Så blev mit guld og min øjesten et halvt år og lidt til. De er næsten ikke til at forstå, men samtidig føles det jo som om hun har været her altid. Hun er så stor og så dygtig, og vi er så stolte af hende. Hun ruller og triller og møver sig rundt overalt. Jeg ved knapt hvordan hun gør det, men ingen steder er utilgængelige længere. Hun tager tingene ud af reolerne, rører ved alt og smager på alt. Hun har fået sin første lille opdagerskade, da hun slog hovedet i stereoanlægget i forsøget på at spise volumenknappen. Hun elsker folk og opmærksomhed, og smilede saligt og troede alle sang for hende i kirken til barnedåben for et par uger siden. Hun er en rigtig lille festløve og går helst ikke i seng før aftenen er forbi. På en eller anden måde føles det som om mit liv har været sådan her altid, som om der bare var et rum der stod Johanna på i mit liv, der før stod tomt og nu er fyldt.
Hun vejer 8100g og er 67,5cm lang, har fået to tænder, kan sidde med støtte og kan få fat i alt indenfor en radius af en armslængde og lidt til. En avis er ikke ordentligt læst før man har spist lidt af den og hun går ikke af vejen for at gnave lidt i et bordben, mens hun venter på at mor kommer ned på gulvet og triller med en bold. Når ventetiden bliver for lang sætter hun i terroristhylet, der er en del oktaver højere end man har lyst til at tænke på, og skræmmer både mennesker og dyr. Jeg har læst at babyer omkring et halvt år efterligner forældrenes toneleje. Jeg håber IKKE terroristhylet er noget hun har lært af mig.

Maria
Vedhæftede fotos (klik for at se i fuld størrelse)
Anmeld