Må man godt føle sorg

selvom alting endte lykkeligt??

Jeg går nemlig rundt og er lidt ked af det.

Det vigtigste har hele tiden (og vil altid være), at z har det godt og at hun er sund og rask, og eftersom hun kom ud og var i live og frisk og frejdig, så har fødslen egentlig sat sig som en god oplevelse indeni mig. Men de sidste par dage har jeg gået og været enormt vred, og det skød jeg over på Søren der har fået så sindssygt meget kritik, at jeg ikke fatter han turde blive ved med at prøve at tage sig af z Det værste var, at jeg egentlig godt ku mærke, at jeg ikke synes han var dårlig til nogen af de ting han gjorde, jeg kunne bare ikke finde ud af hvad problemet så var - for vi har en sund og rask datter og hvad kan man så egentlig gå og være sur over??

Igår krakkede det hele så lige pludselig og jeg brød fuldkommen sammen i sofaen overfor Søren (z sov), sådan med hyperventileret grådanfald og det hele. og så væltede det bare ud: jeg ER glad for min fødsel, men jeg er også ENORMT ked af den!! Ingenting gik som det skulle, føles det som om og jeg ved godt man ikke kan planlægge en fødsel og at ingen sikkert får det som de vil, men nu blev denne fødsel jo det helt modsatte af alt hvad vi havde håbet og ønsket på. Og så sidder jeg og kigger på min datter og tænker "men kan det da ikke også være lige meget?" når nu vi var tæt på at miste hende og vi så alligevel har fået en baby uden nogen som helst problemer (og som desuden er det abzut letteste barn i verden), men jeg tror ikke det er helt lige meget. Eller...jeg tror jeg er nødt til at lade mig selv føle den sorg jeg føler over at tingene bare blev så anderledes.

Jeg ved ikke om det "bare" er fordi det er på ugedagen siden fødslen, at det hele så vælter op? jeg tænker bare rigtig meget på hvordan det var .. det hele.

jeg ved slet ikke om det her indlæg gir mening, jeg har bare sådan brug for at komme ud med det. og håber der er nogen der sir at man må godt være ked af det selvom det gik godt...

 

Jeg forstår dig udemærket...

Jeg stod selv i det samme efter Liva var kommet til verden... for det første kom hun jo 5 uger for tidligt, for det andet endte det i akut kejsersnit, for det tredje røg hun på neonatal hvor der ikke var plads til mig og for det fjerde var vi indlagt i 2 uger...

Så selvom vores datter var sund og rask så var det jo bare slet ikke sådan jeg havde håbet det ville gå og i meget lang tid efter var jeg rigtig rigtig ked af det over det....

Så selv om fødslen af z og fødslen af Liva slet ikke minder om hinanden så forstår jeg stadig godt den sorg du føler!

Men det går over og en dag er det helt lige meget hvordan hun kom til verden og du nyder bare at hun er i dit liv (ikke at du ikke nyder det nu, men du forstår nok hvad jeg mener).

Så giv dig selv lov til at sørge! Det er helt ok!

Jeg tror ikke der er ret mange der får en fødsel som man går og drømmer om. I begge mine fødsler har jeg overgivet styringen 100 % til andre mennesker (jormoderen) og selv en simpel beslutning om jeg ville have en epidural eller ej kunne jeg ikke selv tage. Jormoren har styret mine fødsler suverent oog jeh har bare gjort som jeg blev bedt om.

Jeg er sikker på det er ganske normalt at man kan være lidt ked af det efter en fødsel også selv om den går som planlagt. En fødsel er en stor ting og bagefter skal man finde sig til rette i sin nye rolle som mor. 5 dage efter jeg havde føst Marcus brød jeg også sammen og var simpelthen så ked af det. Man siger jo at 4 dagen normalt er tude dagen da de fleste nybagte mødre denne dag godt kan være ekstra følsomme. Så længe du ikke bliver ved med at gå og er ked af det. I så fald må du tage en snak med din sundhedsplejeske om det, men mon ikke det går over i løbet af et par dage.

