsdags, og nu plejede jeg jo altid at være den perfekte mor, der altid fandt overskud til mine børn og bare klarede det SÅ godt, så at jeg virkede irriteret på Silja, gjorde at hun fik indtrykket af at der var noget VIRKELIGT galt.
Et eller andet sted varmer det da en lille smule at hun har så høje tanker om mig som mor - selvom jeg ikke helt synes de er berrettigede altid. Jeg er som stort set enhver anden mor jeg kender - jeg gør det så godt jeg kan, og prøver at acceptere at det er godt nok..
Og NU er jeg nødt til at gå ned og skolde nogle flasker og give min lille slyngel en natflaske og så komme i seng for at lade op til nattens kamp.
