Nu er det 9 år siden og alligevel...

Jeg har valgt at være anonym, da jeg ikke ønsker at blive genkendt af evt venner som kunne finde på at goggle mit brugernavn.

Sagen er den at jeg for 9 år siden mistede min kæreste i en bilulykke. Vi var forlovet og prøve på at blive gravid. Han var min første "voksen" kærlighed og jeg elskede ham ufattelig meget. Selvfølgelig var vores forhold ikke altid en dans på roser, men vi formåede altid at snakke om tingene. Der er nu gået 9 år - jeg har fået barn med en ande og er nu alene med barnet. Jeg savner min kæreste/forlovede. Tænker på ham hver dag og græder ofte over ham. Men synes ikke det er normalt at jeg stadig sidder og græder over en der døde for 9 år siden, men jeg savner ham bare så pokkers meget. Hvordan kommer jeg videre, hvordan slipper jeg ham - åhh jeg savner ham bare SÅ meget  Han var jo mit livs kærelighed - synes det er hel vildt uretfærdigt, at han så tidligt blev hevet væk fra mig. Vores liv var jo først lige begyndt. At dø i en alder af 27 år er altså bare for tidligt

Jeg er træt af, at jeg bliver ved med at sørge over ham. Jeg har gået til psykolog og psykiater lige efter hans død. Jeg var for 3 år siden i forbindelse med noget stress ved psykolog igen og der blev han også snakket om. Men lige meget hjælper det åbenbart, for han fylder stadig rigtig meget i mig. Ja så nu sidder jeg og tuder igen - har da vist lidt ondt af mig selv

Tak fordi du læste med

Det er selvfølgelig mange år at gå og savne MEN savn og sorg er jo ikke logisk!! Det kan være rigtig svært at kommen sig over!!

Tror du ikke måske du savner ekstra meget fordi du er alene?

Tænker at hvis du havde en at dele dagene og dit barn med ville han måske ikke fylde helt så meget hos dig!

Anonym skriver:

Jeg har valgt at være anonym, da jeg ikke ønsker at blive genkendt af evt venner som kunne finde på at goggle mit brugernavn.

Sagen er den at jeg for 9 år siden mistede min kæreste i en bilulykke. Vi var forlovet og prøve på at blive gravid. Han var min første "voksen" kærlighed og jeg elskede ham ufattelig meget. Selvfølgelig var vores forhold ikke altid en dans på roser, men vi formåede altid at snakke om tingene. Der er nu gået 9 år - jeg har fået barn med en ande og er nu alene med barnet. Jeg savner min kæreste/forlovede. Tænker på ham hver dag og græder ofte over ham. Men synes ikke det er normalt at jeg stadig sidder og græder over en der døde for 9 år siden, men jeg savner ham bare så pokkers meget. Hvordan kommer jeg videre, hvordan slipper jeg ham - åhh jeg savner ham bare SÅ meget  Han var jo mit livs kærelighed - synes det er hel vildt uretfærdigt, at han så tidligt blev hevet væk fra mig. Vores liv var jo først lige begyndt. At dø i en alder af 27 år er altså bare for tidligt

Jeg er træt af, at jeg bliver ved med at sørge over ham. Jeg har gået til psykolog og psykiater lige efter hans død. Jeg var for 3 år siden i forbindelse med noget stress ved psykolog igen og der blev han også snakket om. Men lige meget hjælper det åbenbart, for han fylder stadig rigtig meget i mig. Ja så nu sidder jeg og tuder igen - har da vist lidt ondt af mig selv

Tak fordi du læste med

Stakkels dig. Jeg kunne ikke forestille mig hvor hårdt det måtte være. Af og til læger tiden bare ikke ALLE sår.
Jeg har ikke nogle gode råd, men jeg synes nu alligevel at du skal have et kæmpe  med på vejen.

Jeg mistede selv min kusine for nogle år tilbage og hun havde også en kæreste. Jeg ved at han er 'kommet videre'. Han har ny kæreste, men han fejre stadig jul med hans eks-svigerfamilie.
Det måtte være alle og enhver's frygt at miste den man elsker allerhøjst og jeg må da indrømme at jeg selv frygter at blive banket op af en betjent en dag. Det er det mest umenneskelige at miste en man har SÅ kær.

Knus igen. 

har ingen råd men vil ikke læse med uden at give et knus

Puha!

Det er jo en situation ingen ønsker, at komme i. Ganske forfærdelig og jeg føler med dig.