Og du har helt ret i at det vigtigeste er at z kom helskindet ud

Du har da alt mulig ret til at være ked af din fødsel, som var meget dramatisk og slet ikke som du havde håbet. Jeg kan kun forestille mig, at det har været en meget grænseoverskridende oplevelse for dig ovenpå de oplevelser, du har med i bagagen. Det er grænseoverskridende for vi, som ikke har oplevet så grimme ting som du. Måske er det sådan noget, der sidder i kroppen.
Så vil jeg sige, at alle følelserne sidder helt uden på kroppen lige efter fødslen. Jeg kan huske, at jeg var rigtig ked af det, fordi jeg havde fået at vide, at man ville bliver overvældet af lykkefølelser og glædeseufori, når den lille kom op på ens mave, og det gjorde jeg altså ikke. Jeg var meget glad for Dicte, men den der glæder kom faktisk først efter et stykke tid. Og så var jeg egentlig også forskrækket over oplevelsen af at føde. Det er sgu barskt og rigtig uhyggeligt. Og jeg må indrømme, at jeg får hjertebanken ved tanken om den den dag idag, og det tiltrods for, at jeg føler, at jeg havde en god fødsel.

Trine, det er helt okay ikke at synes, at man havde en god fødsel, og det er helt okay at være ked af den, det er bare vigtigt, at du får det snakket igennem. Der skete jo rigtig meget og meget hurtigt under fødslen, så jeg kan godt forstå, at du føler som du gør. Og det er helt okay at have den reaktion, som du har. For hold da op man en skræmmende oplevelse det er at føde, og man bliver hverken mere eller mindre kvinde af at man havde en dårlig oplevelse. Jeg synes, at du skal sætte dig ned med Søren eller en anden, og fortælle om fødslen som du oplevede den. Det har jeg aldrig fået gjort, og det ville jegønske, at jeg havde.

Jeg tror det er helt almindeligt! Især fordi at fødslen "gik lidt galt" og at så meget blev så anderledes, og fordi at z var i fare! Jeg er helt sikker på at det også er en reaktion på det! Men som sagt: Helt almindeligt! Det er jo også meget almindeligt med "baby blues" ca en uge efter fødslen, så det i kombination med den trods alt skræmmende oplevelse din fødsel også var, er nok det du går og roder lidt med nu.

Det bedste jeg kan anbefale dig er at snakke om det. Ring til alle du kender og fortæl om fødslen igen og igen og igen. Både det godt og det dårlige. Tal med Søren om det. Igen og igen. Og så til sidst... så tror jeg det lige så langsomt kommer ud af dit system, også i takt med at dine hormoner stabillisere sig på et normalt niveau igen!

Til aller sidst: KÆMPE knus til dig!  

Det er helt OK ....det er ALLE følelser, uanset hvor "forkerte" de kan føles. Og ligeså almindeligt er det jo også, at man bliver helt uretfærdig overfor sin partner, som jo er dén der står én nærmest (og måske fortjener det aller mindst) - sådan er dét bare.

Du er helt normal, søde Trine, og det er dine følelser og din reaktion også!

Jeg sender dig en masse opmuntring og knus

Kære Trine.

Som du ved endte vi jo også på hospitalet efter vores hjemmefødsel. Jeg havde jo som bekendt en vidunderlig fødsel - men derefter gik det hele bare galt. Jeg måtte efter 2 timer vække Niklas der nærmest var bevidstløs af træthed og tvinge ham op og ringe efter Falck. Derefter måtte jeg afsted, helt hvid af blodtab, i en ambulance mens Niklas måtte sidde med sin nyfødte søn bagi lægebilen i fuld fart efter ambulancen med armene om autostolen med guldet i, for der var ikke tid til at spænde ham fast, over for rødt og det hele. Jeg missede de først 12 timer af min søns liv fordi jeg var i fuld narkose / rygmarvsbedøvet og på operationsbordet.

