Må man godt føle sorg

Trine-mor, du er helt normal. Du bearbejder en meget voldsom oplevelse, som skal fremkalde både tårer og vrede.

Det er okay at have mange forskellige følelser, blandet sammen til en stor følelses-cocktail, som man kan smaske i hovedet på den man elsker.

Knus Mette

for pokker da trine.. det er da ikke så underligt du har det sådan efter den voldsomme fødsel. har du været til samtale med jm og lægen på sygehuset.. bliver man tilbudt på herlev.  det hjælper med at få styr på tankerne og høre hvordan de har oplevet det. og det de har været bange for der ville ske noget osv.. måske det kunne hjælpe dig.  få det ud af systemet. 

knus her fra

vi var til efterfødselssamtale i fredags, og har siden også talt med SP om forløbet. Vi er desuden blevet tilbudt at vi altid kan ringe og bede om samtale med jordmor, hvis vi føler behov for det - også selvom der måske går flere måneder. Og så har vi fået tilbudt at kunne ringe til familiecenteret på Svendborg Sygehus hvor vi kan få gratis psykologhjælp, hvis vi får behov for det. Så jeg føler egentlig at sikkerhedsnettet er spændt ud under os fra deres side af - jeg blev nok bare lidt overrasket da det væltede ud af mig, at det var DET jeg følte!! og så stod jeg og tænkte at det var da helt forkert, for z har det jo godt nu. Men jeg er rigtig rigtig glad for at I allesammen uden undtagelser fortæller at det er normalt og at de her ting må man godt tænke og føle

Vil sende dig og søren en stor krammer.... Jeg kan godt forstå du føler som du gør, jeg har stadig ikke bearbejdet min fødsel og er stadigvæk ked af mange tid som jeg syndes der gik galt. Men dejligt at læse i har fået nogle samtaler... Jeg tror man skal give det lidt tid til at bearbejde det hele... Men hvor er hun dog bare gude smuk Tillykke med hende

jeg er stadig ked af min fødsel og har (som fie) stadig ikke helt bearbejdet den. længe efter følte jeg mig nærmest traumatiseret bare ved tanken om den. jeg prøvede også at tale med hospitalspersonalet om det, men blev aldrig taget helt alvorligt, synes jeg. og havde ikke rigtig tid til at gøre mere ved sagen, med to små nyfødte.

nå. men det jeg ville sige var: ovenpå en lang og tung og smertefuld graviditet er det selvfølgelig en forløsning at føde sit barn. men men – ovenpå alle forventningerne, og den seje kamp for at det skulle lykkes – kan det jo også gå hen og blive næsten et antiklimaks.

tag din tid til at være ked af det (jeg var afsindigt ked af det), kom dig over chokket og lad hverdagen finde sin rytme og det hele falde på plads

knus

Kan ikke sige så meget andet end at jeg er enig med de andre...

Det er vist mere reglen end undtagelsen, at man får det på den måde, især hvis man har været igennem et hårdt forløb.

Jeg havde selv en hård fødsel med Emma, som var tæt på at ende i akut kejsersnit... og sundhedsplejersken og jordemoder spurgte meget ind til hvordan jeg havde det... Jeg havde det fint, og det var de forbavsede over, da der ofte sker det modsatte. Det eneste jeg kunne blive lidt trist over, var at jeg havde en lorte jordemoder i starten, men det opvejede de to andre så rigeligt!

Men jeg havde heller ikke planlagt noget som helst ang. fødslen, jeg ville tage det som det kom... måske det er derfor..

Hej Trine.

For det første ved jeg slet ikke, om jeg "må" skrive i denne kategori? Kommer ikke fra NS, selvom jeg har profil på siden (har aldrig brugt den). Men vil alligevel gerne sige lidt.

For det andet er jeg en af de der mere eller mindre anonyme profiler, der læser og følger med, men sjældent byder ind.

Men det vil jeg så forsøge på nu.

