Jeg kan godt sætte mig ind i dilemmaet.
Problematikken er nok at ingen af os, kan fortælle dig hvad du skal gøre.
Du skal selvfølgelig gøre hvad DU føler er mest rigtig.
Min fødsel varede 4½ time fra første ve til hun var ude og SHIT! det var skræmmende.
Jeg kan slet ikke beskrive hvad jeg tænkte mens det stod på.
Jeg troede flere gange at jeg var på døden nær (Og det er faktisk ikke ment som en joke)
Jeg var fuldstændig i chok over hvor ondt det gjorde og det tog mig mange måneder at komme mig over.
Meget af det bundede i at jeg ikke nåede at opfange hvad der skete omkring mig både pga. smerter men også pga. panik.
Jeg var i forvejen så bange for at føde.
At jeg også havde en rigtig træls jm, gjorde det jo ikke bedre.
Tankerne kværnede rundt og der gik ikke halv dag uden at jeg tænkte på fødslen.
Jeg svor tilmed at jeg aldrig ville udsætte mig selv for det igen.
Jeg ringende til min jm et ½ år efter og sagde at jeg havde det træls.
Jeg kunne ikke holde ud at tænke på fødslen hele tiden og var rigtig ked af det.
Jeg blev kaldt ind til en "efterfødsels samtale" (Selvom det var et ½ år siden) og det er simpelthen det bedste jeg har gjort.
Fik snakket hele forløbet igennem og fik snakket om de tanker jeg havde gjort mig bagefter.
Der gik et døgns tid før jeg havde "fordøjet" de nye informationer, men idag er jeg slet ikke i tvivl om at jeg ville vælge en naturlig fødsel.
Det, at få sit barn op på maven bagefter, er det vildeste man kan opleve.
Jeg ved ikke om det var noget pladder jeg fik skrevet, men er træt så du må bære over med mig :)
Håber du vælger den løsning der passer til dig :)
Held og lykke med det!
Anmeld