De første dage derefter var jeg pumpet op på smertestillende, men jeg hold humøret unaturligt højt. Intet var jo som planlagt, og selvom jordmoderen beskrev os som et "meget omstillingsparat par" med realistiske forventninger til en hjemmefødsel, så var jeg da bare SÅ ked af det indeni over at den fødsel endte som den gjorde... Jeg tror egentlig, set i bakspejlet, at jeg var en smule traumatiseret.

Jeg sørgede også de næste par uger. Sorg er det helt rigtige ord, for det er ikke bare en almindelig "øv bøv jeg har lyst til at tude"-følelse - det er den rigtige tunge sorgfølelse, som om man under fødslen mistede noget af sig selv som man aldrig får igen. Da jeg endelig fik taget hul på bylden var det en stor lettelse, men samtidigt også enormt uhyggeligt at sidde der midt i lykken og så være så ulykkelig indeni. Det var svært at rumme så modstridende følelser i den samme (lettere hærgede) krop. Dertil kom søvnunderskud og smertefulde efterveer samt stingene i koteletten og ømme ammesnipper og barselsbesøg af svigerfamilien den først kommende weekend. Det gjorde det ikke nemmere at komme af med tårene og jeg tror faktisk jeg ventede lidt for længe...

Så tud du bare!!! Du har LOV til at være ked af det og sørge over den del af dig som ikke er mere, og over at netop DIT forløb skulle blive så dramatisk.Man kan sagtens begge dele - jeg husker min fødsel som en smuk og fantastisk ting, men efterspillet som noget jeg helst vil glemme, og ihvertfald har skulle arbejde med. Skil det ad i dit hoved og værn om de gode minder. Resten heler med tiden ligesom de sting man får.

De kærligste hilsner

Rosa

 

tusind tusind tak!! det føles så meget bedre at få at vide, at I andre kan nikke genkendene til de her følelser, for hvor kan man dog få dårlig samvittighed! Jeg taler om fødslen om og om igen for tiden og Søren har læst min FB og så har vi lidt video fra min mor, som vi ser, for ligesom at få tingene på plads. jeg tror også at det pludselig rammer mig HVOR dramatisk det var - jeg opfattede overhovedet ikke hvad problemet var eller hvad der egentlig skete da det skete og først nu, som dagene går og Søren fortæller og vi har læst jordemoderens papirer osv., går det op for mig hvad der skete og hvad der kunne være sket. Der er nogle ting som jeg kan mærke jeg bare er rigtig vred over overhovedet fandt sted, og så er der ting som ikke var rare men som jo bare ligesom sker uden nogen er herre over det. Og så er der naturligvis alt det gode, alt det skønne og utroligt smukke og dejlige ved fødslen!!

Nu har vi meldt ud til familie, at vi har brug for ro til at bearbejde forløbet og til bare at være os tre og en familie. Jeg har rigtig meget brug for at kunne sætte mig ned og tudbrøle når det melder sig (meget ofte i disse dage), og Søren har faktisk også taget et par ture.

Og ja selvfølgelig er det også en god portion hormoner, det ved jeg godt men jeg tror også bare jeg lidt sad med følelsen af, at nu havde jeg jo sagt at det havde været en god fødsel og så kunne jeg ikke sige noget andet lige pludselig...men jeg tror ikke forløbet kan bearbejdes hvis man ikke er ærlig og siger at der også var ting der ikke var så gode.

MEN ellers går tingene virkelig virkelig godt herhjemme, z er muligvis jordens nemmeste barn og Søren er rigtig god til at give mig tid til ... jae..bare tid, tror jeg. SP har været her og rost datteren til skyerne og jeg ELSKER at være mor!!

Camilla: nej, den der overstrømmende brusende lykkefølelse, den føler jeg heller ikke...på den måde jeg havde forestillet mig det. Jeg har det sådan..hmm...hvordan skal man sige det...som om at ja, her er HUN - mit barn, og det føles som om hun altid har været mit barn et eller andet sted derude i universet. Det føles så rigtigt og så naturligt og så overvældende på en overhovedet ikke overvældende måde, hvis det gir mening?