Jeg fødte min datter i juli 2007. Fødslen endte ud i lidt af et mareridt, der inkluderede vestorm i 3 timer, epidural, presseveer i 3 timer, før de opdagede at min pige var stjernekigger og samtidig lå med hovedet tiltet i bækkenet (sådan at jeg faktisk skulle føde øre og kind i stedet for baghovedet). Hun blev taget med cup, da hendes hjertelyd ikke ville rette sig mellem veerne og der kom grønt fostervand. Lige efter fødslen kom hun op på min mave, men bliver afnavlet og taget fra mig igen inden jeg når at røre hende. Hun er blå og trækker kun vejret i meget små gisp. Børnelægen og bagvagten arbejder på hende, mens jordmoderen, sygeplejerske, overlæge og sosu er fokuseret på mig, der er gået kold ovenpå alle anstrengelserne. Min mand står midt i det hele, og ved ikke hvem af os han skal være ved.

De får liv i min datter, der skriger, situationen er ikke længere kritisk, men hun skal op på neonatal, og min mand skal med dem. Jeg ser hende 5 sekunder inden de går, og ser hende så først igen 4 timer efter, da jeg er lappet sammen igen.

Jeg var SÅ træt og udmattet og kunne slet ikke fokusere på at jeg nu var mor, så det gjorde mig egentlig intet at de gik. Og sådan havde jeg det i lang lang tid. De første 4 måneder gik jeg med en konstant følelse af, at jeg ikke kunne tænke på fødslen med stolthed og glæde. Jeg havde jo sagt at jeg egentlig havde det fint med den, og jeg fik jo trods alt en fin og rask datter - så hver gang jeg havde behov for at snakke om den, indledte jeg med "jaaa æææh, det var da lidt barsk, men slet ikke noget imod hvad andre kan gå igennem...". 

4 måneder efter så jeg en fødsel på tv, hvor man så hvordan barnet kom op, forældrene der bare stirrede på guldet, roen og freden efter fødslen, vejning og måling af baby osv. Alt det var vi blevet snydt for - og det manglede jeg så utroligt meget. Samtidig gik det op for mig, at der faktisk havde været en reel fare for min datters liv, og at det VAR en barsk omgang - også selvom andre var igennem noget værre. Og jeg fik endelig fortalt omverdenen at jeg nok ikke var helt så glad for min fødsel alligevel.

Nu er mit 2. barn snart ½ år, og hans fødsel var så fin som den kunne blive - hindeløsning, 14 timers veer, heraf  4 presseveer og vupti, så var han der. Han skreg med det samme, kom op på min mave, far klippede navlestrengen, hygge, ro og fred. Jeg fik det jeg manglede fra sidst, og jeg er så lykkelig for at jeg fik den oplevelse med - men det fjerner ikke det faktum, at jeg stadig mangler det fra min datters fødsel.

Så jo, sørg alt det du har brug for. Det er helt legalt - og jeg er sikker på at det er nødvendigt, for at man ikke ender ud i f.eks. en fødselsdepression. Hos os endte min mand med en efterfødselsreaktion, hvor han i flere måneder følte sig fuldstændig overrumplet af det kæmpe ansvar, der nu hvilede på os. I dag ved vi, at det var en reaktion på at se sin helt nyfødte datter, der blev pakket ind i ledninger, ilttilførsel, overvågning osv. og samtidig ikke ane hvordan den næsten bevidstløse kone, han efterlod, havde det.

Det endte ud i en hel roman Jeg håber, at det er ok, jeg svarer, for jeg har stået der, og ved hvor splittet man kan være.

Til sidst et stort tillykke med jeres fine pige, med et smukt smukt navn.

Mange hilsener

Pernille

Hej Trine.

Nu har jeg ikke selv følt sorg efter jeg har fået mine børn. Men din fødsel var jo meget anderledes end mine, jeg kan godt forstå du føler sorg og det skal du da også bare gøre, for så hober det sig jo ikke op og bliver værre.

Men hvor er det dejligt at z er et nem barn og at hun har det godt og trives

Søde ven!!! EN fødsel sætter så mange følelser i gang og man kan blive ENORMT ked af det et godt stykke tid efter for det ER en voldsom oplevelse og hormonerne raser samtidig med. Så længe du VED hvorfor du er ked af det vil jeg ikke være så bekymret, men hvis du begynder at gå og "bare være trist" så snak med din sp om det. Knus til dig.

z skriver:

selvom alting endte lykkeligt??

