Følte i jer 110% klar?

quar20 skriver:

Hej piger..!!

Lige endnu et indlæg fra mig

Selvom jeg inderligt ønsker at lillebror Liam skal komme til verdens hurtigst muligt - jamen så føler jeg mig faktisk ikke HELT klar til hans ankomst..!!

Kender i det?

Hans værelse : Ja altså hans tøj er vasket og lagt i kommoden.. Vuggen står derinde med sengehimmel på.. Babydynen er lagt deri UDEN sengetøj på, men sengetøjet er vasket og er lagt over vuggens side..!! Legetøjet er vasket og rengjort og er på plads i kurven..!! De første bleer er købt ind, stofbleerne er lagt pænt smmen og er i kommoden..!!

Kravlegården er vasket af, og er samlet og står i stuen - så storebror Tino også lige kan vende sig til det "nye"..!!

Ja alle tingene er jo købt ind eller også har vi jo fra Tino - men sådan indeni føler jeg mig ikke helt klar..!! Klar til at være mor til 2 drenge..!! Klar til fødslen som jeg frygter men glæder mig til..!! Ej altså hvor er det forvirrende..

Har i andre også haft det sådan eller er det bare mig?

Knus Maria

Jeg vil sige jeg har slet ikke tænkt sådan over om jeg er klar... jeg syntes nemlig det er så uvirkligt at jeg skal være mor... så jeg fatter det slet ikke overhovedet, så ved ikke rigtig hvad det er jeg skal være klar til. Lyder måske underligt men jeg forstår nok først hvad det går ud på når der er gået lidt tid efter de er kommet ud.

NEJ du er ikke den eneste. Jeg føler mig absolut ikke klar og det gjorde jeg heller ikke med Lucas, der er million af tanker der går gennem hoved hele tiden. Hvad siger Lucas til det, kan jeg klare det, hvordan mon hun bliver, bliver hun lige så nem som Lucas, får hun kolik og hvordan takler jeg det osv osv osv det køre rundt hele tiden. 

Jeg tvivler virkelig på der er nogen der føler sig 100% klar hvordan kan man det når man ikke ved hvad man går ind til om det er 1 eller 5 barn gør vel ingen forskel for det jo et nyt barn hver gang og en ny tilvendning hver gang. 

Knus Diana

DU er IKKE den ENESTE! Nogen dage er jeg helt oppe og ringe og glæder mig og andre er jeg helt nede i kælderen og kan slet ikke lige overskue hvordan det skal komme til at gå.

Her den anden aften brød jeg fuldstændig sammen i kærestens arme, for jeg var SÅ bange for hvordan vores store pige ville tage den store omvæltning, og ja ALT bliver jo vendt helt på hovedet. Så er vi ikke kun vores lille 3-kløver mere, men pludselig er der en mere, som tager meget af vores tid.. Kunne ikke lige overskue det.. og hvad hvis man i virkeligheden ikke selv ville kunne klare at ha en bette bebs igen...   oveni det har jeg også hele tiden vidst at kæresten ikke var helt med på en nr 2, men er gået med til det for min og for Diannas skyld, så et eller andet sted føler jeg jo ikke han ønsker dette barn helt så meget, men det forsikrede han mig om. Han glæder sig meget til at få sin lille søn ud, og sagde at det hele nok skulle gå... Men åh.. der er så mange tanker at rende rundt med, og det er nok meget normalt at man har sådan nogle dage.. Der kommer jo også mange glæder!!! Jeg glæder mig jo vildt til at Dianna får en søskende, en som hun kan vokse op med, og hun får lov at til at være så meget med som hun overhovedet vil og kan. Åh jeg elsker hende så højt og bliver så ked af det når jeg tænker, om jeg mon kommer til at overse hende! Det må bare ikke ske

Som stort set alle af jer, der har svaret er jeg heller ikke klar..... Vi er så heller ikke klar med de fysiske rammer - men det kommer hen ad vejen - tøjet er klar, og vi har vel bleer til en lille uge.... Satser på at ikke alle butikker lukker i det øjeblik lillesøster kommer til verden 

Som det også er tilfældet for de af jer, der snart bliver mor for 2. eller 3. gang, så går mine tanker mest på den store - hvordan han vil opleve både når jeg går i fødsel, hvis han er herhjemme, hvordan han vil tackle at lillesøster kommer til at tage en del af hans mors tid og opmærksomhed, om han vil "gå tilbage til baby-stadie" (han er 3 år og 4 mdr når lillesøster kommer til verdenen), eller om han bare vil være den omsorgsfulde storebror, der gerne vil hjælpe med alting....

Derudover har jeg dage (som i går) hvor den store er MEGET grænsesøgende og konfliktsøgende - hvor jeg tænker "jamen hvordan pokker skal jeg kunne klare to børn, når jeg knapt kan rumme ét?" 

Klar - det er ikke noget man er - det er noget man bliver som der er behov for det...

sophieamalia skriver:

Dejligt at hører du kan genkende det.... Fordi gud hvor har jeg grædt mange tårer over det!! Og følte bare at der ikke var nogen som helst der forstod mig, det var bare den sædvenlige kommentar " Jamen de er jo tvillinger, så du skal tænke på de har et helt specielt bånd." Og havde bare lyst til at sige, Og HVA SÅ???? Skal der ikke også være plads til mig? 

Men ja, så da min lillebror kom, der var jeg godt nok 17 men jeg nød det i fulde drag alligevel, og nu hvor han er blevet 3 så henter jeg ham og vi snakker tit sammen, selvom det bare er en ligegyldig snak betyder den meget!

Du er ihvertfald ikke ALENE... Sådan har jeg TIT haft det og har TIT grædt og syntes det hele var SKIDE uretfærdigt fordi de var to mod 1..!!

quar20 skriver:

 

Du er ihvertfald ikke ALENE... Sådan har jeg TIT haft det og har TIT grædt og syntes det hele var SKIDE uretfærdigt fordi de var to mod 1..!!

åhhhh, hvor er jeg glad for at hører det!!! Kunne ikke have sagt det bedre selv!

sophieamalia skriver:

åhhhh, hvor er jeg glad for at hører det!!! Kunne ikke have sagt det bedre selv!

Vi burde danne os en gruppe et eller andet sted for storesøskende til tvillinger...

quar20 skriver:

 

Vi burde danne os en gruppe et eller andet sted for storesøskende til tvillinger...

hihi, ja!