Velkommen hjem her på navleren du har været savnet og tænkt på - selvom vi har luret på dine tråde ude på resten af baby.dk

Og til dit spørgsmål....JA selvfølgelig må du da føle sorg dit skøre kvindemenneske enhver ville have behov for at bearbejde den fødsel, som du (I!!) har været igennem for det var da noget af en omgang...ja faktisk vil jeg sige, at uanset hvordan man føder, så er det en oplevelse, som man har behov for at bearbejde, snakke igennem og genopleve fra flere sider. Jeg har haft ukomplicerede fødsler og kan alligevel ikke få nok af at snakke om dem - for en fødsel er bare en vild ud-af-kroppen oplevelse på både det fysiske og det psykiske plan... Den fødsel, du beskriver har jo været voldsom og angstfremkaldende på flere niveauer...alting er sket uden at du/I har nået at have hovederne med jer - og derfor skal I nu for det første fatte, hvad der skete og hvorfor . og dernæst finde ud af, hvad den oplevelse har betydet for jer (udover I er blevet forældre og har fået en smuk lille pige) på det fysiske og det psykiske plan...tag imod alt hvad I bliver tilbudt af snak med jordemoder, SP og andre fagfolk og ja, som du også skriver brug lige noget ekstra tid på at lande ovenpå den oplevelse...

Jeg kan så evigt godt forstå, at du føler sorg - føler der er noget du har mistet - man gør sig mange tanker og idéer som gravid om sin kommende fødsel, når disse håb og tanker bliver fejet væk under en, så skal det give en reaktion!! Pas på jer!!

z skriver:

tusind tusind tak!! det føles så meget bedre at få at vide, at I andre kan nikke genkendene til de her følelser, for hvor kan man dog få dårlig samvittighed! Jeg taler om fødslen om og om igen for tiden og Søren har læst min FB og så har vi lidt video fra min mor, som vi ser, for ligesom at få tingene på plads. jeg tror også at det pludselig rammer mig HVOR dramatisk det var - jeg opfattede overhovedet ikke hvad problemet var eller hvad der egentlig skete da det skete og først nu, som dagene går og Søren fortæller og vi har læst jordemoderens papirer osv., går det op for mig hvad der skete og hvad der kunne være sket. Der er nogle ting som jeg kan mærke jeg bare er rigtig vred over overhovedet fandt sted, og så er der ting som ikke var rare men som jo bare ligesom sker uden nogen er herre over det. Og så er der naturligvis alt det gode, alt det skønne og utroligt smukke og dejlige ved fødslen!!

Nu har vi meldt ud til familie, at vi har brug for ro til at bearbejde forløbet og til bare at være os tre og en familie. Jeg har rigtig meget brug for at kunne sætte mig ned og tudbrøle når det melder sig (meget ofte i disse dage), og Søren har faktisk også taget et par ture.

Og ja selvfølgelig er det også en god portion hormoner, det ved jeg godt men jeg tror også bare jeg lidt sad med følelsen af, at nu havde jeg jo sagt at det havde været en god fødsel og så kunne jeg ikke sige noget andet lige pludselig...men jeg tror ikke forløbet kan bearbejdes hvis man ikke er ærlig og siger at der også var ting der ikke var så gode.

MEN ellers går tingene virkelig virkelig godt herhjemme, z er muligvis jordens nemmeste barn og Søren er rigtig god til at give mig tid til ... jae..bare tid, tror jeg. SP har været her og rost datteren til skyerne og jeg ELSKER at være mor!!

Camilla: nej, den der overstrømmende brusende lykkefølelse, den føler jeg heller ikke...på den måde jeg havde forestillet mig det. Jeg har det sådan..hmm...hvordan skal man sige det...som om at ja, her er HUN - mit barn, og det føles som om hun altid har været mit barn et eller andet sted derude i universet. Det føles så rigtigt og så naturligt og så overvældende på en overhovedet ikke overvældende måde, hvis det gir mening?

Jeg vil bare sende dig et kæmpe kram.

og sige ja det sidste du skriver, giver udmærket mening!! Det var lige netop sådan jeg havde det....

Har I ikke fået tilbud om at tale med JM, om hele forløbet??