Jeg går nemlig rundt og er lidt ked af det.

Det vigtigste har hele tiden (og vil altid være), at z har det godt og at hun er sund og rask, og eftersom hun kom ud og var i live og frisk og frejdig, så har fødslen egentlig sat sig som en god oplevelse indeni mig. Men de sidste par dage har jeg gået og været enormt vred, og det skød jeg over på Søren der har fået så sindssygt meget kritik, at jeg ikke fatter han turde blive ved med at prøve at tage sig af z Det værste var, at jeg egentlig godt ku mærke, at jeg ikke synes han var dårlig til nogen af de ting han gjorde, jeg kunne bare ikke finde ud af hvad problemet så var - for vi har en sund og rask datter og hvad kan man så egentlig gå og være sur over??

Igår krakkede det hele så lige pludselig og jeg brød fuldkommen sammen i sofaen overfor Søren (z sov), sådan med hyperventileret grådanfald og det hele. og så væltede det bare ud: jeg ER glad for min fødsel, men jeg er også ENORMT ked af den!! Ingenting gik som det skulle, føles det som om og jeg ved godt man ikke kan planlægge en fødsel og at ingen sikkert får det som de vil, men nu blev denne fødsel jo det helt modsatte af alt hvad vi havde håbet og ønsket på. Og så sidder jeg og kigger på min datter og tænker "men kan det da ikke også være lige meget?" når nu vi var tæt på at miste hende og vi så alligevel har fået en baby uden nogen som helst problemer (og som desuden er det abzut letteste barn i verden), men jeg tror ikke det er helt lige meget. Eller...jeg tror jeg er nødt til at lade mig selv føle den sorg jeg føler over at tingene bare blev så anderledes.

Jeg ved ikke om det "bare" er fordi det er på ugedagen siden fødslen, at det hele så vælter op? jeg tænker bare rigtig meget på hvordan det var .. det hele.

jeg ved slet ikke om det her indlæg gir mening, jeg har bare sådan brug for at komme ud med det. og håber der er nogen der sir at man må godt være ked af det selvom det gik godt...

 

Mine følelser er meget lig dine.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle sættes igang i 34+4 og ende med et semi-aks dagen efter.
Og at vi lå på Neo i 3 uger var heller ikke en del af min "plan" (men det er indlæggelser jo aldrig).

Det går mig heldigvis ikke så meget på, at Bønne var indlagt - altså er da helt klart ked af, at han havde sådan en start på sit liv, men altså... det er ikke noget, der har sat præg på ham.

Dog har jeg en sorg allerinderst inde over, at jeg ikke selv kunne føde ham. Tænk, jeg kunne "ikke engang" føde mit eget barn!
Jeg kunne ikke det, som er dét allervildeste en kvinde kan. Og selvom jeg har fået mit hjertegryn i armene og han er den perfekte dreng, så gør det ondt, at jeg ikke kunne føde selv. Rent fysisk var der simpelthen ikke plads i mit bækken og havde jeg været levet i en tid før KS, så var vi begge døde. 
Det kan indimellem være en tanke, der trøster. Altså det der med, at alt endte godt. For her sidder jeg med den dejligste baby, der er så mild, blød, glad, gavmild med smil og snak og bare helt fantastisk.  
Og det fjollede er, at hvis jeg havde haft en veninde, der ikke havde kunne føde selv, så havde jeg ALDRIG tænkt, at hun godt nok var ringe til at være kvinde, når hun ikke engang kan føde sit barn!

Nå Trine med smukkeste z... Med denne smøre ville jeg bare sige, at du selvfølgelig godt må føle sorg! Det er så vigtig en oplevelse at få sit barn og det er essentielt, at det forløber godt og trygt.
Jeg håber, at vi begge med tiden kan smide sorgen og acceptere forløbene - for som du selv skriver: så endte alt jo godt - og mere til!!