Socialforbi?

Nogen som lider af det?

Jeg har været inde og søge om det, og jeg desværre genkende mig selv i mange af de beskrevne situationer.  Så derfor ville jeg hører om der er andre som lider af det , og om i har fået nogle redskaber som er gode

Anonym skriver:

Nogen som lider af det?

Jeg har været inde og søge om det, og jeg desværre genkende mig selv i mange af de beskrevne situationer.  Så derfor ville jeg hører om der er andre som lider af det , og om i har fået nogle redskaber som er gode

Jeg led af socialforbi i ikke mindre end 4 år, hvor jeg ikke kunne gå i et supermarked, i biffen, kører bus osv. Jeg var totalt lammet! Men er kommet over det nu, med hjælp fra den bedste psykolog og venner og familie.

Det er meget meget vigtigt at du åbner dig op for andre, snakker om det og accepterer at det har ramt dig, det er det første skridt på vejen mod "helbredelse"! Jeg gemte det i mig længe, og tro mig det blev værre, så selvom man godt kan føle sig anderledes, pinlig og se sig som en svag person (det gjorde jeg i hvert fald), så er det bare med at komme ud med det, for sådan tænker folk slet ikke!

Du skal tage om problemet i så tidligt et stadie som muligt! Ring til en psykolog på mandag og få en snak med ham eller hende, det vil gøre din sitution meget lettere og nemmere at håndterer!

Jeg vil på ingen måder anbefale dig at begynde på nogen form for lykkepiller, nu ved jeg ikke hvor slemt dit forbi er, men jeg valgt det fra da jeg ikke kunne se noget helbredende i det og ville ikke udsætte min krop for den slags! Den bedste medicin er snakken med andre mennesker

Håber dette kan hjælpe dig lidt på vej?

Knus Trine - 32+6

Anonym skriver:

Nogen som lider af det?

Jeg har været inde og søge om det, og jeg desværre genkende mig selv i mange af de beskrevne situationer.  Så derfor ville jeg hører om der er andre som lider af det , og om i har fået nogle redskaber som er gode

Hej! Jeg har lidt af socialfobi, men da jeg kom på et livstilskursus gennem kommunen, hjalp det en hel del.

Jeg havde svært ved og gå udenfor en dør og svært ved og få venner, men kurset hjalp

Pøj pøj  

BabyHope<3 skriver:

 

Jeg led af socialforbi i ikke mindre end 4 år, hvor jeg ikke kunne gå i et supermarked, i biffen, kører bus osv. Jeg var totalt lammet! Men er kommet over det nu, med hjælp fra den bedste psykolog og venner og familie.

Det er meget meget vigtigt at du åbner dig op for andre, snakker om det og accepterer at det har ramt dig, det er det første skridt på vejen mod "helbredelse"! Jeg gemte det i mig længe, og tro mig det blev værre, så selvom man godt kan føle sig anderledes, pinlig og se sig som en svag person (det gjorde jeg i hvert fald), så er det bare med at komme ud med det, for sådan tænker folk slet ikke!

Du skal tage om problemet i så tidligt et stadie som muligt! Ring til en psykolog på mandag og få en snak med ham eller hende, det vil gøre din sitution meget lettere og nemmere at håndterer!

Jeg vil på ingen måder anbefale dig at begynde på nogen form for lykkepiller, nu ved jeg ikke hvor slemt dit forbi er, men jeg valgt det fra da jeg ikke kunne se noget helbredende i det og ville ikke udsætte min krop for den slags! Den bedste medicin er snakken med andre mennesker

Håber dette kan hjælpe dig lidt på vej?

Knus Trine - 32+6

 hvad har du gjort for det er blevet nemmere? Altså du må da have fået nogle redskaber - udfordrede du dig selv eller hvordan? 

Jeg tror kun angst i særlige situationer , men til gengæld er det rigtigt slemt når de situationer kommer. Det er sær omkring middagsbordet ude hos gæster i uvante situationer. Jeg vil gøre alt for at undgå at skulle derud.  Er så bange for at ryste på hænderne, har kvamle og kan intet få ned. 