Håber for dig du kan komme videre snart og lære at bære sorgen uden at din verden ramler.

Held og lykke i livet og knus her fra

ESV skriver:

Det er selvfølgelig mange år at gå og savne MEN savn og sorg er jo ikke logisk!! Det kan være rigtig svært at kommen sig over!!

Tror du ikke måske du savner ekstra meget fordi du er alene?

Tænker at hvis du havde en at dele dagene og dit barn med ville han måske ikke fylde helt så meget hos dig!

Lige præcis det samme som jeg ville skrive.

Kæmpe krammer herfra.

ESV skriver:

Det er selvfølgelig mange år at gå og savne MEN savn og sorg er jo ikke logisk!! Det kan være rigtig svært at kommen sig over!!

Tror du ikke måske du savner ekstra meget fordi du er alene?

Tænker at hvis du havde en at dele dagene og dit barn med ville han måske ikke fylde helt så meget hos dig!

Jo det tror jeg hel sikkert. Dog har han også ofte været i mine tanker når jeg har været i forhold. Men græder ikke over ham som jeg gør når jeg er alene. Fryger da også at der kun var ham som den helt rigtige for mig og at jeg må indse, at jeg nok ikke kommer til at finde en som jeg vil få et godt og lykkeligt liv sammen med

Sender en masse tanker.

Tror du skal give dig selv lov til at være ked af det og sørge... så du får sorgen bearbejdet. Der er lang vej, men du lærer med tiden at leve med den.

Har du overvejet at vende tingene en smule på hovedet, altså integrere ham i dit liv, forstået sådan at du acceptere at han er en stor del af dit liv stadigvæk, snak med ham, besøg hans gravsted, fejr ham som den person han var.

Jeg har selv mistet alt for mange venner, og selvom det slet ikke er det samme, så kan jeg da stadigvæk græde indimellem, men jeg syntes det var langt værre de første 5 år end de næste 5 år - for mig, mange gange så tror jeg at jeg savnede den tryghed og livsglæde jeg følte når jeg var sammen med min bedste ven, jeg har endnu ikke mødt en som jeg får den samme følelse med, men jeg snakker med ham indimellem og beder om hjælp og styrke til at komme igennem de svære stunder, og det lyder måske tosset, men på den måde er han stadig i mit liv.

Jeg håber du finder en måde at balancere det så du stadig føler du har den forbindelse til ham, men samtidig kan nyde livet. Bare det at du har haft ham i dit liv, gør at du har forudsætningen for at finde den lykke igen, og det er jeg sikker på han også gerne ville for dig.. 

Du er velkommen til at skrive en pb, hvis du vil... men vil ønske dig alt mulig held og lykke.. 

N&J skriver:

Har du overvejet at vende tingene en smule på hovedet, altså integrere ham i dit liv, forstået sådan at du acceptere at han er en stor del af dit liv stadigvæk, snak med ham, besøg hans gravsted, fejr ham som den person han var.

Jeg har selv mistet alt for mange venner, og selvom det slet ikke er det samme, så kan jeg da stadigvæk græde indimellem, men jeg syntes det var langt værre de første 5 år end de næste 5 år - for mig, mange gange så tror jeg at jeg savnede den tryghed og livsglæde jeg følte når jeg var sammen med min bedste ven, jeg har endnu ikke mødt en som jeg får den samme følelse med, men jeg snakker med ham indimellem og beder om hjælp og styrke til at komme igennem de svære stunder, og det lyder måske tosset, men på den måde er han stadig i mit liv.

Jeg håber du finder en måde at balancere det så du stadig føler du har den forbindelse til ham, men samtidig kan nyde livet. Bare det at du har haft ham i dit liv, gør at du har forudsætningen for at finde den lykke igen, og det er jeg sikker på han også gerne ville for dig.. 

Du er velkommen til at skrive en pb, hvis du vil... men vil ønske dig alt mulig held og lykke.. 

Tusinde tak for et rigtig godt råd. Det må jeg prøve. Har jeg jo i 9 år forsøgt at "fortrænge" ham ud af mit sind, men det virker jo åbenbart ikke. Savner bare den tryghed jeg havde sammen med ham. Vi passede så godt sammen og aldrig jeg mener aldrig har jeg kunne være så ærlig overfor en person som jeg kunne med ham. Han havde fejl, ja. Og endda mange af dem, men det var intet i forhold til det han gav mig  Ønsker tit at mit barn havde været hans....