Flytte fra hinanden (i hverdagene)

Hej allesammen.

Jeg har netop haft besøg af sundhedsplejersken og vi fik os en god snak om rigtig mange ting.

Jeg er lige nu bosat et sted hvor jeg egentlig ikke har lyst til at være, jeg flyttede udelukkende her hen for at min kæreste og jeg kunne bo sammen inden vores barn kom til verden. Men jeg sidder med en tomhed, vi fungerer fint sammen og vores dagligdag er egentlig dejlig - men jeg kender ingen her og jeg har slet ikke lyst til at være der. Jeg har givet det chancer, men jeg kan ikke.

Jeg har snakket med min kæreste om det, men vi er ikke kommet frem til en løsning endnu.

Min familie bor omkring 200km fra hvor jeg bor nu og hver gang vi har besøgt dem og vi kører hjem af igen så tudbrøler jeg. Jeg savner dem simpelthen så meget hvér evig eneste dag.

 Om ikke andet så ved kæresten og jeg at om to år, måske allerede om et år flytter vi til Aarhus (som er cirka midt imellem hvor hans og mine forældre bor), her skal vi studere. 
Jeg ved godt at et år måske ikke er så meget, men når man er et sted hvor man vitterligt bare overhovedet ikke har lyst til at være så er det en evighed.

Nå ..tilbage til sundhedsplejersken, hun foreslog at kæresten og jeg kunne snakke om at sige vores nuværende lejlighed op, at han flyttede hjem sin hans forældre (i hverdagene, så han kan komme på job) og jeg fik en lejlighed enten i Aarhus eller omkring der hvor min familie bor - for som hun siger, vores barn har det ikke godt hvis jeg ikke har det godt og vi kan jo sagtens ses i weekender og sådan (han arbejder skift, så det er ikke alle uger han arbejder mandag-fredag, nogle uger har han fri forlænget weekend)

Hvad synes I, kunne det være en løsning tror I?

Ingen? 

synes den er svær.
Men hvis jeg havde det som dig, og ikke var glad overhoved og kunne mærke at jeg blev mere og mere deprimeret så ville jeg tage det hele op og til overvejelse. Synes det lyder drastisk at flytte fra faderen til sit barn og kun ses i weekenderne. Men hvis det er hvad der skal til for du/i fungerer så er det det. Kan din kæreste ikke få job i århus eller omegn så i flytter sammen?

Hvad siger kæresten til det foreslag sundhedsplejeren sagde?

Ja hvis den passer til jer er det da en fin løsning. Det er ikke sjovt at bo et sted man ikke kan lide af være så det da bare med at finde noget andet. Kunne manden ikke få arbejde i århus eller noget? Hvad siger han til det forslag? 

sarahb skriver:

synes den er svær.
Men hvis jeg havde det som dig, og ikke var glad overhoved og kunne mærke at jeg blev mere og mere deprimeret så ville jeg tage det hele op og til overvejelse. Synes det lyder drastisk at flytte fra faderen til sit barn og kun ses i weekenderne. Men hvis det er hvad der skal til for du/i fungerer så er det det. Kan din kæreste ikke få job i århus eller omegn så i flytter sammen?

Hvad siger kæresten til det foreslag sundhedsplejeren sagde?

Lige nu er han under uddannelse og har en uddannelsesaftale med en virksomhed her i byen, og det ville ikke være nemt at for det første at finde noget nyt og få noget ud af det.
Han skal arbejde hele det her år (læs; skoleår, til sommerferien) og så mangler han endnu et år på skole. Så 1½ inden han overhovedet kan komme fra byen.

Problemet er jo at jeg rent faktisk slet ikke er glad - og jeg kan mærke når jeg er 'hjemme' (hos mine forældre og de kanter), så glemmer jeg helt hvor skidt jeg ellers har det.
Så på en måde har jeg jo allerede lyttet til mig selv og fundet ud af hvad jeg har lyst til.

Jamen han har selvfølgelig ikke lyst til at det skal være sådan, men som han siger, så kan det jo også være at det er det der skal til for ikke vores forhold skal blive kvalt. 

Diana... skriver:

Ja hvis den passer til jer er det da en fin løsning. Det er ikke sjovt at bo et sted man ikke kan lide af være så det da bare med at finde noget andet. Kunne manden ikke få arbejde i århus eller noget? Hvad siger han til det forslag? 

Hej, tak for svaret.
Nej det er slet ikke særlig sjovt at være et sted hvor man ikke har lyst til at være.
Se mit svar til sarahb.

Nu har mig og min kæreste ikke barn sammen endnu!
men det lyder til at være en rigtig svær situation i sidder i.. jeg ville personlige have det svært med det, for det første svært ved at ikke se min kæreste og have den hverdag som vi plejer.. og i din situation snakker vi jo den gode del af dagen du har..

derudover ville jeg ikke have det godt med at flytte med vores fælles barn!

Men jeg tror helt sikkert det kommer an på hvem man er og hvordan man har det...

giver sp ret i at hvis du ikke har det godt så kan jeres barn mærke det..
så tror du bliver nød til at finde ud af med dig selv hvad der er bedst for dig, jeres barn og ikke mindst jeres forhold..

ville ønske jeg havde et bedre råd.. men heller lidt end ingenting

Held og lykke med det hele... håber i finder den bedste situation for jer allesammen...

Anonym skriver:

Lige nu er han under uddannelse og har en uddannelsesaftale med en virksomhed her i byen, og det ville ikke være nemt at for det første at finde noget nyt og få noget ud af det.
Han skal arbejde hele det her år (læs; skoleår, til sommerferien) og så mangler han endnu et år på skole. Så 1½ inden han overhovedet kan komme fra byen.

Problemet er jo at jeg rent faktisk slet ikke er glad - og jeg kan mærke når jeg er 'hjemme' (hos mine forældre og de kanter), så glemmer jeg helt hvor skidt jeg ellers har det.
Så på en måde har jeg jo allerede lyttet til mig selv og fundet ud af hvad jeg har lyst til.

Jamen han har selvfølgelig ikke lyst til at det skal være sådan, men som han siger, så kan det jo også være at det er det der skal til for ikke vores forhold skal blive kvalt. 

hvis han er med på den og ikke bliver lige så depri som du er så er det da bare en rigtig fin løsning for jer..

vil også tilslutte mig resten og sige hvis i kan få det til at virke sådan,så gør det. Men der er selvfølgelig en risiko for i glider fra hinanden, du kan ikke bebrejde ham for ikke at være en del af jeres dagligdag og du kommer til at funge som alenemor. det vil give dig en helt anden udvikling.

så derfor er det slet ikke sikkert i blir sammen,men det er jo en risiko i må tage.

 

Hej

Jeg synes det er en rigtig god ide sundhedsplejersken kom med.

Ved fra mig selv at børn kan mærke hvordan man har det. I en periode var jeg heller ikke glad. Det smittede af på børnene. De var mor-dårlige, sure og triste.

Jeg havde heller ikke tålmodighed så  jeg fik skældt mere ud over småting og havde bare ikke noget overskud.

Men synes det skal være en løsning I begge kan leve med. Måske du kan finde en glæde ved at tænke at I jo ikke skal bo der forevigt.

Håber I finder en løsning

Hilsen Macmat