Nu er det 9 år siden og alligevel...

åh hvor dit indlæg gør mig trist.

har ingen gode råd at give dig, men ville ikke bare læse uden at sende dig et trøste

Hej du..

Jeg kan sagtens følge din smerte, det er overhovedet ikke sjovt at miste - Og det er slet ikke noget man kommer over, sådan bare lige!

Selv mistede jeg en svoger i 2003. Mange tænker "svoger, så trist er det vel ikke?!" Jo, det var trist.. Han kørte galt og døde på stedet. Jeg var enormt tæt på ham. Vi delte alt, og når jeg havde brug for lidt tryghed, et grin, en skulder, eller en til at råbe mig lidt op, så havde jeg ham.. Han var fantastisk! Han var som en storebror.
Igår, den 31.10.10 var det 7 år siden han blev bisat.
Han var en stor mand (bred og høj), men lige så stor som han var, lige så varm og dejlig var han!
Jeg græder ikke over ham længere, men jeg husker at det var den væreste bisættelse i mit liv, og jeg sender ham tit en tanke. Især når jeg står i en situation hvor jeg ikke ved hvad jeg skal stille op - Så tænker jeg "Hvad ville X have gjort, eller sagt nu?!"

I 2006 mistede jeg en veninde - Hun valgte at hænge sig selv - SIGER DE KLOGE!
Jeg tror dog ikke på det, men alligevel bliver jeg jo nød til at tro på det, indtil andet er bevist. Læs evt. bogen "Mysteriet om Pernille" - Den handler om hende, og hendes frygtelige død - Og ikke mindst hendes forældres kamp for at blive hørt, og få sandheden frem.

Pernilles død tog hårdt på mig, og forfulgte mig nogle år frem.. Jeg drømte om det, så hende alle vegne, og selv den dag i dag, kan jeg ikke holde ud at se film/serier eller billeder hvor folk har hængt sig selv.. Puha!

Hvis du har lyst til at snakke, skal du være velkommen til at skrive til mig privat.. Sorgen er ikke let at bearbejde. Man skal ikke glemme den, men leve med den - Og det er det sværeste at nå frem til.

Årh, sikke da en tragisk historie.

Har du overvejet at få noget hjælp til at bearbejde alle de uafklarede følelser du stadig sidder med? For det må virkelig være forfærdentligt at være inde i dit hoved med alle de følelser og tanker der svæver rundt.

Jeg har aldrig stået i samme situation som mig, men jeg tror det er helt normalt, at savne en stor kærlighed på den måde du beskriver. Det vil jo altid være husket som 'det bedste' fordi det sluttede brat og ikke fordi I var trætte af hinanden.

Når du nu, står i en situation hvor du som 'enke' ikke har fundet en ny stor kærlighed, tror jeg at det er normalt at savne, det man ikke ville have  været af med.

Jeg tror du skal prøve at lære dig selv at det er OK at savne  og OK at savne uden at være ked af det. Du skal ikke være ham 'tro' mere, for han er her jo ikke. Men det er OK at han bor i dit hjerte og du altid vil elske ham.

jeg prøver også at lære Idun at det er OK at savne uden at være ked af det.

Forstår du hvad jeg mener?...

 til dig. Føler med dig. Sorg er noget der skal bearbejdes og det har du tydeligt ikke fået gjort helt. Syntes du skal få snakket om det til dem der gider og lytte og til nogle du stoler på, og ring til en psyketerapeut/psykolog så du kan få tankerne og sindet på rigtig vej igen.  Held og lykke til dig og håber det vil hjælpe dig.

Zafir skriver:

Jeg har aldrig stået i samme situation som mig, men jeg tror det er helt normalt, at savne en stor kærlighed på den måde du beskriver. Det vil jo altid være husket som 'det bedste' fordi det sluttede brat og ikke fordi I var trætte af hinanden.

Når du nu, står i en situation hvor du som 'enke' ikke har fundet en ny stor kærlighed, tror jeg at det er normalt at savne, det man ikke ville have  været af med.

Jeg tror du skal prøve at lære dig selv at det er OK at savne  og OK at savne uden at være ked af det. Du skal ikke være ham 'tro' mere, for han er her jo ikke. Men det er OK at han bor i dit hjerte og du altid vil elske ham.

jeg prøver også at lære Idun at det er OK at savne uden at være ked af det.

Forstår du hvad jeg mener?...

Puha Zafir du ramte et eller andet. I hvert fald fik jeg en stor klump i halsen at at læse dit svar. Jeg må prøve om jeg kan leve med savnet og ikke prøve at glemme. Og ja det hænger jo nok meget sammen med at han så brat blevet taget fra mig og dermed kommer til at sidde på en pedistal.

Tusinde tak for alle jeres svar!! Jeres knus, ord og råd betyder meget for mig kan jeg mærke. Jeg ønsker ikke at gå til psykolog en gang til, da det jo åbenbart ikke har hjulpet tidligere. jeg vil heller ikke til psykolog/psykiater da jeg så er lidt nervøs for at mit barns far en dag vil bruge det i mod mig

Anonym skriver:

Puha Zafir du ramte et eller andet. I hvert fald fik jeg en stor klump i halsen at at læse dit svar. Jeg må prøve om jeg kan leve med savnet og ikke prøve at glemme. Og ja det hænger jo nok meget sammen med at han så brat blevet taget fra mig og dermed kommer til at sidde på en pedistal.

Det er jeg da vildt glad for kunne rykke til noget

Men ja - det vigtige er absolut ikke at glemme, men at GEMME på en ordenlig måde

Give ham fri af dit hjerte,s å du kan lukke op og opleve nye ting, men gemme de oplevelser I havde