Anonym skriver:

 hvad har du gjort for det er blevet nemmere? Altså du må da have fået nogle redskaber - udfordrede du dig selv eller hvordan? 

 

Jeg tror kun angst i særlige situationer , men til gengæld er det rigtigt slemt når de situationer kommer. Det er sær omkring middagsbordet ude hos gæster i uvante situationer. Jeg vil gøre alt for at undgå at skulle derud.  Er så bange for at ryste på hænderne, har kvamle og kan intet få ned. 

Jamen hun lærte mig f.eks. at gøre tingene alligvel, selvom min krop sagde fra, men det var for at indse at der ikke skete noget og accepterer fornemmelsen i kroppen! Man skal presse sig selv lidt i de situtioner. Så lærte jeg meget om min vejrtrækning, det er faktisk mere vigtigt end man lige tror! Hjernen skal have nok med ilt og hvis du lægger mærke til det næste gang du føler angsten, så har man faktisk tendens til at hyperventilerer og så skal der nogle dyyyyybe vejrtrækninger til! Det var faktisk de to ting vi arbejde mest og længe på og de hjalp mig på rette vej! Så det er forskelligt fra person til person hvilke redskaber der hjælper best og det er det psykologer jo er uddannet til

Anonym skriver:

 hvad har du gjort for det er blevet nemmere? Altså du må da have fået nogle redskaber - udfordrede du dig selv eller hvordan? 

 

Jeg tror kun angst i særlige situationer , men til gengæld er det rigtigt slemt når de situationer kommer. Det er sær omkring middagsbordet ude hos gæster i uvante situationer. Jeg vil gøre alt for at undgå at skulle derud.  Er så bange for at ryste på hænderne, har kvamle og kan intet få ned. 

Lige på det punkt har jeg det på samme måde som dig :-)
Men det er også det eneste, det ikke noget jeg er plaget af.
Spiser bare ikke ved nogle jeg ikke kender, det kan jeg ikke li.

Sådan har jeg haft det i mange år.

NatasjaL skriver:

 

Lige på det punkt har jeg det på samme måde som dig :-)
Men det er også det eneste, det ikke noget jeg er plaget af.
Spiser bare ikke ved nogle jeg ikke kender, det kan jeg ikke li.

Sådan har jeg haft det i mange år.

Øv det må da være svært? - Jeg har selv undgået flere omkring mig fordi jeg ikke orkede min angst, men jeg har fået nok nu. Har gået med det i 3 år uden at fortælle nogen om det og hele tiden finder jeg på mærkelige undskyldninger . 

Anonym skriver:

Øv det må da være svært? - Jeg har selv undgået flere omkring mig fordi jeg ikke orkede min angst, men jeg har fået nok nu. Har gået med det i 3 år uden at fortælle nogen om det og hele tiden finder jeg på mærkelige undskyldninger . 

Har haft det sådan siden jeg var 13, det ikke noget der genere mig, fortæller kæresten at jeg ikke bryder mig om det, og så hopper vi over :-)

Feks. Sådan noget med at spise med hans arbejde kan jeg ikke, eller hvis vi skal ned til noget af hans familie jeg ikke har set før :-)

NatasjaL skriver:

 

Har haft det sådan siden jeg var 13, det ikke noget der genere mig, fortæller kæresten at jeg ikke bryder mig om det, og så hopper vi over :-)

Feks. Sådan noget med at spise med hans arbejde kan jeg ikke, eller hvis vi skal ned til noget af hans familie jeg ikke har set før :-)

Hvad så med nye bekendtskaber ? - Jeg tvinger nogle gange mig selv til at tage ud og overvinde, men det er desværre ikke altid jeg kan

Anonym skriver:

Hvad så med nye bekendtskaber ? - Jeg tvinger nogle gange mig selv til at tage ud og overvinde, men det er desværre ikke altid jeg kan

Efter vi har fået to børn, " leder " jeg ikke efter nye venner, vi er godt tilfreds med de venner og bekendte vi har :-)